VIII.

I Vejlby Præstegaard havde Emanuels Bortebliven ikke vakt nogen Forundring; ved hans sene Hjemkomst spurgte Hansine ham ikke en Gang om, hvem han havde besøgt. Hun var vant til, at han lod sig holde fast af de Venner, hos hvem han tilfældigt faldt ind, og at han i Samtalens Løb ganske glemte baade Tid og Sted.

Først den næste Morgen fortalte Emanuel hende, hvor han havde været, og hvem han havde truffet, ... og dermed havde han helst villet skrive den hele Historie i Glemmebogen. Han var vaagnet med en Fornemmelse af daarlig Samvittighed, og jo flere af Aftenens Begivenheder der dukkede op i hans Erindring, des mere ærgrede han sig over sig selv, over hvad han kaldte sit dumme og skabagtige Overmod.

»Der kan man dog virkelig se, hvor forgiftet Luften maa være mellem saadanne Mennesker,« tænkte han. »Efter otte Aars Forløb 222| kan man ikke stikke Næsen ind i den uden straks at tabe Herredømmet over sig selv og forfalde til NUnatur.«

Han tog den Lære af, hvad der var sket, at han fremtidigt skulde vare sig bedre; og i det hele blev Besøget hos Doktor Hassings ingenlunde uden Indflydelse paa ham. Det bragte ham endelig ud over den Slappelsestilstand, som saa længe havde nedtrykt ham, ... gav ham aandelig Svingkraft til at komme over det døde Punkt, hvorpaa han siden Guttens Død havde befundet sig. Han følte sig atter fuldkommen glad og lykkelig i sit Hjem, gik hver Morgen syngende ud i sin Stald og var utrættelig i at give Hansine halvt humoristiske Skildringer af Doktorens Hus og Familje, ikke mindst af Onkel Joachim. Han fortalte om Stuernes Udstyrelse, gav nøjagtige Beskrivelser af Aftensbordets Dækning og de forskellige Retters Udseende; og skønt Hansine langtfra bad ham derom og altid under hans Fortællen iagttog ham temmelig skarpt, som om hun ikke rigtig havde Tillid til hans Munterhed, kom han Nidelig tilbage til Samtalen ved Aftensbordet og de forskellige Personers Udtalelser.

Om Søndagen prækede han – næsten uden Forberedelse – med al sin gamle Kraft og Varme. Dagens Tekst var NEvangelisten Marcus’ Berettelse om Kristus, 223| der bespiser Folket i Ørkenen med fem Brød og nogle smaa Fisk. Efter sin Sædvane anskueliggjorde han først selve Begivenheden for sine Tilhørere, udmalede poetisk Ørkenens højtidsfulde Stilhed, dens evigblaa Himmel og det forrevne Klippelandskab, hvorpaa Solen fra Morgen til Aften kastede sine brændende Straaler.

Derpaa fortsatte han i forandret Tone:

»Og saa er der detteherre med de fem Brød og de smaa Fisk, som saa mange Tvivlere faar i den gale Hals. »Nej vedA I hvad,« siger de, »at mætte Nfire tusende Mennesker med en saa smal Kost og endda faa Nfem fulde Kurve tilovers, det er jo den rene Galmandssnak. Det er noget, I kan bilde Bønder ind; men kom ikke med det til os!« ... Ja, saadan siger disse stakkels Mennesker, som ikke kender og ikke vil anerkende anden Slags Sult end den, der faar Maverne til at knurre. Men vi, som véd, hvad det vil sige, Nat Aanden hungrer, og at Sjælen tørster – ikke sandt? – aa, vi forstaar det altsammen saa godt. Vi har alle kendt disse svage, modløse Øjeblikke, da vi synes, at alt bliver stenet Ørken omkring os; og vi skimter ingen Nlæskende Kilde, og vi tror, at ikke alle Jordens og Himlens Skatte vil kunne stille vor Sjæls Hunger. ... Og saa sker der en skøn Dag en lillebitte Be224|givenhed, eller vi hører et lille godt Ord, som Vorherre har lagt sin Velsignelse i, og straks grønnes igen alt for vore Øjne, og vort Hjærte ... aa, det fyldes og næsten sprænges af Haab og Fryd, saa vi selv kan dele ud deraf med bægge Hænder! Ja, Venner, slige Svaghedsøjeblikke kender vi allesammen, ikke sandt? Men det gælder da blot om at holde ud, om ikke at opgive sit Haab og sin Tro. Og naar jeg nu skal sige min Mening, saa synes det mig, at der gaar en saadan Slappelsens Tid hen over hele det danske Folk for Øjeblikket. Overalt hører man modløse Stemmer sige: Hvad kan det altsammen nytte? Vi kæmper for Sandhed og Retfærdighed her paa Jorden, men vi ser blot Løgnen og Vilkaarligheden trives bedre og bedre omkring os. Vi har ladet os lokke ud i en uvejsom Ørken, som vi aldrig kommer igennem og aldrig kan frugtbargøre. Lad os give Afkald, lad os vende Ntilbage til Ægypternes Trælleaag og til deres Kødgryder. Og Fristeren, der altid følger Tvivlen i Hælene som dens Skygge, han svarer med sin blide, kælne NSlangehvisken: Ja, Nknæl blot ned, og jeg vil give dig al Jordens Herlighed! ..... Nej, nej!« brød han ud med forstærket Stemme, idet hans Kinder med ét blussede. »Vi giver ikke tabt! Vi stoler paa den Gud, der strøede NManna for Jøderne og 225| mættede Ørkenens fire tusinde Mand med sin Velsignelse. Ogsaa vi er NGuds udvalgte Folk, som han har benaadet og gjort til sit Redskab, og vi vil takke og lovsynge ham derfor. Ja, bort med al Svaghed, bort med al Tvivl, og lad os folde vore Hænder og synge med NSalmisten:

