105| IV

Der gik et Sus af Klæder og tilbageholdt Aandedræt gennem Salen, da han sluttede. Man var betaget af Glæde og Overraskelse. Et saadant Frisprog havde ikke selv de forhaabningsfuldeste turdet vente! Men Antydningerne i Kapellanens sidste Ord kastede tillige en ubestemmelig Alvor over Sindene. Kun de færreste havde tænkt paa, at dette Møde maaske kunde faa langtrækkende Følger.

Alle saae hen paa Væver Hansen, der nu ogsaa rejste sin lange, leddeløse Skikkelse fra en Bænkeende i forreste Række og langsomt steg op paa Talerstolen. Med paafaldende faa og tørre Ord tolkede han Forsamlingens Tak for „det belærende Foredrag“; hvorpaa han — efter disse Møders Skik — spurgte Tilhørerne, om nogen ønskede at knytte Bemærkninger til den holdte Tale ... „at sige, dersom Hr. Pastoren da ikke har noget derimod,“ tilføjede han, idet han smilende vendte sig mod Emanuel, der tavs rystede paa Hovedet.

„Ja, saa er Ordet frit,“ sagde han med en Haandbevægelse ud over Forsamlingen og krøb atter ned.

I samme Nu skød en Skikkelse op fra en af de midterste Bænke — et lille, hæsligt, fattigt klædt Fruentimmer, hvis Tilsynekomst straks vakte almindelig Uro i Salen. Nogle begyndte endog at hysse og raabe, at hun skulde sætte sig. Men Konen var øjensynlig vant baade til at optræde offentlig og til at møde Modstand ved sin Optræden. Uden i mindste Maade at anfægtes af Tilraabene blottede hun et Par frygtelige, ganske tandløse Gummer og begyndte med en næsten uhørlig Stemme, der lød som Kattemjaven i en Pose, og med mange stødvise Fagter af sin kloformede Haand at fremsætte en lang Række Spørgsmaal til Kapellanen, hvem hun haardnakket titulerede „den sidste ærede Taler“.

106| Alt det, Kapellanen havde sagt her idag — begyndte hun — kunde maaske være meget smukt og rigtigt. Men hun vilde gerne spørge den sidste ærede Taler, hvad han mente om Skatteloven og den ny Skoleordning. Hun vilde ogsaa gerne spørge, hvordan den ærede Taler stillede sig til Spørgsmaalet om Kvindens Valgret, og om han syntes, at det var rigtigt, naar en Mand, der selv havde fjorten Køer, ikke vilde unde sin Husmand en Smule Græsning i en Vejgrøft. Saa vilde hun ogsaa nok vide den sidste ærede Talers Mening om Fordømmelseslæren, om Fredssagen og Alderdomsforsørgelsen ...

Uroen i Forsamlingen steg. Alles Øjne vendte sig atter mod Væveren, der imidlertid syntes ganske optaget af at betragte noget mærkeligt under sin ene Støvlesaal. Først da Hysningen blev saa almindelig, at den ganske overdøvede den talendes Røst, saae han ligesom overrasket op, smilte derpaa bredt og rejste sig.

„Hør nu, bitte Maren Smeds — skal vi ikke gemme alt det der til en anden Gang. Jeg tykkes, at vi skulde nu ikke spolere det skønne Indtryk af Hr. Pastorens Tale ved formegen Snak bagefter.“

„Hør! Hør!“ lød det fra alle Sider.

Væveren, der syntes at ville have tilføjet noget, standsede pludseligt og satte sig. Samtidigt blev Maren Smeds af et halvt Dusin Hænder trukket bagfra i Kjoleskørtet, saa hun sank ned paa Bænken med et Bump som en Trædukke.

Emanuel, der havde rejst sig og med uforstaaende Miner betragtet snart den talende, snart de hyssende, fik af en nærstaaende tilhvisket et Par forklarende Ord, hvorefter han atter satte sig.

Men nu blev der Røre henne i Baggrunden. En Mand traadte rask op paa den bageste Bænk og bad med høj Røst om Ordet.

Det var den store, sværtbeskæggede Vikingeskikkelse, som Emanuel et Par Gange før havde mødt paa 107| sin Vej — første Gang som Ordfører for Snekasterne hin Vinteraften paa Slædefarten her til Skibberup.

