III.

Imidlertid var Emanuel naaet et godt Stykke ud imod Mosekærshusene.

I den Trang til Ensomhed, der bestandig var bleven stærkere hos ham i den sidste Tid, havde han forladt Sognevejen og gik snart ovenpaa, snart langs med Markskellene, idet han omhyggelig undgik at komme i Nærheden af de smaa Flokke Høstarbejdere, som han saa’ hist og her paa Agrene.

Det var for Tiden heller ikke opmuntrende at træffe sammen med Egnens Befolkning. Det gamle Fjendskab mellem Skibberupperne og Vejlbybønderne, som den fælles politiske Kamp i nogle Aar havde dæmpet, var efter dennes uheldige Udfald blusset op paa ny, endog med forøget Styrke; og Emanuel havde ved flere Lejligheder forgæves søgt at mægle imellem dem. Det var de stridbare Skibberuppere, der havde begyndt Tvisten ved at paastaa, at Vejlbyfolkene havde tilegnet 257| sig en altfor stor Indflydelse paa alle Menighedens Anliggender, og det var ogsaa hovedsagelig fra dem, at der stadig rettedes nærgaaende Angreb paa Sogneraadsformanden for at faa ham fortrængt fra hans Magtstilling.

Men desuden var der en anden Grund til, at Emanuel i denne Tid helst søgte bort fra de brede Veje. Han vilde ikke løbe den Risiko igen at støde paa Frøken Ragnhild. Han følte, at han maaske allerede havde indladt sig vel meget med hende og med det Selskab, hvortil hun hørte; og han troede at vide, at hun endnu befandt sig her paa Egnen. I hvert Fald havde han for ikke mange Dage siden hørt Folk tale om, at de havde set hende køre omkring sammen med Doktor Hassing, naar denne var ude i Sygebesøg.

Efter godt en halv Times Gang naaede han ud til de saakaldte »Rævebakker«, en Samling vortelignende Højder, hvorfra Landet sænkede sig ned imod Mosedraget. Han standsede her et Øjeblik og saa’ over mod Kyndløse-Vesterby-Sognets idylliske Smaaskove og mange spredt liggende Huse, hvis Mure i Dag syntes dobbelt rene og hvide mod den mørke Regnhimmel. Ogsaa selve den store Kyndløse By med dens gamle Rundkirke og mange høje Poppeltræer kunde han skimte 258| trods den tykke Luft ... ligeledes den slangebugtede Vej, hvor han hin Aften havde vandret sammen med Frøken Ragnhild, den bratte Bakke, paa hvis Top han var standset for at pege ud over Solnedgangslandskabet, ... ja selv Doktor Hassings Villa syntes han tilsidst at se ganske tydeligt i Nærheden af Kirken, fornemt indesluttet i sin store Have.

Han tog pludselig Blikket til sig og steg ned imod Mosen.

Lige neden under ham, paa bægge Sider af et lille, halvt udtørret Bækkeløb, laa Mosekærshusene – en Samling ynkelige Lerhytter, der i deres Affældighed støttede sig til hinanden, som om de i Forening stod og grundede over deres Skæbne. Pladsen omkring Husene var en trøstesløs Mødding af gammel Halm, Potteskaar og visne Kartoffeltoppe, hvorimellem nogle pjaltede, barhovedede Børn løb og legede.

Emanuel faldt altid hen i tungsindige Betragtninger ved Synet af al denne Elendighed. Trods alt, hvad han selv og Menigheden havde ofret for at afhjælpe Nøden her, var der endnu ikke et Hus uden Klude i Stedet for Ruder, eller uden store Huller i Taget. Og – hvad værre var – efter syv Aars Opofrelser og Anstrengelser havde endnu 259| ikke en eneste af disse Lerhulers ulykkelige Beboere røbet blot mindste Tegn til vaagnende Følelse af sin Menneskeværdighed ... Tværtimod, der klagedes bestandig mere og mere over Mosekærsfolkenes natlige Rapserier fra Kartoffelkuler og Blegepladser, og ofte kunde hverken gode Ord eller høj Betaling faa dem til at tage Arbejde hos Bønderne.

Han styrede ned imod et af de yderste Huse – en udbuget, bagerovnlignende Rønne med smaabitte Vinduer og et ganske mosgrønt Tag, ved hvis Gavl en høj, kroget Oldingeskikkelse stod med en Økse og pindede Skovkvas.

