277| V.

Emanuel gik langsomt mod Hjemmet.

Skyerne over hans Hoved havde trukket sig sammen. Uden at han mærkede det, begyndte der at falde en fin Regn.

Da han efter et Kvarterstids Forløb var naaet hjem og fra Forstuen hørte Hansines og Børnenes Stemmer inde fra Hallen, standsede han og stod et Øjeblik tvivlraadig. Saa vendte han sagte om og gik ind i sit halvtomme Kammer ovre paa den anden Side af Gangen.

Her satte han sig tungt ned i den støvede Voksdugssofa og lagde Hovedet i sine Hænder – forbavset og forfærdet over sig selv.

Han havde saa sikkert stolet paa, at den Kamp, han i de sidste Uger havde ført med sig selv, vilde være udstridt den Dag, da han fik at vide, at Frøken Ragnhild havde forladt Egnen, ... ikke fordi han mente, at hun personlig ejede nogen som helst Magt over ham; men Bevidstheden om hendes Nærhed havde holdt ham i en uafbrudt, pinlig Uro. Han vidste aldrig, hvor eller hvornaar hun igen kunde dukke op og drage ham ind i den bedøvende Dunstkreds, som nu allerede et Par Gange havde gjort ham ør.

278| Og nu, da han endelig vidste hende borte, følte han sig grebet af en Tomhedsfornemmelse, fyldtes han af en Forladthedsfølelse, som han ikke kunde blive Herre over.

Han blev siddende i samme Stilling, med Ansigtet i sine Hænder, mens Skumringen blev tættere og tættere omkring ham. Og saa betaget var han af sig selv og af sit Hjærtes dumpe, urolige Slag, at han slet ikke hørte det, da Døren ude fra Gangen blev aabnet og Hansine kom ind.

»Sidder du der,« sagde hun efter et Øjeblik at have staaet ubevægelig og betragtet hans sammenbøjede Skikkelse.

Han fór sammen og var lige ved at udstøde et Raab af Forfærdelse.

»Hvad er det? ... Er det dig?«

Hun stod lidt uden at svare.

»Søren fortalte, at du var kommen hjem,« sagde hun derpaa. »Vi har søgt efter dig alle Vegne .... Hvorfor kommer du ikke ind til Nadvergrøden?«

Emanuels Øjne søgte at gennemtrænge Stuens Mørke for at komme til at skælne hendes Træk. Han havde for første Gang hørt hendes ellers saa faste Stemme svigte hende et Øjeblik.

279| »Jeg kommer straks,« sagde han inde i Skægget.

Hun blev endnu en Tid staaende med Haanden paa Dørlaasen, som om hun ventede, at han havde mere at sige hende. Saa aabnede hun tøvende og gik langsomt ud.

Men da hun allerede var halvt ude af Døren, sagde hun – uden at vende sig om imod ham:

»Har du talt med Doktoren? Han har nok været her i Byen i Eftermiddag.«

»Doktoren? ... Ja, jeg har. Hvem har fortalt dig det?«

»Aa, det var blot noget, jeg tænkte mig,« sagde hun og lukkede Døren stille i efter sig.

Emanuel rørte sig ikke; han var bleven bleg.

Efter en Stunds Forløb rejste han sig og gik et Par Gange uroligt frem og tilbage over Gulvet, hvorefter han stillede sig hen ved Vinduet og gav sig til at stirre ud i den mørke Have.

Han forstod, at Hansine anede alt, – og hans Hjærte blødte, idet han tænkte paa, hvor meget hun i Stilhed maatte have lidt i disse Dage.

Men nu maatte ... nu skulde det ogsaa være forbi! Han følte, at dette vilde blive den sidste, afgørende Kamp med hans Blods ulyksalige Fædrenearv, den sidste Prøve paa hans Frigørelse. Og han skulde nok sejre.