V

Inde i den salonmæssige Dagligstue var der rundt om paa Smaaborde og Konsoller hensat slørbehængte Lamper, der lod Rummet hvile i en behagelig Halvskumring, ret egnet for fredelig Hvile i de store, fløjlsbetrukne Lænestole. En Fløjdør stod aaben ud til en glasdækket Veranda, en hel lille Vinterhave, fuld af Palmer og højstammede Planter, og herigennem var der atter Udsigt til den noget lavere liggende Have. Man kunde fra Stuen se en Græsplæne med en Stenvase, nogle Rosenbusketter og et Par høje Poppeltræer, der 336| altsammen saaes indhyllet i Sommernattens blege Maanetaage som i et Sølvflor.

„Nu er De nok saa skikkelig at spille lidt for os, Frøken Tønnesen,“ sagde Doktoren. „Jeg antager, vi alle er enige om, at Sindene kan trænge til at dysses lidt i Ro.“

„Hjertelig gerne!“ svarede Frøken Ragnhild. „Naar jeg blot kunde huske noget!“ tilføjede hun lidt efter henne ved Klaveret, hvor hun paa Virtuosmaner stod og bøjede sine sammenfoldede Hænder for at gøre Fingrene smidige.

Emanuel havde anbragt sig i en stor Armstol overfor Verandadøren; han var ikke rigtig velfornøjet med, at der skulde musiceres. Han var endnu for opfyldt af Samtalen ved Bordet og havde helst villet fortsætte den nu, da han var i Stemning.

Imidlertid havde ogsaa de andre taget Plads rundt om i Stuen og gjort sig det mageligt i de brede Stole. Kun Onkel Joachim var bleven siddende ved en Vinkaraffe inde i Spisestuen, hvor man en Tid hørte ham give sit Hjerte Luft overfor Søsteren ... indtil Fru Hassing, da Frøken Ragnhild anslog sin første Akkord, gik hen og aabnede Døren og med et „Tys“ bragte ham til Tavshed.

Frøken Ragnhild begyndte sit Spil med et Par kraftige Løb op og ned ad Tangenterne ligesom for at rense Luften i Stuen. Saa sad hun et Øjeblik ubevægelig, med bægge Hænder i Skødet, under en Stilhed, hvori man syntes allerede at høre Musiken klinge fra det fjerne.

Henne i den mørkeste Krog af Stuen havde den unge Frøken Gerda forputtet sig.

Der var i Aftenens Løb foregaaet en besynderlig Forandring med den før saa muntre unge Pige; hun var bleven mærkelig stille, næsten højtidelig. For Fætterens Galanterier havde hun under Maaltidet vist sig mere og mere udeltagende, hvorimod hun med stigende 337| Opmærksomhed havde set og hørt paa Emanuel, naar han talte.

Ogsaa nu sad hun og stirrede ufravendt hen paa ham med store, undrende Øjne. Hun sad foroverbøjet med Albuerne paa sine Knæ. Et mørkerødt Skær fra en nærstaaende Lampe belyste hendes Ansigt og de foldede Hænder, paa hvilke hun hvilede sin Hage; Resten af hendes Skikkelse utydeliggjordes af Skyggen. I hvert af hendes Træk saaes tydelig Familjeskabet med Fru Hassing; hun havde ganske dennes madonnaagtige Ansigtsoval; Mundens og Hagens bløde Linjer røbede den samme sværmeriske Hengivelsestrang; men Næsen var kraftigere, Kindens Runding fastere, og der ulmede en Ild af vaagnende Lidenskab i de fløjelsbrune Øjne, hvorover de mørke Bryn tegnede sig som et Par Vinger, der løfter sig til Flugt.

Da det første Musikstykke var tilende, og mens der mellem Frøken Ragnhild og Doktoren veksledes nogle Bemærkninger om Komponisten, rejste hun sig fra Stolen og listede langsmed Væggen hen til Fru Hassing, der sad i den modsatte Ende af Stuen.

„Tante,“ hviskede hun hende ind i Øret. „Er det virkelig sandt, at han er gift med en Bondepige?“

„Ja, mit Barn.“

„Med en rigtig Bondepige?“

„Ja, mit Barn,“ gentog Fru Hassing og klappede hende paa Kinden.

Hun blev et Øjeblik staaende med Haanden oppe paa Ryggen af Tantens Stol. Saa listede hun, idet Frøken Ragnhild begyndte et nyt Musikstykke, tilbage den samme Vej, hun var kommen, og satte sig igen til at stirre over paa Emanuel.

