X.

Det første Indtryk af Vejlby Præstegaardshave var ikke lige tiltalende for alle. Emanuel havde Ret i, at der ikke var bleven synderligt tilbage af den herregaardsmæssige Park, som Provst Tønnesen havde efterladt ham. De i sin Tid saa velplejede Hækker havde bredt vilde Skud til alle Sider, Græsplænerne var groet ud over Gangene, og midt i disse blomstrede her og der Løvetand og Sandurt. Busketterne var efterhaanden bleven uigen236|nemtrængelige Vildnis, hvori flere forskellige Slags Sangfugle havde bygget Reder; og inde under de store Træer laa nedblæste Grene og halvraadne Stærekasser. »Millionpræstens« Stolthed, den kinesiske Træbro, var nu ikke stort andet end en Samling møre Planker. Kun Havens tre-fire store Stenvaser havde trodset Aarenes Indvirkning og hævede sig over Ødelæggelsens Værk som Urner paa en Kirkegaard.

Frøken Ragnhild og Emanuel, som var kommen til at gaa et Stykke forud for de andre, fulgtes gennem den tætte Hasselgang og kom herfra ud i den brede, aabne Kastanieallé, der dannede Havens Afslutning ud imod Markerne.

Det var den samme Vej, de i sin Tid daglig havde spaseret sammen under livlige Debatter, og Emanuel blev pludselig uimodstaaelig betaget af igen at gaa ene med hende paa disse øde, tavse Stier, af atter at høre den hemmelighedsfulde Hvisken, der frembringes af en Dames Klæder under Gangen, og fornemme den Anelse af Violduft, som ogsaa i sin Tid altid sporedes i hendes Nærhed. Han gik – ligesom den Gang – en Smule foroverbøjet, med Armene lagt korsvis bag paa Ryggen, og saa’ mod Jorden; hvorimod Frøken Ragnhild lod Blikket flakke frit omkring, mens hun med sin venstre 237| Haand holdt op i sin kortslæbede Kjole, saa man bagfra akkurat kunde se den pibede Kant af et stivet Skørt og Hælene af et Par Laksko.

Hun var vedvarende lutter Smil og naturlig Elskværdighed og lignede slet ikke sig selv fra forleden. Det Indblik i Præstegaardens Familieliv, som de faa Minutters Ophold i Storstuen havde forskaffet hende, havde ikke alene givet hendes Selvfølelse fuld Oprejsning for Fortidens Ydmygelser; hun begyndte endog at føle lidt af sin tidligere, søsterlige Medfølelse for ham, af sin gamle Trang til at vinde hans Fortrolighed for at kunne adsprede og opmuntre ham lidt.

Imidlertid var de andre standset henne ved en solbeskinnet Græsplæne i den forreste Del af Haven. Hansine havde forsøgt at indlede en Samtale med Frøken Gerda; men efter at de havde vekslet nogle Ord aldeles uden at kunne forstaa hinanden, havde den unge Pige i sin Raadvildhed givet sig til at lege med den lille Sigrid. De to løb nu ude i Solskinnet paa Græsplænen og legede Tagfat, mens Hansine sad paa en Bænk henne i Skyggen af en Hæk, hvorfra hun opmærksomt iagttog den unge Pige under Legen, betragtede hendes Dragt, hendes glade Smil, hendes lette Bevægelser og smukke, hvide Tænder.

238| Efter nogen Tids Forløb vaktes hun op af sine Tanker ved Lyden af Stemmer, der nærmede sig. Det var Frøken Ragnhild og Emanuel, der kom tilbage ad den lukkede Hasselallé, som løb lige bag hende.

»– – Vi ses vel omtrent en Gang hver fjortende Dag,« hørte hun Frøken Ragnhild sige. »Og i Reglen spiller vi da lidt firhændigt sammen. Men naturligvis, vi passiarer ogsaa ... undertiden ogsaa om Dem, saadan som jeg vist har fortalt Dem. Jeg har altid kunnet mærke, at Deres Søster hænger ved Dem med en sjælden Kærlighed. Hun har tidt selv talt om, hvor ofte hun savner Dem, og hvor meget hun længes efter igen at se Dem.«

»Ja saa, har Betty talt om det?«

»Ja, det er jo dog egentlig saa naturligt; hun har jo slet ikke set Dem i disse mange Aar. De skulde virkelig en Gang tage ind til Byen og gøre hende et Besøg. Hun trænger til Opmuntring, Stakkel. Hun føler sig saa ene, siden hun – som De jo véd – havde den Sorg at miste sit eneste Barn. Det var virkelig et haardt Slag for hende. Hun er jo endnu ung og trænger til Nogen eller Noget, der kan fylde Tilværelsen for hende; ... og det kan jo ikke nægtes, at Generalkonsulen i den Henseende har sine Svagheder; han er jo 239| desuden nu næsten en gammel Mand og i det hele temmelig aflægs – –«

Stemmerne blev her uhørlige for Hansine. Hun gav sig atter til at se ud paa de to Unge, der nu havde lejret sig lige over for hinanden midt i det høje Græs.

Et Øjeblik efter kom Sigrid styrtende hen imod hende med Kinder og Øjne, der straalede af Begejstring.

