VII

Det var første Gang, Emanuel viste sig i Skibberup uden Præstekjole, og hans Tilsynekomst vakte desaarsag stor Opmærksomhed overalt i Byen. Foraarsluften og Søndagsfriheden havde lokket Folk ud af Husene; selv gamle Krøblinge var krøbne ud fra Kakkelovnskrogene og sad og solede sig paa Dørfliserne, mens Husmændene 68| og deres Koner havde travlt med at grave i de smaa Havestykker ved Gavlene.

Men det var ikke mange, hverken af Mændene eller Kvinderne, der havde en Hilsen tilovers for den unge Præst, skønt de alle saae op fra deres Arbejde og med Øjnene fulgte ham gennem Gaden. I Døren til et lavt Hus stod en Mand i blaastribede Skjorteærmer og med et Barn paa Armen. Det var den store, sværtbeskæggede Snekaster, der hin Vinteraften havde holdt en lille hjertelig Velkomsttale til Emanuel paa Vejen ud til den syge Pige. Nu lettede Manden bare lidt paa Hatten; og da Barnet i det samme gav sig til at græde, sagde han leende og saa højt, at Emanuel ikke kunde undgaa at høre det:

„Du skal saamænd ikke blive ræd, min Tøs! .... Det var jo bare vores unge Velærværdighed!“

Emanuel, der paa sin Vandring gennem Byen stadig havde forstærket sine Skridt, aandede ikke frit, før han naaede Anders Jørgens Halvgaard og kom indenfor Porten, hvor Lygten endnu hang under Loftsbjælken og drejede sig langsomt rundt i sin Snor.

Inde i Gaardsrummet standsede han og saae sig omkring; men der var ikke et Menneske at se. Han gik da op til det lave Vaaningshus, fandt ind i Forstuen og bankede her baade paa Døren tilhøjre og tilvenstre. Ingen svarede. Efter et Øjebliks Betænkning aabnede han af sig selv og traadte ind i den lavloftede Dagligstue, hvis mærkelige, aarhundredgamle Udstyr allerede hin Aften havde tildraget sig hans Opmærksomhed. Stuen var tom. Heller ikke fra Naborummene hørtes nogen Lyd uden tunge Perpendikelslag af Uret inde i Sideværelset, hvor den unge Pige havde ligget syg. Han begyndte at blive raadvild. Han gav sig til at banke paa forskellige Døre, der førte ind til den indre Del af Lejligheden. Men intet Sted fik han Svar. Huset var som forladt.

Et Øjeblik blev han staaende midt paa Gulvet og 69| lod Blikket glide rundt i Stuen. Han genkendte det svære Egebord og Bænken under de smaa, mangerudede Vinduer, Væggenes grønmalede Paneler, den firkantede Bilæggerovn med de tynde, snoede Ben, det mørke, sandbestrøede Lergulv, Spinderokken og det blaastribede Alkove-Forhæng i Stuens ene Hjørne. Paa en Hylde oppe under Loftet stod en Række solblanke Tintallerkener, og paa Væggen over en gammel Armstol ved Kakkelovnen hang som Prydelse et Halmkors, en „Majkost“ og to indrammede Navneduge med Aarstallet 1798. Alt røbede en nøjeregnende Sans for Orden og Renlighed. Der hvilede over hele den lille, solopfyldte Bondestue en troskyldig, søndagsfestlig Hygge, der ganske fortryllede ham. Uvilkaarligt sammenlignede han denne stilfærdige Jævnhed med sit eget Hjems urolige Luksus, med de moderne Købstadboligers brogede Udstyr af orientalske Tæpper og Portierer, af Fløjelsmøbler, Malerier og letfærdigt Parisernips — og han tænkte ved sig selv: „Hvor tankeløst dog Menneskene handler med deres egen Lykke! Hvor let de tilegner sig det slette; hvor vanskeligt de bevarer det ædle og skønne!“

Paa Pillen mellem Vinduerne fik han Øje paa et Billede, der bestod af en Samling Portræter af bekendte Mænd i simple Træsnit. Der var Tscherning, Grundtvig, Monrad og endnu et Par Mænd, som han ikke kendte. Midtpartiet dannedes af et større Gruppe-Billede, der forestillede Frederik den Syvende i det Øjeblik, da han omgiven af sine Ministre underskriver Grundloven. Emanuel erindrede at have set det samme Billede i sin afdøde Moders Stue, — og det gjorde et forunderligt Indtryk paa ham efter saa mange Aars Forløb at møde det igen i disse Omgivelser.

