IV.

... Han var i det sidste Par Uger bleven saa nervøs, at han nu fór sammen ved pludselig at se et Menneske dukke op paa Stien et Stykke foran ham; og hans Uro blev ikke formindsket, da han i den duvnakkede og unaturligt langbenede Skikkelse genkendte Væver Hansen.

Emanuel satte igen sin Hat paa Hovedet og forstærkede lidt sine Skridt. Han havde altid næret nogen Mistillid til Væveren, hvis sære og indesluttede Væsen var saa vidt forskelligt fra hans egen aabne og ligefremme Natur. Men særlig i den sidste Tid havde han følt sig utryg, saasnart Væver Hansen viste sig. Han havde paa Fornemmelsen, at denne Mand udspionerede ham, og 268| kunde ikke komme under Vejr med, hvad det var for et Formaal, han gik og skjulte for ham.

De hilste paa hinanden med et tavst Haandtryk og blev staaende hver paa sin Side af Stien.

»Naa, hvordan gaar det? Der er vel ikke hændt noget Nyt?« spurgte Emanuel adspredt.

»Aa, et og andet sker der jo altid,« svarede Væveren; han stod med sine store, blodrøde Hænder samlede foran Brystet og havde stukket Fingerspidserne ind mellem Frakkeærmet og sine sorte Voksdugsmanchetter, mens han saa’ ud over Markerne. »Men det er desværre ikke altid af det bedste.«

Emanuel kunde høre paa hans Tone, at han havde en NJobspost at meddele.

»Ja saa,« sagde han.

»Jeg kan for Resten godt følge med dig et Stykke Vej tilbage, om du synes,« vedblev Væveren. »Jeg har ikke saa travlt i Dag.«

»Nu ja – lad os saa gaa da!«

De gik en Stund i Tavshed.

»Det havde jeg saamænd ellers ikke ventet, at jeg skulde træffe dig saa langt fra Hjemmet, Emanuel. Jeg saa’ Nnyssens Kyndløse-Doktorens Vogn age op ad Vejlby til, ... og jeg véd ikke af, at der er nogen Sygdom der.«

269| Emanuel svarede ikke. Det var langtfra første Gang, han maatte høre Spydigheder af sine Venner paa Grund af sit Besøg hos Doktor Hassing. Desuden havde Væverens Ord fyldt ham med en ny Uro. Kunde det være muligt, at Doktorens havde villet gøre ham et Genbesøg?

Væveren gav sig til at tale om de stadig slettere Høstudsigter, om Rugen, der paa de lavere Jorder allerede var begyndt at blive sort i Toppen, og om de store Tab, Bønderne overalt i Landet vilde lide, i Fald Vorherre ikke var naadig og gav østlig Vind.

Emanuel hørte ikke efter ham; han kendte Væverens uendelige Omsvøb og vidste, at han maatte væbne sig med Taalmodighed.

Hans Tanker gik imidlertid deres egne Veje. Han kom til at mindes, hvad han for en Timestid siden havde tænkt paa, da han oppe fra Rævebakkerne mismodigt betragtede Mosekærshusenes dybe Elendighed; ... her ved hans Side gik et Menneske, der virkelig havde hævet sig op af Fornedrelsens Sump. Væveren var barnefødt i Mosekærshusene; hans Fader havde været Svinerøgter paa Herregaarden Tryggerløse i Vesterbysognet, og selv havde han som Barn vogtet Gaardens Faar ude i en øde NHedelod. Han havde 270| altid været meget ordknap, naar Talen faldt paa hans Ungdom; men saa meget mente man dog med Bestemthed at vide, at han en Gang som Dreng havde været Vidne til, hvorledes Herremanden havde gennempryglet Faderen med sin Stok; og man antog, at denne Oplevelse ikke havde været uden Betydning for hans senere Udvikling.

Emanuel følte i dette Øjeblik et Stik i Hjærtet ved at tænke paa, at det var en Voldshandling og ingen Kærlighedsgærning, som dette Fattigbarn skyldte sin aandelige Oprejsning.

