VII

Da Emanuel om Aftenen kom hjem fra Skibberup, hvor han igen havde været til et Bestyrelsesmøde, sov Gutten endnu efter ikke at have været vaagen hele Eftermiddagen.

„Kan du se!“ sagde han til Hansine. „Han er saa 288| fornuftig at sove sig fra det hele. Imorgen har du ham oven Senge igen.“

Hansine svarede ikke, skønt hun langtfra delte hans lyse Syn paa Barnets Tilstand. Der syntes hende at være noget altfor unaturligt i denne snart døgnlange Søvn, og den vakte hos hende et skræmmende Minde om et andet Barn, en lille Broder til hendes Ungdomsveninde Ane, der var død af Hjernesygdom, og som hun i sin Pigetid havde været med til at pleje. Nogle Gange i Løbet af Aftenen havde hun prøvet paa at vække Drengen for idetmindste at faa ham til at spise lidt; men han havde blot lukket Øjnene halvt op og set paa hende med et underlig sløvt Blik uden at ville røre Maden. Derimod havde han et Par Gange drukket begærligt men straks puttet sig ned i Sengen igen for at sove videre.

Henimod Midnat vaktes hun og Emanuel samtidigt af en mærkelig Lyd, som de længe ikke kunde forklare sig. Det lød for dem, som om nogen brugte Hakkekniven ude i Køkkenet. Med eet gik det op for Hansine, at det var Guttens lille Jernseng, der var i en uafbrudt rokkende Bevægelse.

„Tænd Natglasset,“ sagde hun. „Det er Gutten.“

Emanuel afstrøg en Svovlstik, og straks ved dens Opblussen saae Hansine Barnets fægtende Arme. I det samme var hun oppe af Sengen og henne hos det. Hurtigt tog hun Puden bort under dets Hoved og tvang Armene ned langsmed Kroppen, der dirrede fra Isse til Fod.

Emanuel, der imidlertid havde faaet tændt Glasset paa Natbordet, kunde ikke begribe, hvad der foregik. Han troede i første Øjeblik, at Gutten var bleven vaagen og laa og legede; og da han nu saae Hansine tage en Naal af sit Haar og med Magt vriste dens krumme Ende ind i Barnets Mund, raabte han:

„Men i Himlens Navn, Hansine! Hvad gør du? ... Hvad fejler Barnet?„“A

289| Glassets lille Oljeflamme blussede i dette Øjeblik op, og ved det forstærkede Skin saae han nu, at Guttens Ansigt var ganske mørkt, Tænderne sammenbidte, Læberne skumbedækkede. I det samme faldt Doktorens Ord fra om Formiddagen ham i Minde, — og det svimlede for ham.

„Det er da ikke ... det er da ikke Krampe, Hansine?“ stammede han.

Hun nikkede.

„Du maa hente Doktoren,“ tilføjede hun lidt efter, da Emanuel blev liggende ubevægelig. „Og du maa skynde dig ... Gutten er meget syg.“

„Ja — ja,“ sagde han, ligesom vaagnende af en Bedøvelse, fik ihast nogle Klæder paa og famlede sig frem gennem Storstuens Mørke for at komme ud og vække Folkene. Da han skimtede Lys ovre bag Karlekammervinduet, begyndte han allerede oppe paa Flisetrappen at kalde:

„Niels! ... Niels!“

Det lød i den stille Nat som et Raab om Hjælp, og inden han var naaet over Gaardspladsen, viste Karlen sig forskrækket i sin Dør — i bar Skjorte, med en opslaaet Bog i Haanden og en Pibe hængende fra Munden ned til Jorden.

„Du maa straks spænde for Vognen, Niels, og hente Doktoren. Gutten er bleven meget syg.“

„Hente Doktoren?“ sagde Niels og saae paa Emanuels blege og forstyrrede Ansigt. „Men det er jo ikke tænkeligt at finde Vej inat, saa mørkt det er. Man kan jo ikke —“.

