IX

Provst Tønnesen gik med Hænderne paa Ryggen frem og tilbage over Gulvet i sit Studereværelse, da Emanuel bankede paa Døren og traadte ind.

„Provsten ønsker at tale med mig.“

Tønnesen svarede ikke og afbrød heller ikke sin Gang men bød ham med en kort Haandbevægelse at sætte sig.

Emanuel tog Plads paa en Stol. Han holdt Hovedet løftet, lagde Benene overkors og stak den højre Haand ind bag Opslaget paa sin lange, sorte, tæt tilknappede Frakke. Hans kampberedte Holdning og Mine skjulte imidlertid kun maadeligt en heftig indre Uro. Paa Kinderne kom og svandt smaa røde Feberpletter i hurtig Skifte; Øjnene var matte og farveløse som efter en Nat uden Søvn.

Da Provsten vedblev at være tavs, udbrød Emanuel tilsidst i nervøs Utaalmodighed:

131|„Jeg kan tænke, det er om mit Foredrag igaar, at Provsten ønsker at tale med mig. Jeg beklager naturligvis, at jeg ikke fik Lejlighed til at underrette Dem derom iforvejen. Det var min Hensigt at gøre det, men — —“

Han blev stoppet af et Lynblik fra Tønnesen, der endelig var standset henne i den modsatte Ende af Stuen.

„Den Sag skal vi senere tale om. At De har fundet det passende — trods den Stilling, De indtager hos mig — at give Gæsterolle i Væver Hansens Cirkus, har jeg ganske rigtigt allerede erfaret, og herfor skal De ved en anden Lejlighed staa mig til Regnskab. Foreløbig er der imidlertid en anden Sag, som jeg ønsker en Udtalelse fra Dem om. Det er nemlig kommet mig for Øre,“ vedblev han, idet han nu langsomt nærmede sig over Gulvet med Hænderne bag paa Ryggen og de funklende Øjne stift rettede mod Emanuel, „det er kommet mig for Øre, Hr. Kapellan, at De i et Punkt, hvor De mere end i noget andet burde være det følgeværdige Eksempel for Egnens Ungdom, ved Deres Opførsel rent ud har vakt Forargelse i Menigheden. Kort og godt — er det sandt, Hr. Hansted, at De har natlige Stævnemøder med visse af Egnens unge Piger?“

Emanuel havde rejst sig. Kindernes Feberpletter havde i et Nu bredt sig over Pande og Tindinger; hele hans Ansigt flammede.

„Hvem har sagt det?“

„Det kan være Dem det samme,“ raabte Provsten ham nu lige ind i Ansigtet. „Hvorledes forholder det sig? Jeg ønsker en kort og utvetydig Udtalelse, Hr. Kapellan. Altsaa — ja eller nej!“

Emanuel bed Læberne sammen. Det var kun med yderste Møje, at han afholdt sig fra at slynge Provsten en Fornærmelse i Ansigtet.

Endelig sagde han:

„Dersom der med visse unge Piger menes Anders 132| Jørgens Datter — og om andre kan der ikke være Tale — saa er det halvvejs sandt.“

„Ja saa! De tilstaar altsaa!“

„Ja; — hun er nemlig min Forlovede. Nogen udstrakt Forargelse kan dette Forhold imidlertid umulig endnu have vakt i Menigheden, eftersom det igaar Aftes var første Gang, jeg talte med hende alene. Og dette skete endda — efter hvad jeg nu forstaar — ikke uden Vidner. Hr. Hjælpelærer Johansen kom nemlig tilstede ved den Lejlighed.“

Provst Tønnesen var veget først et, derpaa endnu et tungt Skridt tilbage. Hans Hænder faldt fra Ryggen slapt ned til Siderne, og han stirrede paa sin Kapellan med et Blik, der i Løbet af et halvt Minut fremviste en Skala af de mest modstridende Udtryk og tilsidst ligesom forstenedes i et Udtryk af medynksblandet Forfærdelse.

