Han havde med Vilje ikke udarbejdet sit Foredrag iforvejen. Han vilde engang forsøge at stole paa Nuets Indskydelser og lade Ordene falde, saaledes som Hjertet hvert Øjeblik tilhviskede ham dem. Alligevel mødte han ikke uforberedt. Det Emne, han havde valgt at tale om, havde tværtimod i den sidste Tid daglig og paa en særegen Maade beskæftiget ham. Han vilde nemlig følge den Anvisning, Væver Hansen havde givet ham i deres allerførste Samtale, og tale om sig selv. Han vilde forsøge i store Rids at tegne et Billede af et Hovedstadsbarns Liv under Opvæksten og gøre Rede for de Indtryk, et saadant Barn var underkastet, for derigennem at lade ane de Livsvilkaar og Paavirkninger, der havde været bestemmende for hans egen Udvikling og tilsidst ført ham til den Skillevej, hvor han nu stod.
Han begyndte med at fortælle en lille Historie. Det var Fortællingen om den unge Prinsesse, der en Dag af en Bejler fik en smuk Blomst forærende og straks blev meget henrykt over den og vilde fæste den til sit Bryst; men da hun derved opdagede, at Blomsten ikke 100| var nogen kunstig Efterligning af Naturen, dannet af Silkestof eller farvede Fjer, men en ægte, levende Rose, kastede hun den fornærmet fra sig og bød sin Kammerpige øjeblikkeligt at feje den ækle Bondeblomst væk.
Denne Fortælling — sagde han — syntes ham, anvendt paa vore Dage, at indeholde en dyb og sørgelig Sandhed. Det var nemlig i vor Tid ikke alene unge forvænte Prinsesser, der saaledes haanligt kastede Vrag paa Livets levende Blomster ... nej, hele den saakaldte moderne Kultur, saaledes som den fremvoksede særligt i de store Byer, var en bevidst Stræben efter at forfalske Guds jordiske Gaver, et hovmodigt Forsøg paa at omdanne eller — som det hed — „udvikle og forbedre“ Guds Værk her paa Jorden og skabe en Verdensorden efter Menneskenes egen fattige Forstand. Man behøvede blot at tænke paa, hvorledes Folk i de store Verdensbyer klumpede sig sammen i hundredtusindvis og med Kulstøv og høje Huse og Dampskorstene lukkede Vorherres Sol og Luft ude ... og man havde straks en Fornemmelse af den Naturstridighed, hvormed hele dette Samfund var opbygget. Eller saae man paa Menneskene, paa de udmajede Damer, der ved alle Slags kunstige Maskiner — Korsetter, Krinoliner eller hvad nu alt saadant Stads hed — „forskønnede“ deres Udseende; paa de unge og gamle Herrer, der uglede sig ud efter sidste Parisermode og ved Hjælp af Pomader, Voks og varme Jærn berøvede deres Haar og Skæg ethvert naturligt Fald ... i stort som i smaat mærkede man dette triumferende Oprør mod alle Naturens Love.
Eller gik man fra Gaden ind i Husene, søgte man disse Folk ved deres Beskæftigelse, i deres Adspredelser, i deres Glæder og Sorger ... overalt fornam man, hvorledes Nutidens Civilisation, idet den havde løsrevet Menneskene fra den evige Livskilde, havde fordømt dem til en Skinverden og en Skintilværelse, som tilsidst endog forekom dem at være den eneste sande og fornuftige. Den trætte Arbejder, der om Aftenen søgte 101| til Brændevinsboden for ved Glasset at fremkalde et Øjebliks kunstig Livsglæde; de unge Damer, der i Skumringen satte sig til Klaveret for ved Hjælp af Toner at fremtrylle Maaneskinsstemninger, Bølgebrus og Lærketriller inden fire Vægge; alle de Mennesker, der stormede ind i Teatrenes forpestede Luft for at le sig glade eller fælde Taarer over nogle betalte Gøglere, der mellem malede Lærreder fremhyklede menneskelige Sorger og Lidenskaber; „Kunstelskeren“, der bedst nød Synet af den oprørte Sø eller den blomstrende Eng, naar han havde den hængende i Glas og Ramme paa sin Væg ... var alle disse ikke ganske som Prinsessen, der foretrak den farvede Fjer for den levende, duftende Rose?