„Ja, det faar være. Du maa kalde paa Søren, og han maa følge dig med Lygte ... Hestene kender jo Vejen.“

„Ja men —.“ Niels vilde gøre nye Indvendinger, men Emanuel afskar ham straks Ordet.

„Gør blot, som jeg siger, og spild ikke Tiden med Snak,“ sagde han i en ham ganske uvant bydende 290| Tone, der gjorde Karlen maalløs. „Du hører jo, at Gutten er meget syg, og at det haster. Se øjeblikkeligt at faa Søren vækket og sig ham, at han skal sidde op straks.“

Da han kom tilbage til Sovekammeret, stod Hansine endnu bøjet over Guttens Seng og holdt paa Barnets Arme.

„Synes du ikke, vi med det samme skulde sende Bud efter din Moder? Vilde det ikke være dig til Beroligelse?“

„Nej, det nytter dog ikke noget. Men du maa kalde paa Abelone og sige til hende, at hun skal tænde op og varme Vand i den store nye Gryde.“

„Ja — ja.“

Allerede ude i Køkkenet traf han Abelone, der var bleven vækket af Støjen i Huset. Hun var i Underskørt, havde et Lys i den ene Haand og holdt med den anden Nattrøjen sammen om sit høje Bryst.

„Gutten er da ikke bleven syg?“ spurgte hun, rystende af Angst og Kulde.

„Jo, du maa straks tænde op og varme Vand i den store Gryde ... men skynd dig.“

„Er han meget syg?“

„Ja — jeg tror det. Men skynd dig, Abelone ... Skynd dig! Det haster meget!“

Han gik tilbage til Sovekammeret, hvor Gutten endelig var falden til Ro og atter syntes at sove fuldkommen fredeligt. Hansine, der endelig havde faaet Stunder til at kaste nogle Klæder over sig, sad paa en Stol ved Sengens Hovedgærde med Hagen i sin Haand og Albuen støttet paa Knæet, mens hun betragtede ham med det tillukkede, næsten haarde Udtryk, som hendes Ansigt altid fik under heftige Sindsbevægelser.

Emanuel nærmede sig varsomt og satte sig stille paa en Stol ved den anden Side af Sengen.

„Kan du forstaa det, Hansine? Kan du begribe, hvordan det er gaaet til? I Middags forlod jeg ham 291| saa rask og livlig ... og nu! Hvad tror du dog, det kan være?“

„Jeg veed det ikke,“ sagde hun; — og som om han med sit Spørgsmaal havde berørt en Tanke, hun ikke havde Mod til at tænke tilende, tilføjede hun hurtigt: „Fik du vækket Niels?“

„Ja ... han maa straks være færdig til at køre.“

I det samme begyndte det igen at rykke i Barnets Arme og Skuldre, de smaa Hænder knyttede sig, Øjelaagene løftedes for unaturligt store og ubevægelige Pupiller ... Tegnene paa, at et nyt Anfald var i Anmarsch. Emanuel kunde ikke udholde dette Syn. Han famlede sig atter gennem den mørke Storstue ud til Forstuetrappen, og da han herfra saae Niels og Søren endnu gaa og rumstere inde i Vognporten ved Skæret af en Lygte, raabte han i fortvivlet Utaalmodighed:

„Men Herregud, hvad bliver det dog til! Hvor længe skal det dog vare, inden I kommer afsted! ... Du maa sige til Doktoren, Niels, at han maa komme øjeblikkeligt. Barnet ligger i frygtelige Kramper!“