Han blev revet ud af sine Tanker ved, at Væveren pludselig standsede og sagde:

»Ja, for du véd vel, Emanuel, at han endelig har bekendt sin Nsvare Synd? Gud se til ham i NMiskundhed!«

»Hvad er det, du siger? Hvem har bekendt?«

»Sogneraadsformanden naturligvis. Hvem tænkte du ellers paa?«

»Hvad har Sogneraadsformanden bekendt? ... Jeg forstaar ikke et Muk.«

»Han har omsider ydmyget sig for Vorherre og faaet sit Hjærte til at bekende, at han har levet i Uterlighed. Der er jo nok mange, som længe har haft en Mistanke derom; men man kunde jo næsten ikke tro det muligt, at en Mand, 271| der stod som politisk Fører for en kristelig Menighed, kunde saa rent glemme Skriftens Ord om NSkørlevnerne og de Urene .... Saa var der nok nogle Stykker, som i Gaar gik til ham og i al kristelig Broderkærlighed foreholdt ham, at nu kunde det ikke gaa an længere ... nu maatte han rense sig for de forfærdelige Beskyldninger, der var rejst imod ham. Han kunde jo ikke Nfragaa, at der efterhaanden var dukket flere Ting op, som ikke talte til Gunst for ham, og da han tilsidst mærkede, at den store Sidse ikke havde holdt saa ren en Mund, som han vistnok havde troet, saa maatte han jo Ngi’e sig over.«

»Det er da ikke sandt?« udbrød Emanuel halvhøjt og støttede sig til sin Stok, som om Jorden pludselig var begyndt at vakle under ham.

»Ja, det maa du nok sige,« svarede Væveren og saa’ atter ud over Markerne. »Det er en Tildragelse, som kan give os alle noget alvorligt at tænke paa.«

De fulgtes en Tid i Tavshed.

Derpaa begyndte Væveren at tale om, at det vistnok var bedst snarest muligt at faa Menighedsraadet sammenkaldt, for at Sagen kunde blive ordentlig drøftet. Det var vist noget, sagde han, som alle maatte være enige om, at en Mand, der havde forsyndet sig saa dybt, ikke kunde vedblive 272| at beklæde Vennekredsens højeste Tillidsposter; det galdt om ikke at tøve med at afvadske den Plet, som her var sat paa Menighedens Navn.

Emanuel, der paa Væverens Tone mente at kunne spore et skadefro Velbehag ved Tanken om Sogneraadsformandens Fald, kunde ikke lade være med at sige:

»Det er underligt at høre dig være saa ivrig i den Sag, Jens Hansen, al den Stund det dog nærmest skyldtes dig, at Hans Jensen i sin Tid kom frem paa Førstemandspladsen her i Menigheden. Jeg husker, at vi den Gang var mange, der havde vore Betænkeligheder derved ... hans Fortid var jo langtfra dadelfri; men du holdt bestandig paa, at det skulde vi ikke bryde os om. Han var netop den rette Mand, sagde du; og dermed lod vi os berolige. Er der her gjort nogen Fejl, saa er det derfor nærmest dig, der bærer Skylden for den.«

Væverens skæve Mund trak sig op mod Øret.

»Ja, det fragaar jeg saamænd ikke, at jeg holdt paa Hans Jensen; ... og det mener jeg for Resten endnu, at for den Politik, der den Gang skulde føres, var han kanske netop den rette Mand. NTil at køre i Grøften med er alle Kuske lige gode, plejer man jo at sige! ... Men nu er 273| det jo dog en anden Sag. Nu skulde vi gærne se at faa lettet os op af Grøften, mener jeg.«

Der gik i dette Øjeblik et heftigt Ryk igennem Emanuel. De var under Samtalen naaet ud paa Sognevejen; og næppe et Bøsseskud borte kom en Vogn med skimlet Forspand og en NLiberikusk paa NBukken kørende lige imod dem.

Han genkendte øjeblikkelig Doktor Hassings NEkvipage. Han syntes endog ganske tydeligt at se Frøken Ragnhilds lyse Hoved kigge frem bag Kuskens Ryg.

Han bestræbte sig af al Magt for at skjule sin Sindsbevægelse for Væveren og gav sig til at tale hen i Vejret om »dette Møde, som vi maa have ... deri kan jeg give dig ganske Ret; et Møde af Menighedsraadet er naturligvis under disse Forhold nødvendigt.«

Da Vognen kom nærmere, viste det sig, at han havde set fejl. Der var ikke andre paa det brede Kaleschesæde end Doktoren, der sad indhyllet i en Gummikappe og røg paa en Cigar.

