II

Emanuel havde imidlertid fortsat sin Vej indad mod Vejlby. Han var dog ikke gaaet lige mod Hjemmet men havde søgt i en Bue udenom det for at komme op til de store Udmarker nordenfor Byen, hvor han i sine første Kapellandage saa ofte tyede hen, og hvis Ensomhed og Stilhed i den sidste Tid igen havde faaet en sær Tiltrækning for ham. Heroppe havde han søgt at komme til Klarhed over de mange Tanker, som de sidste Dages store Begivenheder 307| havde vakt hos ham. Timevis havde han kunnet vandre frem og tilbage paa det samme Vejstykke og fortabe sig i forundret Grublen over den besynderlige, næsten ligegyldige Ro, hvormed hans Venner her — ligesom Meningsfællerne over det hele Land — havde fundet sig tilrette i deres Umyndiggørelse og daglig saae Menneskenes helligste Love frækt traadt under Fødder. Selv en Mand som den store Tømrer Nielsen, fra hvem han snarere havde frygtet en altfor ubehersket Opbrusen af saaret Rets- og Stolthedsfølelse, smilte stadig lige selvtilfreds og talte blot om, at man for Fremtiden maatte „se at belave sig paa en forandret Taktik“. Det samme sagde ogsaa Væver Hansen, der fornylig havde gjort ham et sent Aftenbesøg og ved denne Lejlighed paa sin sædvanlige hemmelighedsfulde Maade og med mange Omsvøb havde ytret, at Sogneraadsformanden næppe længer var sin fremskudte Plads voksen, og dertil føjet nogle forblommede Hentydninger til, at der maaske ogsaa i Sogneraadsformandens Privatliv fandtes Forhold, som ikke var heldige for en Mand, der stod som politisk Fører for en stor, kristelig vakt Kres — Hentydninger, som Emanuel ikke havde forstaaet og heller ikke brød sig om at faa nærmere Forklaring paa. Han var fuldt og fast besluttet paa ikke længere at blande sig i Døgnets Politik, som han overhovedet aldrig havde følt stor Deltagelse for, og paa hvis Betydningsløshed han nu havde faaet al ønskelig Bekræftelse. Guds Riges Fremvækst kunde dog ikke standses. Det hellige Folkedømme her paa Jorden vilde vokse og trives tiltrods for alt Lovgiveri og alle Lovbrydere — ganske ligesom Muldens Korn, der paa Høstens Dag rakte Menneskene sine gyldne Aks trods al Vinterens Kulde og al Sommerens Tørke.

Men endnu var Tiden altsaa ikke kommen, Guds Børn ikke modne til at tage imod Faderens fulde Kærlighed. Maaske vilde han sletikke selv komme til at opleve de store Tiders Komme. Men det skulde ikke mistrøste ham, 308| og han skulde ikke trættes. Der var Lykke alene i Bevidstheden om at være med til at berede Vejen for Sandhedens og Retfærdighedens Sejrsgang over Jorden. Der var Glæde og Løn i selve Bebudelsen af Fredsrigets Komme.

Trods alt, hvad der i den sidste Tid var sket, vilde han end ikke opgive Troen paa, at det netop var her, fra det lille, forskudte og foragtede Danmarks paradisgrønne Sletter, at Evighedens Morgenrøde paany skulde opgaa over Verden. Han følte det saa sikkert, at Gud havde velsignet dette lille, af Fjendehaand og indre Tvedragt mishandlede Folk, optugtet det gennem Trængsler og Nød som fordum Jødefolket for helt at bortvende dets Sind fra det timeliges Forfængelighed. Havde han ikke allerede ladet sin Røst lyde her gennem en Række Kirkens Tjenere, hvis Mage Kristenheden i Aarhundreder ikke havde set, nu sidst i Grundtvig, hvis Ords Vælde havde faaet selv de døveste til at lytte. Og hvor fandtes der vel i hele Verden et Folk, saa barnefromt af Sind, saa gennemtrængt af Ydmyghedens og Lydighedens Aand, som det milde, blaaøjede danske? ... Der havde i hans eget Liv været Øjeblikke, hvor han troede at mærke, at Gud havde en særegen Bestemmelse ogsaa med ham. Lige siden han som Barn sad paa sin Moders Skød og hørte hende fortælle om de gamle jødiske Profeter, hvis Mund Gud signede, havde Drømmen om at være en saadan udvalgt aldrig helt forladt ham; og han kunde derfor heller ikke nu komme bort fra, at Gud med Guttens Sygdom og Død havde villet stille hans Tro paa en endelig Prøve, maaske for at benytte ham som sin Tolk i disse tunge Modgangstider for hans Folk ... Ak, men han havde været for svag! — — — —

Som han gik i saadanne Tanker, overraskedes han ved Synet af et Selskab, en fem-seks Personer af bægge 309| Køn, der havde lejret sig omkring en hvid Dug paa en Græsmark et Stykke fra Vejen.

