IV

Da Emanuel lidt efter traadte ud i Gaarden for at vaske sine Hænder ved Vandposten, fik han Øje paa en svær Mand af et præsteligt Udseende, der var ifærd med ved Hjælp af en Stok at stige op ad Flisetrappen foran Forstuen. Da Manden hørte hans Træskotrin paa Stenbroen, vendte han sig om og strakte bægge sine Arme ud imod ham med et højt Udraab.

Han var klædt i en langskødet, sort Frakke og sorte Benklæder, der hang i Poser ud over de brede 177| Støvler. Under en smudsig gul Straahats brede Skygge faldt et mørkt og glinsende Nakkehaar i lange Krøller ud over Frakkekraven, og fra det fedladne Ansigt hang en Guds Velsignelse af graasprængt Skæg ned over en mørk, med to Rækker Hornknapper besat Vest, der var lukket helt op til Halsen, saa intet Spor af Linned var synligt.

Mens Emanuel, som slet ikke kendte denne Mand, forundret blev staaende ved Stalddøren, steg den fremmede med Besvær ned ad Trappetrinene; og skønt det saae ud, som om hvert Trin voldte ham Smerte, humpede han med glædestraalende Ansigt hen over Gaardens spidse Brolægning og udbrød allerede paa Afstand med en pibende men gennemtrængende Stemme:

„Naar Muhamed ikke vil komme til Bjærget, kommer Bjærget til Muhamed, staar der skrevet! For at du er Emanuel, — det behøver jeg ikke at spørge dig om. Du vil sandelig ikke have let ved at lyve dig en Moder til, kære Ven. Tillykke! Tillykke!“

Med disse Ord anbragte han sin brune Stok under den venstre Arm og hilste paa Emanuel ved at gribe bægge hans Hænder og ryste dem eftertrykkeligt.

Emanuel stod ganske raadvild. Hvad i Alverden var dette for et Menneske?

„Sandt at sige, kære!“ blev den anden ved at skrige op. „Vi har længe og med Længsel ventet dig ovre hos os. Næsten hver eneste Morgen i den sidste Tid har Jette sagt til mig: Gud veed, om ikke Emanuel skulde komme idag. Aa, hun er nu allerede helt forliebt i dig, er Jette! Da vi hørte om jeres dejlige Møde herovre og om din Tale, kære — jeg kan ikke beskrive dig, hvor vi allesammen blev glade! Og at du nu helt har frigjort dig og fæstet dig en Brud af Folkets Midte! Ja, saadan skal det være! Saadan skal det være! .... Men du kan tro, vi blev overraskede. Jette vilde i Begyndelsen slet ikke tro det, men bagefter blev hun saa rørt, at hun virkelig gav sig til at 178| græde. Selv maatte jeg øjeblikkelig over i Skolen og fortælle Pigerne Nyheden. Aa, du skulde set dem! De blev ligefrem ellevilde, de Skelmer! De tænkte vel, at nu stod der en Præstemand parat til hver især ... ha, ha! Saa sang vi „Kærlighed fra Gud“ og andre af vore dejlige Sange; ... for da de først var begyndt, vilde de slet ikke høre op igen. Vi kom saamænd den Aften ikke iseng, før Klokken var over elleve. Men Maanen tittede ogsaa lige ind til dem i Skolestuen, de Skelmer!“

I dette Øjeblik gik der et Lys op for Emanuel. Skønt han havde lidt vanskeligt ved at forstaa det, tvivlede han ikke længer om, at det var Højskoleforstanderen ovre fra Sandinge, han her havde for sig. Han genkendte nu ogsaa Ansigtet fra et Litografi, som var meget udbredt blandt Egnens Befolkning, og som ogsaa Hansine havde hængende over sin Kommode.

Han søgte at komme tilorde; men den fremmede vedblev at tale og under Henrykkelsesudbrud at trykke hans Hænder.

„Ja, saadan skal det være, — vi kan sandelig nok trænge til unge og friske Kræfter i vor Lejr! Vi gamle Fyre trænger snart til Afløsning. Se blot paa mig ... jeg er nu kun et sølle Vrag! Tiden har hærget mig, min Ven! Naa, vi gamle maa trøste os med, at vi ikke har sparet os, mens vi endnu havde de unges Kræfter. Og — Gud være højlovet! — vi har den Tilfredsstillelse at se, at vor Gerning ikke har været forgæves. Aa, du kan tro, det er velsignet for os gamle at være Vidne til, hvordan Folkets Sag efterhaanden vinder Fremgang i alle Egne og i alle Samfundslag over det hele Land. Og nu ogsaa her! Ja, saadan skal det være! Saadan skal det være!“ blev han ved at gentage, og hans skingre Stemme lød som en Trompetfanfare. „Jeg kunde da heller ikke længer holde mig i Ro derhjemme men sagde imorges til Jette: Hør, nu vil jeg sandelig over til Skibberup og 179| se, hvordan det staar til, sagde jeg. Saa kan jeg med det samme paa Tilbagevejen se indenfor i Kyndby ... der har vi nemlig ogsaa et lille Vennesamfund, som længe har haft Bud efter mig. Aa, det er en Forsamling af prægtige Hjertemennesker, kan du tro ... Jeg var der sidste Høst og havde et dejligt stort Møde der i Skoven sammen med Povl og Ernst fra Vallekilde. Povl og Ernst talte historisk, og jeg fortalte et Par Eventyr. Det var rigtig saa fornøjeligt!“

„Men — skal vi ikke gaa ind i Stuen,“ fik Emanuel endelig Lejlighed til at indskyde; han stod helt forlegen overfor den andens overstrømmende Fortrolighed og følte sig desuden lidt trykket af at være i sine Arbejdsklæder, som ingen fremmed endnu havde set ham i.

