[143]| TREDIE BOG

[145]| I.

En Eftermiddag i Midten af Juli kom Emanuel og Hansine gaaende hen ad Vejen fra Skibberup Fjordkirke; de havde været ude at lægge en frisk Krans paa Guttens Grav. De gik tavse paa hver sin Side af den stærkt opadstigende Vej, – Emanuel i sin lysegraa, langskødede Multumsfrakke, Hansine i Kirkehætte og med et sort Shawl, som hun foran holdt ind til sig med sine brune, lidt knoklede Hænder.

Det var en solhed Dag. Under den høje Himmel svævede ikke en eneste Sky, og paa Vejen laa et tykt, hvidt Støvlag, der hvirvledes op af deres Skridt, saa det saa’ ud, som om de gik i en Damp af Mel.

Da de naaede op paa Højden, standsede Emanuel udfor en ensom Røn, der kastede en Smule Skygge hen over Vejen. Med Hat og Kæp lagt bag paa Ryggen blev han længe staaende ganske 146| ubevægelig, fordybende sig i Skuet af det sommerfrodige Landskab. Til alle Sider saa’ han ud over modne eller modnende Agre. Hele Egnen var forvandlet til et endeløst Kornhav, som vuggede Sollyset paa sine gule og grønlige Bølger.

»Er det ikke et yndigt Syn?« sagde han endelig, med stille Tonefald. »Det er, som om man gennem Luften kunde fornemme Jordens Kraft, ikke sandt? Og hør Lærkerne derovre over Niels Jensens Rug! ... Men er det ikke besynderligt, jeg bliver altid lidt højtideligt stemt, naar jeg ser Høsten nærme sig. Det er saa underligt, saadan at se Frugten af et helt, langt Aars Kamp og Anstrengelse saa at sige paa én Gang modnes for vore Øjne. Og endnu mærkeligere er det at tænke paa den underfulde og ukuelige Naturkraft, der her aabenbarer sig for os. Hvad enten Vinteren har været barsk eller mild, Sommeren tør eller regnfuld ... Aar for Aar modnes Kornet paa samme Tid, ja næsten nøjagtig paa samme Dato. Og hver enkelt Kornsort har endog sin egen Modningsdag! Er det ikke næsten et Mirakel? ... Kan du huske, Hansine, hvordan vi nu i Foraaret allesammen klagede over Nattekulden, fordi vi frygtede, at den vilde dræbe alle de smaa Spirer? Og senere, da vi klagede over Mangel paa Regn, og 147| bagefter over for megen Regn? Og nu staar Kornet her i al sin Herlighed og spotter vor Selvklogskab og alle vore Bekymringer!«

Han tav et Øjeblik og vedblev derpaa:

»Der ligger egentlig en dyb Lære for os Mennesker i alt dette!«

Og efter endnu en Stunds Tavshed fortsatte han:

»Jeg tror, jeg vil benytte dette Emne til min Præken paa Søndag. Der kan i dette Billede siges et og andet, som vi alle – og maaske særlig i denne Tid – kan have godt af at indprente os.«

Han havde fortsat sin Vandring men standsede fra nu af foran næsten hveranden Ager og brød ud i Beundring over den fremvældende Rigdom. Han havde igen sat sin gule Straahat paa Hovedet og bøjet dens brede Skygge ned over Panden for at skaane sine Øjne, der i den sidste Tid ikke ret havde kunnet taale Sollyset. Hans noget trætte Udseende røbede i det hele, at han endnu ikke fuldkomment havde forvundet de sidste Maaneders haarde Prøvelser.

Ovre paa den anden Side af Vejen fulgte Hansine ham taalmodigt trods hans idelige Standsninger og hørte paa ham med et opmærksomt, noget forskende Udtryk, saasnart han talte. Selv forholdt hun sig tavs, ... indtil Emanuel pludselig faldt 148| hen i lidt melankolske Betragtninger ved at anstille en Sammenligning mellem sine egne Markers temmelig tarvelige Afgrøde og den Frugtbarhed, han her overalt saa’ bugne frem omkring ham.

»Aa, saa meget slemt er det dog heller ikke,« sagde hun da i en opmuntrende Tone, der lød helt fremmed i hendes Mund, og som heller ikke gjorde et ganske naturligt Indtryk. »Rugen er jo næsten god, synes jeg; og det er da endelig kun det seksradede, der er lidt krøveligt.«

»Men Kløveren, du! Vi fik i Aar kun fem Læs imod tolv i Fjor og seksten i Forfjor. Det er en slem Tilbagegang!«

»Jamen du har jo ogsaa haft saa meget andet at tage Vare paa i disse Aar, Emanuel ... baade med Politiken og andre Dele. Det bliver der vel nok nogen Forandring paa nu i Fremtiden, og du skal se, naar du først faar bedre Tid til at passe Jorden, saa kommer den saamænd ikke til at give nogen af de andres noget efter. Jeg tænker nu, at vi allesammen ligesom falder lidt mere til Ro herefterdags ... og det var kanske heller ingen Skade til. Det mener du vist egentlig ogsaa selv, Emanuel.«

Som saa ofte overhørte han den sidste Halvdel af, hvad hun sagde, og fortsatte i sin egen Tankegang:

149| »Jeg tror, det vilde være godt, om jeg foretog en Forandring i Driften til næste Aar. Kan du huske den nye Gødningsmetode, som jeg i sin Tid talte til dig om. Jeg gad vide, om jeg ikke for Alvor burde gøre et Forsøg med den .... Det kan dog ikke blive ved at gaa, som det er gaaet,« fortsatte han i et pludseligt Udbrud af Utaalmodighed. »Vi maa allesammen tage os sammen. Jeg har selv været noget slap i den senere Tid; men jeg føler, at nu er det ovre. Jeg ligefrem længes efter igen at tage fat!«

De havde en Tid vandret mellem to Mure af mere end mandshøje Rugstraa, hvorover gule og brogede Sommerfugle boltrede sig i Solskinnet som flyvende Stedmodersblomster. Nu aabnede Udsigten sig atter ud over Dalen i Nord, hvor Skibberup spejlede sine mange smaa hvidkalkede, af Frugthaver omgivne Huse og sit nye, imponerende Forsamlingshus i det vidtforgrenede Gadekær.

Ved Foden af Bakken, hvor Vejen delte sig i to, af hvilke den ene førte ind til Byen, den anden ud mod Sognets Vestgrænse, standsede Emanuel igen.

»Det er sandt ... Sagde du ikke, du vilde besøge dine Forældre?«

»Jo, gaar du ikke med? Jeg tror, de venter os.«

150| »Nej, jeg faar alligevel ikke Tid i Dag. Jeg har saa meget at tænke paa. Navnlig vilde jeg gærne have, at min Præken paa Søndag fik den rette Kraft og kunde blive rigtig forstaaet ... og jeg er endnu ganske uforberedt. Men hils de to Gamle fra mig, og sig dem, at jeg kigger nok ind til dem en Gang i Ugens Løb. – – Og hør!« raabte han efter hende, da han allerede var kommen et Stykke hen ad Vejen, der førte vestpaa. »Dersom du kan huske det, saa sig til din Fa’er, at jeg ikke har glemt den Saarug, jeg laante af ham i Foraaret. Han skal faa den igen, saasnart vi faar det første Læs i Hus.«