II.

Uden at vende sig om ved hans Tilraab havde Hansine fortsat sin Vej ind mod Skibberup.

For at undgaa at komme gennem Byen slog hun ind paa en Græsvej, der førte bag om Vængerne og de tæt bevoksede Haver. Hun vidste fra Fortiden, at alle Husdørene paa denne Tid af Dagen var besat med Byens Koner, der sad udenfor paa Stenfliserne med deres Pattebørn eller 151| Strikketøjer og førte Faddersladder over Gaden, – og hun følte en bestandig større og større Ulyst til at komme i nogen somhelst Berøring med sine forrige Byesfæller.

I Forældrehuset fandt hun Faderen ene hjemme.

I sort-hvide Uldskjorteærmer, strikkede Underbukser og med en lodden Hue trykket dybt ned paa sin stride Haarmanke sad den gamle Mand og smaasov i en Armstol ved Sengen inde i det lille halvmørke Sovekammer, omkredset af en stor Fluesværm, der ved hendes Indtrædelse spredte sig summende omkring i Stuen.

»Er det dig, Hansine?« sagde han og løftede de hvide Bryn højt op over sine blinde Øjne. »Hva’? Kommer du alene? Hvor er Emanuel?«

»Han havde ikke Tid i Dag. Jeg skulde hilse Jer fra ham. Han kigger herind i Ugens Løb, sagde han.«

»Naa saadan. Ja, ja, Mutter kommer straks. Hun gik bare et Jav ind til Sørens for at hente Avisen. Der skal nok staa en stor Tale deri af Bærre. Har Emanuel ikke snakket om det?«

»Nej, jeg tror ikke, han læste Avisen i Dag.«

»Han gi’er dem nok ordentlig paa Klapperne, gør Bærre – efter hvad jeg har hørt sige. Men det er, som det skal være. Det er ikke for meget 152| til dem ... de ... Tyveknægte, siger jeg rent ud. For hvad er de vel andet? ... Røvere og Kæltringepak er de og ikke andet! ... Men hvad sagde jeg den Gang ... kan du huske, Hansine? ... Er det Træhesten, vi skal ha’e igen, sagde jeg. Skal vi Bønder igen være Kvæg for Herremanden? ...«

Han havde med Besvær rejst sig fra Stolen og ved Hjælp af en Stok bevæget sig et Stykke hen over Gulvet paa et Par store Slæbere. Hans lille krogede og indskrumpede Skikkelse sitrede af Forbitrelse, og hans tandløse Mund hakkede paa Ord, som han ikke kunde faa udtalt. Med den ene Haand lagt om paa Ryggen blev han ved at trisse frem og tilbage i den mørkeste Ende af Stuen, ustandseligt snakkende, og opramsende lange Stykker af gamle Rigsdagstaler, som han i sin Tid havde lært sig udenad og endnu bevarede Ord for Ord i sin enestaaende Hukommelse.

Hansine havde taget sit Tøj af og sat sig hen ved Vinduet.

Hun følte sig i den sidste Tid bestandig mere ilde til Mode ved Synet af Faderen, der, efter at hans Blindhed havde gjort ham det umuligt længer at færdes i Stalden, men navnlig siden han var optraadt som Taler ved det store Protestmøde, 153| syntes hende at være bleven helt forvandlet. Uden at høre paa ham sad hun og saa’ ud i den lille skyggefulde Have, hvor de ægformede Solpletter sneglede sig frem over Græs og Gange, og hvor Hønsene gik og skrabede under Stikkelsbærbuskene – ganske som i hin Tid, da hun som ung Pige havde sin Plads ved det samme Vindue og i ensomme Timer byggede sig en Fremtid op i gyldne Drømme.

Hun sad og tænkte paa denne Tid og paa det første Aar af sit Ægteskab, da Emanuel og hun levede ene med og for hinanden, og da hver Dags Samliv var en ny Aabenbarelse af en rig og ukendt Lykke. Hun genoplevede i Erindringen den første Vinters fredelige Aftner, da de sad ene sammen omkring Lampen, mens Emanuel læste højt for hende af sine Bøger eller fortalte om sine Ungdomsdage. Hun tænkte paa den første Sommers stille Solnedgangstimer oppe paa Præstebakken, paa Søndagsbesøgene herhjemme hos Forældrene, paa hele dette – for hende nu saa æventyragtige – Liv, om hvis Tilbagevenden hun aldrig helt havde kunnet opgive Haabet.

