XII

Da Emanuel kom ind, udtrykte hans Ansigt straks en alvorlig Skuffelse over i dette Øjeblik at finde den rødhaarede Veninde ved Hansines Side. Men han beherskede sig hurtigt, og da Ane traadte frem imod ham og ønskede ham tillykke — saa kogende rød i Hovedet, at Ansigtets Fregner skinnede ganske hvide — takkede han med et glad Smil.

Derpaa gik han hen til Hansine, der havde rejst sig, og rakte bægge sine Hænder ud imod hende. Hun gav ham — omend nølende og halvt bortvendt — ogsaa bægge sine, og han trykkede dem varmt og længe, mens han tavs betragtede hende. Hun forstod godt, at han vilde have hende til at se op; men hun kunde ikke tvinge Blikket op fra Gulvet. Da han endelig gav hendes Haand fri, skottede hun hen til Veninden og drog Vejret lettet — hun havde været angst for, at han skulde kysse hende.

I det samme aabnedes sagte Døren til Køkkenet, og Moderen kom ind i nystrøget Bomuldsforklæde og 147| med en lille sort Hue paa Hovedet. Hun var i første Øjeblik stærkt benauet, og da hun søgte at skjule dette, fik hendes Maade at hilse paa og hendes hele Væsen overfor Emanuel et Præg af mistænksom Tilbageholdenhed.

Emanuel tog hendes Haand og sagde nogle Ord om, at han haabede, Anledningen til hans Komme var hende bekendt, og at hverken hun eller hendes Mand nærede Frygt for at betro ham Hansines Fremtid; han vilde da — tilføjede han — for første Gang i sit Liv føle sig fuldtud lykkelig.

Else svarede ved ligesom medlidende at lade sin Haand stryge over Hansines Haar og Kind; og da hun overhovedet ikke var god til at tie med, hvad Hjertet var fuldt af, sagde hun:

„Det havde vi jo rigtignok aldrig kunnet tænke os, at det skulde kunne gaa saadan til, ... og jeg kan jo ikke sige andet, end at det jo er meget underligt for os. Det er jo ogsaa i alle Maader kommet os rigtig, hvad man kan kalde overraskende. Lige Børn leger bedst, siger man jo, og Hansine er nu kun oplært som simpel Bondepige. Men naar det nu en Gang er bleven saadan, saa er der jo ikke noget at sige dertil, og saa kan man jo kun bede Vorherre om at lægge sin Velsignelse til.“

Der opstod et Øjebliks Tavshed.

Den blev afbrudt af Anders Jørgen, der viste sig i mørke Helligdagsklæder og med rene, hvide Hosesokker paa Fødderne. Han blev et Øjeblik staaende tvivlraadig henne ved Døren og saae hen paa Else, som om han afventede et Tegn fra hende; derpaa skraaede han kejtet over Gulvet og hilste „Til Lykke og Velsignelse“.

Emanuel trykkede tavs hans Haand.

„Værsgo', vil Kap'lanen ikke sætte sig,“ sagde Else.

Mens nu ogsaa de andre tog Plads rundtom i Stuen — Hansine og hendes Veninde henne paa Bænkeenden 148| under det ene Vindu — satte Emanuel sig i Armstolen ved Kakkelovnen. Han var forstemt, næsten vred. Det forekom ham, at han havde haft Ret til at vente en mere hjertelig Modtagelse.

Else gav sig til at tale om Vejret, om det begyndende Savn af Regn for Græssets og Vaarsædens Skyld, om den megen Sygdom, der var mellem Folk, og om den ny Distriktslæge inde i Kyndløse. Emanuel svarede kun med enkelte Enstavelsesord, og tilsidst forstummede Samtalen helt.

„Hør, Anders,“ sagde da Else, henvendt til sin Mand. „Kap'lanen kunde kanske have Lyst til at se Kvæget.“

Anders Jørgen lettede sig halvt af Stolen, og der kom Liv i hans døde Øjeæbler.

„Ja — kanske Kap'lanen har Lyst til at se Kre'turet?“

Emanuel sagde Ja og rejste sig temmelig brat, idet han knappede sin Frakke tæt omkring sig. Det saae næsten ud, som tænkte han paa at forlade Huset med det samme.

Men da begyndte Else at blive ængstelig. Hun gik hen til ham og sagde, mens hun forsøgte at smile med sit gamle, hjertevindende Smil:

„Ja nu slaar De Dem vel til Ro hos os idag, ikke sandt? De vil jo nok tage tiltakke med, hvad vi kan byde til Middag i al Tarvelighed. Havde vi vidst dette her noget før, skulde vi nok have haft det lidt mere festligt. Og nu maa De da ikke være vred, fordi vi kanske straks var lidt underlige tilmode ved at høre om det. Vi havde jo aldrig kunnet tænkt os, at vor Hansine skulde komme saa højt paa Straa og faa en saadan Mand som Dem. Men vi er jo da igrunden allesammen kun inderlig glade og taknemmelige for, hvad der er sket; De maa nu da ikke tro andet. Og nu bliver De nok her hos os idag, ikke sandt?“

„Kære Else,“ svarede Emanuel, øjeblikkelig formildet, 149| og tog hendes Haand. „Jeg vilde unægtelig gerne have Lov til fra nu af at betragte dette Sted som mit Hjem. Jeg har længtes saa meget efter at kunne gøre det, ... og jeg har da paa en Maade heller ikke længer noget andet.“

„Ja, saa skal De ogsaa være ret af Hjertet velkommen da,“ sagde Else, idet hun nu helt genvandt sin gamle Fortrolighed, og klappede ham paa Armen. „Vi har jo holdt saa meget af Dem lige fra den allerførste Gang, vi saae Dem ... det er da vist og sandt, at vi har. Men gaa De nu ud med Anders og se Dem lidt om. Det er jo ikke store Sager, vi har at vise frem; for det er jo endda en fattig Bondegaard, De er kommen til. Men det vidste De vel nok iforvejen, tænker jeg.“

„Jeg vidste i hvert Fald, at jeg ikke søgte den Slags Rigdom, om hvilken I herude paa Landet har det smukke Ord: Møl æder den, Skam begræder den“, svarede Emanuel. Derpaa vendte han sig mod Hansine og tilføjede smilende: „Skal ikke ogsaa du ud og se dig lidt om i Stalden?“

Hun forstod ikke Vinket, blev rød og sagde — med et Blik paa Moderen — at hun vistnok skulde hjælpe til i Køkkenet.

„Ja, ja! Paa Gensyn da!“ sagde han og sendte hende et Nik.