IX.

Inde i Stuen sad imidlertid Frøken Ragnhild paa en af Straastolene henne ved Bordet og bestræbte sig for at vedligeholde en Samtale med Hansine, der havde taget Plads i sin Armstol henne ved Kakkelovnen, og som med sin sædvanlige Mangel paa Elskværdighed overfor Fremmede gjorde sig ringe Umage for at skjule sin Forbavselse over dette Besøg.

Paa Bænken henne under Vinduet bagved Bordet sad Søren Røgter og krøb sammen i sin just ikke klædelige Festdragt – en gammel blaa 229| Vadmelsfrakke med hvide Sømme og et brandgult Halstørklæde – mens han med vidtopspærrede Øjne stirrede paa Frøken Ragnhild og hendes Ledsagerske, den unge Frøken Gerda.

Frøken Ragnhild bar en sort Perlepelerine over en Spaserekjole af graatærnet Silke og sort »Capothat« med en høj, spidst opløbende Sløjfe. Frøken Gerda havde den samme hvide Kjole paa og samme lyseblaa Hat, som hun havde baaret forleden ved Emanuels Besøg hos Doktor Hassings.

Hun sad med Hænderne i Skødet paa Kanten af sin Stol, og baade hendes Stilling, hendes blussende Kinder og det Blik, hvormed hun saa’ sig omkring i den store, tomme Stue eller betragtede Hansine og hendes Bondedragt, røbede en stærk Betagethed. Hun havde ikke ladet Frøken Ragnhild i Fred, før hun fik Lov til at tage med hende herhen, og paa hele Vejen fra Kyndløse havde hun været ganske febrilsk af forventningsfuld Spænding.

Men da Døren nu aabnedes og Emanuel traadte ind, kom der næsten maabende Udtryk i hendes Ansigt. Hun havde af Doktor Hassing hørt om den fantastiske Kittel-Dragt, hvormed han plejede at færdes i Hjemmet, og da han nu viste sig i ganske den samme lysegraa, langskødede Multums230|frakke og tæt tilknappede Klædesvest, som hun havde set ham med forleden, blev hun højlig skuffet.

»Ja, her ser De mig igen, Hr. Pastor!« udbrød Frøken Ragnhild og rejste sig. »Det er rigtignok at falde med Døren ind i Huset til Folk; men Deres Hustru var saa venlig at sige, at det var de saa vant til her, saa jeg haaber, vi kommer ikke til Forstyrrelse .... Ja, De husker vel nok min lille Veninde, Hr. Pastor,« tilføjede hun og vendte sig mod Frøken Gerda, der ligeledes havde rejst sig straks ved hans Indtrædelse.

Emanuel hilste tavs paa dem bægge og bad dem med en Haandbevægelse at tage Plads igen, hvorefter han selv satte sig hen paa Bænken bag den øverste Bordende.

»De har haft en lang Vej at gaa,« sagde han efter nogle Øjeblikkes Tavshed.

»Aa, ikke saa lang, som De vistnok mener,« lo Frøken Ragnhild. »At gaa lige fra Kyndløse hertil vilde ganske sikkert have oversteget mine Kræfter; men saa galt er det heller ikke. Doktor Hassing skulde i Sygebesøg et Sted her i Nærheden, og saa kunde jeg ikke modstaa Fristelsen til at benytte Lejligheden og gøre Dem« – hun gjorde her en lille Bøjning baade hen imod Han231|sine og Emanuel – »og mit gamle Ungdomshjem et Besøg. Vi kørte med Doktoren til noget, der hed »Aasen« – saa vidt jeg husker – og dér skal vi træffe ham igen. Det er vist mindst en halv Times Vej herfra, og jeg er saamænd ganske stolt af at have gaaet saa langt lige i Solheden.«

»Ja, det er virkelig temmelig varmt i Dag.«

Hun gav sig til at tale om Egnen og om de nye Ting, hun havde set paa Vejen herhen. Hun syntes, at alting var blevet saa forandret, siden hun havde boet her; navnlig havde Byens Udseende overrasket hende. »Her er virkelig blevet langt hyggeligere,« sagde hun; og Emanuel forklarede, at det kom af de mange, i sin Tid afbrændte Haver, der i de forløbne Aar var vokset op igen og havde faaet store Træer.

Hansine blandede sig ikke i Samtalen, og Emanuel gjorde sig heller ikke nogen Umage for at drage hende ind i den. Han undgik tværtimod hele Tiden at se paa hende og vendte for det meste Ansigtet hen imod Vinduerne og Haven. Han forstod ikke selv, hvad det var, der saa stærkt trykkede ham ved dette Besøg, eller hvorfor han uafbrudt følte Hansines Blik vandre forskende frem og tilbage mellem ham og de to Damer. Han havde jo dog ikke skjult noget for hende; han havde jo 232| hver eneste Dag fortalt hende om alt, hvad der hin Aften var passeret. Og hvad havde der vel ogsaa været at gøre en Hemmelighed af?