Idet han nærmede sig, fór en lille, fed Køter – en sortspættet Pølse paa fire smaa Fødder – lige i Benene paa ham, og som besat af Arrigskab vedblev den under en hæs, næsten uhørlig Gøen at trille sig foran ham og vise Tænder, saa Emanuel, der aldrig kunde bringe over sit Hjærte at slaa et Dyr, ikke kunde komme frem for den.

Skønt den Gamle henne ved Huggeblokken meget godt havde set ham og umuligt kunde undgaa at lægge Mærke til Køteren, kaldte han den dog ikke til sig og lod sig overhovedet ikke forstyrre i sit Arbejde.

260| »Er det din Hund, Ole Søren?« raabte tilsidst Emanuel i en temmelig opbragt Tone.

»Næ,« brummede den Gamle uden at se op. »Jeg er selv Hund!«

I det samme viste en højtfrugtsommelig Kone sig i Hyttens Dør. Men ikke saa saare havde hun faaet Øje paa Emanuel, før hun fór ind igen. Og pludselig blev der Travlhed inde i Stuen; der hørtes ivrig Hvisken, blandet med Lyden af klirrende Husgeraad. Samtidigt saaes der opskræmte Skikkelser ogsaa i de andre Hyttedøre, og uredte Hoveder, der kiggede ud bag ved Gavlene.

Emanuel befriede sig endelig fra det rasende Dyr og fulgte efter Konen ind i Huset.

Allerede ude i den lille Forstue, hvor han maatte gaa helt krumbøjet for ikke at støde Hovedet mod det spindelvævsbehængte Loft, sporede han en stærk Spiritusstank tillige med Duften af Kaffe og Menneskeuddunstninger. Han bankede paa en halvt aaben Dør og kom ind i en kælderagtig, halvmørk Stue med to brede Halmsenge, et Klapbord, en Kistebænk og et Par mønjerøde Stole.

Det var Svend Øls og Per Brændevins Hjem, han traadte ind i.

Skønt den første af dem var gift og havde 261| flere Børn, mens den anden var Ungkarl, havde de to uadskillelige Venner levet her mange Aar i samme Stue og ved samme Bord, ... ja efter en udbredt Mening gik Fællesskabet imellem dem endnu langt videre og havde sat sine tydelige Mærker paa et Par af Ægteparrets mange Børn.

Svend Øls lille flenskallede Skikkelse, med de fede Lemmer og den nævestore Knude over det ene Øje, rejste sig besværligt fra Kistebænken, da Emanuel traadte ind. Med Hovedet lagt paa Siden, og idet han holdt den højre Underarm trykket stivt ind mod Brystet, gik han smilende hen og bød velkommen. Samtidigt sneg Konen sig ud bag Emanuels Ryg, som om hun generede sig ved sin Frugtsommelighed.

»Det var dog en dejlig Overraskelse,« sagde han og rakte ham sin snavsede Haand. »Det havde vi jo dog aldrig ventet, at Hr. Pastoren ... at Emanuel, vilde jeg sige ... skulde gøre os en Besøgelse i Dag. Men det kommer just rigtig tilpas for os; vi trænger allesammen til et godt Trøstens Ord i denne Tid, hvor Vorherre har hjemsøgt os med Svagheder af alle Slags – –«

Han blev afbrudt af Emanuel, der havde taget Plads paa en af de røde Stole ved Bordet og slaaet Benene overkors.

262| »Hør, lad os tale et Ord sammen i Alvorlighed, Svend! Hvad er nu det for noget, jeg igen hører om dig og Per. I vil ikke tage Arbejde, siger man! ... Hvad skal nu de Kunster til? Kan I dog ikke snart begynde at vise jer lidt skikkelige, saa vi ikke skal have alle de mange Spektakler med jer. Vi har jo dog ikke gjort jer andet end godt, skulde jeg tro, ... saa det var vel ikke for meget, om I en Gang gjorde lidt Gengæld. Synes du dog ikke selv det?«

Svend Øl, der atter havde indtaget sin Plads paa Kistebænken, satte et ynkeligt Ansigt op og saa’ ned mod Gulvet.

