VI

Træt og fortumlet af Dagens Hændelser naaede Emanuel hjem til Vejlby Præstegaard, hvor hans Bortebliven iøvrig ikke havde vakt nogen Forundring. Hansine spurgte ham ikke engang om, hvem han havde besøgt; hun var vant til, at han lod sig holde fast af de Venner, hos hvem han tilfældigt faldt ind, og at han da i Samtalens Løb ganske glemte baade Tid og Sted.

Først den næste Morgen fortalte Emanuel hende, hvor han havde været, og hvem han havde truffet, ... og dermed havde han helst skrevet den hele Sag i Glemmebogen. Han var vaagnet med en Fornemmelse af daarlig Samvittighed, og jo flere af Aftenens Begivenheder, der dukkede op i hans Erindring, desmere misfornøjet blev han med sig selv. Efter Morgensangen gik han ind i sin Stue, lukkede sin Dør og stillede sig hen ved en støvet Pult, der stod i det ene Vindueshjørne. Med Hovedet støttet i sine Hænder sagde han angrende men barnligt tillidsfuldt:

„Fader! Er du fortørnet paa mig? Jeg veed det nok, daarligt og forfængeligt har jeg udrettet den Gerning, du gav mig at gøre. Men du vil være langmodig. Du vil ikke forstøde mig. Prøv mig — og prøv mig 343| paany, jeg beder dig, Fader! — indtil jeg ikke længer snubler!“

Besøget hos Doktor Hassings fik foreløbig den Betydning for ham, at det bragte ham ud over den Slaphedstilstand, hvori han saa længe havde hvilet; det gav ham aandelig Svingkraft til endelig at komme ud over det døde Punkt, han siden Guttens Begravelsesdag havde befundet sig i. Om Søndagen prækede han paany med en Inderlighedens Varme, saa hans — iøvrigt faatallige — Tilhørere blev ganske henrevne af hans Ord og efter Gudstjenesten samlede sig udenfor Kirkedøren for at tage ham i Haanden og takke ham. Dagens Tekst var Evangelisten Marcus' Berettelse om Kristus, der bespiser Folket i Ørkenen med fem Brød og nogle smaa Fisk. Efter sin Sædvane anskueliggjorde han først selve Begivenheden for sine Tilhørere, udmalede poetisk Ørkenens højtidsfulde Stilhed, dens evigblaa Himmel og det forrevne Klippelandskab, hvorpaa Solen kastede sine brændende Straaler. Derpaa fortsatte han:

„Og saa er der nu dette med de fem Brød og de smaa Fisk, som alle Dage har været Genstand for Tvivlernes Spotteord. I Tosser, siger de, at mætte fire tusende Mennesker med en Favnfuld Fattigmandskost og endda faa fem fulde Kurve tilovers, det er jo Daarekistesnak! Ja saadan siger disse stakkels Mennesker, som ikke kender og ikke vil anerkende anden Slags Sult end den, der faar Maverne til at knurre. Men vi, som veed, hvad det vil sige, at Aanden hungrer, og at Sjælen tørster — aa, vi forstaar det altsammen saa godt. Vi har alle kendt disse Svaghedens og Modløshedens Øjeblikke, hvori vi syntes, at alt blev Ørken omkring os; og vi skimtede ingen læskende Kilde, og vi troede, at ikke alle Jordens og Himlens Skatte vilde kunne stille vor Sjæls Hunger ... Og saa sker der bare en eneste lille uventet Begivenhed, eller vi hører en Dag et godt lille Ord, som Vorherre har lagt sin Velsignelse i, og straks grønnes igen alt for vore Øjne, og vort Hjerte ... aa, det 344| fyldes og næsten sprænges af Haab og Fryd, saa vi ikke alene selv fuldelig mættes men kan dele ud deraf med bægge Hænder! Ja, Venner, slige Svaghedsøjeblikke kender vi allesammen. Og naar jeg nu skal sige min Mening, saa synes det mig, at der hviler en saadan Slappelsens Døs over hele Gudsfolket herhjemme for Øjeblikket. Overalt hører man modløse Stemmer sige: Hvad kan det altsammen nytte? Vi kæmper for Sandhed og Retfærdighed her paa Jorden, men vi ser blot Uretten og Løgnen og Vilkaarligheden trives bedre og bedre omkring os. Lad os give Afkald, lad os vende tilbage til Ægypternes Trælleaag og til deres Kødgryder. Og Fristelsen, der følger Tvivlen i Hælene som dens Skygge, istemmer med sin blide, kælne Slangehvisken: Ja, knæl blot ned, og jeg vil give dig al Jordens Herlighed! ... Nej, nej! Vi giver ikke tabt! Vi stoler paa den Gud, der strøede Manna for Jøderne og mættede Ørkenens fire tusinde Mand med sin Velsignelse. Ogsaa vi er Guds udvalgte Folk, som han har benaadet og gjort til sit Redskab, og vi vil takke og lovsynge ham derfor! Ja, kære Brødre og Søstre, vogt paa Slangen i Eders Hjerter! Tro den ikke død, fordi den har skiftet Ham! Den lurer som Svaghed selv bag vore stærkeste Haab, den skjuler sig som Selvretfærdighed endog i vor allerydmygste Bøn, den leder os til Fald, netop naar vi tror os oprejste. Men vi vil sønderknuse dens Hoved med Troens Jernhæl! Vi vil folde vore Hænder og sige med Mund og med Hjerte: Vor Fader, du, som er i Himlene, helliget vorde dit Navn, tilkomme dit Rige — —!“

