II

Ude omkring Skibberups ensomt liggende Kirke havde der imidlertid samlet sig flere hundrede Mennesker. Aldrig havde den gamle Kirkeklokkes melankolske Bastoner runget over en saa talrig Forsamling; i hvert Fald ikke over en mindre højtidsstemt. Der rørte sig over den øde Kirkegaard et Liv som paa en Markedsplads. Rundtom stod og sad Klynger af Mænd og Kvinder, der alle var lige højrøstede og røde i Hovedet af Iver og Spænding. Man havde lejret sig omkring paa Ligstenene; man raabte til hinanden over Gravene; 166| og allevegne var der en Sammenstimlen, en Snakken i Munden paa hinanden, saa man næppe kunde høre Kirkeklokkerne.

I dette krigeriske Røre bevægede Væver Hansen sig stille og smilende som en Kat i en Mælkestue. Han følte sig atter som Stillingens Behersker. Til daglig kunde Skibberupperne jo nok smaaknurre over ham og kritisere hans sære, undertiden ganske uforstaaelige Væsen og Taktik; men i urolige Tider samlede man sig om ham med urokkelig Tillid, — og man forberedte sig virkelig idag paa et Hovedslag.

I første Øjeblik, efter at Provst Tønnesens Opslag paa Smedenes Porte havde gjort det klart, at han nu agtede at optage Kampen i fuld Rustning, havde der i Skibberup hersket nogen Uenighed om Maaden, hvorpaa man rettest skulde møde ham. Nogle af de ældre Bønder var begyndt at blive ængstelige, og selv den store Tømrer Nielsen havde ved et Møde af et „Menighedsraad“, som man i Hast havde faaet dannet, taget Ordet for „en besindig omend bestemt“ Optræden. Blandt de unge derimod havde der været Stemning for, at man ligesom i forrige Dage skulde holde sig ganske borte fra Kirken og lade Provsten udøse sit Raseri for de tomme Bænke; man kunde da ovenikøbet efter Gudstjenesten forsamle sig ved Vejen og maaske, naar Provsten kørte forbi, modtage ham med en Pibekoncert. Men paa Forslag af Væver Hansen havde man ændret denne Krigsplan og nu besluttet, at man tværtimod skulde møde fuldtalligt til Gudstjenesten for at have saa mange Vidner som muligt imod Provsten, ifald han — hvad der var at vente — skulde forløbe sig i sin Præken. Det var Meningen at paahøre ham i den fuldkomneste Ro. Men overskred han i sin Tale en vis Sømmelighedsgrænse, skulde hele Menigheden paa et givet Tegn fra Væver Hansen rejse sig og forlade Kirken for siden at indsende en af alle tilstedeværende underskreven Klage til Stiftet.

167| Idet Provstens Kalesche kom tilsyne ude mellem de nordre Bakker, begyndte Kvinderne at trække ind i Kirken, hvorimod Mændene samlede sig paa bægge Sider af Indgangen for her at modtage Provsten i Flok og uden at hilse. Dette skete ligeledes paa Forslag af Væveren. Som han havde sagt: „Der staar ingen Steder skrevet, at Folk skal tage Hatten af for deres Præst.“

Denne lille Indlednings-Skærmydsel mislykkedes dog tildels, idet der var enkelte, hvis Mod i det afgørende Øjeblik svigtede, medens der var andre, hvis højre Haand ligesom under Paavirkning af et ubetvingeligt Instinkt foer halvvejs op til Huen, idet Provsten gik forbi.

Et Par Minutter efter, endnu før alle Mændene var kommen indenfor Kirkedøren, begyndte Salmesangen under Hjælpelærer Johansens Ledelse.

Sangen lød ikke ilde, skønt hele Menigheden, baade Mænd og Kvinder, straks istemte med udfordrende Kraft. Hvor meget ondt man end kunde sige om den gamle, skumle Munkekirke — og dens mugne Kælderluft og grønskimlede Hvælvinger var ofte blevet bravt spottet i Væver Hansens Forsamlingssal — den ejede i hvert Fald en velgørende Evne til at bryde og mildne Stemmernes raa Styrke. De høje Loftsbuer samlede det forvirrede Tonemylr i fredelige Harmonier og kastede det tilbage som Melodi. Ja, endog Menighedens uafladelige Hosten og Harken og Provstens kraftige Næsepudsen foran Alteret gengaves af Hvælvingerne med en Højtidelighed, forlenedes med en Overjordiskhed, der uvilkaarlig stemte til Andagt.

Efter at to Salmer var afsungne, trak Hjælpelærer Johansen sig ind i sin lukkede Stol. Med genlydende Skridt skred Tønnesen ned over Kirkegulvet og steg op ad Prækestolens Trappe, hvis Trin knagede under Vægten af hans svære Legeme.

I dette Øjeblik hørtes Lyden af en Vogn, der standsede udenfor paa Vejen; og netop som Provsten 168| begyndte Indledningsbønnen, aabnedes Kirkedøren af en ældre, sortklædt Mand, der havde en hvid Lærreds-Kørefrakke skødesløst hængende over den ene Arm.

Synet af denne Skikkelse vakte i hele Kirken en Bevægelse, der ikke kunde have været meget større, om det havde været Vorherre selv, som her pludselig aabenbarede sig for Menigheden. Endog Væver Hansen, der havde stillet sig op ad den midterste Pille, for at alle i Kirken skulde kunne se ham, syntes et Øjeblik at tabe Fatningen; hans ellers saa beherskede og kattekloge lille Ansigt fik pludselig et ganske faaredumt Udtryk af Forbavselse.

I det nederste Stolestade paa Mandssiden, hvor den fremmede søgte hen, rejste man sig straks for at rømme Bænken. Men med en Haandbevægelse bad han dem ikke at lade sig forstyrre og tog rolig Plads ved Siden af en tyk Bondemand i det ene Hjørne af den iforvejen tæt besatte Stol.

Den eneste i hele Kirken, der hverken havde lagt Mærke til den fremmede Mand eller til den Opsigt, hans Ankomst vakte, var Provst Tønnesen. Da han havde sluttet Indledningsbønnen, tog han fat paa Alterbogen og gav sig til med hævet Stemme at oplæse Dagens Tekst. Derimod havde Hjælpelærer Johansen straks opdaget den mærkelige Uro i Forsamlingen, og da han ved at stikke Hovedet ud af sin lukkede Stol fik Øje paa den fremmede, rejste alle hans krøllede Lokker sig ret op ivejret som en Haandfuld Spaaner. Med et forfærdet Blik saae han op paa Provsten, som om han vilde give denne et Tegn. Men Tønnesen vedblev uforstyrret med sin Oplæsning, og da denne var færdig, pudsede han Næsen, saa det rungede fra alle Kirkens Hjørner, stemmede derpaa begge Hænderne mod Prækepulten og begyndte at tale.