Tekstredegørelse 
Henrik Pontoppidan, Det forjættede Land

1. Manuskripter

Der kendes intet manuskriptmateriale til værket hverken på Det Kgl. Bibliotek eller i privateje.

2. Værker forud for bogudgivelsen

Der findes ingen publicerede værker forud for bogudgivelsen.

3. Bibliografiske data

Det forjættede Land. Et Tidsbillede udkom den 12. december 1892 (dateret efter ...). Bogen blev udgivet på P.G. Philipsens Forlag, trykt i Thieles Bogtrykkeri. Den kostede i boghandlen 4,75 kroner (indbundet 6,25 kroner). Oplag: 3.000 eksemplarer. Skillebladenes vignetter er udført af den danske tegner og illustrator Hans Tegner (1853-1932).

Formatet er oktav, og bogen har et samlet omfang på 177 blade (354 sider). Bogblokken måler i forlagsindbinding 115 × 170 mm (bredde × højde), klummen måler 75 × 117 mm (26 linjer). Det er ikke lykkedes at finde et ubeskåret eksemplar.

Bogen indledes med 3 præliminærblade uden paginering (friblad, smudstitelblad og titelblad), herefter følger 174 blade fordelt på 21 3/4 ark med pagineringen 4-74, 78-142, 146-242, 246-283, 288-343, idet s. 1-3, 75-77, 143-145, 243-245, 284-287 og 344-346 er uden paginering. Bagsiderne af de fem bøgers deltitelblade (s. [2], [76], [144], [244], [286]) er blanke. Afslutningsvis er indsat et upagineret blankt blad. Ark 1-22 har prima- og sekundasignatur. Primasignaturen er angivet med arabertal og sekundasignaturen med arabertal fulgt af asterisk. Primasignaturen mangler dog på første ark, hvis rectoside udgør deltitelbladet til første bog, og sekundasignaturen mangler på 16. ark, hvis rectoside udgør deltitelbladet til fjerde bog. Titlen »Det forjættede Land.« er anført til venstre under klummen på arkenes første side, dog ikke på det første ark (deltitelbladet til første bog).

Udgivelsesteknisk kan ovenstående samles i en kollationsformel¹, hvor π^3^ angiver, at der er tale om 3 præliminærblade, 1-21 3/4^8^ at bogen består af 21 3/4 ark a 8 blade (16 sider) og χ^1^ at der afsluttes med et (upagineret) blad. Alle læg (ark) bærer signatur på de to første blade på nær første og 16. læg, hvor signaturen er udeladt på første blad ($2 signeret (-11 og 162)).

Kollationsformel: π^3^ 1-21 3/4^8^ χ^1^. $2 signeret (-11 og 162). 177 blade, pagineret [I]-[VI], [1]-[3], 4-74, [75]-[77], 78-142, [143]-[145], 146-242, [243]-[245], 246-283, [284]-[287], 288-343, [344]-[346].

Indholdsoversigt:

[I] friblad. [II] blank. [III] smudstitelblad. [IV] blank. [V] titelblad. [VI] blank. [1] Første Bog med vignet forestillende Emanuel, der pløjer med to heste. [2] blank. [3]-74 kapitel I.-IV. [75] Anden Bog med vignet forestillende Hansine ved Gluttens sygeleje. [76] blank. [77]-142 kapitel I.-VIII. [143] Tredie Bog med vignet forestillende doktorfamiliens muntre selskab i det grønne. [144] blank. [145]-242 kapitel I.-X. [243] Fierde Bog med vignet forestillende en oldingeskikkelse, der pinder kvas foran et af Mosekærshusene. [244] blank. [245]-283 kapitel I.-VI. [284] blank. [285] Femte Bog med vignet forestillende væver Hansens tale i Sandinge ved samlingen efter højskoleforstanderens begravelse. [286] blank. [287]-343 kapitel I.-VII. [344] Udkommen er af Henrik Pontoppidan: [6 titler] + Smaa Romaner: [5 titler]. [345]-[346] blanke.

Forlagsbindet er et komponeret shirtingsbind i forskellige farver (kendes i mørkeblå og rødbrun) med guldtryk på forside og ryg. Omslaget er illustreret af Hans Tegner. Forsidens motiv, omgivet af en kantramme, er kornneg og mælkebøtter under en skyet himmel.

