VIII

Det første Indtryk af Vejlby Præstegaardshave var ikke lige tiltalende for alle. Emanuel havde Ret i, at der ikke var bleven synderlig meget tilbage af den herregaardsmæssige Park, som Provst Tønnesen havde efterladt ham. De i gamle Dage saa velplejede Hækker 350| havde bredt vilde Skud til alle Sider, Plænerne var voksede ud over Gangene, og Græsset stod fuldt af al Slags Ukrudt. De lange Alleer var tilgroede, og inde under de store Træer laa nedblæste Grene og halvraadne Stærekasser.

Frøken Ragnhild og Emanuel, der efter kort Tids Forløb havde skilt sig fra deres Ledsagere, var efterhaanden kommen ind i Havens tætteste Vildnis. Emanuel gjorde idelige Forsøg paa at komme tilbage til de andre eller i hvert Fald at slippe ud i den brede, aabne Kastaniealle, der dannede Havens Afslutning ud imod Markerne. Men Frøken Ragnhild syntes at have faaet en Forkærlighed netop for de lønligste og eventyrligste Veje. Hun gik et Par Skridt foran ham og holdt med sin venstre Haand lidt op i Kjoleslæbet, saa man bagfra akkurat kunde se den pibede Kant af et stivet Skørt og Hælene af et Par elegante Laksko.

Emanuel blev greben af Uro ved at gaa ene med hende paa disse mørke, tavse Stier, der gemte saa mange halvforglemte Minder fra deres Ungdomsdage. Han betoges af Forvirring ved efter saa mange Aars Forløb at høre den hemmelighedsfulde Hvisken, der frembragtes af hendes Klæder under Gangen, og fornemme den Violduft, som ogsaa i sin Tid altid sporedes i hendes Nærhed. Frøken Ragnhild derimod saae sig utvungen omkring og syntes oplagt til al Slags Lystighed. Dog havde det langtfra været uden Overvindelse, hun var gaaet til dette Besøg i sit gamle Hjem. Men hun havde ikke kunnet finde Ro, før hun endnu en Gang havde gjort et Forsøg paa at ydmyge sin Faders fordums Kapellan, — og Synet af Præstegaardens Forfald og det lille Optrin inde i Stuen havde i saa Henseende været hende til stor Tilfredsstillelse. Hans Kones mistroiske Tavshed og hans egen urolige Forlegenhed havde allerede næsten givet hende Oprejsning for Fortidens Krænkelser. Men endnu var hendes Hævntrang ikke stillet, og hun gjorde sig stadig Umage for at 351| holde Samtalen inde paa Spor, ad hvilke hun kunde forfølge sin Triumf.

Imidlertid var Hansine og den lille Frøken Gerda bleven staaende henne ved en solbeskinnet Græsplæne i den forreste Del af Haven. Gerda havde kastet et langeligt Blik efter Ragnhild og hendes Ledsager, da de forsvandt; og som en Erstatning for Synet af Emanuel havde hun gjort sig gode Venner med Sigrid, der nu var bleven helt modig og — tiltrukket af hendes fine Klæder — strøg sig indsmigrende op ad hende og lod Haanden glide ned ad hendes Kjole. Hansine havde forsøgt at indlede en Samtale med den unge Pige; men efterat de havde vekslet nogle Ord aldeles uden at kunne forstaa hinanden, gav Gerda sig i sin Fortvivlelse til at lege, mens Hansine satte sig hen paa en Bænk i Skyggen af en Hæk.

Efter nogen Tids Forløb vaktes hun op af sine Tanker ved Lyden af Stemmer, der nærmede sig. Det var Ragnhild og Emanuel, der kom tilbage ad den lukkede Hasselalle, som løb lige bag hende.