I Løbet af de følgende Timer forværredes Guttens Tilstand. Selv efter gentagne Badninger i dampende Vand tiltog Anfaldene baade i Styrke og Langvarighed. Hans Ansigt blev efterhaanden næsten sort, og trods al anvendt Forsigtighed havde han under et af Anfaldene bidt sig i Tungen, saa der flød Blod ud af Mundvigene. Emanuel maatte opbyde al sin Viljestyrke for ikke helt at synke sammen overfor den rædselsfulde Gaade, som Barnets Tilstand var ham. Han slap ikke Haabet om, at alt snart skulde være overstaaet, — forsvundet ligesaa pludseligt, som det var kommet. Han søgte at trøste sig selv og Hansine med, at enkelte Børn havde en særegen Tilbøjelighed til — endog under lette Forkølelser — at falde i heftige Kramper; og han forblev hele Tiden ved hendes Side for at være behjælpelig med Barnets Pleje. Men efterhaanden som Timerne forløb, uden at der viste sig mindste Tegn til 292| Lindring, svigtede Fortrøstningen ham, og han vendte nu alt sit Haab mod Doktorens Bistand. Han stillede sig ud paa Flisetrappen og lyttede med tilbageholdt Aandedræt, ... men ikke mindste Lyd naaede hans Øre. Han gik omkring Gavlen og følte sig i Mørket frem gennem den store, tilgroede Have, indtil han kom op paa en lille Jordhøj, hvorfra man om Dagen kunde overse Kyndløse-Vejen helt ud til Mosegrænsen i Vest. Med bankende Hjerte stirrede han ud i den mørke Nat i Haab om at skimte Skæret af en sig nærmende Lygte, ... men Jord og Himmel smeltede sammen for hans Øjne uden et Lyspunkt.

Og som han stod overfor dette gravsorte Mørke, dette ubarmhjertige Mulm, der havde slukket alle Stjerner og ligesom udslettet Vejene, hvorfra Hjælpen skulde komme til hans lidende Barn, var det pludselig for ham, som om han saae dybt ind i det uendelige Verdensrum og indtil dettes yderste Grænser kun fandt rugende Mørke og Kulde og gabende Tomhed. Som et Menneske, for hvem det svimler ved Synet af en Afgrund, der har aabnet sig for dets Fod, slog han Hænderne for sit Ansigt og udstødte halvhøjt og som i Vildelse:

„Gud! ... Min Gud! ... Hvor er du?“

... Først henimod Morgenen kom Doktoren. Forsinkelsen skyldtes et Uheld, som Niels og Søren havde haft paa Udturen, idet de havde kørt Vognen saa dybt i Grøften, at de maatte vække nogle nærboende Folk for at faa den op igen.

Da Doktoren havde kastet et Blik paa Gutten, gav han ham uden yderligere Undersøgelse et Moskuspulver, hvorefter Barnet næsten øjeblikkelig fik Ro. Det stive Legeme slappedes efterhaanden, Øjelaagene sank i, og Søvnen indfandt sig. Emanuel, Hansine og Lægen sad i flere Minutter tavse omkring den lille Seng og saae paa, hvorledes Guttens sædvanlige, taalmodige Udtryk langsomt vendte tilbage i det fortrukne Ansigt. Lampen 293| henne paa Natbordet var ved at slukkes; og ved dens svindende Lys sneg der sig en ejendommelig Gravkammerstemning ind i Stuen. Den døende Flamme kastede et gustent Skær henover Sengens hvide Lagen og over de tre Ansigter omkring den; men udenfor begyndte det at dages, og det blege Morgenlys aftegnede Vindusposterne som to høje Skyggekors paa de lysegraa Rullegardiner.

Emanuel, der i den sidste Time havde været ganske ude af sig selv ved Synet af Barnets Lidelser, sad med Hansines Haand i sin for at hente Styrke til at gøre Lægen det Spørgsmaal, der ikke vilde ud over hans Læber. Endelig tog han Mod til sig og spurgte, hvad Doktoren mente om hans Søns Tilstand.

Doktor Hassing kastede i Smug et Blik hen paa ham og Hansine. Han syntes at være i Tvivl om, hvor stor en Del af Sandheden han straks turde fortælle dem.