Ved tekstetableringen er anvendt tre eksemplarer, og der er ikke konstateret nogen afvigelser. De tre eksemplarer er:

1. Det Kgl. Biblioteks eksemplar, katalogsignatur 57, -237, 8°
2. Syddansk Universitetsbiblioteks eksemplar, katalogsignatur 77-1836
3. Eksemplar i privateje, tilhørende Jesper Gehlert Nielsen

Det Kgl. Biblioteks eksemplar er valgt som tekstgrundlag og danner tillige grundlag for faksimileringen.

4. Tilblivelse

I de tidligste planer for Muld, som Henrik Pontoppidan luftede for Frederik V. Hegel (1817-87) på Gyldendal i december 1883 (se tekstredegørelse til Muld. Et Tidsbillede), stipuleredes romanen til »en Bog på 20-30 Ark«², men efterhånden som arbejdet skred frem, måtte han justere på omfanget. I juni 1887 kunne han således præsentere værket for Hegel som »en større Roman på vel mellem fyrre og halvtredsindstyve Ark«³, og i kontrakten med P.G. Philipsens Forlag fra oktober 1887 angives værket som »en dansk Bonderoman«⁴ på mellem 35 og 45 ark. Det er givet, at fortællingen er vokset i bredden i takt med, at arbejdet skred frem, men næppe så meget, at det kan forklare den massive forøgelse af omfanget. Mere sandsynligt er det, at Pontoppidan langsomt begyndte at gøre sig forestillinger om værket som større end blot den første roman. Arkantallet på førsteoplagene af Muld og Det forjættede Land – hhv. 24 1/4 og 21 3/4 ark – kunne tyde på, at en fortsættelse af historien om Emanuel Hansted var konciperet, allerede inden Muld var skrevet til ende. I hvert fald kunne forfatteren på Mulds sidste side bekendtgøre, at »Læsere af denne Bog vil kunne genfinde dens Personer i en anden, der udkommer i nær fremtid«.

Henrik Pontoppidan har derfor kunnet påbegynde arbejdet med »»Muld«s Fortsættelse«⁵ umiddelbart efter, at korrekturerne til Muld var afsluttet i starten af oktober 1891, omend de første egentlige vidnesbyrd om selve arbejdet på fortsættelsen daterer sig til juni 1892⁶. Henrik Pontoppidan var blevet separeret fra Marie (1855-1939) i oktober 1891, men kunne ikke gifte sig med Antoinette Kofoed (1862-1928), som han havde indledt et forhold til, før skilsmissen var en realitet. Det blev den den 8. april 1892, og dagen efter lod parret sig vie – for straks herefter at bryde op og indlede bryllupsrejsen. Hvor meget manuskript Pontoppidan havde med i kufferten, kan ikke afgøres. Men den 30. juni 1892 kan han fra Gosling ved Salzburg lade Philipsen vide, at han nu er så langt, at han i løbet af et par uger vil kunne sende renskriften af »Bogens første Halvdel« til den utålmodige forlægger, der så tidligt som i februar 1892 havde rykket for et materiale, der da efter alt at dømme ikke forelå.

Med Bogen går det altså stille fremad, og den skal nok blive færdig i god Tid. Jeg boer her i en lillebitte Bjærgby, hvor jeg ikke forstyrres af noget somhelst; når der derfor ikke kommer forstyrrelser til mig udefra, vil det nok lykkes mig at få Bogen nogenlunde god. Dens Titel spørger De om – men den har jeg ikke fastslået endnu.⁷

Til udarbejdelse af bogens vignetter havde Philipsen allerede indgået aftale med Hans Tegner (1853-1932), der også havde lavet vignetterne til Muld. Han havde udbedt sig »en Plan over Bogens Inddeling og Hovedindhold«⁸ for at kunne tegne vignetterne i god tid, og med det lovede manuskript ville Pontoppidan nu endelig kunne imødekomme ønsket, så også den proces kunne sættes i gang:

M. h. t. Vignetterne, så skal jeg, når jeg altså om kort Tid sender Manuskript, samtidigt angive de Scener, som jeg vil foreslå at benytte til Illustrerering. Når Hans Tegner vil have den Ulejlighed at gennemlæse den Del af Manuskriptet, der til den Tid foreligger, vil han let kunne danne sig en Mening om hele Bogens Grundtone, og en kort Redegørelse for Motiverne til den sidste Halvdels Vignetter vil da være tilstrækkelig.⁹

Vanen tro skulle der gå lidt mere end de lovede 14 dage, før Pontoppidan kunne sende manuskriptets første del, men trods forstyrrelser – »Såsnart Solen skinner, vågner Vandrelysten i mig, og jeg må afsted og tilvejrs«¹⁰ – skred arbejdet fornuftigt fremad. Den 13. august 1892 kunne han meddele Philipsen, at »Begyndelsen af Manuskriptet ligger færdigt til Afsendelse, så De vil altså modtage det en af Dagene«:

Nogen stor Nydelse må De ikke vente Dem af Manuskriptet; selve Bogens Emne er ikke egnet til at virke oplivende hverken på Læser eller Forfatter. Men nu må det ikke hjælpe; – når man har taget Fanden på Ryggen, skal man jo bære ham hjem.