„— — Vi ses vel omtrent en Gang hver fjortende Dag,“ hørte hun Ragnhild sige. „Og i Reglen spiller vi da lidt firhændigt sammen. Men naturligvis, vi passiarer ogsaa ... undertiden ogsaa om Dem, saadan som jeg vist har fortalt Dem. Jeg har altid kunnet mærke, at Deres Søster hænger ved Dem med en sjælden Kærlighed. Hun har tidt talt om, hvor ofte hun savner Dem, og hvor meget hun længes efter igen at se Dem.“

„Saa Betty har virkelig talt til Dem om mig?“

„Ja, og det er dog egentlig saa naturligt; hun har jo slet ikke set Dem i disse mange Aar. De skulde virkelig en Gang tage ind til Byen. Betty trænger til Opmuntring, Stakkel. Hun føler sig saa ene, siden hun mistede sit Barn. Det var virkelig et haardt Slag for hende. Hun er jo endnu ung og trænger til nogen eller noget, der kan fylde Tilværelsen for hende; ... og det kan jo ikke nægtes, at Generalkonsulen i den 352| Henseende har sine Svagheder; han er jo desuden nu næsten en gammel Mand og i det hele temmelig aflægs — —“

Stemmerne blev her uhørlige for Hansine. Hun gav sig atter til at se ud paa de to unge, der nu havde lejret sig overfor hinanden ude paa Græsplænen.

Lidt efter kom Sigrid styrtende henimod hende med Øjne, der straalede af Begejstring.

„Mor!“ raabte hun. „Veed du, hvad hun siger? Hun siger, at hun har en stor Dukke, som kan sove ligesom et rigtigt Menneske, og en Dukkestue med rigtige Stole og Borde og et Køkken. Og veed du, hvad hun siger? Der hører ogsaa en Dam til, siger hun, med Ænder paa og en Baad. Tror du, det er sandt, Mo'er?“

„Kommer du saa, Sigrid?“ kaldte Frøken Gerda ude fra Plænen.

Uden at vente paa Moderens Svar løb Barnet tilbage til den unge Pige og kastede sig i Kaadhed lige ned i hendes Skød.

I det samme hørtes igen Stemmerne nærme sig gennem Hasselalleen. Det var denne Gang Emanuels Ord, Hansine først kunde opfatte; og hun kunde høre paa ham, at han i Mellemtiden var bleven ivrig:

„— — Lad saa endelig være, at der i og for sig ikke er noget meget ondt i den Maade at leve paa, saa maa De dog indrømme, at alene Hensynet til de mindre velstillede Medmennesker bør afholde Folk fra at forfalde til en Luksusudfoldelse som f.Eks. min Svogers. Synet af en saadan Forfinelse gør Fattigdommens Byrde dobbelt tung for dem, der maa lide og stride Aaret igennem for at skaffe sig det tørre Brød; det avler Bitterhed, Misundelse og onde Instinkter — —“

„Nej, nej, jeg tror ikke en Smule paa, hvad De der siger. Jeg kommer til at tænke paa en Scene, jeg fornylig var Vidne til paa en stor Arbejdsplads, 353| hvor en Mængde Folk gik og slæbte midt i Solheden med tunge Grusvogne, Sten og den Slags Ting. Netop som jeg kom forbi ude paa Vejen, gik to nydeligt klædte unge Piger, rimeligvis Arbejdsherrens Døtre, leende og snakkende over Pladsen ... rigtig et Par „unyttige“ Væsner, saadan som vor lille Frøken Gerda her. Jeg saae, hvordan alle de sværtede Arbejdere løftede Hovederne og stirrede efter dem; men jeg forsikrer Dem, ikke i et eneste Ansigt kunde jeg spore mindste Misfornøjelse. Tværtimod, det var tydeligt, at Synet af de to smukke, glade, fuglefri Skabninger oplivede dem midt i deres trælsomme Arbejde; de blev ved at se efter dem med det næsten ømme Blik, hvormed vi alle kan følge et Par Svaler, der stryger os muntert forbi paa Landevejen. Saadanne Folk føler meget godt, at de er skabte af et ganske andet Stof end deres Arbejdsherres unge Døtre; og naar de ikke netop opagiteres dertil, tænker de lige saa lidt paa at beklage sig derover, som det falder noget fornuftigt Menneske ind for Alvor at nære bitre og misundelige Følelser overfor Svalerne, fordi Vorherre har skabt dem med et Par lette Vinger, og os med to tunge Spasereben. Har jeg ikke Ret?“