»Saa sandt jeg sidder her en Synder for Gud .... der er ingen, der heller end jeg vil baade slide og slæbe,« sagde han, mens han med den venstre Haand gned sig forsigtigt over den højre Underarm, hvilken han stadig holdt stift ind mod Kroppen, som om han bar den i et usynligt Bind. »Men hvad skal en stakkels Krøvling gøre, naar Gægten ta’er ham, saa man maa ligge og skrige og jamre sig den hele Nat værre end en Basselkvind’. De ... du, mener jeg ... du kan tro, det er en Ynk for en stakkels Mand, som har Kone og Børn at forsørge – –«

»Aa, saa meget slemt er det nok heller ikke, 263| Svend,« afbrød Emanuel ham igen og saa’ denne Gang paa ham med et fast Blik. »Du kunde jo da forleden være med til Slagsmaal ovre i Vejlby Kro, ... ja, det har man altsammen fortalt mig. Per var jo ogsaa med. Hvor er han henne nu?«

Svend Øl, hvem Emanuels ualmindelig bestemte Tone øjensynlig begyndte at gøre tvivlraadig, lod Blikket glide hen paa den ene af de to brede Halmsenge, der stod ved Siden af hinanden langs den ene Væg. Her laa Per Brændevin paa Ryggen under et smudsigt Dynevaar og sov. Man kunde ikke se andet af ham end et stort, sammenklistret Haar og et blegt, fladt Ansigt, hvori der sad nedtrykket en lille blank, mørkeblaa Næse, der ganske lignede en overmoden Blomme.

»Hvad betyder det?« spurgte Emanuel; han begyndte at føle sig lidt uhyggelig tilmode i Stuens Stank og Halvmørke. »Er Per maaske ogsaa syg?«

»Ja, han har det saa slemme med Hovedværk ... og med Kolden. Den kommer over ham, uden at han véd et Ord af det at sige. Li’esom han allerbedst sidder, ta’er hans Tænder til at klapre i hans Mund, og han ryster og bævrer over hele Skroget ... det er ligefrem fælt at se paa.«

264| Men Emanuel lod sig ikke længer føre bag Lyset. Han var i den sidste Tid bleven aarvaagen indtil Mistænksomhed, og han saa’ hurtigt, at det ikke var nogen Feberpatient men en døddrukken Mand, der laa derhenne under Dynevaaret og forgæves søgte at overvinde Søvnen og løfte Øjelaagene.

Og med ét blev han saa oprørt over al denne Nedværdigelse, al denne Løgn og Forstillelse, alt dette Smuds og denne Stank, at han maatte give sit Hjærte Luft.

Han rejste sig op og satte Stolen haardt mod Lergulvet.

»Hør, nu vil jeg sige jer noget bægge to! ... I skal tage jer i Agt! Ogsaa vor Langmodighed har en Grænse, og dersom I bliver ved at misbruge vor Gavmildhed og vor Overbærenhed, saadan som I har gjort det i den sidste Tid, saa er det forbi imellem os. Saa maa det offentlige Fattigvæsen tage sig af jer ... vi vil ikke have mere med jer at bestille. Har du nu hørt det?«

Det sledske Udtryk i Svends fede Ansigt var pludselig blevet forvandlet; det var første Gang, Emanuel talte til ham i et saa myndigt Sprog. Den store, røde Pandeknude trak sig dybere ned 265| over Øjet, og hans tykke Mund bredte sig i et ondskabsfuldt Smil.

»Aa, saa slemt gaar det vel heller ikke til,« sagde han, mens han – ligesom af gammel Vane – blev ved at gnide sig over Armen. »I véd vist nok, hvortil I kan bruge vos Fattigfolk.«

»Hvad skal det sige? ... Hvad mener du med det?« spurgte Emanuel studsende.

»Hvad jeg mener? ... Aa, saa meget taabelig er jeg da heller ikke, at jeg ikke véd, hvordan det gaar med Folk, der kommer paa Fattigkassen. De maa nok undvære deres Stemmeret, har jeg hørt sige, ... og det forholder sig vist rigtig nok.«

»Det gør det; ... men hvad mener du med det?«

»Jeg mener barestens, at I kan vist nok lide at faa fat i vores Stemmer, ... ellers gik I vel ikke og kisselinkede saa meget for vos, tænker jeg. I véd vist nok, at paa Valgdagen gælder en Fattigmand lige saa meget som en Lensbaron! ... Jo, jo, den har I regnet godt nok ud!«

Emanuel stod maalløs.

Dette var altsaa disse Menneskers Opfattelse af Menighedens store Velgørenhedsværk! Paa saa elendige Skabninger havde den bortødslet sine 266| Kærlighedsgærninger, for saadanne Slyngler havde han selv ofret sin Velstand, saa han mangen Gang var nær ved at lide Nød!

Han var bleven ganske bleg af Harme. Han kunde stadig ikke tale; Ordene kvaltes i hans Strube.

Da tog han med ét sin Hat og fór ud af Stuen. Bort, bort! skreg det inden i ham. Han kunde ikke længer udholde disse elendige Menneskekryb; ... han maatte bort fra al denne Dyriskhed, fra alt dette Smuds, der var ved at kvæle ham! ...