En ung Pige i halvlang, hvid Kjole med blaat Livbaand havde rejst sig op og var ifærd med at holde en Tale. I sin ene, opløftede Haand holdt hun et Vinglas, i den anden en graa Herrehat, som hun med højtidelige Buk førte til og fra sit Hoved, mens det øvrige Selskab — to andre Damer og et Par Herrer — leende tilklappede hende deres Bifald. I Græsset bagved Damerne laa en opslaaet Parasol med Skaftet opad; ved Siden af Herrerne stod en Spaserestok nedstukket i Jorden med en lyseblaa Damehat over. I nogen Afstand fra Selskabet, henne i Skyggen under en afstumpet Pil, holdt en med to smaa skimlede Russerheste forspændt Jagtvogn, hvortil en Kusk med Fløjelsbenklæder og graa Gamascher stod og lænede sig.

Der paakom bestandig Emanuel en egen Skyhed, naar han uformodet stødte paa købstadsklædte fremmede paa sine Enemærker. Ogsaa nu vendte han Hovedet bort og lod, som om han slet ikke lagde Mærke til Selskabet. Han hørte den unge Pige sige:

„Tillad mig altsaa, højtærede-beærede Forsamling, at udtømme ... at uddrikke en Skaa-aal for vor højtelskede-værdige Vært — —“

Stemmen holdt pludselig inde. Ogsaa Latteren derhenne forstummede.

Emanuel, der forstod, at man havde faaet Øje paa ham, lagde Hænder og Stok bag paa Ryggen og gik forbi, idet han bestræbte sig for hverken at paaskynde eller sagtne sin Gang.

Da forekom det ham med eet, at han hørte nogen raabe hans Navn.

Han saae sig ikke tilbage. Han var overbevist om at have hørt fejl. I hvert Fald vedkom de Mennesker ham ikke.

Men lidt efter hørte han Stemmen igen, og denne 310| Gang ganske tydeligt. Tilmed syntes den ham underlig bekendt.

„Hr. Pastor! ... Hr. Pastor Hansted!“

Han vendte sig brat, halvt udfordrende, og saae en Herre komme imod ham med livligt hilsende Haandbevægelser. Han havde ved at vende sig faaet den nedgaaende Sol lige i Øjnene og kunde i Begyndelsen kun skelne Skikkelsens Omrids: en høj, temmelig svær Mand med Bakkenbarter, afmaalte Skridt og en statelig Holdning. Først da den fremmede naaede helt hen til ham og med en lidt anstrengt Forbindtlighed rakte ham Haanden, genkendte han Doktor Hassing.

„Jeg kommer egentlig til Dem som Udsending,“ vedblev Hassing, efter at de første Hilsener var vekslede, og blottede i et Smil sine store, hvide Tænder. „Vi er en lille Familiekres derhenne, og mine Damer vilde saa gerne have den Fornøjelse at hilse paa Dem ... Vil De ikke gøre os den Ære at drikke et Glas Vin med os, Hr. Pastor? De vil træffe en gammel Bekendt.“

Emanuel havde mest Lyst til kort og godt at svare nej. Navnlig fristedes han ikke af Udsigten til i dette Selskab at træffe gamle Bekendte. Men da han ikke havde nogen rimelig Grund til et Afslag og ikke gerne vilde støde Doktoren, der under Guttens Sygdom og Død havde vist ham og Hansine megen Deltagelse, saae han ingen anden Udvej end at gaa hen og hilse paa Selskabet.

Henne omkring Dugen havde man imidlertid opmærksomt iagttaget Mødet mellem de to Mænd, og da man nu saae dem bægge nærme sig over Græsmarken, tog Damerne til deres Parasoller og rejste sig. Ogsaa den tilbageblevne Herre — en ung Mand i melonfarvet Sommerdragt — kom tilsidst paa Benene, trak ned i sine kvarterlange Manchetter og anbragte sig — støttet til sin spiralformede Spaserestok — i udfordrende Stilling 311| umiddelbart bag den unge Pige ligesom for i fornødent Fald at kunne yde hende sin ridderlige Beskyttelse.

„Dersom du faar mig til at le, Alfred, saa prygler jeg dig,“ hviskede hun til ham, da Doktoren og Emanuel allerede ikke var mere end ti Skridt borte.