Emanuel tog ivrigt til Genmæle; men de var nu igen kommen saa langt bort, at Hansine ikke kunde høre hans Ord.

Lidt efter kom de frem ovre paa den anden Side af Plænen, og da de fik Øje paa hende, nærmede de sig over Græsset. Gerda var øjeblikkelig sprungen op.

„Naa, der sidder De, Frue!“ sagde Frøken Ragnhild. „Deres Mand og jeg har været frygtelig oppe at skændes. Pastor Hansted og jeg bliver nu aldrig enige om nogen Ting ... Naa, men det er nok Tid at komme afsted. Gerda! Skal vi saa sige Farvel?“

Emanuel tilbød at følge dem et Stykke for at vise dem en Marksti, der sparede dem den halve Vej. Hansine blev i Haven.

354|„Jeg er nu rigtig glad ved at have besøgt Dem,“ sagde Frøken Ragnhild, da de var kommen et Stykke fra Præstegaarden. „Nu kan jeg fortælle Deres Søster, hvor hyggeligt De har det, og hvor lykkeligt De lever, ... kort sagt, at De er en rigtig Lykkens Pamfilius. For — ikke sandt? — deri har jeg ikke taget fejl?“

Emanuel agtede ikke at indlade sig paa nogen Samtale med hende om dette Emne. Men Stridslysten var nu en Gang bleven vakt hos ham, og han kunde derfor ikke lade være at ytre:

„Jeg kan høre paa Deres Tone, at det har forundret Dem.“

„Siden De selv siger det, — nu, saa vil jeg ikke nægte, at det har vendt lidt op og ned paa mine Anskuelser om Ægteskab og Familjelykke, — de har aabenbart været noget gammeldags.“

Stadig uden at mærke Ironien i hendes Ord svarede han:

„De har sikkert i hvert Fald været højst originale.“

„Paa ingen Maade. De veed, at jeg i enhver Henseende er konservativ. Jeg har ganske simpelt troet, at hvad man kalder ægteskabelig Lykke betingedes af det, som vore Bedsteforældre med et noget svulstigt Udtryk benævnede „Hjerternes Harmoni“, og som vi i vore Dage vel vilde kalde saadan noget som Nervesympati.“

„Nervesympati! Det er sikkert et fortræffeligt moderne Ord. Bare man rigtig vidste, hvad det betød! ... Kunde De ikke give en lille Forklaring?“

„Aa, jo ... Men jeg har vistnok sagt Dem, at jeg er bleven Filosof. Dersom jeg derfor skulde udtrykke mig lidt mindre klart, maa De have mig undskyldt; det er paa Grund af lutter Dybsind! ... Jeg vil da sige — —“

Hun standsede, lagde Kinden ned paa sit hvide Parasolskaft og saae et Øjeblik med lumsk Eftertænksomhed op i Luften.

