[243]| FIERDE BOG

[245]| I.

Rughøsten var begyndt i Regn, og det saa’ ud til, at den ogsaa skulde ende i Regn. Hver Morgen steg Solen op i klar Himmel men bebudede falskelig en herlig Dag. Ikke saa saare havde Bønderne kørt deres Høstvogne ud i Markerne og faaet bundet det første Læs, før mægtige Dommedagsskyer skød sig op over Horisonten, og Dagen igennem faldt der stride Byger af Regn og ærtestore Hagl, mens man næsten uafbrudt hørte Tordenen rulle et eller andet Sted i det Fjerne.

En Eftermiddagsstund i disse Dage laa Præstegaardskarlen Niels paa Ryggen over sin Seng, med opknappede Klæder og med den ene Haand mageligt lagt under Hovedet. Han havde tilbragt et Par Timers Tid i denne Stilling og efter Sædvane fyldt sit lille, studerekammeragtige Værelse med en uigennemskuelig Tobaksdamp; og skønt det allerede var langt over Middags-Hviletiden, tænkte han 246| ikke paa at rejse sig. Han var ganske fortabt i sin Yndlingsbeskæftigelse: at fantasere over Fremtiden. Han saa’ for sig en stor Stue, hvor alle fire Vægge fra Loft til Gulv var dækkede med Reoler fulde af prægtigt indbundne Bøger ... en Stue med to høje Vinduer og et tykt Tæppe over hele Gulvet, ganske ligesom i Studereværelset ovre hos den lærde Præst i Kyndløse, hvor han en Gang havde været for at hente sin Daabsattest. Midt paa Gulvet stod et stort, firkantet Bord, dækket med et grønt Klæde og overfyldt med tykke Folianter; i et Hjørne stod en Jordglobus af Størrelse som et Vognhjul. Gardinerne for Vinduerne var tiltrukne; en Lampe brændte paa Bordet, og ved dettes ene Ende sad han selv, med Haanden under Kinden, i en stor Lænestol, med Slobrok og smukt broderede Tøfler, og læste i en meget gammel, græsk Bog. Det var dyb Nat, og alt var stille omkring ham; kun Uglerne tudede nu og da over Husets Tag. Henne paa Reolen stod hans egne Værker i Pragtbind. Der var baade Opbyggelsesbøger i sort og med Guldsnit, lærde Skrifter og store, samfundsrevsende Skuespil og Romaner af den Slags, som de norske Digtere skrev. – –

Han blev revet ud af sine Drømmerier ved at høre klaprende Trætøffeltrin ude i Gaarden og 247| derefter en langtrukken, skiftevis pibende og skrigende Lyd. Det var Abelone, der var henne at hente Vand ved Posten.

Han laa stille og smilte hen for sig .... Han hvilede rolig i Følelsen af, at han lykkelig havde frelst sig ud af den Fristelse, hvori Abelones Skikkelse en Tid havde sat ham. Det havde langtfra været let for ham at give Afkald paa hende, skønt hun var en Pige ganske uden Midler. Men han havde klarlig indset, at om han gav efter for sin Svaghed, vilde han rimeligvis aldrig naa ud over sin forsmædelige Stilling som »Gaardskarlen Niels«. Han maatte være fri og uafhængig eller i hvert Fald gøre et ganske andet Gifte, om han skulde naa det Maal, han havde sat sig: at gøre Navnet N. Damgaard berømt over det hele Land. Og han havde i Forvejen Hindringer nok at overvinde. Havde han f. Eks. ikke heddet Niels, men derimod noget som Fritjof eller Arne eller Bjørnstjerne, vilde Navnet sikkert anderledes let have indprentet sig i Folks Hukommelse.

Han kunde derfor blive ganske kold af Angst, naar han tænkte paa, hvor ofte det havde været lige nær ved at gaa galt med Abelone. Men nu havde han endelig ganske vundet Sejr over sig selv. Han var bleven blind for de anglende Øjekast, 248| hun sendte efter ham overalt, og nøjedes med at ligge her i Middagsstunden over sin Sengedyne og høre efter hendes klaprende Trin ude i Gaarden, naar hun hentede Vand ved Posten. Han forestillede sig da levende hendes stærke Skikkelse med de blanke, røde Kinder og den høje Barm; og idet han lukkede Øjnene, fornam han i Tankerne hendes Kys og Lykken ved hendes Favntag –.

Han fo’r op og knappede hastigt Klæderne om sig. Han havde atter hørt Trin ude i Gaarden, men denne Gang stærke, tunge Træskotrin ... Emanuels.

Han listede sig til at kigge ud bag sit Vindus hvide Forhængsstykke og saa’ sin Husbond komme med hastige Skridt og rynkede Bryn henne fra den lille Laage ved den ene Gavl af Stuehuset. Han blev hed om Ørene; midt i Gaarden laa Seletøjet og røbede, at han endnu ikke var kommen ud i Pløjemarken .... og Emanuel var i den sidste Tid bleven saa urimelig, havde faaet saa besynderlige Indfald, at man ofte ikke kunde kende ham igen.

Heldigvis saa’ han denne Gang hverken til højre eller venstre men forsvandt straks op ad Forstuetrappen.

249| Niels smilte lettet, strakte derpaa med en minutlang Gaben sin plumpe Krop og gik ud i Stalden.