© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Endelig oprandt den store Dag, der var bleven imødeset med saa megen Uro og Spænding. „Mødet paa Sandinge Højskole“ havde i den sidste Maaned været en staaende Overskrift i alle Vennesamfundets Blade; men ogsaa udenfor Menighedens egen Kres afventede man med Interesse Resultatet af Forhandlingerne som et betydningsfuldt Tidens Tegn, der paa afgørende Maade vilde vise, hvad Retning Udviklingen i de senere Aar havde taget.
Allerede Dagen før Mødet skulde aabnes, strømmede de fremmede Gæster til. Efter hvert Jernbanetogs Ankomst indhylledes Landevejen fra Stationen i en lang Støvsky, hvorigennem et endeløst Vogntog rullede frem mod den flagsmykkede By. Der havde forud meldt sig over et halvt tusinde udensogns Deltagere; og da Mødet skulde vare i to Dage, kunde der ikke være Tale om, at de alle kunde faa Plads paa selve Højskolen. Størsteparten maatte indkvarteres rundt om hos venligsindede Folk i Byen, og endda maatte her baade Lade og Lo, ja endog Stænget tages i Brug og indrettes til Sovested for de unge.
518| Ved Aftentid, mens Solen gik brandrød ned under den blaanende Horisont, lignede Pladsen omkring Højskolen en nylig slaaet Lejr, en saadan Forvirring herskede der af tomme og belæssede Vogne, Halmknipper, Rejsetøj og raadvilde Mennesker, der havde travlt med at søge Oplysninger, skaffe Mad eller bringe deres Bylter af medførte Sengklæder under Tag.
Der saaes alle Slags Skikkelser og hørtes mange Slags Tungemaal. Der var store, tungt vandrende Vestjyder med havblaa Øjne og et Sprog, som ingen forstod. Der var livlige Fynboer, der snakkede i Munden paa hinanden og lo og morede sig. Der var et Par gamle Koner fra Ribeegnen med Knytteklæde og skinnende Krusekappe, og der var smaa Fannikekvinder, der skød op af deres tykke, stive Skørter som af en Tønde. Men fremfor alt var der Sællændere af alle Arter og alle Aldre, Kallundborgjyder og Kulsviere og kække Stevnsboere med lyse Smil, Oldinge og unge Knøse, syge Folk, der maatte løftes ned af Vognene, og Krøblinge, der humpede om ved Krykke.
Men trods Forskelligheden var det let at spore et bestemt Fællespræg hos dem alle. Bag Travlheden og Snakken og Raadvildheden mærkede man den samme højtidelige Alvor, den samme højtstemte Forventning. Der var noget i den hele Scene, der mindede om svundne Tiders Sct. Hansnats-Valfarter til de hellige Kilder, hvis Vande havde Ord for at besidde mirakelgørende Kraft. Paa mere end eet bekymret Ansigt kunde man læse om en febersyg Sjæl, der vaandede sig under Tidens mange Tvivl, og som urolig tørstede efter Sandhedens Lægedom.
Der sad henne paa et Stendige en Mand og en Kone, et Par midaldrende Folk, der trofast holdt hinanden i Haanden. Deres alvorlige Ansigtsudtryk og stilfærdige, indadvendte Væsen fortalte en hel Historie:
De var kommen langvejsfra, havde rejst en Dag 519| og en Nat og endnu en Dag og sad nu her, fortumlede af den lange Rejse, underligt fremmede for sig selv i de fremmede Omgivelser. De havde deres Hjem ovre i Jylland, i en ensom Egn nær Hedegrænsen, hvor Livet er en taalmodig Kamp mod Naturens Karrighed og Vejrligets Barskhed. I de lange, mørke Vinteraftener, naar de vilde Vestenstorme væltede sig ind fra Heden, havde de siddet bænkede omkring Lampen i deres lille Stue og læst højt for hinanden af Vennesamfundets Blade og Bøger; og i de lyse Sommerdage var de aget milevidt ad tunge Sandveje til Folkemøder og kirkelige Forsamlinger ... lykkelige ved at kunne mætte den Oplysningstrang, som Højskolen i deres Ungdom havde fremelsket hos dem. Men i den senere Tid havde en Uro sneget sig ind i deres Hjerter. Først var det Vilh. Pram, der havde opskræmt dem med sit lidenskabelige og overtalende Sprog. Den Aften, da de havde læst hans første store Tale, hvori han ivrede mod Opfattelsen af Biblen som Guds aabenbarede Ord, havde de længe ikke kunnet falde i Søvn for urolige og forknytte Tanker. Men endnu stærkere havde senere Pastor Magensen rystet Grundvolden for deres Gudstro ved sit Skrift om Helvede og Helvedstraffene. Tre Aftener i Træk havde de læst Skriftet igennem, før de vilde tro paa, at de havde forstaaet det rigtigt. De havde sagt til hinanden, at naar der ingen Djævel var længer og ingen evig Straf og altsaa helleringen evig Løn; naar endog Præsterne ikke mere turde udtale sig om Livet efter Døden; naar Troen ikke var en Forvisning om det, vi ikke kunde se — hvad var da Kristendom? Hvad var da Tro? ... Alt vaklede tilsidst for dem. Og det nyttede ikke, at de lukkede de farlige Bøger og en Tid holdt sig borte fra Møderne. Tankerne lod dem ikke Ro i deres Ensomhed, Tvivlene blev ved at forfølge dem og fordrede Afgørelse! ... Nu havde de ikke længer kunnet bære Uvishedens Byrde. Trods trange Kaar brød de 520| op fra deres Hjem, gav deres Børn og Ejendom i fremmedes Varetægt og sad nu her efter den døgnlange Rejse, alene betagne af Tanken om at faa Klarhed over sig selv, at komme til Sandheds Erkendelse og genvinde Hjertets tabte Fred og Lykke.