Med en Stemme, der gjaldede i Hallen som en Lur, sagde han:

„Maa ogsaa jeg faa Lov til at sige Hr. Pastor Hansted Tak for, hvad vi har hørt af ham idag ... men mest dog for, at han er her tilstede. Jeg tror, at vi nu alle kan sige, at vi har fundet den Mand, som vi har længtes efter, og at vi ikke tog fejl i at glæde os, da vi hørte, hvem det var, der skulde blive vores Kap'lan her i Sognet. Kanske vi ikke har været saadan rigtig klar over det før, — og saa vil jeg bare sige, at det maa Kap'lanen saa ha'e vos undskyldt for — men idag har vi faaet Øjnene op for, hvem han er, og siger ham rigtig saa mange Tak.“

„Hør! Hør!“ lød det fra Ungdommen i de tætpakkede Vinduer og fra Mændene langsmed Væggene, mens Kvinderne nikkede bifaldende.

„Og maa jeg saa endnu blot faa Lov til at sige saa meget som, at om der i Anledning af denne Dag skulde komme Bryderier og Ubehageligheder for Kap'lanen deroppe fra — noksagt! — saa er der Plads til en Præst ogsaa hernede hos os! Kommer Hr. Hansted i Forlegenhed — ikke sandt, Venner? — saa staar vi alle her parat med aabne Arme og tager imod ham med et voldsomt Hurra! Skal vi gi'e hinanden et Ord paa det?“

Et dundrende Hør overalt fra Vinduer og Vægge, ja fra Kvinderne med, fulgte disse Ord. Her havde Ilden naaet Minen. En Bølgen og Brusen rejste sig over hele Forsamlingen, og henne ved et af Vinduerne gjorde nogle unge Karle Tilløb til krigeriske Leveraab for Kapellanen.

Emanuel havde rejst sig. Med et Udtryk, der viste, at Vikingens Kamplur havde rejst Bølger ogsaa i hans Sind, stillede han sig hen ved Siden af Talerstolen — og straks blev alt tyst. Et Øjeblik stod han, som om 108| han udkæmpede noget med sig selv. Saa sagde han med lav, men fast og tydelig Stemme:

„Jeg takker Jer for Jeres Tilslutning, Venner! Den har gjort mig glad og tryg. Ingen veed, hvad Fremtiden vil bringe; men jeg nærer ikke længer Frygt.“ — Og med hævet Røst tilføjede han, idet hans Kinder med-et blussede: „Jeg kender nu mit Kald; og om jeg end skal møde Modstand, ja maaske Kamp, — intet skal hindre mig i at følge det. Vær vis paa det! ... Og idet jeg nu takker Jer alle for idag, vil jeg til Slutning bede Jer om at samles med mig i en Bøn. Og jeg vil bede Jer at gøre dette ved, at vi synger vor gamle, dejlige Salme:

Sangen blev sunget og endnu én, og bagefter raabte flere endda paa én til, — men da rejste Væver Hansen sig og erklærede brat Mødet for afsluttet.

Klokken var ogsaa bleven langt over syv. I Salen var der næsten ganske mørkt, og Luften derinde var kvælende. Lidt lysere blev der, da Karlene nu sprang ned fra Vinduerne — nogle ud, andre ind. I et rødligt Skær fra den nedgaaende Sol brød Forsamlingen op og trængte sig mod Udgangen.

Paa sin Vej ud af Salen blev Emanuel overalt omringet af Folk, der vilde trykke hans Haand og takke ham. Han følte sig som baaret frem af Taknemmelighed og Hyldest. Det summede i Luften omkring ham med Udbrud af Glæde og Beundring. „Nej, hvor det dog er en skøn ung Mand!“ — „Ja, han ser dog ret ud som et Guds Barn.“ — „Saa from og god!“ — „Og han skal nok saadan ligne sin salig Mo'er!“

Udenfor Indgangen kom ogsaa Else hen til ham og greb rørt hans Haand, mens Glædestaarer stod hende i de lyse Øjne. Han sagde smilende: „Selv Tak, Else!“ — og saae sig i det samme om efter Hansine.

Hun var der ikke.

109| Han tvivlede dog ikke om, at hun var tilstede; og det blev ham midt i Glæden en lille Skuffelse, at han ikke fik Lejlighed til i denne betydningsfulde Stund at trykke ogsaa hendes Haand.