VI

Sangen lød smukt i den stille, lyse Foraarsaften. Stemmerne havde her i det fri ikke den skurrende Klang som inde under Forsamlingssalens lave Loft. Det var, som om det vide Rum gav dem Fylde; som om Himmel og Jord laante dem af deres Farver. Bagefter sang man et Par Fædrelandssange, som hele Forsamlingen efterhaanden istemte; hvorpaa en kraftig Karlestemme raabte: „Hr. Bures Død“.

„Hr. Bures Død! ... Hr. Bures Død!“ gentoges der ivrigt rundt om, mens alle Karlene rejste sig overende fra deres halvt liggende Stillinger.

Ane — Hansines rødhaarede Veninde — blev af Pigerne valgt til Forsangerske. Hun sad helt ude paa den yderste Ende af Baaden ligesom en Gallionsfigur og begyndte straks at synge med en høj, kraftig Røst, hvis lyse Klang mindede om hendes Haars Farve. Hele den øvrige Forsamling sang Omkvædet, i hvilket Pigerne faldt ind med 2den Stemme.

Der var ialt nogle og tyve Vers. Da det sidste var sunget, sprang Pigerne af Baaden, mens Mandfolkene klappede i Hænderne.

Imidlertid var der kommen Madkurve frem henne fra Konerne. Nogle af Pigerne bød Smørrebrød rundt paa Kurvelaag og store Skræppeblade, mens andre gik omkring med Mælk paa Flasker. Tømrer Nielsen forestod Udskænkningen af en Dunk saakaldet „langt“ Øl og optraadte i det hele som Ceremonimester, hvorimod Væver Hansen sad i ophøjet Tilbagetrukkenhed oppe paa en Tue og snakkede med et Par gamle Koner.

Efterhaanden samledes Opmærksomheden om nogle unge Karle, der stod ude ved Havkanten og under stor Munterhed stirrede op paa en stor Sky; — de paastod, at den grangivelig lignede en tyk, fordrukken Kone. „Konens“ Hoved var farvet rødt af det sidste, svage Solskær og havde et himmelblaat Øje midt i Panden; Overkroppen var uldgraa og svulmende, hvorimod Nederdelen havde en blaaviolet Farve og hang som en Sæk helt ned over den østlige Horisont, hvor den bar Virslev, Gimminge, Brunkeby og endnu et Par af Genbolandets Kirkebyer paa sit Slæb.

Med-et brast hele Forsamlingen ud i Skoggerlatter. Sky-Konens Hoved havde skilt sig fra Kroppen og styrede gladelig sin egen Kaas ud over Himlen. Samtidig skød det noget som en lang Næse ud til den ene Side og spærrede sit blaa Øje højere og højere op, mens den øvrige Krop langsomt sank sammen ligesom i haabløs Fortvivlelse.

117| Dette morede de unge, saa de straks begyndte at søge Billeder ogsaa i de øvrige Solnedgangs-Skyer i Horisonten. I smaa Klynger stillede de sig op langsmed Stranden, og hurtigt udviklede der sig nu en livlig Kappestrid om, hvem der kunde se mest. Nogle paastod i Skyernes Omrids at se baade Slotte og Kirker med rubinrøde Kupler og gyldne Spir. Andre øjnede „ganske tydeligt“ Dyreskikkelser, Ryttere og kendte Menneskeansigter ... en enkelt endog en Kalesche med fire Heste for, to Lakajer bag paa og en Brud inde i Vognen. Men hermed var ogsaa Skummet paa Kruset tappet, og man spredtes igen under Latter.

Men Lystigheden var vakt nu. Fire Piger tog hinanden i Hænderne og snurrede rundt, saa Skørterne susede. Andre Piger kom til ... en stor Kres dannedes under Sang. Da nærmede ogsaa Karlene sig og vilde være med. Men dette satte Pigerne sig alle som en imod; tappert værgede de sig mod enhver Karl, der søgte at bryde Ringen eller smutte ind under deres Arme ... indtil en af dem, en lille grævlingeagtig Tyksak, listede sig til at tage Tilløb helt ude fra Havkanten og — inden nogen anede det — sprang over to Pigers Hænder ind i Kresen. Saa blev Freden sluttet og Fæstningen aabnet.

