VIII

Den indtrædende var den høje, magre, noget foroverludende Mand med det mærkelige Katteansigt, der om Formiddagen efter Gudstjenesten havde været Genstand for saa megen Opmærksomhed blandt Emanuels Tilhørere. Han blev et Øjeblik staaende ved Døren, idet han ligesom overrasket saae sig omkring med skævt optrukken Mund. Derpaa sagde han med slæbende Stemme „Goddag“ og gik langsomt rundt og gav Haanden.

Den gamle Anders Jørgen, der forskrækket havde rejst sig fra Stolen, saae paa den fremmede med et forfjamsket bønfaldende Blik, som denne imidlertid tydeligvis søgte at undgaa.

Paa Emanuel, der flygtigt mindedes at have set den fremmedes Ansigt et Par Gange i Kirken, gjorde hans Person og Væsen et saare utiltalende Indtryk. Og denne Følelse af Ubehag blev ikke mindre levende hos 74| ham, da den ubekendte nu, idet han gav ham Haanden, fikserede ham med et Blik, der halvt skjultes af hans røde, svulne Øjenlaag, og samtidigt forestillede sig selv med de i uskyldig Tone fremførte Ord:

„Mit Navn er Væver Hansen.“

Emanuel følte selv, at han blev rød, men bevarede dog Aandsnærværelse nok til at gengælde Mandens Hilsen med passende Tilbageholdenhed. Tilsyneladende uforstyrret fortsatte han derefter Samtalen med Anders Jørgen, idet dog hans Holdning og Tone — uvilkaarligt paavirket af Væverens Nærværelse — antog en stadig mere fornem Præsteværdighed, der mindede om Provst Tønnesen.

Imidlertid syntes det, som om Væveren slet ikke havde noget ondt isinde. Han havde anbragt sig henne paa Bænken ved Enden af Bordet og sad der foroverbøjet, med Albuerne paa Knæene og sine store røde Hænder for Munden, som om han alene var kommen herind for at være en andægtig Tilhører sammen med de andre.

Det varede dog ikke længe, før hans Ansigt begyndte at fortrække sig i Smaagrimacer, idet han snart rømmede sig og harkede, snart anstrengte sig for at hoste og samtidigt saae sig smilende omkring fra Alkoven og hen til Vinduet, hvor Hansine — blodrød i Kinderne og med bølgende Barm — dukkede sig ned i sit Sytøj, som om hun ikke vovede at løfte Øjnene.

Emanuels Ansigt havde herunder langsomt mistet al sin Farve; han var ligbleg. Endnu betvang han dog sin Vrede; men da Væveren tilsidst begyndte at mumle bag sine Hænder og gøre halvhøje Bemærkninger til hans Tale, svigtede omsider hans Selvbeherskelse ham. Med en Blanding af ungdommelig Hidsighed og præstelig Fortørnelse vendte han sig om imod ham og udbrød:

„Jeg veed ikke, om det er Væver Hansens Hensigt at fortrænge mig her fra Stuen. Jeg vil i saa Fald sige Dem, at det ikke skal lykkes Dem ... og at jeg ikke paa nogen Maade vil finde mig i Deres Forstyrrelser.“

75| Henne ved Alkoven rejste Anders Jørgen sig aldeles bestyrtet og vilde mægle Fred. Men Emanuels Blod var kommet ikog, og da var han ikke let at standse.

„Jeg kender Dem jo meget godt af Omtale,“ vedblev han med sitrende Læber. „Provst Tønnesen har fortalt mig adskilligt om Dem, og jeg vil sige Dem, at hverken han eller jeg agter længer at taale Deres Forsøg paa at bringe Splid og Ufred i Menigheden. Hvad særlig mig selv angaar, vil jeg paa det mest indtrængende anmode Dem om ikke at forulempe mig i min Virksomhed. Jeg veed, at jeg efter Evne har bestræbt mig for at skabe et Tillidsforhold mellem mig og Menigheden ... Men er det Meningen, at her skal være Krig — nu vel! Saa tager jeg den op! Vi faar da se, hvem der er stærkest!“

Der blev dødsstille i Stuen efter hans Ord. Selv Væveren sad et Øjeblik og dukkede med Hovedet ligesom efter et uventet Nakkedrag. Men snart spillede igen det skæve, æggende Smil i hans sammentrykkede Ansigt. Det saae næsten ud, som om den unge Præsts Opbrusning ligefrem fornøjede ham.