„Ja, nægtes kan det jo ikke“ — sagde han langtrukkent. „Deres Søn er jo meget haardt angrebet. I det hele kan jeg jo ikke skjule, at — —“

„Men Drengen har en ualmindelig sund Natur,“ afbrød Emanuel ham for at afværge en trøstesløs Udtalelse. „Naar undtages disse Øresmerter, har han aldrig fejlet noget eller givet mindste Anledning til Bekymring. Desuden er baade min Hustru og jeg fuldkommen sunde og kraftige ... om nogen sygelig Arv kan der derfor ikke være Tale.“

Bag Doktorens Guldlorgnet viste der sig et hastigt, stikkende Glimt. Det saae ud, som om han — trods al Medfølelse — havde ondt ved at holde sin Forargelse i Tømme.

„Ja, ja,“ sagde han derpaa, idet han slog Øjet ned for det stift stirrende Blik, hvormed Emanuel ligesom vilde tvinge ham til at tro paa Sønnens Livskraft. 294|„Med en stærk Natur kan der naturligvis haabes meget.“

... Som Doktoren havde forudsagt, skete der i de nærmest følgende Dage ingen synderlig Forandring i Guttens Tilstand. For det meste laa han stille hen i en tung Moskusdøs uden at tage Næring til sig eller modtage mindste Indtryk af sine Omgivelser. Kun naar der blev rørt ved Forbindingen paa hans syge Øre, kunde der over hans blodløse Læber glide ligesom Skyggen af det lille forstilte Smil, hvormed han plejede at forsikre, at han „slet ikke længer kunde mærke noget.“ Ellers havde Ansigtet mistet ethvert Udtryk, og bag de halvlukkede Laag syntes de blege Øjnes Liv allerede udslukt.

Hansine plejede ham Nat og Dag med sin sædvanlige Ro og Selvbeherskelse. Hun, som siden Barnets allerførste Krampetrækning havde været klar over den truende Fare, var nu fuldt fortrolig med Tanken om at skulle miste det. Emanuel derimod holdt Haabet oppe til det sidste. Selv efter at Lægen ved et fornyet Besøg i varsomme Ord havde meddelt ham, at han maatte være forberedt paa Sønnens snarlige Bortgang, slap han ikke Troen paa Guttens Modstandskraft og sine Bønners Styrke. I hvert et Glimt af tilbagevendende Liv i Barnets Ansigt saae han et Tegn paa, at Himlen havde bønhørt ham. Først da de sikre Dødstegn viste sig, svandt Haabet, og han sank sammen i fortvivlet Selvopgivelse. I flere Timer sad han ved Sengen og hulkede, saa Hansine tilsidst blev helt urolig for hans Forstand. Alt Arbejde ude i Gaarden og Stalden blev saa vidt muligt standset, fordi det var, som om enhver Lyd fra Yderverdenen forøgede hans Smerte. Selv forlangte han alle Porte og Døre lukkede; end ikke Husets nære Venner, der kom for at høre til Guttens Befindende, blev indladte, fordi han ikke taalte Synet af fremmede.

Da Dødsøjeblikket var nær, og han følte Gravens 294| Kulde lægge sig om Barnets Legeme, vakte Rædslen for dets Tilintetgørelse ham endnu til en sidste, fortvivlet Kamp for dets Frelse. Han tog Gutten op i sine Arme og knugede ham ind til sig ligesom for at beskytte ham mod Dødens Favntag. Hansine bønfaldt ham om at være rolig og lægge Barnet igen; men han hørte hende ikke. Mens Taarerne strømmede ham ned over Ansigtet, blev han ved at gaa frem og tilbage over Gulvet med Barnet ved sit Bryst, snart lullende, snart bedende og syngende, som om han med sin Smerte og sin Fortvivlelse vilde tiltrodse sig Guds Barmhjertighed .... indtil han med eet fornam det lille Legeme strække sig i hans Arme og dets Hoved synke mod Brystet med et langt Suk, der forkyndte, at det sidste Haab var bristet, at Gutten var død.

Da bøjede hans Sind sig ydmygt for den Almægtiges Vilje. Hans Taarer standsede; stille lagde han det lille Lig hen paa Sengen, lagde sin skælvende Haand paa dets Pande og sagde:

„Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet!“