„Og dog“ — fortsatte han — „dette er endda kun den mindre væsentlige, den ydre Side af Sagen. Ser vi dybere i de moderne Forhold, søger vi det indre Liv bag denne grimme Maske ... hvad ser vi da? Vi ser Menneskeheden delt ved en uhyre Kløft, der skiller — ikke de gode fra de onde, Guds Børn fra Syndens Trælle, — nej, men de rige fra de fattige, de nydende fra de ydende og lidende. Paa den ene Side møder vi den store Hob i Arbejde og Armod; paa den anden Side en udvalgt Kres i Lediggang og Overflod. Hist raader Kulde, Mørke og Vankundighed; her Lys, Pragt og aandelig Overmættelse. Saaledes har vore Dages Kultur gennemført Kristi Lov om Broderskabet mellem Menneskene! Saaledes har den opfyldt det store Bud om Kærligheden til Næsten! Og jo højere Kulturen stiger i et Samfund, des forfærdeligere breder Kløften sig, des frygteligere raaber Jammeren hist, des frækkere tumler Letfærdigheden sig her ... indtil vi i de store Millionbyer, de saakaldte Kulturcentre, ser det hele Samfund i vild moralsk Opløsningstilstand og hører Stemmerne fra bægge Sider smelte sammen til et enkelt, enstonigt Raab: den døendes Skrig efter Luft!“
Han havde hurtigt talt sig varm. Han mærkede 102| godt, at han noget hovedkulds havde styrtet sig ind i en Tankegang, der snarere skulde være fremkommen som Resultatet af hans Paavisninger. Men han havde følt en Trang til straks at gøre sit Standpunkt klart for sine Tilhørere, et Begær efter uforbeholdent at bekende det Livssyn, der under de sidste Maaneders Ensomhed og Selvfordybelse havde rodfæstet sig hos ham. Da han først kom ind paa sit gamle Stridsæmne, var det, som om en Storm greb fat i hans Tanker; Ordene løftede sig fra hans Læber med en Flugt og Varme, der var ham selv helt overraskende.
Han følte godt, at det var Brodden i Frøken Ragnhilds Ord, der endnu stak ham i Hjertet og holdt hans Lidenskab i Aande; — at det var hendes aabenlyse Udfordring, der fremtvang dette utilslørede Svar. Dertil kom endnu den højtidelige Stilhed omkring ham, disse lange Rækker af spændt lyttende Hoveder, der strakte sig helt ind i den fjerne Baggrunds Mørke. Her fornam han ikke — som i Kirken — noget Kuldesvælg mellem sig og sine Tilhørere. For første Gang følte han den Beruselse, der ligger i at mærke hundreders Tanker fængslede af ens Ords Magt, hundreders Blikke hængende ved ens Læber.