Pludselig hørte han Trin ude i Gaarden. Ud fra en lille Laage mellem Staldlængerne kom en ung Pige gaaende med et Malkeaag over Skuldrene, fulgt af den hvidhaarede Knøs, der hin Vinteraften havde været hans Kusk paa Slædeturen hertil. Den unge Pige var søndagsklædt 70| og bar en kirsebærrød Kjole med sort, snørklet Snorebesætning paa Bryst og Arme. Kjoleskørtet havde hun foran hæftet op i Bæltet, og omkring Hovedet havde hun bundet et lyst Tørklæde, der var knyttet stramt under Hagen og derved gav hendes rundkindede Ansigt et dobbelt friskt og fyldigt Udseende. Rundt om den ene Malkespand krumbugtede sig en hvidsokket Kat, hvis urolige Agtpaagivenhed var ligelig delt mellem den unge Pige og to smaa Killinger, som Drengen bar paa sine Arme. Omtrent midt i Gaarden satte den pludseligt med et Spring hen til en udhulet Sten foran et tomt Hundehus, hvor den øjensynlig var vant til at faa sin Mælkeration tildelt. Men da Pigen tankefuldt fortsatte sin Vej uden at huske dette, sprang Dyret atter hen til hende og gav sig til med Poten at kradse hende paa Skørtekanten. Saa vendte hun tilbage og hældte en rigelig Portion af den endnu dampende Mælk ned i den udhulede Sten. Men nu begyndte Kattens Martyrium for Alvor. Istedetfor at udlevere Killingerne tog Drengen dem i sine Hænder og løftede dem under Latter højt op over sit Hoved, mens han med Foden søgte at værge sig mod den rasende Moder, der snart søgte at entre op ad hans Ben, snart med ulykkelig Mine vendte sig mod den unge Pige, som om den var vant til der at søge Beskyttelse. Pigen bad for det stakkels Dyr; men Drengen vilde ikke slippe sit Bytte og blev ved at danse rundt i Gaarden med den mjavende Kat i Hælene.

Inde bag Dagligstuevinduet havde Emanuel staaet stille og iagttaget denne Scene. Hans Blik hvilede især paa den tankefulde unge Pige, i hvem han øjeblikkelig havde genkendt Husets Datter. Han havde tænkt sig hende noget højere og anseligere men betoges til Gengæld af den dybe, næsten dystre Alvor, der prægede hendes lille tætbyggede Skikkelse. „Hun minder om Naturen her“, sagde han ved sig selv og havde ondt ved at løsrive sig fra sin Beskuen.

Dog, da Drengen blev ved med sin Leg, fandt 71| han det rigtigst ikke at tøve længere med at give sin Nærværelse tilkende. Han gik tilbage gennem den Dør, han var kommen ind af, og traadte ud paa Stenflisen foran Forstuen.

Idet de to Søskende fik Øje paa ham, undslap der dem bægge et lille Udraab af Forskrækkelse. Mørkerød i Kinderne løste den unge Pige hurtigt Kjolesnippen fra sit Bælte og rev Malketørklædet af Hovedet, mens Broderen skyndsomt slap Killingerne og tog Flugten ind gennem den nærmeste Lodør.

Emanuel steg ned ad de to Trappetrin og gik hen og hilste Goddag.

„Lad Dem endelig ikke forstyrre!“ sagde han undskyldende. „Jeg kom tilfældigt her forbi og fik da Lyst til at se indenfor og høre, hvorledes De befandt Dem. Jeg ser da, at De er kommen Dem rigtig godt, ikke sandt?“

„Tak, — jo,“ mumlede hun og saae sig uroligt tilbage med et mørkt Blik, som om hun søgte efter Undsætning.