Da Hassing opdagede Emanuel, raabte han til Kusken, og Vognen standsede.

»God Dag, god Dag, Hr. Pastor!« sagde han og stak sin behandskede Haand frem af Regnkappen. »Hvorledes har De det? Det er snart 274| længe, siden jeg har haft den Fornøjelse at se Dem ... De lever naturligvis til op over bægge Øren i Rughøst, kan jeg tænke. Jeg vil haabe for Dem, at De kan svømme ... for det er virkelig lidt fugtigt om Fødderne i denne Tid.«

»Ja, det er ... en ret vanskelig Høst,« svarede Emanuel uden at se op paa ham. – »Doktoren kommer maaske fra Sygebesøg?«

»Ja, De har faaet et brækket Ben i Deres Nærhed. Det er en Karl hos en af Gaardmændene, der har faaet sin Fod ind i et Kotøjr ... naa, det var kun et Par N»Ankelben«, som de siger herude paa Landet, saa det er ingen farlig Historie. Men lad mig nu ikke glemme det vigtigste! Jeg har en varm Hilsen til Dem fra Frøken Tønnesen, der rejste fra os for en Ugestid siden; hun bad mig udtrykkelig hilse Dem mange Gange, naar jeg traf Dem.«

»Er Frøken Tønnesen rejst,« udbrød Emanuel uvilkaarlig og saa’ i det samme op.

»Ja, hun havde egentlig lovet os at blive længere. Men jeg tror, hun længtes efter Byluften ude paa Strandvejen. De véd, hun er ingen Ynder af at »komme paa Græs«, som hun sagde. Hun blev dog akkurat længe nok til at kunne højtideligholde Deklarationen af en Forlovelse hjemme 275| hos os, nemlig mellem min Nevø og min Kones lille Niece ... De husker nok det unge Par, De saa’ hos os forleden. De er jo noget unge bægge to. Men Herregud! Vi bliver saamænd tidsnok gamle, ikke sandt?«

»Jo, Nganske vist – det er netop – netop det særlige,« sagde Emanuel uden selv at vide, hvad han mente.

»Naa, farvel, Hr. Pastor! Jeg ønsker Dem til Lykke, om De faar Rugen godt i Hus!«

Doktoren gav Kusken et Vink, og Vognen rullede atter afsted.

Henne ved Vejgrøften havde imidlertid Væverens rødkantede Øjne aarvaagent iagttaget de to Mænd; og da Doktoren var kørt, gik han en Tid tavs ved Siden af Emanuel og rømmede sig og smaasmilte.

»Det er jo egentlig paa en Maade en ret flink Mand, den Hassing – saadan af NAnseelse,« sagde han tilsidst.

»Aa ja.«

»Man kan da derfor kun daarligt forstaa, at han er saa grumme forskrækkelig i sine politiske Anskuelser? Det er dog ret egentlig besynderligt.«

»Jeg tror ikke, Doktor Hassing befatter sig med Politik.«

276| »Nej; det var egentlig ogsaa saadan, jeg mente. Folk siger jo, at han bare lever for at nyde denne Verdens Glæder. Jeg har hørt snakkes om, hvordan det skal gaa til hjemme hos ham med Vellevnet og Forlystelser ... rigtig saadan med de pirrende Sager. Og saa skal det nok ogsaa være saadan et slemme NLetfærdighedens Sprog, der føres der i Huset – –«

Han afbrød sig selv, da hans stadig lige agtpaagivende Øjne saa’, at Emanuel slet ikke længer hørte paa ham. Efter et Øjebliks Tavshed standsede han og tog Afsked i Jesu Navn.

Han gik tilbage den samme Vej, han var kommen, og forstærkede lidt efter lidt sine Skridt. Eftermiddagen var allerede langt fremskreden, og han havde endnu meget at skulle have udrettet i Dag. Det galdt om at benytte Tiden til Oparbejdelse af Stemningen, inden Menighedsraadet blev samlet.

For Resten nærede han ingen Bekymringer. Efter at han ved dette Møde med Emanuel havde faaet omtrentlig Vished for, hvad han allerede en Tid havde anet, – tvivlede han ikke længer om, at Folkesagens lange Fornedrelsestid her i Menigheden nu endelig stundede mod sin Afslutning.