Emanuel havde selv følt, at Aanden havde opfyldt ham, mens han talte. Da han kom hjem, kyssede han Hansine paa Panden, tog den lille Dagny paa sin Arm og bar hende lovsyngende rundt i Stuen. Han havde ikke i lange Tider været saa frejdig og glad.

Om Eftermiddagen foreslog han, at de skulde køre hen til Bedsteforældrene, som han ikke havde besøgt 345| den hele Uge og nu længtes efter at se. Den store Fjedervogn blev trukket frem, og Hansine og Børnene pyntet i deres bedste Stads. Dette skete efter Emanuels udtrykkelige Ønske, „fordi vi virkelig ogsaa en Gang maa vise, at vi har pæne Klæder“; og da han saae Hansine i sort Silkeforklæde og med sin lille perlestukne Silkehue, tog han hende med bægge Hænder om Livet og udbrød:

„Jeg tør vædde ti mod een paa, at der findes ikke kønnere Præstekone i hele Danmarks Kongerige!“

Da Klokken blev fire, gik han selv over i Stalden for at lægge Tøjet paa Hestene. Som han stod der med et Hovedlag mellem Hænderne, kom Sigrid styrtende ind til ham med Øjnene paa Stilke og saa stakaandet af Sindsbevægelse, at hun næsten ikke kunde tale.

„Fa'er!“ raabte hun. „Der er kommen to ... to Mennesker ... fine Damer ... De gik lige ind i Stuen.“

Emanuel blev rød. Han forstod straks, at det maatte være Frøken Tønnesen og en anden af Damerne fra Doktor Hassings Hus.

„Er Mo'er inde i Stuen?“ spurgte han.

„Ja.“

„Det er godt.“

Han gav sig med Forsæt god Tid til at fuldføre Arbejdet med Hestene ... men hans Hjerte bankede uroligt. Hans Tanker galdt især Hansine. Hvad vilde hun vel tænke om dette Besøg? Og hvorledes havde hun mon modtaget de fremmede?

Nu kom ogsaa Abelone stormløbende over Gaardspladsen paa sine Trætøfler og stak hele Overkroppen ind over Stalddørslemmen:

„Er Emanuel her? ... Du maa endelig komme ind straks; der er kommen to Damer — —“

„Herregud! Hvor ofte skal jeg dog høre det!“ afbrød han hende utaalmodig. „Sigrid har jo fortalt mig det — —“

Hun saae forbavset paa ham.

346|„Det kunde en anden jo ikke vide. Forresten var det Hansine, der sagde, at jeg skulde løbe herover.“

Hun vendte sig fornærmet og skyndte sig klaprende tilbage over Gaardspladsen.