Efter en Stunds Tavshed sagde han saa paa sin langsomme, uforstyrrelige Maade:

„Hr. Pastoren gør mig saamænd ganske Uret. De siger, at De kender mig og veed, hvad jeg er for et slemme og ryggesløst Menneske ... og det har De jo hørt fra Provsten selv, saa det maa vel ha'e sin Rigtighed. For Hr. Provsten har nu saa mange Gange ladet mig baade stege og røge i Helvede, saa jeg tænker, han mener mig det af et ærligt Hjerte. Men se, det veed De jo nok, Hr. Pastor, at det alligevel ikke altid gaar præcis, som Provsterne præker ... Og kanske er jeg ikke netop ligesaa sodet, som Provsten gerne vil gøre mig til. Men det skal jeg forresten ikke lægge Dølgsmaal paa, at jeg virkelig kom herind for at træffe Dem og snakke lidt med Dem saadan mellem Væg og Dør, som man siger ... For det har jeg saamænd 76| længe haft i Tankerne, at jeg skulde hen og gøre Dem en Besøgelse en Dag. Jeg syntes jo da, at vi kanske nok kunde have et og andet at snakke med hinanden om. Og da jeg saa hørte, at De var gaaet herindenfor til Anders Jørgen, saa mente jeg jo, at det var ikke værd at spilde Lejligheden.“

„Vi har saavist intet at tale med hinanden om,“ afbrød Emanuel kort og med en Stemme, der endnu dirrede af Sindsoprør.

„Ja ja — det kan jo være,“ fortsatte Væveren lige sindigt men i forandret Tone, mens Smilet et Øjeblik forlod hans Ansigt, og hans halvt tillukkede Øjne skarpt iagttog Kapellanen med et ligesom prøvende Blik. „Jeg tror nu ligegodt, at Hr. Pastoren tager forkert af os Skibberuppere! For det er nu engang saadan med os, at vi har immerda vor egen Maade at ta'e Sagerne paa. Vi snakker saadan lige jævnt ud om alle Dele ... og se derfor er Hr. Pastoren nu bleven vred paa mig idag. Og dog siger jeg Dem, at jeg mindst af alt tænkte paa at fornærme Dem.“

„Saa forstaar jeg sandelig ikke Deres Opførsel,“ svarede Emanuel lige afvisende, skønt han allerede var begyndt at blive roligere og føle sig skamfuld over sin ungdommelige Opfarenhed.

„Nej, det er netop Sagen, Hr. Pastor! ... Det er justement det, at De forstaar os ikke her. Det er jo akkurat, hvad vi hele Tiden har kunnet mærke og allesammen har været saadan rigtig inderlig bedrøvede over, kan jeg sige. Og derfor er det ogsaa, vi saa længe har tænkt paa, at det kanske kunde være rigtigt, om vi fik en Samtale med Dem derom.“

Den pludselige Alvor, hvormed han sagde disse Ord, og den brede Selvtillidsfuldhed, hvormed han her talte i hele Menighedens Navn, undlod ikke at gøre sin Virkning paa Emanuel. Han skottede hen til ham med et tvivlraadigt Blik og sagde:

„Dersom De virkelig har noget at tale med mig 77| om, skal jeg naturligvis beredvillig staa til Deres Tjeneste ... Kun forekommer det mig, at Lejligheden kunde have været mere passende valgt.“

„Ja, se — er det ikke netop det, jeg siger! Vi Skibberuppere kommer altid saa akavet som en Kat gennem en Skorsten! ... Men nu maa jeg alligevel nok faa Lov til at udtale for Dem, Hr. Pastor, at det jo dog ikke kan undre Dem, at vi har været saa meget mærkelig tilmode ved at have Dem her iblandt os. Vi har jo da umuligt kunnet lade være med bestandig at tænke paa den Kvinde, der engang var ligesom en hellig Jomfru for alle os Venner af Folkesagen her i denne Egn, og hvis Minde endnu lever iblandt os som et af vore skønneste og helligste.“

Emanuel saae uforstaaende paa ham.

„Hvad mener De?“

„Hvem jeg mener?“ gentog Væveren og blev ved at stirre paa Kapellanen, som om han med sit Slangeblik vilde trylle ham fast til Stolen. „Ja, hvem kan jeg vel mene andre end hende, der af alle Mennesker ogsaa stod Dem nærmest, Hr. Pastor Hansted, og som nu længst er forløst fra alle Sorger og Smerter ... Deres Fru Moder.“

Det gav et Sæt i Emanuel. Havde han hørt rigtigt?

„Min ... min Moder?“ sagde han, kun halvhøjt, — og uvilkaarligt søgte hans Øjne den lille Portrætsamling henne paa Væggen mellem Vinduerne.