Det blev mere Leg end Dans. Man stillede sig op i to store Rundkrese, Karlene inderst, Pigerne yderst, med Ansigterne vendte mod hinanden. Under stadig Sang bevægede Parrene sig hele Tiden paa samme Plet, mens de snart klappede i Hænderne, snart stampede med Foden, snart gjorde andre Fagter, afpassede efter Sangens Ord.

118| Ved de sidste Ord tog Karl og Pige fat i hinanden og snurrede rundt. Derpaa blev det samme Vers gentaget blot med den Forandring, at det denne Gang blev til „Dronningernes Vise“, ligesom det var en Dronnings Væsen, der søgtes efterlignet under Dansen; hvorefter Turen paa samme Maade kom til Herremanden, Præsten, Prokuratoren, Bonden, Smeden, Snedkeren og andre Haandværkere.

Der var især blandt Karlene ikke saa faa, der havde Evne til ganske vittigt at efterabe de forskellige Bestillingers særegne Lader. Navnlig vakte det stormende Munterhed blandt Tilskuerne oppe paa Skrænterne, da man tilsidst naaede „Skrædderens Vise“, og alle Karlene satte sig ned i Sandet med korslagte Ben og gav sig til at sy med lange Sting i Luften.

Emanuel sad med den ene Haand under Kinden og saae ned over denne Scene med et bevæget, halvt fraværende Smil. Ungdommens glade Toner førte hans Tanker ud over Vandet ... og længere bort.

Han kom til at tænke paa sit Barndomshjem, paa sin egen glædeløse Ungdom, paa alt, hvad han i sin Ensomhed havde digtet og drømt. Og hans Øjne duggedes af Taknemlighedens Taarer. Han følte det nu — her sad han midt i sin virkeliggjorte Drøm. Dette var den barneglade Livsensfest, han dunkelt havde anet. Her var det forjættede Land, hvis Mælk og Honning han havde smægtet efter!

Hans Øjne søgte Hansine; han havde ikke kunnet opdage hende mellem de dansende. Først efter nogen Leden fandt han hende henne ved Siden af Baaden, hvor hun stod ensomt, med Albuen støttet paa Rælingen, Hovedet halvt bortvendt og med Blikket ubevægelig rettet mod et fjernt Punkt ude over Vandet, som om Sangens Toner førte ogsaa hendes Tanker ud paa vide Rejser. Skumringen var allerede saa fremskreden, at Ansigtets Træk ikke kunde skælnes i den Afstand, hvori Emanuel befandt sig. Men des tydeligere tegnede sig for ham Legemets 119| Omrids mod den nu næsten ensfarvede, blommerøde Havflade. Og pludselig grebes han af en dump Uro. Han forstod ikke, hvorfor hun den hele Dag havde undgaaet ham, end ikke sagt ham Goddag eller budt ham Velkommen. Kunde han have skuffet hende med sin Tale? ... Han havde dog hele Tiden talt netop med Tanken paa hende, havde først og fremmest ønsket, at hun skulde kunne forstaa ham!

Hans pludselig urolige Mine blev bemærket af et Par af de omsiddende, der straks lod en Meddelelse derom gaa videre til andre. Da man derved kom til at tænke paa, at Kapellanen muligt misbilligede Ungdommens Dans, gav man Tegn til, at den maatte høre op. Aftenen var nu ogsaa saa fremrykket, at det var Tid at tænke paa Opbrud. En kold Em begyndte at stige op af Jorden, og Stjernerne i Vest var fuldtændte.

Et Par gamle Folk rejste sig og begyndte at tage Afsked. Straks efter fulgte andre Eksemplet.

Forresten var man en lille Smule skuffet, fordi man havde ventet, at Emanuel endnu engang vilde have talt, fortalt et Æventyr eller lignende. Gammel-Erik, der havde taget Plads lige under ham — som en Discipel ved sin Mesters Fødder — havde hvert Øjeblik, naar der blev lidt Tavshed i Forsamlingen, løftet sig paa Armen og stirret op paa ham med livsalig forventningsfuld Mine som et Barn, der venter at faa den hele Troldeverden oprullet for sine Øjne.

Alligevel gik de alle endnu engang hen til ham og gav ham Haanden med et hjerteligt „Tak for idag“.

Kun Hansine tog straks, da Opbrudet begyndte, sin rødhaarede Veninde under Armen og bortfjernede sig med hende langs Stranden for at følge hende paa Vej hjem til den ensomtliggende Hegnsmandsbolig ude ved „Lunden“.