IV

Emanuel traadte om Eftermiddagen ud af sin lille Have nede ved Stranden. Et Øjeblik stod han og stirrede i Tanker ud over Havet; derpaa gik han langsomt videre ud mod de høje Lyngbakker i Vest.

Han blev herunder stille bevogtet af den lille Sigrid, der havde ligget paa Lur inde under nogle Buske paa Havediget og her oppebiet det Øjeblik, da han gik ud paa sin Eftermiddagstur. Da hun ikke kunde se ham mere, rejste hun sig ilsomt, stillede sig omhyggeligt op saaledes, at Ansigtet vendte lige mod Solen, og følte samtidigt paa sin Kjolelomme.

„Det passer,“ sagde hun halvhøjt.

Nu vidste hun Besked! Det var Moderen og Mormoderen, som Faderen regelmæssigt hver Eftermiddag gik hen for at besøge.

Med blussende Kinder satte hun sig ned paa Diget og faldt i Tanker.

Ligefra den Dag, hun var kommen hertil, havde det stundesløse Barns altid virksomme Indbildningskraft beskæftiget sig med Moderen. Inde i København, hvor der altid var saa meget, der adspredte hende, kunde der ofte gaa flere Dage, uden at hun kom til at tænke paa hende. Herude derimod havde Omgivelserne daglig vakt hendes Erindring om det gamle Hjem, og hun havde tilsidst sat sig fast i den Overbevisning, at Moderen maatte befinde sig et Sted her i Nærheden. Hver Gang hun saae en fremmed Kvinde nærme sig ude 479| paa Vejen, standsede hun med bankende Hjerte sin Leg i den Tro, at det var hende. Fra Morgen til Aften ventede hun hendes Komme, som Tanten jo havde bebudet. Med al sin Opfindsomhed havde hun søgt at udfritte Tjenestepigerne og alle andre, som hun kom i Berøring med, om Moderens Opholdssted og om Grunden til hendes Udeblivelse. Men hun havde ingenting faaet at vide.

Saa var det, hun igaar havde indsmigret sig hos den gamle Ellen Kagekone, der endelig havde røbet, at Moderen boede ikke saa langt herfra, nemlig hos Mormoderen, der var syg, og hos hvem hun maatte blive for at pleje hende. Paa sine yderligere Spørgsmaal havde hun faaet til Svar, at Mormoderens Hus laa ude i den Retning, hvor Solen gik ned ... at sige lidt til Siden derfor ... ikke til den Side, hvor Kjolelommen var, men til den anden. Men i den Retning var det netop ogsaa, at Faderen var gaaet bort.

Altsaa var det nu ganske bestemt, at gamle Ellen havde talt Sandhed.

Hun blev siddende paa Diget med Hovedet i Hænderne og fortabte sig i Overvejelser. Og nu modnedes hos hende en Beslutning, som siden den foregaaende Dag ganske havde opfyldt hende, ja endog holdt hende vaagen en Tid af Natten. Hun vilde en Dag gaa hen og besøge Moderen, uden at nogen vidste det. Nu kendte hun jo Vejen og kunde aldrig tage fejl. Dagny skulde ogsaa med, hvor meget hun saa brølede. Og Dukke-Lise skulde med, og den skulde have alt sit Tøj vasket og rullet for at være rigtig pæn! ... Moderen vilde nok blive glad, naar de kom. Men allermest længtes hun næsten efter Bedstemoderen, som var syg. Og ogsaa efter Trofast længtes hun, og efter den røde Kat og gamle Bedstefader. For det var vist ikke sandt, hvad Ellen havde fortalt, at han var død.

... Emanuel havde imidlertid fortsat sin Vandring 480| langsmed Stranden. Himlen var i Løbet af Eftermiddagen bleven lidt skyet, og Havet var ligesom nervøst uroligt, skønt Luften var ganske stille.

Nede ved Havstokken, omkring en opskudt Baad, stod en Flok Fiskere, der i tavs Ærbødighed blottede deres Hoveder, idet han i lang Afstand gik dem forbi. En af dem, en lille Gamling, hvis Ansigts mange stærke Farver tydede paa, at han ikke altid havde hørt til Ædruelighedens Venner, blev endog staaende med Hatten mellem sine rystende Hænder; og alle vedblev de at stirre efter ham, mens han langsomt fjernede sig op mod de store Lynghøjder.