„Ja, det var jo rigtignok, forinden hun blev Kapellanens Moder, at hun var det for os Folkevenner, som vi aldrig skal glemme hende, ... skønt vi da ogsaa fik Beviser paa, at hun ikke helt slog Haanden af os, fordi hun blev Deres Hr. Faders Kone. Men nu kan De da nok forstaa, Hr. Pastor, hvad for en Stolthed og Glæde der blev hos os, da vi fik at vide, at det var Fru Hansteds egen Søn, vi skulde have til vor Kap'lan. Vi tænkte jo, at det maatte da rigtig blive en Præst 78| efter vort Hjerte. Og vi trængte netop saameget til en saadan Mand her i Sognet ... ja, vi trænger rigtig saa inderlig til ham, Hr. Pastor Hansted!“

Emanuel følte sig ganske svimmel. Han kunde ikke komme sig af Forbavselse over for anden Gang i Løbet af denne Dag at høre Moderen nævnet, denne Gang endog som en uforglemmelig Beskytter, — Moderen, hvis Minde var som udslettet i hans eget Hjem, — hvis Navn der blev ængsteligt hvisket i Krogene for ikke at genopvække Erindringen om den Skam, som hendes Endeligt havde kastet ind over den ansete Hanstedske Familie.

„Men se, nu maa jeg jo nok faa Lov til at sige Dem,“ vedblev Væveren, mens hans Øjne stadig aarvaagent hvilede paa den unge Præst. „Nu maa jeg vel nok faa Lov til ganske ærligt at sige Dem, Hr. Pastor, at vi ikke saadan rigtig har fundet hos Dem, hvad vi saameget haabede paa ... og det har De kanske ogsaa nok selv kunnet fornemme, tænker jeg. Se, der er nu f.Eks. Deres Prækener ... Ja, ja, nu maa Pastoren ikke blive vred,“ afbrød han sig selv med forstilt Ængstelse, da han ved det sidste Ord saae en Trækning fare over Kapellanens Ansigt. „Men jeg maa jo nok have Lov til at sige, at skønt vi jo da er glade ved, at De ikke — saadan som visse andre — taler til os ligesom til en Flok umælende Kvæg, og skønt vi jo ogsaa godt kan fornemme, at Deres Prækener er meget vel betænkte og smukke og poetiske og rigtig, hvad man saadan kalder vel holdte — saa er det jo dog alligevel kun det samme, som vi nu har hørt saa mange, mange Gange før. Og hvad er det saa, vore go'e Præster altid fortæller os Bønder? Det er, at vi skal være lydige og dydige og ikke stjæle og ikke bande, men vende os til Gud i vor Sorg og stole paa Herrens Naade — og saadan videre. Men det kender vi jo dog altsammen iforvejen paa vores elleve Fingre, og vi bliver saamænd ikke bedre Mennesker, 79| om vi saa hver eneste Søndag faar den hele Katekismus paa de skønneste Vers! ... Nej, dersom en Mand som Dem, Hr. Pastor Hansted, vilde fortælle os noget om Dem selv og ikke om os — for derom kan De dog aldrig fortælle os andet, end hvad vi veed meget bedre iforvejen — nej, men saadan rigtig om Dem selv, og om, hvordan nu De med Deres Læsning og Opdragelse er kommen til Deres Syn paa Kristendommen og Folkelivet ... se, det var noget, vi Bønder kunde lære noget af ... det er det, vi trænger til, for at vi kan se, hvordan nu andre Mennesker lever og tænker i deres Forhold. Og se, det var jo det, vi saa meget ønskede, at vor Præst skulde hjælpe os til. — Ja, jeg veed nu ikke, om Hr. Pastoren forstaar mig. Jeg er jo kuns en ulært Mand og har hverken læst til Præst eller Degn, saa jeg er kanske lidt maadelig til at belægge mine Ord.“

Emanuel havde ladet ham tale ud, skønt han godt følte, hvor ydmygende det var for ham at maatte høre paa denne Tale — ovenikøbet i andres Nærværelse. Men han havde ikke kunnet tvinge et afbrydende Ord over sine Læber, fordi han inderst i sit Hjerte maatte erkende, at Væveren havde Ret, ja at denne Mand her havde fundet Udtryk netop for de samme Tanker, som i den sidste Tid dunkelt havde foresvævet ham selv.