Efter Gudstjenesten samledes Folk som sædvanlig udenfor Kirkedøren for at tage ham i Haanden og takke ham for hans Tale. Men der var ogsaa adskillige, der denne Dag gik bort i Vrede, fordi de mente, at hans sidste Ord havde været møntet paa Væver Hansen og de andre Talsmænd for den forandrede politiske Taktik ... og der var i den sidste Tid bleven bestandig flere, der følte deres Ære krænket ved mindste Modsigelse paa dette Punkt.

Emanuel selv mærkede dog intet til denne 226| Misfornøjelse og havde ikke længe følt sig saa glad og frimodig.

Om Eftermiddagen foreslog han hjemme i Præstegaarden, at de alle – ogsaa Abelone, Niels og Søren Røgter – skulde køre en Tur i det smukke Vejr og spise NMellemmad et eller andet Sted i det Grønne. Den store NFjedervogn med de to NAgesæder og et NAgebræt blev trukket frem i Gaarden og vadsket ren, Madkurven blev pakket, og Hansine og Børnene pyntet i deres allerbedste Stads. Det sidste skete efter Emanuels udtrykkelige Ønske, »fordi vi virkelig ogsaa en Gang maa vise, at vi har pæne Klæder«; og da han saa’ Hansine i sort Silkeforklæde og med den lille perlestukne Hue, som havde hørt til hendes Bryllupsdragt, tog han hende med bægge Hænder om Livet og udbrød:

»Jeg tør vædde ti mod én paa, at der findes ikke kønnere Præstekone i hele Danmarks Kongerige!«

Da Klokken blev fire, gik han selv over i Stalden for at lægge Seletøjet paa Hestene. Men han havde næppe faaet Grimerne af dem, før Sigrid kom styrtende ind til ham i al sin Puds – med Øjnene ude af Hovedet og saa stakaandet af Sindsbevægelse, at hun næsten ikke kunde tale.

227| »Fa’er!« raabte hun. »Der er kommen to ... to fine, fine Damer ... aa, du skulde bare se dem! De gik lige ind i Stuen!«

Emanuel var nær brudt ud i en Forbandelse. Han forstod straks, at det maatte være Frøken Tønnesen og en anden af Damerne fra Doktor Hassings Hus.

»Er Mo’er inde i Stuen?« spurgte han.

»Ja hun er. Aa, Fa’er, du skulde bare se ... du skulde bare se! ...«

»Aa, staa dog ikke og skab dig saadan,« afbrød han hende saa vredt, at Barnet – der havde staaet og hoppet og klappet i Hænderne af Henrykkelse – blev blodrød i Hovedet og listede skamfuld bort.

Emanuel gav sig med Forsæt god Tid til at fuldføre Arbejdet med Hestene ... men hans Hjærte bankede uroligt. Hans Tanker galdt dog ikke saa meget de to fremmede Damer som Hansine. Hvad vilde hun tænke om dette Besøg? Og hvorledes mon hun havde modtaget de Fremmede?

Nu kom ogsaa Abelone stormløbende over Gaardspladsen paa sine Trætøfler og stak hele sin Overkrop ind over Stalddørens underste Lem:

»Er Emanuel her? ... Du maa endelig komme ind straks; der er kommen to Damer – –«

228| »Herregud! Hvor ofte skal jeg dog høre det!« afbrød han hende utaalmodigt. »Jeg véd det jo godt! Sigrid har jo fortalt mig det.«

Hun saa’ forbavset paa ham; hun var ikke vant til, at han tiltalte hende i en saadan Tone.

»Det kunde en anden jo ikke vide. For Resten var det Hansine, der sagde, at jeg skulde løbe herover.«

Hun vendte sig fornærmet og skyndte sig klaprende tilbage over Gaardspladsen.