III

Det varede ikke længe, før Frøken Ragnhild og Emanuel kom til at gaa alene, et Stykke bag de andre. Doktoren, som i Begyndelsen havde ledsaget dem og indledet en Samtale med Emanuel om de gode Høstudsigter og det smukke Vejr, var bleven kaldt bort af den muntre unge Pige, der hele Tiden strejfede omkring langt borte fra det øvrige Selskab og idelig tilkaldte nu en, nu en anden, for at de skulde beundre de storartede Fund, hun gjorde overalt, — snart en „saa sød, saa sød“ Mariehøne, der var kommen flyvende ned paa hendes Haand, snart et „helt Myreslot“, som hun fandt oppe bag et Dige. Snart hist, snart her dukkede hendes lille hvidklædte Skikkelse op under en lyseblaa Silkeparasol, der hvælvede sig over hende som en privat lille Lyksalighedshimmel.

„Hvor De dog egentlig er et kuriøst Menneske, Pastor Hansted!“ udbrød Frøken Ragnhild, efter at Doktoren var gaaet fra dem, og de en Stund havde gaaet tavse. „Der har jeg nu i syv Aar gaaet og glædet mig til den Dag, da jeg 316| kunde overraske Dem herude ... og saa tager De imod mig, som om det ikke var mere end tre Dage, siden vi sidst havde set hinanden. Jeg vil sige Dem, De satte mig virkelig i Forlegenhed før; jeg havde naturligvis forberedt de andre paa en stor Genkendelsesscene! .... Naa, jeg indrømmer, det var min egen Dumhed,“ fortsatte hun, da Emanuel vedblev at tie. „Jeg burde fra gammel Tid have erindret, at De i mange Stykker ikke er som andre Mennesker. Og med Hensyn til Uberegnelighed har De altsaa ikke forandret Dem den bitterste Smule.“

Emanuel bemærkede ikke den Tvang, hun maatte paalægge sig for igen at anslaa den halvt kammeratlige Tone, der i gamle Dage havde været brugt imellem dem, — dertil var han for opfyldt af sit eget Ubehag ved at gaa her ene med hende og efter saa mange Aars Forløb igen at høre denne paa en Gang udfordrende og indsmigrende Stemme med den mærkeligt metalliske Klang.

Uden i nogen Maade at lade sig paavirke af hendes fortrolige Sprog sagde han:

„Det lader til, at vi har haft nogenlunde ensartede Indtryk af hinanden, Frøken Tønnesen. Baade før, da jeg saae Dem, og nu ved at høre Dem tale kom jeg til at tænke paa, at vistnok ogsaa De er ganske den samme nu som for syv-otte Aar siden.“

„Nu ja,“ svarede hun med en Skuldertrækning. „Hvad skulde egentlig have forandret mig? Jeg er Frøken Tønnesen nu, som jeg var det dengang; og mit Livs mellemliggende Roman kunde jeg saamænd nedskrive bag paa et Visitkort. Saadan er nu engang Livet for os ugifte Damer .... Men med Dem er det en anden Sag. Jeg er ikke saa fremmed for Deres Oplevelser, som De maaske tror. Jeg havde for et Aarstid siden den Fornøjelse at stifte Bekendtskab med Deres Søster, Generalkonsulinde Torm, og med Deres Broder, Kammerjunkeren. Deres Søster og jeg er siden 317| bleven gode Veninder. Hun er fortryllende, ikke sandt? ... Som De kan vide, har vi undertiden ogsaa talt om Dem. Hun beklager sig forresten ofte over, at hun næsten aldrig hører noget fra Dem.“

Emanuel var bleven opmærksom. Skulde der maaske trods Frøkenens Forsikringer alligevel skjule sig lidt Spioneri bag dette Besøg? — tænkte han.

„Jeg har altsaa, allerede inden jeg kom hertil, hørt lidt om, hvilken indflydelsesrig Mand De er bleven her, hvilken Omvæltning De har fremkaldt i hele Egnen, siden Fader rejste, og hvor De bliver forgudet af alle Deres Sognebørn. Ja, man har jo ligefrem tildelt Dem Apostelnavnet, efter hvad jeg har ladet mig fortælle herude.“

Der gik et lille Ryk igennem Emanuel; han følte godt den skjulte Spot i hendes Ord. Efter et Øjebliks Tavshed sagde han:

