III.

Emanuel havde forladt Kørevejen og var gaaet ind paa en ensom Marksti for her uforstyrret at begynde Udarbejdelsen af sin Søndagspræken. Han 157| var i den senere Tid kommen temmelig uforberedt til Kirken, og han havde selv lidt under sin Tales Mangel paa Kraft og Beaandelse.

Det var dog heller ikke i Dag lykkedes ham at samle sig til et bestemt Arbejde. Bestandig svævede Tankerne bort, uden at han mærkede det. Hvert Øjeblik overraskede han sig selv, fordybet i Betragtninger, der laa Søndagsevangeliet fjernt. Snart var det en saa ubetydelig Ting som en spraglet Sommerfugl, der lokkede ham til at standse for at følge dens lette, vuggende Flugt og nyde Synet af de pragtfulde Vingefarver ... nu mod Himlens Blaa ... nu mod det guldgule Korn. Snart var det de Nidelige, ligesom selvbevidst opdukkende Glimt af det røde Tag paa Skibberups Forsamlingshus, der fik ham til at fortabe sig i sin sædvanlige forundrede Grublen over den mærkværdige, næsten ligegyldige Ro, hvormed hans Venner og Meningsfæller over det hele Land havde fundet sig i deres politiske Umyndiggørelse og daglig saa’ Landets helligste Love traadt under Fødder.

Han forstod dem ikke paa dette Punkt. Skønt han netop Ni Statskupets Dage havde været til Døden nedbøjet over Tabet af sin kære Gut, havde han straks følt det som sin Pligt at opildne alle til ved 158| ethvert lovligt og kristelig forsvarligt Middel at byde Lovbryderne Trods. Men da var N»Tillidsmændene« en Dag kommen til ham og havde anmodet ham om ikke at begynde nogen Agitation. Man havde – sagde de – »efter skriftligt Samraad med samtlige andre Kredse i Landet« anset det for rigtigst foreløbig at bøje sig for Magthaverne, da man dog savnede Midler til at gøre en virkningsfuld Modstand. Selv Tømrer Nielsen, af hvem han snarere havde befrygtet en altfor ubehersket Opbrusen af saaret Rets- og Stolthedsfølelse, istemte – om end med mørk Mine – de andres Formaninger og forklarede, at man, som Sagerne nu en Gang stod, gjorde bedst i at lade Modstanderne løbe Linen ud.

Ogsaa af Væver Hansen havde han en sen Aften haft et Besøg, hvori denne paa sin sædvanlige hemmelighedsfulde Maade og med mange Omsvøb bebudede en »Forandring af den hidtidige Taktik«. Ved samme Lejlighed havde han ytret noget om, at Sogneraadsformanden næppe havde vist sig at være sin fremskudte Plads fuldt voksen, og sluttelig var han fremkommen med nogle forblommede Hentydninger til, at der maaske ogsaa i Sogneraadsformandens Privatliv fandtes Forhold, som ikke var heldige for en Mand, der stod som 159| politisk Fører for en stor, kristelig vakt Kreds – Hentydninger, som Emanuel ikke forstod og heller ikke brød sig om at faa nogen nærmere Forklaring paa. Han havde besluttet ikke længer at blande sig i Døgnets Politik, som han overhovedet aldrig havde haft stor Interesse for, og paa hvis Betydningsløshed han nu havde faaet den fuldeste Bekræftelse. Den Sag, hvis Fremvækst han havde viet sit Liv, vilde vokse og modnes uafhængig af alt Lovgiveri og alle Lovbrydere – ganske ligesom Muldets Korn, der rakte Menneskene sine bugnende Aks trods al Vinterens Kulde og al Sommerens Tørke.

Men én Ting havde disse Maaneder lært ham. Han vidste nu, at der endnu var megen dvalebunden Kraft at vække i Folket, megen Selvtillid og Selvfølelse at opelske, før der for Alvor blev Haab om Dagning for den nye Tid, som han havde troet saa nær. Maaske vilde han ikke en Gang selv komme til at opleve den. Men det skulde ikke mistrøste ham, og han skulde ikke trættes. Der var Lykke alene i Bevidstheden om at berede Vejen for Sandhedens og Retfærdighedens Sejrsgang over Jorden. Der var Glæde og Løn i selve Bebudelsen af Fredsrigets Komme.