Emanuel havde i den sidste Tid levet endnu mere ensomt og tilbagetrukkent end før. Der var Dage, da han — just paa Grund af den Ærbødighed, der vistes ham — ligefrem skyede Synet af Mennesker. Han vidste kun altfor vel, at han ikke fortjente en saadan Ærefrygt, at han var saare langt fra at have naaet den Fuldkommenhed, man aabenbart tillagde ham. Ak endnu havde Verden et haandfast Tag i ham! Endnu maatte han daglig dyste med Forstandens Anfægtelser; endnu var hver Nat en oprivende Kamp mod Kødets onde Drømme! Og endnu grebes han af Modløshed og timelige Bekymringer, ængstedes særlig for Børnene og deres ubetryggede Fremtid, efterat hans Fader omsider havde gjort Alvor af sin Trusel og frataget ham enhver Støtte.

Han havde derfor nu besluttet at bryde op og drage herfra. Trods det Løfte, han havde gjort sig selv og Hansine, ikke at ville forny deres Samliv, før hans Hjerte var lutret, vilde han nu rejse over til hende med Børnene for i Tro og Haab at genopbygge Hjemmet. Han havde allerede for flere Dage siden skrevet til Hansine derom; og skønt han endnu ikke havde modtaget hendes Svar, tvivlede han ikke om, at hun vilde forstaa, at han trængte til hendes Bistand ... at de nu 481| Haand i Haand maatte stride den sidste, afgørende Kamp for hans Frigørelse.

Han vilde end ikke oppebie Mødet paa Højskolen, saaledes som han oprindelig havde haft isinde. Tiltrods for alt, hvad Gud i sin Naade havde forundt ham at udrette her — han turde dog ikke tage dette som Bemyndigelse til at tale i hans Navn. Han maatte ydmygt erkende det for sig selv, — han var for skrøbeligt et Ler, for svag en Aand til at være Guds Vældes Tolk, hans Vredes Flammesværd, hans Barmhjertigheds kaldende Røst i Ørkenen. Men han vilde ikke derfor klage. Glad og taknemlig skulde han henleve sit Liv i stille Afsideshed, ukendt af Menneskene, kun kendt af Gud, glemt af Verden, vejret hen som et navnløst Blad, en klangløs Tone.

... Han var kommen op over Lyngbakkerne og havde naaet den yderste og højeste Top, hvorfra der var den vide Udsigt over Fjorden til Kysterne ovre paa den anden Side. Han standsede her ved det høje, korsdannede Sømærke, hvorunder han hver Eftermiddag havde staaet og set over mod den hjemlige Strand og fornyet sin Længsel efter Hansine. Med heftigt bankende Hjerte stirrede han over paa det fjerne Land, der i Eftermiddagens gyldne Soldis hævede sig over Fjorden som et luftigt Drømmesyn.

Ja, han maatte bort nu ... bort fra Ensomheden her og fra Mismodets Snarer, ... bort ogsaa fra hende, hans Livs onde Aand, der Gang efter Gang havde krydset hans Veje som Syndens formummede Fristerbud ... denne skamløse Kvinde med hendes præstelige Galan, i hvis Nærhed det var, som om selve Luften indblæste Kødet dæmoniske Lyster. Ja, han længtes hjem ... hjem til Freden og Trygheden og Hvilen hos hende, hans Livs gode Engel, der altid havde ledet hans Fod paa den rette Vej, altid støttet ham, naar han snublede, altid vendt sit Ansigt fra ham, naar han sveg. De fandt vel nok 482| en klinet Hytte og en Strimmel Jord derovre ved Stranden, hvor de kunde friste Livet. Han vilde ikke frygte. Han var jo endnu ung og stærk. Hans Arme havde ikke glemt at brydes med Spade og Hakke. Endnu sad der haard Hud indeni hans Hænder af syv Aars Stræb i Mark og Lade. Ja, nu skulde det ske! Nu skulde han genoprejse sit sunkne Hjem til Guds Ære! Fuglefrit vilde de bygge og bo bag Lyngtuen, og deres Lovsang skulde løfte sig mod Skyen som Lærken en gylden Sommermorgen. Aa, — det var, som klang der Harper i hans Indre, naar han tænkte derpaa! En Frydeklang, en Frihedsjubel svulmede og steg i hans Bryst. Han frygtede ikke! Hvad betød vel Armod, Sult, Lidelse — —?