„De har Ret. Jeg har virkelig kun Grund til at være meget taknemmelig. Men — hvordan er det? — har ikke ogsaa De faaet Deres Ønsker opfyldte, Frøken Tønnesen. De var saa lykkelig at komme bort fra denne Egn, som var Dem saa forhadt, og at komme ind til Hovedstaden, til det danske Kulturcentrum, til Selskabeligheden, Moderne og Teatrene. De har faaet selve vort verdensberømte Tivoli til Nabo — —“

„Nu ja,“ afbrød hun ham med et lidt utaalmodigt Hovedkast. „Med mig er det som sagt en anden Sag. Forøvrig har jeg ikke beklaget mig, saa jeg fatter ikke rigtig, hvortil Deres Ord sigter. Jeg befinder mig saamænd efter Forholdene meget godt. Jeg skal sige Dem, jeg er paa mine gamle Dage bleven Filosof ... Stoiker, tror jeg, det hedder. Det vil sige, jeg har efterhaanden vænnet mig til at være det Forargelsens Tegn, som jeg og mine Lige nu en Gang er bleven for vor kære Samtid ... ja, jeg føler mig næsten en Smule stolt over at høre til dem, der bebuder det store Babylons nære Fald.“

318| Emanuel vilde sige noget; men hans Tanker var bleven uvant med at bevæge sig i Spring, og endnu før han havde faaet en Sætning samlet, tog Frøken Ragnhild igen tilorde.

„Men lad os ikke tale om mig. Det er et saa forskrækkelig uinteressant Emne, forsikrer jeg Dem. Derimod maa De fortælle mig lidt om Dem selv. De har da altsaa virkelig i otte lange Aar levet her uden nogensinde at føle Savnet af de nu saa ilde berygtede Civilisationens Goder ... af lidt god Musik f.Eks.... Ikke engang af min lille schubertske Lærke-Etude, som De dog i sin Tid — kan De huske? — holdt saa meget af?“

Hun havde, mens hun talte, set hen paa ham over sin Parasols elfenbenshvide Skaft og igen i Blik og Smil udfoldet al sin Elskværdighed. Emanuel bevarede standhaftig sin Tilbageholdenhed og svarede alvorlig:

„Jeg har ondt ved at forstaa, hvorledes jeg skulde kunne savne det, som jeg netop er i allerfuldeste Besiddelse af. Dersom De vilde gøre Dem den Ulejlighed at lukke Ørene op, Frøken Tønnesen, vilde De netop i dette Øjeblik kunne høre Lærkerne synge ovenover Deres Hoved — langt dejligere, end Verdens største Virtuos kan gøre dem det efter i nogen Etude. Jeg behøver blot at gaa udenfor min Dør for at se et Rundmaleri for mig, som spotter al menneskelig Kunst; og den hele Sommer har jeg fra Morgen til Aften et helt Orkester spillende udenfor mine Vinduer: Stærene i Trætoppene, Solsorten i Buskene, de smaa Musvitter — —“

„Ja, og Kragerne! Glem endelig ikke dem! — Og Hanerne! Aa, Gud, Hanerne!“ udbrød hun og holdt i komisk Fortvivlelse Haanden op til Øret. „Der er i denne Tid et saadant Afskum, der hver Morgen, naar jeg ligger i min sødeste Søvn, stiller sig op udenfor mit Vindu og hyler og galer og skraaler ... Aa, det er som at ligge paa en gloende Rist!“

319| Emanuel kunde denne Gang ikke lade være at trække lidt paa Smilebaandet. Han standsede et Øjeblik og sagde hovedrystende, idet han for første Gang saae fuldt paa hende:

„I Sandhed! De har ikke forandret Dem, Frøken Tønnesen. Endog til vor prægtige Morgenbebuder har De bevaret Deres gamle Nag.“

„Ja, jeg tilstaar, i disse Retninger er jeg ganske den samme Kætter som før. Man maa for mig gerne beholde Fuglesangen og de grønne Skove og den saakaldte friske Strand — med den afskylige Tanglugt — og de blomsterbrogede Enge og hvad det nu altsammen hedder, blot jeg maa faa Lov at blive inden fire Vægge, hvor jeg kan hygge om mig med Ting, der passer for min egen Smag og mit private Temperament. Jeg mangler i enhver Henseende Smagen for det „naturlige“. For mig er f.Eks. Synet af en stilfuldt udstyret Stue, der er præget af et ejendommeligt Menneskes særegne Tilbøjeligheder, hundrede Gange smukkere, for ikke at tale om langt interessantere, langt mere tanke- og stemningsvækkende end det allerherligste Landskab ... De finder mig vist forfærdelig, ikke sandt?“

Emanuel vilde svare, men hun kom ham atter denne Gang i Forkøbet.

