VII.

Inde i den salonmæssige Dagligstue var der rundt om paa Smaaborde og Konsoller hensat tændte Lamper, ialt en seks-syv Stykker, der alle var dækkede af mørktbrogede Skærme. Herved kom Rummet til at hvile i en behagelig Halvskumring, ret egnet for fredelig Hvile i de store fløjelsbetrukne Lænestole, hvoraf Stuens Bohave væsentlig bestod.

Mellem to Vinduer stod en Fløjdør aaben ud til en glasdækket Veranda, egentlig en hel lille Vinterhave, fuld af Palmer og højstammede Planter, hvor en rød Ampel hang ned fra Loftet og lyste som en opgaaende Maane mellem blomstrende Grene og olieblanke Blade. Herfra var der aabent ud til den noget lavere liggende Have. Man kunde fra Stuen se en Græsplæne med en Stenvase, nogle Rosenbusketter, et Kaprifolielysthus og et 214| Par høje Poppeltræer, alt badet i Sommernattens højtidsfuldt blege Skær.

»Nu er De nok saa skikkelig at spille lidt for os, Frøken Tønnesen,« sagde Doktoren. »Jeg antager, vi alle er enige om, at Sindene kan trænge til at dysses lidt i Ro.«

»Hjærtelig gærne!« svarede Frøken Ragnhild. ... »Naar jeg blot kunde huske noget!« tilføjede hun lidt efter henne ved Klaveret, hvor hun paa Virtuosmanér stod og bøjede sine sammenfoldede Hænder for at gøre Fingrene smidige.

Emanuel havde anbragt sig i en stor Armstol i Nærheden af Verandaen. Han var ikke rigtig velfornøjet med, at der skulde musiceres. Han var endnu for opfyldt af Samtalen ved Bordet og havde helst set, at man havde fortsat Diskussionen.

Imidlertid havde ogsaa de andre taget Plads rundt om i Stuen og gjort sig det mageligt i de brede Stole. Kun Onkel Joachim var forbleven inde i Spisestuen, hvor man en Tid hørte ham give sit Hjærte Luft for Søsteren ... indtil Fru Hassing, da Frøken Ragnhild anslog sin første Akkord, gik hen og aabnede Døren og med et »Tys« bragte ham til Tavshed.

Frøken Ragnhild begyndte sit Spil med et Par kraftige Løb op og ned ad Klaveret ligesom 215| for at rense Luften i Stuen. Saa sad hun et Øjeblik ubevægelig, med bægge Hænder i Skødet, under en Stilhed, hvori man syntes allerede at høre Musiken klinge fra det fjerne.

Henne i den mørkeste Krog af Stuen havde den unge Frøken Gerda forputtet sig.

Der var i Aftenens Løb foregaaet en paafaldende Forandring med den før saa muntre unge Pige; hun var bleven mærkelig stille, næsten højtidelig. For Fætterens Galanterier havde hun under Maaltidet vist sig mere og mere udeltagende, hvorimod hun med stedse større Opmærksomhed havde set og hørt paa Emanuel, naar han talte.

Ogsaa nu sad hun og stirrede ufravendt paa ham med store, undrende Øjne. Hun havde bøjet sig forover og støttede Albuerne paa sine Knæ. Et mørkerødt Skær fra en nærstaaende Lampe belyste hendes Ansigt og de foldede Hænder, hvorpaa hun hvilede sin Hage; Resten af hendes Skikkelse utydeliggjordes af Skyggen. I hvert af hendes Træk saa’s Familieskabet med Fru Hassing; hun havde omtrent den samme madonnaagtige Ansigtsoval, Mundens og Hagens bløde Linjer røbede den samme sværmeriske Hengivelsestrang; men Næsen var kraftigere, Kindens Runding fastere, og der ulmede en Ild af vaagnende Lidenskab i 216| de store, fløjelsbrune Øjne, hvorover de mørke Bryn tegnede sig som et Par Vinger, der løfter sig til Flugt.

Da det første Musikstykke var til Ende, og mens der mellem Frøken Ragnhild og Doktoren veksledes nogle Bemærkninger om Komponisten, rejste hun sig fra Stolen og listede langs med Væggen hen til Fru Hassing, der sad i den modsatte Ende af Stuen.

»Tante,« hviskede hun, idet hun bøjede sig helt ned over hende. »Er det virkelig sandt, at han er gift med en Bondepige?«

»Ja, mit Barn.«

»Med en rigtig Bondepige?«

»Ja, mit Barn,« gentog Fru Hassing og klappede hende paa Kinden.

Hun blev et Øjeblik staaende med Haanden oppe paa Ryggen af Tantens Stol og saa’ mod Gulvet. Da Frøken Ragnhild i det samme begyndte et nyt Musikstykke, listede hun sig tilbage den samme Vej, hun var kommen, og satte sig igen til at stirre over paa Emanuel.

I nogen Afstand fra hende sad Fætteren, der hele Tiden gjorde sig Umage for ved Tegn at tiltrække sig hendes Opmærksomhed. Men hun lod, som om hun ikke saa’ det; og da han en Gang 217| i Utaalmodighed vilde forsøge paa at naa hende med en langskaftet Fjerkost, som han havde fundet i sin Nærhed, tilkastede hun ham et saa lynende Blik, at han af Betuttelse nær var vippet ned af Stolen.