I nogen Afstand fra hende sad Fætteren, der hele Tiden gjorde sig Umage for ved Tegn at tiltrække sig hendes Opmærksomhed. Men hun lod, som om hun ikke saae det; og da han en Gang i Utaalmodighed vilde forsøge paa at naa hende med en langskaftet 338| Fjerkost, som han havde fundet i sin Nærhed, sendte hun ham et saa lynende Øjekast, at han af Betuttelse nær var vippet ned af Stolen.

Emanuel havde i Begyndelsen ikke synderlig Opmærksomhed tilovers for Musiken. Det første Stykke havde været en moderne, sværtopfattelig Komposition, der i hans Øre lød aldeles som en Kattekoncert. Han havde lænet sig tilbage i Stolen og hengivet sig til sine egne Betragtninger. Hans Blik var gledet rundt i Stuen, henover Væggenes Billeder og nogle hvide Statuetter paa Hjørnepiedestalerne ... og alt imens havde en tung Døsighed sænket sig over ham. Det var allerede bleven langt over hans sædvanlige Sengetid, og Værelsets Tusmørke, Dagens mange nye Indtryk, Slappelsen efter den megen aandelige Anspændelse tilligemed Virkningen af Aftenbordets Vin gjorde ham mat og tung.

Men efterhaanden begyndte han at lytte. Kendte Toner naaede hans Øre ... brusende, højtidelige Harmonier, der kom til ham ligesom langt borte fra. Han vidste længe slet ikke, hvortil han skulde henføre dem; forstod ligesaa lidt den stærke Sindsbevægelse, hvori de satte ham. Han følte sig som fangen under en Fortryllelse. Hans Blik faldt ud gennem Verandadøren, — og det blege, højtidelige Sommernats-Landskab derude med den store Stenvase og de sorte, cypresagtige Poppeltræer syntes ham i samme Øjeblik som en Levendegørelse af Frøken Ragnhilds Musik. Da genkendte han Chopins Sørgemarsch, hans Søsters Yndlingsstykke, som han i sine Ungdomsdage saa ofte havde hørt hende spille i Mørkningstimerne derhjemme, ... og i det samme var det, som om Omgivelserne forvandlede sig for ham. Det var ikke længer Doktor Hassings Dagligstue men hans eget Barndomshjem, han befandt sig i: det var hans egen Søster Betty, der sad derhenne paa Taburetten mellem Klaverets to tændte Lys og med yndefulde Bevægelser løftede og sænkede de hvide Hænder 339| over Tangenterne. Som en Bjergtagen, der hører sin Hjembys fjerne Klokker ringe, sad han med endnu halvt slumrende Bevidsthed og lod Øjet hvile paa disse hvide, smukke Skyggehænder; og da de under en Pavse i Musikstykket toges fra Tangenterne og sænkedes ned i Skødet, gled hans Blik uvilkaarlig op over Frøken Ragnhilds slanke Arme og hengav sig til Betragtning af hendes Nakke, hvorfra det egernrøde Haar var strøget bort for at samles i en Snegl over Issen. Han sad en Stund fortabt i Beundring for dette Haar og denne Nakke, fulgte i Tanker Halsens Linjer opefter og henryktes af hendes venstre Øre, hvis fine, gennemsigtige Brusk fik et koralrødt Skær fra det bagvedstaaende Klaverlys. Men pludselig vaagnede han til Bevidsthed ... Under skamfuld Forvirring strøg han sig med bægge Hænder gennem Haaret, og saasnart Musikstykket var tilende, rejste han sig. Han følte sig ilde; han vilde hjem.

Temmelig hovedkulds tog han Afsked og befandt sig faa Øjeblikke efter ude paa Vejen.

Men heller ikke herude hævedes straks Fortryllelsen, skønt han gik med stærke, hastige Skridt, ligesom drevet frem af sit Hjertes urolige Banken. Musikens Toner blev ved at forfølge ham henad den slangebugtede Vej; ... han blev ikke helt sig selv, før han naaede over Sognegrænsen og saae de hjemlige Bakkers mørke Masser tegne sig højt mod den allerede svagt lysende Horisont.

Imidlertid havde han inde i Doktorens Dagligstue været Emnet for en livlig Underholdning. Onkel Joachim var kommen tilstede og havde faaet Lov til frit at udtale sig, — hvad han i rigeste Maal benyttede sig af. Fru Hassing lovpriste Emanuel, og selv Doktoren maatte indrømme, at han virkelig var „et meget ejendommeligt og langtfra ubegavet Menneske.“

Frøken Gerda sad ubevægelig henne i sin Hjørnestol, stum og aandsfraværende, — fortabt i Drømme.

Ogsaa Frøken Ragnhild forholdt sig temmelig tavs; 340| hun havde nu heller ingen Grund til at være særlig tilfreds med denne Aften. Det var nemlig ikke helt usandt, hvad hun havde ytret til Emanuel, at hun i de forløbne Aar ofte havde ønsket at møde ham igen, ja Udsigten til at faa dette Ønske opfyldt havde ubetinget beskæftiget hende mest, da hun i sin Tid modtog Fru Hassings Indbydelse, og hun havde under sit Ophold her snildt forstaaet at lede alle Udflugterne ned mod Vejlby Strand i Haabet om at faa Held til at møde ham.