„Jeg kunde saamænd endda forarge Dem meget mere endnu, hvis jeg vilde. Og hvorfor skulde jeg ikke gøre det? ... Jeg vil da sige, at efter min Mening er alt dette med Naturens Skønhed og Højhed osv. ikke stort andet end Fabel, som aandsfattige Digtere har faaet os til at tro paa, og som de fleste Mennesker driver et frygteligt Hykleri med. Jeg for mit Vedkommende kan ikke komme udenfor Københavns Gader og møde Synet af de skaldede Marker, de ensformige Veje og denne urimelige Mængde ganske øde Himmel uden at komme til at tænke paa den kolde Rullestue, hvor jeg som Barn fik mit Bad. Hvor meget Solen end 320| skinner, og hvor grønne Markerne er, det forekommer mig altsammen saa goldt, saa nøgent og trist, at det faar mig til at fryse. Og naar jeg saa tænker paa den evighedslange Vinter, paa de bælgmørke Aftner og Nætter, paa Stormen, Regnen og de bundløse Veje — og jeg har jo dog paa dette Punkt en ret lang Erfaring at tale af — saa synes det hele mig saa umenneskeligt, ... ja, og saa nedværdigende! Jeg indrømmer, at ogsaa Byerne kan være ækle, baade støvede og smudsige og sværtede af Kulrøg og meget andet. Men man er dog ikke der i den Grad prisgiven nogle afskylige Naturmagters brutale Herredømme. Man er dog ikke der en fuldkommen Slave af, om Hr. Sol eller Madam Maane allernaadigst behager at skinne eller ikke. Der faar man dog en Smule Anelse om, hvad det vil sige at være Menneske ... at være den Skabningens Herre og Mester, som det dog vel er Udviklingens Bestemmelse en Gang for Alvor at gøre os til.“

De var netop naaet op paa Toppen af en Bakke, hvorfra man havde en af de milevide Udsigter, paa hvilke Egnen var saa rig. De havde forlængst overskredet Sognegrænsen, og fra det Sted, hvor de befandt sig, kunde man overse Kyndløse-Vesterby Sognets flade, men venlige og afvekslende Landskab, hvorigennem en vandrig Aa bugtede sig mellem grønne Enge og et Par Smaaskove. I Vest øjnedes selve Kyndløse By med den høje Kampestenskirke, hvis forgyldte Vejrfløj lyste mod Aftenhimlen som en nytændt Stjerne. Fjernt i Nord og Nordvest skimtedes endelig som en blaalig Skybanke Vesterby-Sognets store Skovbælte, bag hvilket Solen netop var gaaet ned og havde tændt hele Himmelranden i Flammer.

„Og en saadan Tale har De Mod til at føre netop her,“ sagde Emanuel næsten vemodig, idet han med en bred Haandbevægelse viste ud over det glødende Solnedgangs-Landskab, hvor Nattetaagerne allerede var begyndt at 321| pusle frem over Engene og brede sig som uhyre Spindelvæv over Aaens blodrøde Aare. „De kan virkelig ikke finde det mindste tiltrækkende ved et Syn som dette? Det kan sletikke vække anden Tanke eller Følelse hos Dem end en uhyggelig Erindring om Deres Barndoms Rullekælder?“

Frøken Ragnhild saae en Stund med missende Øjne ud over Egnen. Derpaa sagde hun med det lille fornemme Smil, som hun gerne paatog sig, naar hun vilde sige noget rigtig udæskende:

„Jeg kan i hvert Fald ikke forstaa, hvorfor det der skal være saa bedaarende dejligt, at et Menneske er forpligtet til fra Vuggen til Graven at falde i en Henrykkelsestilstand, hver Gang han ser det. Mig tiltaler det desuden aldeles ikke. Alene Farvesammenstillingen er mit Øje imod. Denne blaa Himmel, denne skrigende røde Horisont, alt dette brandgule Korn og den spinatgrønne Eng dernede ... blaat, rødt, grønt og gult! Er det ikke netop de Farver, der benyttes til de saakaldte Hottentot-Lommetørklæder, ... De veed nok, disse brogede Tøjer, som Englænderne sender ned til de Vilde i Afrika, og som hensætter vore sorte Medskabninger i en sand Salighedstilstand? Tror De egentlig ikke, Pastor Hansted, at Naturfænomener som en Solnedgang alene har den Bestemmelse at være en Slags ophøjet Forlystelse for Halvmennesker — baade de hvide og de sorte — og maaske for Dyrene? En saadan ildsprudende Himmel svarer sikkert til den Slags Væsners Forestillinger om Pragt; den vækker jo ogsaa deres blide Følelser .. Nattergalene begynder at synge, Frøerne at kvække ...“

