af (1898)   Redaktion: Jesper Gehlert Nielsen (2023)  
forrige næste

X

Midt paa Bordet, under Hængelampen, stod en høj Blomsteropsats. Foran hver Bordende straalede en Armstage med syv Lys. Paa hver Tallerken stod Servietten oprejst i Form af en Bispehue, hvorunder der skjulte sig et lille Brød. Forøvrigt bestod Opdækningen af en Samling udsøgte Retter. Der var Fisk i forskelligfarvede Geléer, farcerede Fugle, flere Slags Salater i store, blaa Glasskaale, Hummer og Sardiner i Daaser foruden endnu flere Ting. Skønt Anretningen egentlig ikke frembød nogen Overraskelse for de tilstedeværende, idet den altid var saa temmelig ens ved disse Lejligheder, gjorde Bordets festlige Præg og det ualmindelig smukke Service straks et stærkt Indtryk paa Gæsterne, og Maaltidet forløb i Begyndelsen under andagtsfuld Tavshed. Kun den lille, tykke Proprietær satte sig straks forslugen tilrette med Albuerne ud til Siden og øste i sig med Kniv og Gaffel af alt, hvad der kom i hans Nærhed. Derimod kæmpede Dyrlæge Aggerbølle tappert mod sine slette Tilbøjeligheder. Længe sad han med det samme Glas Rødvin foran sig og fyldte aldrig mere end Halvdelen af sin Tallerken, — hvorfor han ogsaa Gang efter Gang saae over til sin Kone med et Blik fuldt af stolt Selvtilfredshed. Han havde nemlig paa Vejen til Præstegaarden højtideligt — endog med opløftet Finger — tilsvoret hende at vise Maadehold og Beherskelse, saa hun ikke denne Aften skulde faa Skam af ham. Provst Tønnesen var i Begyndelsen saa at sige den eneste, der talte, og aabenbarede sig i det hele som en ligesaa elskværdig som underholdende Vært. Han sørgede for, at Fadene cirkulerede, bad Herrerne 88| skænke i Glassene, fortalte smaa Historier og røbede i hele sit Væsen den fordums Selskabsmand, hvem Synet af festlig Belysning, af Blomster og Damer i Silke uvilkaarlig henrev og satte i Stemning.

Da man havde spist i et Kvarterstid, slog han paa sit Glas og holdt en Tale. Idet han gik ud fra et af Salomos Ordsprog, talte han i et formfuldt Sprog om den Styrke, man føler ved i vanskelige Tider at vide sig omgiven af en trofast Venneskare. Han udtalte det Haab, at den Kreds af Meningsfæller, han i dette Øjeblik saae omkring sig, „ogsaa for Menighedsfredens Skyld“ aldrig vilde blive brudt, og endte med i hjertelige Ord at takke Gæsterne for deres Nærværelse.

Straks efter rejste den ene af de to høje, sværtbyggede Proprietærer sig og tolkede i et rullende Foredrag Selskabets Tak til Provst Tønnesen for hans velsignelsesrige Virksomhed i Sognet. Et Øjeblik truede han med at komme ind paa en nærmere Drøftelse af de alvorlige Spørgsmaal, som Tønnesen akkurat havde strøjfet, idet han fremkastede en Bemærkning om disse „Tidens nedbrydende Tendenser“, som Provsten her lykkeligvis var et saa kraftigt Værn imod. Men da han i det samme kørte fast, som om hans Ordforraad paa en Gang var sluppet op, afsluttede han brat med at foreslaa en Skaal for Provst Tønnesen og Frøken Ragnhild.

Efterat man atter havde rejst sig og klinket, blev Stemningen friere blandt Gæsterne; og da nu Desserten — en mægtig Plumbudding — blev bragt flammende ind paa Bordet, brød Tilfredsheden snart ud i en almindelig Livlighed.

Men da slog ogsaa Dyrlæge Aggerbølles onde Time. Plumbudding var en af hans Livretter, og desuden begyndte nu Karaflerne med de hede Vine at gaa rundt. Dertil var han saa uheldig at have faaet Plads lige overfor den lille, grisetykke Proprietær, der under hele 89| Maaltidet sad med samme gnavent forslugne Mine og huggede i sig som en Bændelorm af alle de lækreste Retter, saa Aggerbølle formelig havde maattet vende Øjnene bort for ikke at bringes i Fristelse. Men nu var det ham ogsaa plat umuligt at modstaa længer. Idet han kastede et fortvivlet bønfaldende Blik over til sin Kone, skar han sig et Stykke paa halvandet Pund ud af Buddingen og tømte lige efter to svingende fulde Glas Sherry for straks at gøre sig døv for Samvittighedens Stemme.