Det var nu heller ikke netop en Nyforlovets Lyksalighed, Emanuels Ansigt i dette Øjeblik bar tilskue. Hans forvaagede Træk og rødrandede Øjne røbede tydeligt den Kamp, han i Nattens ensomme Timer havde haft at bestaa med opdukkende Ængstelser, fordi han i et af Livets allervigtigste Anliggender havde handlet i Overilelse, uden at have raadført sig tilstrækkeligt med Gud og sin Samvittighed.

Efter en Stunds Tavshed traadte Provsten ham atter ganske nær og lagde varsomt sin Haand paa hans Skulder.

„Hr. Hansted!“ sagde han helt bevæget. „Jeg maa tale et Ord med Dem ... ikke som Deres Foresatte, men som en sand og oprigtig, faderlig Ven. Maaske kan De i den Sindsstemning, hvori De for Øjeblikket befinder Dem, kun vanskeligt opfatte mig som saadan, — og dog forsikrer jeg Dem, jeg er det, og jeg tænker her kun paa Deres Bedste. — — Nej, nej, nu maa De ikke afbryde mig. Nu maa jeg en Gang have Lov til at tale ud. Jeg maa — hører De? 133| De veed i denne Tid ikke selv, hvad De gør. De er syg, besnakket, forlokket ... jeg veed ikke hvad; men jeg beder Dem med al den Magt, jeg ejer over Dem: gør dette Skridt om, inden nogen større Skade er sket. Hører De? De maa — De skal! Du gode Gud, hvorledes er dog dette gaaet til? Hvor har De dog haft Deres Fornuft henne? Hvad tænker De, at Deres Familie, Deres Venner, hele Deres Omgangskreds vil sige? Gaa dog i Dem selv, Hr. Hansted ... betænk, hvad De her indlader Dem paa; indse dog, hvad De sætter paa Spil — —.“

Emanuel rykkede et Skridt tilbage for at frigøre sin Skulder for Provstens Haand og udbrød:

„Jeg kan ikke tillade Dem at tale saaledes. Mit Forhold her ... min Glæde og min Lykke mangler De ganske Forudsætninger for at forstaa, og det nytter ikke, at vi taler mere derom.“

Provsten bed sig i Underlæben og betragtede ham med et mørkt, tvivlraadigt Blik. Hans brede Bryst gik højt, Ansigtet var sprængrødt; det saae ud, som om en Flom af voldsomme Ord kogte ham i Struben.

Saa vendte han sig med-et bort og gik langsomt hen til Vinduet, hvor han blev staaende tavs og stirrede ud.

I mere end to Minutter var der dødsstille i Værelset.

Omsider sagde Emanuel:

„Har Provsten mere at tale med mig om?“

Tønnesen vendte sig om.

„Ja, Hr. Hansted!“ sagde han med tilkæmpet Ro. „Jeg føler det som min Pligt endnu en Gang paa det alvorligste at advare Dem mod det skæbnesvangre Skridt, De er ved at foretage. Jeg har optaget Dem i mit Hus, og jeg kan ikke roligt se paa, at De saaledes gør en Ulykke paa Dem selv — og paa andre. Naturligvis tvivler jeg ikke om, at De handler i den bedste Tro,“ vedblev han, idet han atter langsomt nærmede sig over Gulvet. „Naturligvis mener De selv, at dette 134| vil kunne blive til Lykke baade for Dem selv og den unge Pige. Men De er en Drømmer, en Sværmer, Hr. Hansted — det har jeg længe mærket! Fantasteriet ligger Dem som en ulyksalig Mødrenearv i Blodet og fører Dem som en blindet Mand ud paa vilde Veje. Se dog ind i Deres sande Jeg. Riv det Drømmebind fra Øjnene, og De skal selv forfærdes for den Afgrund, man har lokket Dem ud til. Hvorledes er det dog gaaet til, at De med Deres Kundskaber og Forstand har kunnet lade Dem i den Grad forblinde? Hvad skal man tro, hvad skal man tænke om Dem, Hr. Hansted?“