„De har vist fuldkommen Ret, Frøken Tønnesen!“ afbrød Emanuel hende med et lille ironisk Buk; han fandt det ikke længer Umagen værd at tage hende alvorligt. „Det er blot Skade, at Vorherre ikke havde Lejlighed til at raadføre sig med Dem, da han skabte dette Makværk af en Verden, der alene passer for 322| Kabylere og Hottentotter. Men det falder mig ind ... da jeg traf Dem før, havde De dog nedladt Dem til at tage Plads paa en ganske gemen Græsmark, — ja, saavidt jeg kunde skønne, var baade De og de øvrige Damer og Herrer i en ganske munter Stemning. Det lader da altsaa til, at Opholdet i Naturen alligevel kan øve en ret oplivende Virkning paa Dem.“

„Ja, hvad skal man sige?“ svarede hun med et Skuldertræk, idet de fortsatte deres Gang. „Der bliver vel altid saa meget af Dyret tilbage i os Mennesker, at vi undertiden kan føle Lyst til en Eng at sole os paa, en Skov at springe i. Men hvad beviser saa det? Jeg veed jo f.Eks. ogsaa, at forelskede Mennesker sværmer for at vandre i Maaneskin. For mig, der ikke er forelsket, er en Maaneskinsnat noget af det vederstyggeligste, jeg veed; den faar mig altid til at tænke paa en Ligstue. Rimeligvis vækker saaledes Synet af Naturen ogsaa hos Mennesket de mindre fornemme Følelser — —“

Hun holdt pludselig inde, brød ud i en lille Latter og sagde:

„Nej, det er dog virkelig for dumt! Nu gaar vi her og fører akkurat den samme Passiar, som vi for otte Aar siden tog op Dag for Dag ... og med ganske det samme heldige Resultat. Kan De huske, hvordan vi ogsaa den Gang kunde snakke os røde i Hovedet bægge to, ... skal vi nu ikke slutte Fred? Nu har vi jo faaet hver sit — De Deres Land, jeg min By — saa egentlig har vi jo ikke noget at skændes om mere.“

„Det mener ogsaa jeg,“ sagde Emanuel tørt.

„Nu, saa blev vi da endelig enige om een Ting! Men jeg har ogsaa været altfor snakkesalig ... De veed jo nok, det er gamle Jomfruers Vane. Nu er det Deres Tur at være underholdende, Hr. Pastor!“

Hun blev i dette Øjeblik afbrudt af Doktoren og 323| hans Frue, der en Tid havde staaet forude paa Vejen og ventet paa dem.

„Nu faar De virkelig ikke Lov til at slippe fra os, Hr. Pastor,“ sagde Doktoren med sit ubestemmelige Smil. „Nu har vi kun et Par Skridt til vor Dør, og De kan dog ikke naa tidsnok hjem til Teen hos Dem selv.“

„Ja, nu maa De ikke sige nej,“ istemte Fruen med al den Hjertelighed, hun kunde lægge i sin blide Stemme. „Dersom De tror, at Deres Hustru vil blive ængstelig over Deres Udeblivelse, kan vi jo let sende et ridende Bud.“

Emanuel stod et Øjeblik tvivlraadig. Han havde nu i syv Aar udelukkende holdt sig indenfor sin egen Vennekres; men Frøken Ragnhilds Spottetale havde opægget ham, og han havde desuden i den senere Tid oftere overvejet med sig selv, om han ogsaa handlede forsvarligt ved saaledes ganske at afslutte sig fra Omverdenen. Navnlig i de sidste Dage, efter at Regeringen ved sine Voldshandlinger havde forsøgt at standse Folkepartiets Fremvækst, var der vaagnet i ham en Følelse af Forpligtelse til at optage Kampen mod Gudsrigets triumferende Fjender ogsaa udenfor sin vante Virkekres. Hans lille, lønlige Haab om, at Gud endnu en Gang vilde sætte hans Tro og hans Nidkærhed paa en Styrkeprøve, havde i saa Henseende ikke været uden Betydning; og — udæsket som han nu var bleven — optog han da dette tilfældige Møde med de fremmede Mennesker som en Slags Tilskyndelse fraoven, en himmelsk Ordre, og sagde Ja til Indbydelsen.