II

Han blev modtagen hjemme i Præstegaarden af Provst Tønnesen, der netop var vendt tilbage fra Gudstjenesten i Vejlby. De kirkelige Forretninger var nemlig fordelt saaledes mellem de to Præster, at de begge prækede hver Søndag, den ene i Vejlby, den anden i Skibberup. Dette var et Paafund af Provsten, som ikke uden Grund frygtede for, at de ildesindede Skibberuppere, der saa haardnakket udeblev fra hans egen Forkyndelse, yderligere skulde vise deres Fjendskab ved at strømme til Kirkerne, saasnart Kapellanen prækede. Derfor gav han ogsaa først i sidste Øjeblik tilkende, i hvilken Kirke han selv ønskede at forrette Tjenesten; og Følgen heraf havde været, at begge Kirker i nogen Tid var bleven fyldt af Skarer, der hver for sig haabede at faa den ny Præst at høre.

45| Oplivet ved Synet af sine trofaste Vejlby-Tilhængere vendte Provsten nu tilbage i fornøjet Stemning og satte sig til Frokostbordet med en fortræffelig Appetit. Hertil bidrog yderligere en Festlighed, der om Aftenen skulde afholdes i Præstegaarden, og hvortil man flere Dage forinden havde haft travlt med Forberedelser. Til daglig levede Provsten og Frøkenen meget stille, idet de aldrig deltog i Bøndernes og kun sjælden i Egnens faa og temmelig tarvelige Proprietærfamiliers Selskabelighed. Men to Gange om Aaret afholdt Provsten en større, ligesom officiel Bespisning, hvortil Repræsentanter for de forskellige Lag af Menigheden blev tilsagte omtrent som til en Fyrstes Taffel. Provst Tønnesen forestod ved disse Lejligheder selv Ledelsen af Festforberedelserne. Det var nu en Gang hans Lidenskab at styre, at ordne og udstede Befalinger. Han havde da ogsaa knap faaet sig sat tilrette ved Frokostbordet og anbragt sin store Serviet under Hagen, før han begyndte at give sin Datter omhyggelige Anvisninger angaaende Vinens Temperering, Salaternes Tilberedelse osv.

Imidlertid sad Kapellan Hansted tavs og aandsfraværende og smuldrede efter Sædvane sit Brød paa Dugen næsten uden at nyde noget. Hans Udseende havde kendeligt forandret sig i Vinterens Løb. Han var bleven endnu mere hulkindet, og over hans før saa barnligt klare Øjne laa ligesom et Slør, der forraadte, at en Orm gnavede ved hans Hjerte.

Fra den anden Side af Bordet iagttog Frøken Ragnhilds blaagraa Øjne ham med et paapassende Blik. Ogsaa Provst Tønnesen blev tilsidst opmærksom paa hans dybe Aandsfraværenhed, og da han — ved pludselig at henvende et Spørgsmaal til ham — fik et forvirret Svar, rynkede han misbilligende sine Bryn. Han fandt det ikke passende, at hans Kapellan var uopmærksom, naar han talte, selv om det kun var om Postejer og Salater.

46| I det hele var Provst Tønnesen slet ikke saa fornøjet med sin Kapellan, som han en Tid havde troet at skulle blive. Han følte sig besværet af dette for hver Dag mere sære og indesluttede Menneske, der gik omkring i hans Hus som et Bytte for en eller anden fiks Ide. Han begreb ikke, hvad det var, der kunde nage ham, aldenstund han var sig bevidst, at baade han selv og hans Datter paa enhver Maade bestræbte sig for at gøre ham Opholdet her saa hjemligt og behageligt som muligt.

„Jeg forstaar mig ikke paa det Menneske!“ udbrød han, da Frokosten var tilende og Kapellanen gaaet op paa sit Værelse. „Jeg begriber ikke, hvad det er, han gaar og spekulerer paa. Han sidder hver Dag hernede saa tavs og udeltagende, som om der var overgaaet ham en stor Ulykke! ... Kan du forstaa, hvad Grunden kan være, Ragnhild?“

„Aa,“ svarede Datteren kort; hun var bleven siddende ved Bordet, tilbagelænet mod Stoleryggen, og saae med paatagen Ligegyldighed ud gennem Vinduerne. „Det var jo ikke saa underligt, om han endnu følte sig lidt fremmed i sin Gerning. Han er jo endnu ung .... og maaske har han ogsaa mærket, at hans Prækener ikke har vundet Bifald hos Befolkningen.“

„Aa, for den Sags Skyld behøvede han dog virkelig ikke at gøre sig Bebrejdelser,“ svarede Provsten med Selvfølelse. „Og det er saamænd heller slet ikke den Slags Ting, der er i Vejen .... i saa Fald var han sikkert kommen til mig med sine Bekymringer. Nej, jeg er bange for, at han gaar omkring og veed ikke rigtig Besked med sig selv. Der er noget ubeslutsomt over ham. Jeg troer, han gaar her og fanger Griller. Sligt ligger nok til Familien. Hans Moder skal nok — efter hvad Pastor Petersen for nogen Tid siden fortalte mig — have været en temmelig overspændt Dame, 47| der endogsaa paa en ulykkelig Maade endte sit Liv i et Anfald af Sindssyge.“

Frøken Ragnhild vendte Ansigtet mod sin Fader og saae paa ham med et opskræmt Blik.

„Hvad siger du? ... Hans Moder!“

Provsten standsede sin Gang over Gulvet og rømmede sig. Han var i sin Ivrighed kommen til at forsnakke sig i en Sag, som han af Skaansomhed mod Kapellanen og af Hensyn til Menigheden havde fundet det rigtigst at fortie.

„Nu — jeg mener ikke saadan bogstaveligt!“ sagde han, idet han med et udglattende Smil og en Haandbevægelse fortsatte sin Gang. „Folk siger jo desuden saa meget .... Jeg mener blot, at vor kære Hr. Hansted maaske har en noget for stor Tilbøjelighed til at fordybe sig i sig selv, en Mangel paa Evne til at assimilere sig ... Jeg synes dog, jeg har gjort, hvad der stod i min Magt, for at han kunde føle sig vel tilpas imellem os. Og det har du da ogsaa, veed jeg. Jeg har jo oftere set jer spasere sammen i Haven. I har jo — saavidt jeg har forstaaet — nogenlunde fælles Interesser; din Musik sætter han stor Pris paa, — det har han selv fortalt mig. Jeg kan derfor ikke begribe, hvad der gør ham saa tilbageholdende .... For det kan vel ikke tænkes, at du, Ragnhild — — at du ved en eller anden Ting kan have — — at du paa en eller anden Maade kan være kommen til at støde ham —?“

Provst Tønnesen standsede atter — denne Gang i en Krog af Stuen — og betragtede herfra sin Datter med et forsigtigt forskende Blik.

Hun lod, som om hun overhørte hans Ord. Hun sad med Armene korslagte under Brystet og saae frem for sig med det utilgængelige Udtryk, hvormed hun overfor Faderen regelmæssigt afviste enhver Sammenstilling af sit og Kapellanens Navn.

48| Provst Tønnesen løftede sine buskede Bryn. Hm! Skulde der monstro alligevel? ... Han gav sig hurtigt til at tale om andre Ting og forlod kort efter Stuen.