„Jamen, du gode Himmel ... det er jo en komplet Urokse,“ hviskede han tilbage bag den Haand, hvormed han snoede sin lille blonde Snurbart. „Vil du bare se ... en Guds Røst fra Seminarie-dariet!“

„Du skal tie stille, siger jeg.“

De to Mænd traadte i dette Øjeblik hen til Kresen. Den ene af Damerne, — en lille, i brunt Silke klædt Brunette med bløde Former og blide, overordentlig kvindelige, halvt barnlige Træk — rejste sig og gik hen og gav Emanuel Haanden.

„Min Hustru,“ forestillede Doktoren.

„Det glæder mig at gøre Deres Bekendtskab,“ sagde hun i et saa blidt Tonefald, at det næsten lød, som om hun talte med Accent. „Vi har jo været Naboer nu i flere Aar, og det har altid forundret mig, at jeg aldrig paa en eller anden Maade har truffet Dem. Paa Landet undgaar man dog ellers ikke let hinanden.“

Emanuel løftede tavs og alvorlig sin Hat en Tomme fra Hovedet; hvorefter Doktor Hassing med livlig Stemme fortsatteA Præsentationen.

„Tillad mig endvidere at forestille for Dem, — først den yngste i vor lille Kres, min Kones elskværdige Kusine, Frøken Gerda Zoff, hvem De for et Øjeblik siden afbrød i en overordentlig vellykket speech. Og her samme Kusines Fætter, min egen haabefulde Nevø, Hr. næsten juridisk Kandidat Alfred Hassing. Dersom De er Abonnent paa noget Sportsblad, Hr. Pastor, vil De sikkert mange Gange have truffet dette snart verdensberømte Navn i dets Spalter.“

Herregud, tænkte Emanuel medlidende ved Synet af den melonfarvede unge Herres poseagtige Klæder, 312| lange, spidsnæsede Sko og speciestore Manchetknapper, — det er altsaa Dagens Heltemode!

„Og endelig her,“ vedblev Doktoren, idet han vendte sig mod en slank, meget moderne paaklædt Dame, der under hele Præsentationen havde holdt sig bagved Emanuel ligesom for at være ubemærket til det sidste. „Ja, — her behøver jeg vel ikke at forestille.“

Emanuel vendte sig om — og blev en Stenstøtte.

Doktoren havde haft Ret; nogen PræsentationA var virkelig her overflødig. Som den slanke Dame stod der og smilte, overgydt af Skæret fra en valmuerød Parasol, bag hvilken Solskiven netop var ved at naa Horisonten, — saa behersket og korrekt ligefra det faste Blik i hendes pragtfulde blaagraa Øjne og ned til Plissékanten paa hendes Kjole og samtidig saa udfordrende, saa vovet i sin storblomstrede Dragts søgte Stilfuldhed, lignede hun saa ganske sig selv fra Fortidens Dage, at Emanuel øjeblikkelig genkendte Frøken Ragnhild Tønnesen.

„De kan naturligvis ikke begribe, hvordan jeg pludselig dukker op her,“ sagde hun smilende og rakte ham forekommende sin smalle, glatbehandskede Haand. „De kunde vel næsten være istand til at opfatte mig som en Spion ... det er derfor rigtigst, at jeg straks aabenbarer Dem Sammenhængen. Jeg havde i Foraaret den Fornøjelse at forny Bekendtskabet med Doktor Hassing og Frue, og da de var saa venlige at invitere mig herud, kunde jeg ikke modstaa Fristelsen. Jeg har endnu kun været her i to Dage, og jeg forsikrer Dem, der har ikke været mindste Indiskretion i mine Tanker ... Er De nu beroliget?“

Hendes spøgende Tone og den fulde Forvisning om at gøre Virkning, som lyste ud af hendes hele Holdning, berørte straks Emanuel ilde. Han tog sig hurtigt i sin Overraskelse og svarede:

„Jeg forstaar ikke, hvad det er for en Slags Spioneri, jeg skulde kunne mistænke Dem for, Frøken Tønnesen. At De har haft Lyst til at gense Deres 313| forrige Hjemstavn, er dog en saa naturlig Ting, at den ikke behøver nogen Forklaring.“

Hans Tale faldt haardere og mere afvisende, end han havde villet og beregnet. Da han mærkede den forstemmende Virkning, den gjorde paa Selskabet, vilde han ogsaa have tilføjet et Par formildende Ord; men i det samme saae han tilfældigvis, hvorledes den unge Sportsmand stødte til sin Kusine med Albuen og tilhviskede hende en Bemærkning, der fik den unge Pige til at bide krampagtigt i Snippen af sit Lommetørklæde. Blodet foer ham til Kinderne. Han tav.