„Nej, kære ... ikke nu! Ikke nu! Men jeg kommer om lidt. Jeg vilde blot i Forbigaaende kigge her ind for at melde jer min Ankomst. Jeg traf nemlig hernede ved Stranden Jens Iver, som I kalder ham. Han kom sejlende ovre fra den kloge Grethe paa Strynø. Hans gamle Moder ligger saa syg, den Stakkel, ... jeg lovede at komme ind og snakke lidt med hende; vi er jo Venner fra gammel Tid. Naa ... sig nu kun til Else, at hun kan vente mig til Middagsmaden; saa tager jeg maaske et Par af Vennerne med mig, og saa sidder vi og har det saa rart med hinanden. Farvel saalænge, kære! Nej, hvor jeg da er glad ved at have set dig! Nu skal jeg rigtig hilse Jette fra dig, kan du tro. Aa, hun vil blive henrykt. Jeg havde haft Lyst til at tage hende med herover idag; men hun maatte jo blive hjemme paa Skolen og tage sig lidt af Smaapigerne! For Resten var vi forleden inde i Kongens By ... du veed til „Nyt dansk Samfunds“ Foraarsmøde. Vi boede hos Adolf Evaldsen og havde det hele Tiden prægtigt. Den ene Aften var vi oppe hos Lene Gylling, hvor der, som du kan begribe, var fuldt af Mennesker, næsten alle Mødets Deltagere. Der 180| var virkelig saa rart. Tyge Jakobsen var der ogsaa og holdt et herligt beaandet Foredrag om Daabsordet. Det var i det hele dejlige Dage, kan du tro!“

„Men lad os dog gaa ind i Stuen,“ gentog Emanuel, denne Gang med mere Eftertryk.

„Nej, nej ... jag mig nu paa Porten, kære Ven, for ellers bliver jeg staaende her og snakke, til jeg har mistet Vejret. Altsaa, paa Gensyn, kære! Farvel! Farvel! ... Og hils fra mig derinde hos Familien!“

Han var næppe naaet ud af Gaarden, før Hansine viste sig i Bryggersdøren med opsmøgede Ærmer og en Skaal fuld af Køkkenaffald mellem Hænderne. Hun kom netop tidsnok til at se den fremmedes brede Ryg, idet den forsvandt gennem Porten.

„Men!“ udbrød hun, satte Skaalen fra sig paa Stenflisen og løb ned imod Emanuel. „Jeg synes ... det var jo vores Højskoleforstander. Hvordan er det gaaet til? Har I to staaet her længe? Moder og jeg var nede i Kælderen, vi har ikke hørt jer .... For det var jo ham, ikke?“

„Ja, det var det nok.“

Hans Svar fik hende til at se hurtigt op; der havde været noget skuffet i hans Tone.

„Synes du ikke om ham?“ spurgte hun.

Hun saae i dette Øjeblik saa kær ud med sin ængstelige Mine og sine opsmøgede Ærmer, at Emanuel, der kendte hendes begejstrede Hengivenhed for den gamle Mand, ikke nænnede at modsige hende og derfor blot svarede ved med et lille Smil at lade sin Haand stryge nedover hendes Kind. Han var i Virkeligheden ogsaa mindre skuffet end forbavset, fortumlet, bedøvet af den ustandselige Ordstrøm, som han ikke havde forstaaet Halvparten af.

Der blev nu heller ingen Lejlighed til lang Forklaring.

Gennem den lille Laage mellem Længerne kom Ole styrtende ind — ildrød i Ansigtet og badet i Sved. 181| Han havde, trods Moderens Forbud, ikke kunnet holde sig borte fra Gudstjenesten, og var nu løbet lige fra Kirken hertil uden at standse.

„Bispen er kommen!“ raabte han, saasnart han havde sat en Fod i Gaarden.

„Hvad er det, du siger? .... Bispen!“ udbrød Emanuel og Hansine paa en Gang.

„Ja, det er ganske vist ... jeg har selv set ham. Han kom ind i Kirken, ligesom Provsten gik paa Prækestolen .... og nu kørte han med Provsten hjem til Præstegaarden.“

Emanuels Ansigt blev brændende rødt.

„Saa maa jeg gaa,“ sagde han og gik straks ind i Oles Kammer for at klæde sig om. Da han vendte tilbage, var ogsaa Else kommen ud i Gaarden, hvor hun sammen med Hansine stod og hørte paa Oles stakaandede Beretning.

„Hvad kan dog Bispen ville?“ spurgte hun, idet hun med bekymret Mine vendte sig mod Emanuel.

„Det er ikke godt at vide .... Vi faar se,“ svarede han lidt kort, tog hurtigt Afsked og forlod dem.

Hansine fulgte ham, men ingen af dem talte. Hun var lidt bleg om Munden og stærkt bevæget. I det hele var hun bleven unaturlig letskræmt siden sin Forlovelse. Det var, som om denne Begivenhed havde forrykket noget i hendes Væsens før saa solide Grundvold. Ved hver nok saa lille, uventet Tildragelse skiftede hun Farve, som om hun bestandig følte Jorden usikker under sig.

Da de naaede op paa Bakkerne, tog hun Afsked, idet hun sagde:

„Ja, saa kommer du jo nok iaften og fortæller os, hvordan det er gaaet.“

Rørt ved at se, hvor hun bestræbte sig for at skjule sin Ængstelse for ham, kyssede han hende paa Panden og sagde:

182|„Frygt intet, min Ven! Hvad ondt skulde man vel kunne gøre os to?“