[...]

Jeg hører Dem allerede sige: hvornår kommer så Fortsættelsen af Manuskriptet? Jeg kan kun svare: når det er færdigt! Og jeg skal tilføje, at jeg skal stræbe med at få det færdigt, så meget som jeg kan. Men det nytter ikke at skynde på mig, og vigtigere end alt andet, er det, at Bogen ikke udkommer, før den er virkelig færdig. Jeg har altså ingen Ting lovet, – men om en Månedstid håber jeg at kunne sende Dem en ny Ladning, og da vil der kun være kort til Enden.¹¹

Det har næppe været Gustav Philipsens drømmescenarie, at Pontoppidan så håndfast satte sin egen tidsramme for færdiggørelsen, men den modtagne første del af manuskriptet lovede godt, så han stillede sig i sit svarbrev af 19. august 1892 tilfreds. »Altsaa jeg imødeseer med virkelig Glæde Fortsættelsen og Slutningen og skal ikke skynde paa Dem; De skal naturligvis gøre Bogen færdig, før De giver den fra Dem«¹²:

Jeg har med Spænding modtaget og læst den første Sending af den nye Fortælling og jeg er ikke blevet skuffet. Jeg finder ikke, at det i nogen Henseende staaer tilbage for »Muld« og det gaaer vel i det hele dybere ned. For straks at faa afleveret mine Indvendinger, saa vilde jeg sige, at navnlig i 1ste Bog synes Periodebygningen mig lovlig stræng; jeg er ingen Ynder af den Herman Bangske Prosastil, og den Fasthed og om jeg saa maa sige Magerhed, De har paataget Dem, er baade i sig selv fortjenstfuld og passer fortræffeligt til Stoffet; men den gør jo nok sine Steder Læsningen lidt tung og sejg. Hvis jeg ikke tager fejl, er jeg derfor glad over, at 2den Bog i denne Henseende er friere og lettere skrevet.

Den 1. september brød de nygifte op og fortsatte – efter et kort ophold i Livorno – til Siena, hvor de opholdt sig til udgangen af oktober. Herfra kunne Pontoppidan den 17. oktober 1892 meddele, at »Jeg hænger i, så godt jeg kan – men det er svært i den Hede, vi har fået hernede i den sidste Tid. Stol på, at jeg gør min Pligt, og så lad Vorherre sørge for Resten«¹³. Noget kunne tyde på, at det gik lidt trægt med arbejdet, men titlen, som Philipsen flere gange havde efterlyst, kunne Pontoppidan nu løfte sløret for:

Bogens Titel? Jeg har tænkt mig »Det forjættede Land«. Synes De om den (jeg selv synes nemlig godt om den) skal vi så slå den fast. Men lov mig at bevare den som en Hemmelighed, da det er kedeligt at høre en Bog omtalt, som man endnu ikke har tilendebragt – særlig i dette Tilfælde, hvor Titlen, sammenholdt med den meget omtalte Notits bag i Muld, kan give Anledning til fæle Vittigheder.

Den franske forfatter Paul Bourget (1852-1935) havde netop udgivet romanen La Terre promise, der i 1893 udkom i dansk oversættelse med titlen Det forjættede Land ved John Griegs Forlag i Bergen. Philipsen havde orienteret Henrik Pontoppidan om dette uheldige sammenfald, men det rystede ikke forfatteren. I sit andet brev dateret den 17. oktober 1892 skriver han:

At Bourget har været lige så vittig som jeg, er jo en fæl Historie; men jeg finder ingen Grund for mig til at træde tilbage. Min Bogs Titel er næsten givet i »Muld«, hvor Udtrykket »det forjættede Land« stadig benyttes om det ventede Folkedømme. Men måske er det under disse Omstændigheder ikke værd at holde Titlen så frygtelig hemmelig, – jeg skal nok skynde mig med Bogen endda.¹⁴

Philipsen var efter alt at dømme ved at blive urolig for arbejdets fremdrift, så Pontoppidan måtte forsikre ham om, at det skred nogenlunde planmæssigt frem:

De må ikke blive urolig på Grund af den lange Udeblivelse af 3die Bog. Dette Afsnit af Bogen er ikke alene det længste og sværeste; det er også det, hvormed hele Bogen står og falder, og jeg vil derfor gærne lægge hele min Kraft på dette Punkt. Resten er mere betydningsløs og kan afkortes efter Forgodtbefindende. Forøvrigt er Renskrivningen nu i fuld Gang, og om nogle Dage skal jeg sende nogle Kapitler ... nemlig til det Sted, hvorfra Emnet til Vignetten for dette Afsnit bør tages. Jeg véd jo, at De heller ikke har stor Tillid til Tegners Hurtighed eller Præcision.