»Mór,« raabte hun. »Véd du, hvad hun siger? Hun siger, at hun har en stor Dukke, som kan sove ligesom et rigtigt Menneske, og en Dukkestue med rigtige Stole og Borde og et Køkken. Og véd du, hvad hun siger? Der hører ogsaa en Dam til, siger hun, med Ænder paa og en Baad. Tror du, det er sandt, Mo’er?«

»Kommer du saa, Sigrid?« kaldte Frøken Gerda ude fra Plænen.

Uden at vente paa Moderens Svar løb Barnet tilbage til den unge Pige og kastede sig i Kaadhed lige ned i hendes Skød.

I det samme hørtes Stemmerne igen at nærme sig gennem Hasselalléen. Det var denne Gang Emanuels Ord, Hansine først kunde opfatte.

»– – Lad saa endelig være, at der i og for sig ikke er noget meget ondt i den Maade at 240| leve paa, saa maa De dog indrømme, at alene Hensynet til de mindre velstillede Medmennesker bør afholde Folk fra at forfalde til en Luksusudfoldelse som f. Eks. min Svogers. Synet af en saadan Forfinelse gør Fattigdommens Byrde dobbelt tung for dem, der maa lide og stride Aaret igennem for at skaffe sig det tørre Brød; det avler Bitterhed, Misundelse og onde Instinkter – –«

»Nej, nej, jeg tror ikke en Smule paa, hvad De dér siger. Jeg kommer til at tænke paa en Scene, som jeg en Gang tilfældigt var Vidne til paa en stor Arbejdsplads, hvor en Mængde, sikkert ikke særdeles velstillede Folk gik og slæbte midt i Solheden med tunge Grusvogne, Sten og den Slags Ting. Netop som jeg kom forbi ude paa Vejen, gik to nydeligt klædte unge Piger, rimeligvis Arbejdsherrens Døtre, leende og snakkende over Pladsen ... rigtig et Par »unyttige« Væsner, saadan som vor lille Frøken Gerda her. Jeg saa’, hvordan alle de sværtede Arbejdere løftede Hovederne og stirrede efter dem; men jeg forsikrer Dem, ikke i et eneste Ansigt kunde jeg spore mindste Misfornøjelse. Tværtimod, det var tydeligt, at Synet af de to smukke, glade, fuglefri Skabninger oplivede dem midt i deres trælsomme Arbejde; de blev ved at se efter dem med det næsten ømme Blik, hvor241|med vi alle kan følge et Par Svaler, der stryger os muntert forbi paa Landevejen. Saadanne Folk føler meget godt, at de er skabte af et ganske andet Stof end deres Arbejdsherres unge Døtre; og naar de ikke netop opagiteres dertil, tænker de lige saa lidt paa at beklage sig derover, som det falder noget fornuftigt Menneske ind for Alvor at nære bitre og misundelige Følelser overfor Svalerne, fordi Vorherre har skabt dem med et Par lette Vinger, og os med to tunge Spasereben. Har jeg ikke Ret?«

Emanuel tog ivrigt til Genmæle; men de var nu kommen saa langt bort, at Hansine ikke kunde høre hans Ord.

Lidt efter kom de frem ovre paa den anden Side af Plænen, og da de fik Øje paa hende, nærmede de sig over Græsset.

»Naa, dér sidder De, Frue!« sagde Frøken Ragnhild. »Deres Mand og jeg har været frygtelig oppe at skændes. Pastor Hansted og jeg bliver nu aldrig enige om nogen Ting.«

Hun tog Plads ved Siden af hende paa Bænken; og uden at give hende Tid til at svare, begyndte hun med stor Hastighed at tale om Haven, om dens Skyggefuldhed og morsomme urskovsagtige Karakter. Lidt efter rejste hun sig.

»Naa, det er nok Tid at komme afsted. Vi 242| maa se at komme tilbage med Doktor Hassing, og han venter næppe paa os .... Gerda!« kaldte hun ud imod Græsplænen. »Skal vi saa sige Farvel!«

Hun begyndte at tage Afsked.

Da hun rakte Emanuel Haanden til Farvel, sagde han:

»Nej, jeg følger et Stykke med Dem. Jeg skal vise Dem en Sti, som sparer Dem omtrent den halve Vej.«

»Naa, det var jo prægtigt!«

Nogle Øjeblikke efter var de borte, og Hansine gik ind.

Ved Havegærdet standsede hun og saa’ ud mod Markerne, hvor de Fremmede fjernede sig ad Stien gennem det høje Korn.

»Mo’r!« sagde Sigrid, som holdt hende i Haanden .... »Mo’r!« gentog Barnet og rykkede hende i Skørtet. »Ved du, hvad hun sagde? Hun sagde, at jeg skulde komme og besøge hende i Kø’ham, saa skulde jeg faa den store Dukke, sa’e hun.«

Hansine hørte hende ikke. Hun fulgte med Øjnene Emanuel, der gik derude mellem de to Damer og talte med ungdommeligt livlige Haandbevægelser, mens han hvert Øjeblik standsede og pegede rundt i Landskabet.