I det samme aabnedes den ene Stalddør, og den gamle Anders Jørgen kom stampende ud i tunge, blikbeslaaede Træsko og med et Kotøjr i Haanden. Han var i hvid- og sortstribede Uldskjorteærmer og bar paa sin stride Haarmanke en lodden Hue med Læderskygge.

Emanuel rakte ham Haanden.

„Jeg kom blot tilfældigt her forbi og fik da Lyst til at se, hvorledes det stod til hos Dem,“ gentog han. „Jeg ser da, at Deres Datter ... er det ikke Hansine, hun hedder?“

„Jo, Deres Velærværdighed.“

„Jeg ser da, at hun er kommen sig rigtig godt ... Hun har da altsaa nu forhaabentlig helt overstaaet sin Sygdom.“

„Jeg siger saa mange Tak ... Jeg tror da nok, at hun nu, Gud ske Lov, er rigtig frisk igen ... Men værsgo' — vil Kap'lanen ikke se indenfor i Stuen. Vor 72| Mo'er kommer straks ... hun gik bare et bitte Jav op til en Kone ude i Egedet.“

De fulgtes over Gaardspladsen og gik ind i Stuen, hvor Solen endnu brændte varmt paa Vinduerne og kastede mangerudede Firkanter af gyldent Lys hen over Bordet og det sandbestrøede Gulv. Anders Jørgen, der havde strøget Træskoene af sig i Forstuen, bød Emanuel Sæde paa Stuens Hædersplads, den gamle Armstol ved Kakkelovnen, medens han selv anbragte sig paa Kanten af en Træstol ved Fodenden af Alkoven. Uvilkaarligt foldede han sine Hænder i Skødet — med Haandfladerne opadvendte, saaledes som han plejede at gøre det under Prækenen om Søndagen — og lyttede i denne Stilling med urolig og anspændt Mine til hver Lyd ude fra Gaarden i det tydeligt udtrykte Haab, at det var hans Kone, der vendte tilbage.

Emanuel følte sig bestandig mere vel tilmode i det lille hyggelige Bondehjem. Han havde hurtigt fundet et Samtaleemne i det smukke Foraarsvejr, og med en Lethed, der overraskede ham selv, talte han om den Glæde og Taknemmelighed, som særlig Landmanden jo maatte føle ved saaledes at se Vorherre lægge sin Velsignelse i hans Arbejde. Han lagde slet ikke Mærke til Anders Jørgens urolige Adspredthed. Derimod saae han i Talens Løb ofte opmærksomt hen paa Hansine, der imidlertid var kommen ind i Stuen og havde sat sig hen med et Haandarbejde paa Bænken under det af Vinduerne, der var Emanuel fjernest. Solen faldt ind over hendes lille, støtte Skikkelse og lagde en varm Glans over hendes mørkebrune Haarfletninger. Hun havde fuldstændiggjort sin Paaklædning med en bred, hæklet Halskrave, der faldt i Tunger ud imod Skuldrene; Haaret havde hun glatkæmmet med Vand og bundet op over Nakken som en Kringle.

Stille som en Mus og halvt bortvendt sad hun derhenne bøjet over sit Haandarbejde, som om hun bestræbte sig for saa meget som muligt at bringe sin 73| Nærværelse i Forglemmelse, medens dog Ansigtets Udtryk og Kindernes Farve tydeligt røbede, at hun i sin Krog var lutter Øren og opmærksomt opfangede ethvert af Kapellanens Ord.

Emanuel tænkte ikke paa, at hans Blik maaske undertiden hvilede temmelig ugenert paa hende; — dertil var han altfor opfyldt af Glæden over endelig her at have fundet en lille venligsindet Tilhørerkreds; og han glemte efterhaanden al Forlegenhed.

Midt under hans Tale hørtes Trin ude i Gaarden. Anders Jørgen lettede sig i Sædet med et Udtryk af Befrielse, og henne ved Vinduet kastede den unge Pige hurtigt Blikket ud gennem Ruden for at forberede den kommende. Men pludselig skiftede hendes Ansigt Farve. Med forvirret, næsten skrækslagen Mine saae hun hen paa Faderen.

Et Øjeblik efter lød tre sindige Slag paa Døren.