Det var ikke lutter kvindelig Nysgerrighed, der havde drevet hende herud. Ret hurtigt efter deres Adskillelse var det gaaet op for hende, at den Interesse, hun havde næret for daværende Kapellan Hansted, ikke bundede i en saa ganske ublandet Venskabsfølelse, som hun havde troet, men at der virkelig ved Samlivet med ham var gaaet et Pust af Kærlighed henover hendes Sjæl. Hun havde siden ofte følt sig nedværdiget ved Erindringen derom. Bevidstheden om at være forsmaaet — endog af en Mand, der havde giftet sig med en Bondepige — havde naget den stolte Provstedatter næsten som Erindringen om et Fejltrin. I syv lange Aar havde hun gemt paa et dybt Had til Emanuel, og Mindet om hendes Faders forsmædelige Bortrejse fra Vejlby Præstegaard, — der havde græmmet den gamle Mand mere, end nogen anede, og ret egentlig var bleven Aarsag til hans Død — havde ikke tjent til at dulme det. Ikke heller de mange andre Triumfer, som Bønderne i de forløbne Aar havde fejret paa alle Omraader i det offentlige Liv, havde just skullet formilde hendes Sind. Hun afskyede Bonden og alt, hvad der bare lugtede af Muld, oprigtigere end nogensinde før. Om det saa var den nye Literatur, saa oprørtes hun over den bare paa Grund af dens Naturbeskrivelser og Almueforherligelse, og hun gik aldrig mere paa Charlottenborgudstillingen, fordi det syntes hende, at ogsaa alle Kunstnere havde forelsket sig i Motiver fra Stald 341| og Mødding. Ja, selv i Teatret havde hun ikke længer Fred; der sad Rigsdagsmændene paa deres Fripladser og spyttede i Parkettet.

Dog intet havde oprørt hende som den megen Tale om et forestaaende Ministerskifte, der i de senere Aar havde lydt overalt. Man havde virkelig for Alvor snakket om, at nu skulde Bønderne til Magten. Man havde rentud udpeget en forhenværende Landsbylærer som vordende Konseilspræsident. Selv Folk, der sletikke kunde forsone sig med Tingenes Tilstand, havde hovedrystende sagt, at „der nu næppe var andet at gøre“. Hun forstod det ikke. Havde man da ikke altid vidst, at Bønderne var i Flertal her i Landet? Hvorfor da pludselig denne Underkastelse? „Bønderne er jo dog ogsaa Mennesker“, havde hun bestandig hørt som Svar paa sine Indvendinger. Men det var jo netop det, de ikke var! Maaske var de det ifølge Naturhistorien, efter Antallet af Knusetænder og Tarmvindinger. Men en Røgter paa Landet stod ikkedesmindre Faaret og Studen langt nærmere, end han stod et blot jævnt begavet Intelligensmenneske. Og Faaret og Studen tænkte man dog endnu ikke paa at give Stemmeret! — Hvor havde hun ikke ogsaa jublet, fordi der nu endelig var opstaaet Mænd, der havde Mod og Mandshjerte til at hævde Menneskets gamle Herskerret over Jorden og mane dette Bonde-Troldtøj ned igen i de Møddinger, hvor det hørte hjemme!

Det var da ogsaa med Hjertet opfyldt af denne Fryd, at hun nu havde haabet paa at gense Faderens fordums Kapellan. Nu, da Galskabernes Tid var forbi, brændte hun af Utaalmodighed efter at triumfere over den, der havde ydmyget hendes Fader og hende selv, og befri sig for den Skamfølelse, som Mindet om deres Samliv i alle disse Aar havde holdt vaagen hos hende. Men i denne Henseende havde Mødet med Emanuel langtfra givet hende den forventede Tilfredsstillelse.

I sin Fortrædelighed herover sagde hun Godnat 342| før nogen af de andre, idet hun undskyldte sit Opbrud med Hovedpine; og imod Sædvane bad hun denne Aften ikke Fru Hassing om at følge hende op paa hendes Værelse, for at de kunde passiare lidt i Enrum. Længe sad hun i sin hvide Friserkaabe foran Spejlet med Hænderne foldede i Skødet og glemte at løse sit Haar. Tilbagelænet mod Stoleryggen stirrede hun ned for sig med et stivnet Udtryk af Vrede. Pludselig kom hun til at fryse. En dump Angst sneg sig ind paa hende ... Hvad var det dog for en Magt, dette Menneske havde over hende?