Emanuel havde i Begyndelsen ikke synderlig Opmærksomhed tilovers for Musiken. Det første Stykke havde ogsaa været en moderne, sværtopfattelig Komposition, der i hans Øre lød aldeles som en Kattekoncert. Han havde lænet sig tilbage i Stolen og hengivet sig til sine egne Betragtninger. Hans Blik var gledet rundt i Stuen, hen over Væggenes Billeder og de hvide Statuetter paa Hjørnepiedestalerne ... og alt imens havde en tung Døsighed sænket sig over ham. Det var allerede bleven langt over hans sædvanlige Sengetid, og Værelsets Tusmørke, Dagens mange nye Indtryk, Slappelsen efter den megen aandelige Anspændelse, maaske ogsaa Virkningen af Aftensbordets Vin gjorde ham snart saa mat og tung, at han ligefrem maatte kæmpe med Søvnen.

Men efterhaanden begyndte han at lytte. Kendte Toner naaede hans Øre ... brusende, højtidelige Harmonier, der kom til ham som fra en anden, fjern Verden. Han vidste i Begyndelsen slet ikke, hvortil han skulde henføre dem, og forstod ligesaa lidt 218| den stærke Sindsbevægelse, hvori de satte ham, den Blanding af Vemod og Jubel, der fik hans Hjærte til at banke. Da genkendte han

">NChopins Sørgemarsch, hans Søsters Yndlingsstykke, som han i sine Ungdomsdage saa ofte havde hørt hende spille i Mørkningstimerne derhjemme, ... og i det samme var det, som om Omgivelserne forvandlede sig for ham. Det var ikke længer Doktor Hassings Dagligstue men hans eget Barndomshjem, hvori han befandt sig; det var hans egen Søster Betty, der sad derhenne paa Taburetten mellem Klaverets to tændte Lys, ... ja selv den Duft af Heliotropaande, der nu og da strøg ind i Stuen ude fra Verandaen eller fra Haven, syntes ham at tilhøre Ungdomstiden i hans Faders Hus. Indbildningen blev tilsidst saa levende hos ham, at han ikke kunde blive den kvit; det var, som om Musiken magtstjal hans Tanke og Vilje. Han følte sig fangen under en Fortryllelse, som han ikke formaaede at blive Herre over.

Saasnart Musikstykket var til Ende, rejste han sig. Han vilde hjem.

Temmelig hovedkulds tog han Afsked med hver især af Selskabet, takkede Vært og Værtinde og var faa Øjeblikke efter ude paa Vejen.

Men heller ikke herude hævedes straks For219|tryllelsen, skønt han under Gangen stødte sin Egekæp saa haardt mod Jorden, at dens Jærnsko slog Gnister af Vejens Sten. Det blege, højtidelige Sommernatslandskab under den vatrede Himmel og med Landevejens sorte, cypresagtige Poppeltræer virkede i Begyndelsen paa ham som en Levendegørelse af Frøken Ragnhilds Musik. Tonerne blev ved at forfølge ham hen ad den bugtede Vej, og han blev ikke rigtig sig selv, før han naaede over Sognegrænsen og saa’ de hjemlige Bakkers mørke og tunge Masser tegne sig højt mod Horisonten.

Imidlertid havde han inde i Doktorens Dagligstue været Emnet for en livlig Underholdning. Onkel Joachim var kommen til Stede og havde faaet Lov til frit at udtale sig, – hvad han i rigeste Maal benyttede sig af. Fru Hassing til Gengæld lovpriste Emanuel, og selv Doktoren maatte indrømme, at han »virkelig var et meget ejendommeligt og langtfra ubegavet Menneske«.

Frøken Gerda havde straks efter Emanuels Bortgang sagt Godnat og var gaaet i Seng.

Frøken Ragnhild forholdt sig stadig temmelig tavs; men hun havde nu heller ikke særlig Grund til at være tilfreds med denne Aften. Det var virkelig sandt, hvad hun i sin Samtale med Emanuel havde 220| ytret, at hun i syv Aar havde længtes efter den Dag, da hun kunde komme til at overraske ham herude; ... og Udsigten til at faa dette Ønske opfyldt havde bidraget ikke uvæsentligt til, at hun havde overvundet sin Skræk for Landlivet og modtaget Fru Hassings Indbydelse.

Det var ikke lutter Nysgerrighed, der havde drevet hende herud. Hun havde, siden hun for syv Aar tilbage tog Afsked med daværende Kapellan Hansted, baaret paa en Slags Skamfølelse, som hun vilde befri sig for. Det var ret hurtigt efter deres Adskillelse gaaet op for hende, at den Interesse, hun havde næret for ham, ikke bundede i en saa ublandet Venskabsfølelse, som hun selv havde troet, men at der virkelig ved Samlivet med ham var gaaet et nordisk køligt Pust af Kærlighed hen over hendes Sjæl; og hun havde siden ofte følt sig nedværdiget ved Erindringen derom. Der var noget uudholdeligt ydmygende for hende i, at hun havde kunnet give, om saa blot en lille Flig af sit Hjærte bort til En, der havde giftet sig med en Bondepige; og hun havde ikke rigtig kunnet faa Ro i sit Sind, før hun havde ydet sig selv Oprejsning ved en Gang igen at føle hele sin Overlegenhed overfor ham; ... men i denne 221| Henseende havde Mødet med Emanuel ingenlunde givet hende den forventede Tilfredsstillelse.