„Derom skal jeg ikke udtale mig. Jeg veed kun, at jeg ikke kan imødekomme Deres Ønsker ved at fortryde mine Handlinger — hverken den ene eller den anden af dem. Naar jeg igaar talte i Skibberup Forsamlingshus, skete det efter modne Overvejelser, og jeg har ingen Grund til at ønske det ugjort. Jeg føler, at jeg igaar for første Gang i Sandhed var sammen med Menigheden, — og havde Provsten været tilstede, havde De sikkert selv maattet indrømme, at Tilfredsheden herover var gensidig.“

„Det tror jeg saamænd hjertelig gerne!“ busede Tønnesen ud. „Naar man fortæller Børn og Bønder Eventyr og dertil smigrer lidt for dem, saa bliver de saa glade. Er det den store Opdagelse, De har gjort, saa har De sandelig været noget længe om den. Den Visdom kunde jeg saamænd have belært Dem om for længe siden.“

„Provsten tager ganske fejl,“ svarede Emanuel behersket og med et Præg af Værdighed. „Det var hverken Eventyr eller Smigrerier, der lukkede Tilhørernes Øren op, men alene den Omstændighed, at jeg stod frem med mit Vidnesbyrd som et Menneske blandt Mennesker, ikke som en Dommer mellem Syndere. Det er min store Opdagelse — om Provsten virkelig bryder sig om at kende den — at man som 135| Præst kan have en anden Opgave end den, altid at gaa rundt som Himlens Skatteopkræver og indkassere Menneskenes Syndeskyld, — og herpaa har jeg netop igaar faaet den ønskeligste Bekræftelse.“

„Aa—haa! Saa vidt er det altsaa kommet med Dem! Saa forstokket er De allerede bleven, at jeg skal høre alle Væver Hansens Floskler af Deres Mund! Sandelig, De har været en lærvillig Elev, Hr. Hansted! Er det saaledes fat med Dem, saa forstaar jeg, at jeg kan spare mig Ulejligheden med at forsøge paa at bringe Dem til Fornuft .... Men saa er De vel ogsaa forberedt paa,“ fortsatte han med hævet Stemme og traadte nu Emanuel helt ind paa Livet, „saa er De vel ogsaa forberedt paa de Skridt, som jeg agter at foretage efter dette? Kort og godt, Hr. Kapellan! De har at vælge nu — enten mig eller Væver Hansen!“

„I saa Fald ... er Valget truffet.“

„Ja saa! Meget godt! De taler dristigt! ... Men forstaar De ogsaa ret, hvad dette vil sige? Er De klar over, at dette betyder, at Deres Tid her hos mig da er forbi ... uigenkaldelig forbi, forstaar De?“

„Det har jeg netop tænkt mig. Men jeg har fra nu af min egen Gerning her i Sognet, — og den forbliver ganske upaavirket af, om jeg er Provstens Kapellan eller ej.“

„Ser man det! Det er et forberedt Angreb! En formelig Krigserklæring! De vil rejse en aabenlys Kamp i min Menighed!“

„Nej, slet ikke. Jeg for min Del ønsker kun at faa Lov til i Fred at udrette, hvad godt jeg kan, for min egen og andres Udvikling. Dermed er jeg tilfreds.“

„Men jeg ikke. Saa let leges der ikke her — vær vis paa det! En Styrkeprøve skal det gælde, Godtfolk! Og I skal ikke være for rolige for Udfaldet! ... Ja se kun paa mig! Maal Dem kun med mig, min unge Herre! Det kunde dog maaske endnu bringe 136| Dem en Smule til Fornuft. De gamle Træer falder ikke for det første Hug, — men det hænder derimod undertiden de unge; det skal De komme til at sande! Igaar talte De, Hr. Hansted! Nu har jeg Ordet!“