Renskrivningen af 3. bog var på dette tidspunkt altså godt i gang¹⁵, og 14 dage senere, den 31. oktober 1892, kan Pontoppidan lade Philipsen vide, at »Imorgen afsendes Slutningen af 3die Bog«¹⁶. Samtidig kunne han også nu øjne en omtrentlig plan for færdiggørelsen: »Om 10-12 Dage skal Bogens Slutning være færdig til Afsendelse, muligt sender jeg en Part af den før; de sidste Ark skal blive så nøjagtigt gennemsete her, at jeg ikke behøver at få Korrektur tilsendt af dem; så Bogens Udgivelse skal af den Grund ikke blive forhalet«. Også ved arbejdet med Det forjættede Land havde Pontoppidan inddraget sin nære ven Peter Nicolai Holst (1854-1926), der medvirkede fra og med andenkorrekturen¹⁷ og selv forestod færdigbehandlingen af bogens slutning for at undgå besværlige postgange og dermed fremskynde udgivelsen – desværre med en række fejllæsninger til følge. I et brev til Johan Rode den 16. december 1892 skulle Pontoppidan siden beklage resultatet: »Den [»min nye Bog«] har for Resten skaffet mig lidt Ærgrelse fordi dens Slutning (som jeg ikke selv læste Korrektur på) er så fuld af Misforståelser af mit Manuskript; – men måske mærker Læserne det ikke videre«¹⁸.

Omkring den 1. november forlod de nygifte Siena og søgte pga. kulden mod Firenze, hvor arbejdet med romanen afsluttedes. Den 2. december 1892 kunne Philipsen kvittere for modtagelsen af det samlede manuskript og gøre status:

Ja saa fik vi da slidt os igennem Det forjættede Land! Det er rigtignok i sidste Øjeblik før Jul, at den kan komme ud – sidst i næste og først i næstnæste Uge; men det gaar vel nok endda. Og hvad der er det vigtigste: hvis jeg tør stole paa min Dom saa er Bogen god og stemningsfuld[,] jeg fik rentudsagt Taarer i Øjnene over de sidste Sider. Vi skal nok blive af med en hel Del af de 3000 Expl. Hr Holst har gjort sit Arbejde meget omhyggeligt; jeg tror, at De med Ro har kunnet lægge det i hans Haand. En Selvherskerdaad har jeg tilladt mig, nemlig at stryge Bemærkningen om Sammenhørigheden med »Muld«; jeg kunde ikke andet end finde den ganske overflødig og ligesom lidt kejtet og jeg syntes det var forlidt at telegrafere om. De bliver vel ikke vred derfor?¹⁹

Man kan begræde – hvad Thorkild Skjerbæk også gør²⁰ – at Gustav Philipsen så egenhændigt har slettet forfatterens bemærkning i trykmanuskriptet om, hvordan sammenhængen mellem Muld og Det forjættede Land skal opfattes: som ét værk eller som to små romaner med det samme persongalleri. I det hele taget synes korrekturerne at være løbet løbsk henimod arbejdets afslutning, hvor forfatteren selv slap grebet med henblik på færdiggørelsen. Den 4. december 1892 bemærker Pontoppidan syrligt, at han trods henvendelser til trykkeriet aldrig har modtaget korrekturen af det 17. ark. »Men nu må jeg vel stille mig tilfreds og lade Bogen udkomme som den er, – og jeg vil da sige, at jeg gør det uden store Bekymringer; det er ikke nogen god Bog; men jeg troer ikke, jeg kunde gøre den meget bedre, hvormeget Tid jeg end havde givet mig til den; – dårlig er den heller ikke; alt i alt er jeg ret vel tilfreds med den«²¹. Og sådan blev det. Det forjættede Land udkom den 12. december 1892 i 3.000 eksemplarer. I opgørelsen fra P.G. Philipsens Forlag af 2. december 1892 beregnedes forfatterens honorar til kr. 3262,50: »21 3/4 Ark à Kr. 150«.