Først da Væveren standsede, og han mærkede, hvorledes alles Blikke forventningsfuldt rettedes imod ham, tog han sig sammen. Med et anstrengt Forsøg paa at opretholde den sidste Rest af Præsteværdigheden overfor disse Folk svarede han stammende:

„Jeg paaskønner naturligvis den Aabenhjertighed, hvormed De har udtalt Dem for mig. En saadan gensidig Fortrolighed ... er sikkert den første Betingelse for en virkelig Forstaaelse ... hvilken ingen mere end jeg ønsker og haaber paa.“

„Ja, det er netop præcis ogsaa vor Mening,“ sagde Væveren med pludselig Ivrighed. „Og det var just derfor, 80| vi mente, at det kanske vilde være godt, om vi engang fik snakket lidt med Dem — saadan lige jævnt ud. Vi kender Dem jo endnu kun ude fra vor Kirke — og nu vil jeg da ikke sige andet, end at vi ogsaa flere Gange har været rigtig glade for, hvad vi der har hørt af Dem — men vi synes jo immer, vi kunde have Lyst til at komme lidt mere i Lag med Dem end som saa. Vi Folk fra Landet har nu altid saadan en egen Nysgerrighed efter at lære vor Præst rigtig at kende, saa vi kan gaa frit til ham med vore Spørgsmaal i alle Dele. Vi Bønder, der gaar her Dagen op og Dagen ned i samme Slæb, vi faar nu saadan en grumme stor Trang til at have et Menneske imellem os, som kan gi'e os Oplysning og Belæring — ogsaa om den Slags Sager, som der ikke lige netop kan snakkes om fra en Prækestol. Men se, det vil nu vore go'e Præster aldrig rigtig forstaa, og derfor er det ogsaa mangen Gang saa slemme fat imellem os. Se, vi har nu f.Eks. her i Skibberup saadan et Forsamlingshus, som vi kalder det ... Ja-ja, jeg tænker, at Kap'lanen nok har hørt om det ogsaa og veed, hvad det er for en Røverrede, vi holder der, — for saadan har da Provsten mere end to Gange kaldt det. Men forresten gør vi da ikke andet, end at vi samles saadan i god Forstaaelse og snakker om, hvad vi nu kan ha'e Lyst til, eller vi læser lidt højt af vores Bøger, enten det nu er et gudeligt Skrift eller disse Folkelæsninger, som vi kalder dem, — for vi mener jo, at det da maa være en ligesaa god Tidsfordriv at høre et godt Ord som at ligge og snue de lange Vinteraftner henad Bænkene eller bruge dem til Kortenspil og anden Svir, saadan som det var brugeligt i de gode gamle Dage, som Provsten snakker saa meget om. Men det forstaar sig jo af sig selv, at det, som vi Bøndermennesker kan have at fortælle hinanden, ikke kan være saadan synderlig bevendt; — nej, men kunde vi faa saadan en Mand som Dem, Hr. Pastor, til at besøge os og ganske jævnt snakke med os og fortælle 81| os om, hvad De nu selv kunde have Lyst til, — se, det var noget andet; det var noget, vi kunde blive glade ved og skulde være rigtig saa meget taknemlige for. For vi synes jo da, at De alligevel er saadan et jævnt og ligefremt Menneske, som vi nok kunde komme til at slutte os rigtig inderlig til. Og saa ligner De da ogsaa Deres Moder saa grangivelig i hele Udtrykket, efter hvad jeg saadan kan skønne, ihvorvel jeg kun har set hende en Gang for mange Aar siden ved et af vore Vennemøder ovre i Sandinge. Derfor skal jeg love for, at der vilde blive Glæde den Dag, da det spurgtes, at Kap'lanen vilde besøge os i Forsamlingshuset — for saa vidste vi da, at vi endelig havde fundet, hvad vi saa længe og inderligt har ønsket os. Ja se, det var bare saadan disse Par Ord, jeg gerne vilde tillade mig at udtale for Dem; og nu maa Hr. Pastoren da ikke være vred, fordi jeg har snakket saa frit til Dem. Jeg kan forsikre Dem til, at jeg kun har gjort det i den allerbedste Mening.“

Emanuel forholdt sig endnu tavs. Han var saa underlig bedøvet af Væverens Ord og vidste ikke længer, hvad han skulde tro. Kunde det virkelig være en Ven, dette Menneske, om hvem han havde hørt saa meget slet? ... Og Anders Jørgen og hans Datter? Var de i Forstaaelse med denne Mand? ... Det syntes ham næsten saa. Tilfældigt opfangede han det spændt forventningsfulde Udtryk, hvormed den unge Pige i dette Øjeblik bevogtede ham henne over sit Sytøj, som omA hun med sit Blik vilde stjæle ham hans Svar bort fra Læben.

Af Frygt for helt at tabe Fatningen overfor disse fremmede Mennesker, der saa øjensynligt ventede en afgørende Udtalelse af ham, rejste han sig for at tage Afsked. Med en forvirret Undskyldning for, at hans Tid ikke tillod ham at fortsætte Samtalen længer, greb han efter Hat og Paraply.

82| Under de andres dybe Tavshed gik han rundt og gav Haanden. Og da han forlod Stuen, var der ingen, der fulgte ham.