»Ja ogsaa her i Præstegaarden er der jo sket en Del Forandring,« sagde han, da han lagde Mærke til, at Frøken Ragnhild saa’ sig interesseret omkring i Stuen. »Det er næppe en Forandring efter Deres Smag ... men enhver har jo sin.«

»Ja, dér gør De nu mig lidt Uret, Hr. Pastor! Denne Stue f. Eks. synes jeg overordentlig godt om. Den er aparte, men den tiltaler mig. Der er noget stilfuldt og personligt over den, ... jeg sad saamænd netop og beundrede den. De har virkelig her gjort det Kunststykke at faa meget ud af lidt.«

Skønt Emanuel godt forstod, at hendes Ord ikke var andet end Høfligheds-Talemaader, var han hende i dette Øjeblik taknemmelig for dem for Hansines Skyld. Han ledte dog straks Samtalen hen paa andre Emner.

Imidlertid sad Frøken Gerda og blev mere og mere skuffet i sine Forventninger. Der stod i Dag slet ikke den profetiske Lysglans om Emanuels Skikkelse, som havde betaget hende forleden ved Doktor Hassings Aftensbord. Hun følte sig næsten lidt uhyggelig tilmode i dette store, umøblerede 233| Rum, der mindede hende om en tom Lade; hun fornam al Slags Kriblen rundt omkring paa Kroppen ved Synet af Søren Røgter og generedes ogsaa af Hansine, der flere Gange saa’ hen paa hende med et ejendommelig iagttagende Blik.

Efterhaanden oplivedes hun dog lidt ved at lægge rigtig Mærke til den lille Sigrid, der stod henne hos Hansine i en lyserød Bomuldskjole, med et sort Baand om sit gulbrune, oljede Haar, og med Hoved og Arme lagt ned i Moderens Skød. Hver Gang hun opdagede, at Frøken Gerda saa’ paa hende, gemte hun sit Ansigt; men straks efter kiggede atter et stort, mørkeblaat, spejdende Øje op over hendes solbrunede Arm, og saasnart hun troede sig ubemærket, løftede hun sig op paa Taaspidserne og hviskede noget til Moderen.

Hansine nikkede adspredt og strøg hende samtidigt kærtegnende over Haaret – med en moderlig Ømhed, som hun sjælden lagde for Dagen overfor sine Børn.

Samtalen henne ved Bordet truede hvert Øjeblik med at gaa istaa, skønt Frøken Ragnhild udfoldede al sin Veltalenhed. Det var ikke Emanuel muligt at holde sine Tanker samlede. Hansines fuldkomne Tavshed gjorde ham stadig mere nervøs. Han følte, at hun bebrejdede ham noget, 234| men vidste ikke hvad. Desuden generedes han lidt af Søren Røgters Nærværelse. Søren havde altid haft sine slemme Uvaner, som man paa Grund af hans mange gode Egenskaber havde baaret over med; men det forekom Emanuel, at han aldrig i den Grad havde spyttet og harket og lugtet af gammel Skraatobak som netop i Dag.

»Skal vi ikke gaa ud i Haven?« spurgte han med ét og rejste sig. Og med et lidt tvungent Smil tilføjede han: »Vi kan rigtignok ikke fremvise en saadan Mønsterpark, som Deres Faders i sin Tid var, Frøken Tønnesen, ... men lidt Kølighed kan vi i hvert Fald finde derude.«

»Ja, det kan jo være prægtigt!«

De rejste sig alle; Hansine dog først, efter at Emanuel havde spurgt hende, om hun ikke fulgte med. Kun Søren Røgter blev siddende og slugte med sine opspærrede Øjne skiftevis den ene og den anden af Damerne, indtil den sidste Snip af deres Kjoler forsvandt ud af Havedøren.

I det samme stak Abelone Hovedet ind ad Køkkendøren, bag hvilken hun havde staaet og luret.

»Er de gaaet?«

Søren nikkede tavs og blinkede betydningsfuldt ud imod Haven, hvorefter Abelone kom helt frem og gik hen til Vinduet for at kigge ud.

235| »Naa, dér gaar de jo! ... Om jeg kan begribe, hvad Emanuel vil ha’e med saadan no’en Rendetøse at bestille. De ser jo ikke anderledes ud end som et Par Skøjer.«

Hendes Forargelse lød ikke rigtig ægte. Men Abelone var i det hele bleven »noget underlig i Ho’det« i den sidste Tid, og Søren saa’ paa hende med et dybt medlidende Blik. Det var nemlig en offentlig Hemmelighed, at hun led af ulykkelig Kærlighed til Gaardskarlen Niels, der af en eller anden ubegribelig Grund pludselig var bleven ufølsom for hendes modne Skønhed.