„I denne Feberluft vokser da Ungdommen op“ — fortsatte han og gav nu en mere indgaaende Skildring først af en fattig københavnsk Arbejders Hjem, derefter af en Rigmands Pragtsaloner og Selskabelighed. Derpaa sagde han: „Mellem denne Elendighed og disse Skamløshedens Orgier modtager Børnene de første dybe Indtryk, der er af en saa afgørende Betydning for det fremtidige Menneskeliv. Allerede som ganske smaa oplæres man i Samfundets Hykleri og indføres i Selskabslivets Maskerade. Det gælder om itide at faa de unge vænnet til Uniformen og opøvet i Disciplinen. Der er saa uendelig meget, der skal kues, klippes, knækkes, slibes og poleres, før et fra Guds Værksted udgaaet Barn kan blive et præsentabelt Salonmenneske. Endnu før man har lært Børnene at bede 103| deres Fadervor, oplærer man dem samvittighedsfuldt i de selskabelige Vedtægter som i en Katekismuslærdom ... og Skolen gaar her Haand i Haand med Hjemmene. Det er Modejournalen, der er bleven dette Samfunds Bibel. Det er den selskabelige Vedtægt, der er dets højeste Morallov. Kan man da undre sig over Resultaterne? Se paa Damerne, der træder ind i Balsalen i nedringede Dragter, som vilde faa enhver virkelig sædelig Kvinde til at forgaa af Skam ... og det blot, fordi Øjeblikkets Mode fordrer en saadan utugtig Blottelse. Det er den opvoksende Slægts Mødre, Søstre, ja Tanter og Bedstemødre, der danser der halvnøgne i fremmede Mænds Arme. I Sandhed et godt Eksempel! Saa vidt er det jo nemlig kommet, at der er Moder ogsaa for Hjertets dybeste Følelser — ganske som for Hatte og Støvler! Kyskhedens Fordringer, Blufærdighedens Krav stilles ikke længer af Stemmer i Menneskets eget Bryst men foreskrives for Sæsonen af Skrædderlavet i Paris! ... Eller se paa de opvoksende Mænd, paa disse Ynglinge, hvis Fremtidsbestemmelse det er at være det store Folks Lærere, Ledere og Dommere! Inden de har naaet Tyveaarsalderen, har de fleste af dem opgivet enhver højere og ædlere Stræben, kastet enhver Tro paa Livets sande, bærende Magter overbord. De har jo lært, at Samfundet kun fordrer af dem et ulasteligt Ydre, en korrekt Optræden, et forbindtligt Smil; at et stivet Skjortebryst er det Skjold, der gør dem usaarlige i Livets Strid; at et velfriseret Haar, smukke Klæder og en snoet Knebelsbart — det er de Midler, der fortrinsvis behøves for at sikre sig en smuk og lysende Fremtid! En „haabefuld Yngling“ — saaledes kaldes den, der viser sig lærvilligst i Samfundets Hykleri, medens „Familiens Sorg“ er Navnet paa den, hvis hele Natur oprøres mod denne Samfundsorden, og som med Hænder og Fødder værger sig mod den Gift, som Livet omkring ham daglig drypper ham i Øje og Øre.“ — — —
104| Han holdt inde. Han mærkede, at bitre Minder fra hans Hjem begyndte at tage Magten over hans Tanker, og han vilde standse et Øjeblik for at tvinge sig til Rolighed. Men da han nu tog sit Ur frem, opdagede han til sin Forfærdelse, at Tiden var løbet fra ham. Han havde allerede talt i over fem Kvarter.
„Ja, saa maa jeg nok holde op,“ sagde han lidt forlegen; og skønt man fra alle Sider af Forsamlingen protesterede livligt og bad ham om at fortsætte, besluttede han sig til at bryde af.
„Jeg tror dog, det er bedst, jeg stopper her ... jeg kan alligevel ikke idag blive færdig med alt, hvad jeg gerne vilde sige Jer. Men kan vi blive enige om en anden Søndag at samles her igen, kan vi jo til den Tid fortsætte.“
„Ja—ja,“ raabtes der fra hele Forsamlingen.
„Ja, send kun Bud efter mig; jeg skal altid være tilrede. — Men inden jeg idag slutter, maa jeg dog endnu tilføje et Par personlige Bemærkninger. Naar man — som jeg — er udgaaet fra de Forhold, jeg her har søgt at skildre, saa føler man en usigelig Taknemmelighed imod dem, der i Ungdomsaarene stod ved ens Side og holdt Øjet aabent for det Lys, der fører ud af alt Mørke, og pegede mod den Vej, der rækker over alle Afgrunde. Denne Vej har jeg fulgt, og saaledes er jeg kommen til Jer. Hvad Gerning jeg kan udrette imellem Jer, veed endnu kun Gud. Men jeg føler Trang til at udtale for Jer, at hvorledes end min Stilling her i Sognet fremtidig vil blive — og mulig vil der ske en Forandring i den fra denne Dag — saa har jeg en sikker Tro paa, at naar vi først tilfulde lærer at kende og forstaa hinanden, vil vort Samliv ogsaa nok blive til Lykke og Velsignelse. Kan disse Timer bidrage dertil, er min Hensigt med dem naaet.“
Han gjorde en let Bøjning og steg ned af Talerstolen.