Rundt om Bordet lød nu munter Latter og højrøstet Samtale. Kun Bønderne forholdt sig stadig lige tavse. En af dem — en lille, barnligt pluskæbet Gamling, der hele Tiden havde siddet og stukket ængsteligt til de gaadefulde Retter som til døde Rotter og nippet til Vinen som til Medicin — hviskede til sin Nabo, idet han modfaldent betragtede et Buddingstykke, som blev ved at flamme paa hans Tallerken:

„Hvem der havde sig en af vor Mo'ers Ævelskiver. Dette hersens rygendes er vist itte godt for en Bondemav'.“

Emanuel havde faaet Plads omtrent midt paa en af Bordets Længdesider. Heller ikke han havde under hele Maaltidet talt mange Ord, og hans Borddame, der var saa optaget af at vogte paa sin Mand, tilskyndede ham ikke. Han var forarget over denne tomme og opstyltede Fest. Endnu summede Samtalen med Væveren i hans Øren, og gennem Stuens gule Lystaage saae han bestandig for sig Billedet af den lille solopfyldte Bondestue med dens troskyldige, søndagsfestlige Hygge.

Henne fra den nederste Bordende søgte Frøken Ragnhild flere Gange at tiltrække sig hans Opmærksomhed for at drikke et Glas med ham. Men med Vilje undveg han hendes Blik; thi af alle i hele Selskabet var hun næsten den, der iaften var ham mest imod. Han fandt hendes Dragt anstødelig, og med dyb 90| Skamfuldhed lagde han Mærke til, hvorledes den unge Hjælpelærer Johansen, der havde Plads i hendes Nærhed, med Øjnene formelig slugte hendes hvide Hals og Arme, der skimtedes gennem Kjolestoffet, mens han hældede sig frem over Bordet og sagde hende Behageligheder. Og — som det syntes — hørte hun ikke helt ligegyldig paa denne latterlige Karikatur af et Hovedstadsmenneske. Hun havde lagt sig tilbage i Stolen og saae helt oplivet ud. Varmen, Vinen og Larmen af de mange Menneskestemmer havde farvet hendes Kinder med to smaa hektiske Rødmepletter; og naar hun smilte, sænkede hun velbehageligt Øjenlaagene lidt, næsten som i en let Beruselse.

Uvilkaarligt gav han sig i Tankerne til at sammenligne hende med den alvorlige, sundt rødmussede Bondepige, som han nys havde været sammen med, og som i sin tarvelige, mørkerøde Kjole syntes ham hundrede Gange smukkere end nogen af disse papegøjepyntede Damer i Silke og Tyll. Idet han lod sit Blik glide langsomt hen over det hele Selskab — lige oppe fra Provstens og Proprietærernes selvglade Skikkelser og ned til Bøndernes tavse Række — tænkte han paa, hvor forfærdeligt han dog havde ladet sig føre bag Lyset. Han, der havde troet for bestandig at være flygtet bort fra Kultursamfundets Vederstyggelighed — han var jo blot her faldet i Armene paa dette Samfunds Vrængebillede. Eller var der ikke her den samme Letfærdighed, det samme Hovmod, det samme Hykleri?

Bordet hævedes ... og Gæsterne spredte sig i Værelserne. Damerne slog sig ned i Dagligstuen, mens Herrerne samlede sig i Studereværelset for at ryge.

I Døren til Spisestuen mødtes Frøken Ragnhild og Emanuel.

„Velbekomme!“ udbrød hun livlig og rakte Haanden frem. „De kunde ellers nok have sagt Tak for Mad, synes jeg. Eller finder De maaske ikke, at mit Bord 91| fortjente Ros? ... Og hvorfor har De hele Tiden været saa ugalant slet ikke at se hen til mig? Jeg vilde drikke et Glas med Dem.“

„Aa ... jeg saae Dem forresten meget godt. Men Hr. Johansen var saa stærkt beskæftiget af Dem, at jeg ikke nænnede at tage Dem fra ham.“

„Den stakkels Johansen!“ lo hun. „Ham er De dog altid paa Nakken af. Jeg indrømmer, at han er latterlig ... men Herregud ... han er alligevel lidt af et Menneske. Han taler dog ikke altid om Køer og Sædpriser. Han er endog en Mand med Smag. Jeg mærkede idag, at han bruger en Parfume, der virkelig slet ikke er ilde ... og han konverserede mig baade om Wagner og Beethoven. Hvad kan man forlange mere?“

„De har sikkert Ret. Jeg mener ogsaa, at De og Hr. Johansen passer fortræffeligt til hinanden.“

Tonen i Emanuels Svar fik Frøkenen til at rynke Brynene. Hun saae paa ham og sagde med Udfoldelse af sin fulde Værdighed:

„De glemmer vist Dem selv, Hr. Hansted ... Det forekommer mig i det hele, at De i den sidste Tid er begyndt i en beklagelig Grad at miste Deres gamle Elskværdighed.“

„De har vistnok ogsaa paa dette Punkt Ret, Frøken! Jeg føler selv, at jeg ikke passer til dette Selskab, og derfor var jeg netop ogsaa ifærd med at forlade det, da jeg mødte Dem. Skulde Deres Fader spørge efter mig, er De nok saa god at undskylde mig hos ham.“

Han hilste med et stift Buk og forlod Stuen.

Frøken Ragnhild blev staaende paa Dørtærskelen og saae efter ham i himmelfalden Forbavselse.