VII

Inde i „Hallen“ sad imidlertid Frøken Ragnhild paa en af Straastolene ved Bordet og bestræbte sig for at vedligeholde en Samtale med Hansine, der havde taget Plads i sin Armstol henne ved Kakkelovnen, og som med sin sædvanlige Uelskværdighed overfor fremmede gjorde sig ringe Umage for at skjule sin Forbavselse over Besøget.

Paa Bænken henne under Vinduet bagved Bordet sad Søren Røgter og krøb sammen i sin just ikke klædelige Søndagsdragt, en gammel blaa Vadmelsfrakke med hvide Sømme og et brandgult Halstørklæde. Med vidtopspærrede Øjne og aaben Mund stirrede han skiftevis paa Frøken Ragnhild og hendes Ledsagerske, den unge Frøken Gerda.

Frøken Ragnhild bar en sort Perlepelerine over en Spaserekjole af graatærnet Silke; dertil sort „Kapothat“ med høj, spidst opløbende Sløjfe. Frøken Gerda havde den samme hvide Kjole paa og samme lyseblaa Hat, som hun havde baaret forleden ved Emanuels Besøg hos Doktor Hassings.

Den unge Pige sad med Hænderne i Skødet helt ude paa Kanten af sin Stol, og baade denne Stilling, hendes blussende Kinder og det Blik, hvormed hun saae sig omkring i Stuen og nu og da betragtede Hansine og hendes Bondedragt, røbede en stærk Betagethed, endda hun i Grunden følte sig saare uhyggelig tilmode i det store, umøblerede Rum, der mindede hende om en tom Lade, og dertil fornam al Slags Kriblen 347| omkring paa Kroppen ved Synet af Søren Røgter og hans Vadmelsfrakke. Hun havde ikke ladet Frøken Ragnhild i Fred, før hun havde faaet Lov til at tage med hende herhen; og paa hele Vejen fra Kyndløse havde hun været ganske febrilsk af forventningsfuld Spænding.

Men da Døren nu aabnedes og Emanuel traadte ind, kom der et lidt skuffet Udtryk i hendes Ansigt. Hun havde af Doktor Hassing hørt om den mærkelige Kittel-Dragt, hvormed Pastor Hansted plejede at færdes i Hjemmet, og han viste sig nu i ganske den samme lysegraa, langskødede Multumsfrakke og tæt tilknappede Klædesvest, som hun havde set ham med forleden.

„Ja, her har De mig igen, Hr. Pastor!“ udbrød Frøken Ragnhild og rejste sig. „Det er rigtignok at falde med Døren ind i Huset til Folk; men Deres Hustru var saa elskværdig at sige, at det var de saa vant til her. Jeg haaber altsaa, at vi ikke kommer til Forstyrrelse ... Ja, De husker vel nok min lille Veninde, Hr. Pastor,“ tilføjede hun og vendte sig mod Frøken Gerda.

Emanuel hilste tavs paa dem bægge og bad dem med en afmaalt Haandbevægelse at tage Plads igen.

„De har haft en lang Vej at gaa,“ sagde han lidt efter.

„Aa, ikke saa lang, som De vistnok mener,“ lo Frøken Ragnhild. „At gaa lige fra Kyndløse hertil vilde ganske sikkert have oversteget mine Kræfter; men saa galt er det heller ikke. Doktor Hassing skulde i Sygebesøg et Sted her i Nærheden, og saa kunde jeg ikke modstaa Fristelsen til at benytte Lejligheden og gøre Dem“ — hun gjorde her en lille Bøjning hen imod baade Hansine og Emanuel — „og mit gamle Ungdomshjem et Besøg. Vi kørte med Doktoren til noget, der hed — „Aasen“, tror jeg — og der skal vi træffe ham igen. Det er vist mindst en halv Times Vej herfra, og jeg er saamænd ganske stolt over at have gaaet saa langt lige i Solheden.“

348| Hun gav sig lidt febrilsk til at tale om Egnen og de nye Ting, hun havde set paa Vejen herhen. Hun syntes, at alting var bleven saa forandret, siden hun havde boet her; navnlig havde Byens Udseende overrasket hende. „Her er virkelig blevet langt hyggeligere,“ sagde hun; og Emanuel, der havde taget Plads paa Bænken bag den øverste Bordende, forklarede hende, at det kom af de mange, i sin Tid afbrændte Haver, der i Aarenes Løb var vokset til igen og havde faaet store Træer.

Hansine blandede sig ikke i Samtalen, og Emanuel gjorde sig heller ikke nogen Umage for at drage hende ind i den. Han forstod egentlig ikke rigtig selv, hvad det var, der trykkede ham ved dette Besøg, og hvorfor han bestandig syntes at mærke Hansines Blik vandre forskende frem og tilbage mellem ham og Frk. Ragnhild. Han havde jo dog virkelig intetsomhelst at bebrejde sig; og i hvert Fald havde han jo ikke skjult noget for hende. Han havde hin Morgen, da han først havde lettet sit Hjerte for Gud, aabent fortalt hende alt, hvad der om Aftenen var sket.

Imidlertid sad Frøken Gerda paa Kanten af sin Stol og kastede glødende Blikke over til Emanuel, mens hun selv iagttoges af den lille Sigrid, der stod henne hos Hansine i en lyserød Bomuldskjole, med et sort Baand om sit gulbrune Haar. Barnet havde lagt Hoved og Arme ned i Moderens Skød; og hver Gang hun opdagede, at Frøken Gerda saae paa hende, gemte hun sit Ansigt. Men straks efter kiggede et stort, mørkeblaat, spejdende Øje paany op over hendes solbrunede Arm; og saasnart hun troede sig ubemærket, løftede hun sig op paa Taaspidserne og hviskede noget til Moderen.

Hansine nikkede adspredt og strøg hende samtidig kærtegnende over Haaret — med en moderlig Ømhed, som hun ikke ofte lagde for Dagen overfor sine Børn.

Samtalen ved Bordet truede hvert Øjeblik med at 349| gaa istaa. Det var ikke Emanuel muligt at holde sine Tanker samlede. Hansines fuldkomne Tavshed gjorde ham stadig mere nervøs. Desuden trykkedes han lidt af Søren Røgters Nærværelse. Søren havde altid haft sine slemme Uvaner, som man paa Grund af hans mange gode Egenskaber havde baaret over med; men det forekom Emanuel, at han aldrig i den Grad havde spyttet og harket eller haft saa mange højtlydende Opstød som netop idag.

„Skal vi ikke gaa ud i Haven?“ spurgte han tilsidst. „Rigtignok kan vi ikke fremvise en Mønsterpark som den, Deres Fader i sin Tid efterlod os ... men lidt Kølighed kan vi i hvert Fald finde derude.“

„Det kan jo være prægtigt!“ sagde Ragnhild.

De rejste sig alle; Hansine dog først, efter at Emanuel ligefrem havde spurgt hende, om hun ikke fulgte med. Kun Søren Røgter blev siddende og slugte indtil det sidste de fremmede Damer med sine graadige Øjne.

Nu stak Abelone Hovedet ind ad Køkkendøren, bag hvilken hun havde staaet og luret.

„Er de gaaet?“

Søren nikkede tavs, hvorefter Abelone gik helt frem og skyndte sig til Vinduet for at kigge ud.

„Om jeg da kan begribe, hvad Emanuel vil ha'e med saadan no'en Rendetasker at bestille,“ sagde hun forarget. „De ser jo ikke anderledes ud end som et Par Skøjer.“