Undertiden – især efter Guttens Død – havde hun troet ogsaa hos Emanuel at fornemme en Længsel efter de gamle Dages Fred og Hygge. 154| Men hun mærkede nu for hver Dag tydeligere, at hans Tanker søgte deres egne Veje. Hun vidste ikke, hvorhen de førte; men i Følelsen af sin Afmagt over for den utaalmodige Nedtrykthed, der mere og mere betog ham, kunde hun ikke faa Ro for den Tanke, at han gik og skjulte noget for hende ... rugede over et begyndende Savn, som han ikke havde Mod til at tilstaa hende, en vaagnende Længsel efter det Liv og de Mennesker, som han til Dels for hendes Skyld havde forladt.

... Døren til Køkkenet aabnedes halvt, og Else stak sit store Hoved ind.

»Naa, det er dig, Hansine. Ja, vi havde jo ogsaa ventet jer ... Men hvor er Emanuel?«

»Han havde ikke Tid i Dag. Han kigger herind i Ugens Løb. Jeg skulde hilse fra ham.«

Elses Ansigt fik pludselig et stramt Udtryk og forsvandt i det samme fra Døraabningen. Efter nogle Øjeblikkes Forløb sagde hun ude fra Køkkenet, hvor hun gik og rumsterede med nogle Lerfade:

»Det er svært, som Emanuel har faaet travlt paa det sidste. Jeg synes, han har aldrig mere Stunder til at gøre et Par gamle Folk en Besøgelse. Det ta’er sig dog egentlig saa løjerligt ud, mener jeg.«

Hansine svarede ikke. Hun vidste, at der i 155| den sidste Tid havde hersket en lille Misstemning mellem Emanuel og Moderen, fordi Emanuel følte sig ilde berørt af, at Else bestandig talte om Guttens Død som noget lige saa selvfølgeligt, som hans Sygdoms Ufarlighed altid før havde været for hende. Ganske vist opfattede han ogsaa selv alt, hvad der var sket, som et uafvendeligt Udslag af Guds uudgrundelige Vilje; men han syntes dog, at hun i det mindste burde være bleven noget forundret, siden det var hende, der mer end nogen anden havde bestyrket ham i hans forhaabningsfulde Syn paa Guttens Tilstand.

»Men Avisen ... Avisen, Mutter!« raabte nu Anders Jørgen, der atter havde famlet sig hen til sin Armstol og sat sig rigtig tilrette for at kunne hengive sig til den forestaaende Nydelse.

»Ja, nu kommer jeg, Fatter. Jeg skal barestens slaa Mælken op til Kalvene ... Har du hørt noget til Ole?«

»Nej jeg har mente ikke. Han er vist kørt til Mølles med det samme. Du har vel husket at gi’e Grisene?«

»Ja vist har jeg saa,« sagde Else og viste sig i det samme i Døren, i Færd med at binde et Forklæde om sit omfangsrige Liv.

»Nu skal vi høre!« udbrød den Gamle straa156|lende, idet han opfangede den knitrende Lyd af Avisen, som Else holdt under sin ene Arm. »Han gi’er dem nok ordentlig paa Klapperne. Ja Bærre er god! Han siger ligesom jeg – kan du huske? – Er det Træhesten, vi – –«

»Ja, det er godt, Fatter, men ti nu stille«, afbrød Else ham og lod sig under sit sædvanlige Udbrud: »Aa, Herre Jøsses ja,« synke tungt ned paa en Stol henne ved Ovnen. Med det Præg af Værdighed, der var kommen over hende siden Hansine var bleven Præstekone, og som havde faaet endnu en lille Forøgelse, efter at Anders Jørgen var optraadt som Taler og havde haft sit Navn i »Bladet«, bredte hun omhyggeligt Avisen ud i sit Skød, satte Anders Jørgens gamle runde, irrede Messingbriller paa sin Næse og begyndte med let snøvlende Stemme Oplæsningen af en seks Spalter lang Artikel, betitlet »Vor Førers Tale i Vemmeløv«.