355|„Ja, saadan!“ sagde hun saa og fortsatte sin Gang. „Jeg vil altsaa sige ... Nervesympati imellem to Mennesker, dermed mener jeg, at alt, hvad disse to Personer ser, oplever, hører, læser o.s.v., gør et ensartet Indtryk paa dem bægge. Synet af et Landskab f.Eks. eller Nydelsen af et Musikstykke maa hensætte dem i samme Stemning, maa ikke virke oplivende paa den ene og gøre den anden melankolsk. Udtrykker jeg mig ikke klart? ... Alle Livets mangfoldige Begivenheder, lige fra de ubetydeligste som f.Eks. et Uheld med en Tallerken, der gaar itu, indtil de store, skæbnesvangre — sørgelige eller glædelige — Tilskikkelser, maa indvirke ens paa bægges Følelser, bringe deres Nerver i samme Art og Grad af Bevægelse. Altsaa — med andre Ord ... Betingelsen for, at der mellem to Mennesker kunde opstaa, hvad de Gamle kaldte „Hjerternes Harmoni“, skulde efter denne antikverede Betragtningsmaade være den, at deres Nerver havde samme Art af Modtagelighed, var lige ømfindtlige overfor visse Indtryk, lige upaavirkelige overfor andre. — Beundrer De ikke min Logik? — — Men Arten og Graden af vore Nervers Modtagelighed,“ vedblev hun, da Emanuel stadig intet svarede, „er Resultatet af vor Opdragelse, af vor Omgang, vor Beskæftigelse, vor Læsning ... ja ikke alene af vor egen men af vore Forældres, vore Bedsteforældres og alle vore Forfædres op i mange Led, ikke sandt? De vil nu forstaa — —“

„Fortræffeligt!“ afbrød Emanuel hende, idet han med et stort Smil løftede Hovedet. „Jeg forstaar nu, at Betingelsen for, at et Menneske skal blive fuldkommen lykkeligt med et andet, er den, at dette andet Menneske er ham lig paa alle Punkter; det vil sige, at det maa have haft samme Opdragelse og samme Omgang, og desuden helst samme Fader, samme Moder, samme Søskende og samme Forfædre op i mange Led ... med andre Ord, at det maa være ham selv! Ja, 356| deri har De Ret, Frøken Tønnesen! Selvkærligheden, Egoismen, det er sikkert efter den moderne „konservative“ Livsanskuelse den eneste varige og paalidelige Kærlighed. Det mener ogsaa jeg!“

Frøken Ragnhild trak misfornøjet sine Bryn sammen og tav.

„Men tillad nu ogsaa mig at filosofere en Gang,“ vedblev Emanuel med stigende Liv. „De vil vistnok ogsaa fra Deres Standpunkt indrømme, at Menneskets højeste Opgave — og samtidig dets største Glæde og dybeste Lykke — bestaar i Selvudvikling. Har jeg ikke Ret?“

„Nu ja!“

„Men af hvis Venskab og — for ikke at bruge et saa gammeldags svulstigt Ord som Kærlighed — af hvis Fortrolighed kan man vel vente at høste det rigeste Udbytte for sin aandelige Vækst? Mon af den, der ser, føler, tænker og handler ganske som jeg selv? Mon ikke snarere af den, hvis Syn kan aabne mig Udsigter, jeg ikke før har anet; som med et for mig nyt Tanke- og Følelsesliv, en fra min grundforskellig Opdragelse kan berige min Viden, udvide Grænserne til alle Sider og ligesom fordoble Verden for mig? Jeg tror det — ja, jeg veed det. Jeg taler her af dyrebar Erfaring.“

„Men De vender jo Sagen helt paa Hovedet,“ sagde hun i pludselig ligegyldig Tone. Emanuels sidste Ord havde gjort hende bleg omkring Munden, og hun drejede hurtig Samtalen ind i et andet Spor.

Paa sin Vej ind i Huset havde Hansine over Havegærdet fulgt Emanuel med Øjnene, mens han sammen med Damerne fjernede sig derude ad Stien mellem det høje Korn. Hun saae ham gaa der ved Frøken Ragnhilds Side og tale med livlige Haandbevægelser.

357|„Mo'r!“ sagde Sigrid, som holdt hende i Haanden ... „Mo'r!“ gentog hun, da Hansine ikke straks hørte hende. „Hvorfor gik Fa'er? Vi skulde jo køre hen til Bedstemo'er.“

„Det har Fa'er glemt, min Pige. Nu bliver vi hjemme idag.“