„Ja, skal vi saa ikke sætte os paa det grønne Svær',“ tog nu Doktoren igen tilorde i sin utrættelige Bestræbelse for at anslaa en utvungen Tone. „De vil nok drikke et Glas med os, Hr. Pastor! ... Aa, Johan!“ raabte han til Kusken henne ved Vognen. „Bring et nyt Glas og — —“

„Tak, jeg drikker ikke Vin,“ afbrød Emanuel ham kort.

„Ja saa!“

Der hengik nogle Øjeblikke i en uhyggelig Tavshed, hvorunder det var, som om ingen vidste, hvor de skulde gøre af deres Øjne. Doktoren stod med tillukket Mine og trak i sin ene Bakkenbart, mens han listede et komisk betuttet Blik over til Frøken Tønnesen. Han syntes at sige til hende: det er en Dumhed, vi her har gjort. Men hvad sagde jeg?

Emanuel saae ubevægelig frem for sig uden at mærke de andres Raadvildhed. Hans Vrede havde hurtigt vendt sig mod ham selv. Hvad havde han ogsaa haft at gøre her? tænkte han. Hvad vilde han mellem disse Mennesker, med hvem han ikke længer havde en Tanke eller Følelse tilfælles, ja hvis Sprog endog var bleven ham saa fremmed, at det næsten lød for ham som et andet Tungemaal?

Det blev Frøken Ragnhild, der med sin gamle Snarraadighed fandt en Udvej i Forlegenheden.

314|„Hør,“ sagde hun og traadte et Skridt frem i Kresen. „Jeg synes, at Pastor Hansteds Ord var en Tale i rette Tid, .... vi har vist allesammen drukket Vin nok. Jeg foreslaar, at vi benytter den smukke Aften til at spasere lidt i. Vi sender Vognen iforvejen — eller helt hjem til Kyndløse — og overtaler Pastor Hansted til at gøre os Følgeskab et Stykke Vej. Det vil De jo nok, ikke sandt? Vi skal dog — i hvert Fald i Begyndelsen — ad samme Kant, om jeg ikke husker fejl.“

Hendes Ord vandt øjeblikkelig de andres Tilslutning, og Doktoren sendte Frøken Ragnhild et nyt men denne Gang taknemmeligt Øjekast.

Ogsaa for Emanuel kom Forslaget som en Befrielse. Han sagde til sig selv, at naar han fulgte Selskabet hen til det Sted, hvor Kyndløse-Vejen gik over hans Sognegrænse, var Høflighedens Krav fyldestgjorte, og han kunde endda naa tidsnok hjem til Aftenfodringen og Nadvergrøden.

Kusken blev hidkaldt og fik sine Ordrer, og man begav sig paa Vej. Den unge Sportsmand tog sin Tante, Fru Hassing, under Armen og skridtede afsted med hende forud for de andre, for at kunne give sit fyldte Hjerte Luft.

„Men hvad i Himlens Navn er dog det for et Paaskelam! ... Og det er ham, I har kaldt for et interessant og originalt Menneske. Han ligner jo komplet en vandrende Legende.“

„Du er altid saa voldsom i dine Udtryk, lille Alfred,“ svarede den sagtmodige Fru Hassing mildt bebrejdende. „Maaske er han ikke stærkt begavet og kan være lidt underlig ... det veed jeg forresten ikke noget om. Men man maa i hvert Fald anerkende den Maade, hvorpaa han har opofret sig for sin Overbevisning og givet sig hen i sit Kald ... det maa du dog virkelig indrømme, Alfred.“

„Jeg tror paa Ære, at Tante allerede har faaet 315| en faible for ham. En lillebitte Forlibelse-dibelse — hva' Tante? Du kunde maaske ovenikøbet finde paa at invitere ham hjem til Aftensmaden.“

„Det bliver vi jo nødt til, dersom han følger os langt. Men det er jo derfor sletikke sagt, at han tager imod Indbydelsen. Forresten skulde jeg saamænd ikke have noget derimod. Jeg kunde godt lide at høre Pastor Hansted udtale sig om forskellige Ting.“

„Naa! Altsaa allerede fuldstændig skudt! Ja, Tante, du har et blødt og eftergiveligt Hjerte! ... Men glemmer du da rent Onkel Joachim?“

„Onkel Joachim!“ gentog Fru Hassing, og hendes Ansigt fik pludselig et lidt betænkeligt Udtryk. „Du har Ret — ham havde jeg virkelig ikke tænkt paa.“