II

Imidlertid var der ogsaa bleven livligt henne i „Sandingehus“. Mens Folket forventningsfuldt lejrede sig om selve Skuepladsen for de kommende Dages betydningsfulde Begivenheder, samledes de agerende i Kulissen hos Fru Gylling.

Saa godt som alle Menighedens mere bekendte Personligheder havde indfundet sig. Der var Præster, Højskolefolk, Rigsdagsmænd, ja endog en bekendt Universitetsprofessor, der vel egentlig ikke hørte til Kresen, men hvis Nærværelse man ikke desmindre satte særlig Pris paa som et Vidnesbyrd om Videnskabens endelige Anerkendelse af Vennesamfundets aandelige Opdyrkningsarbejde. Stor Opsigt vakte som sædvanlig Vilh. Pram, der — skønt forholdsvis ung som offentlig Personlighed — havde opnaaet fuld Færdighed i den Kunst at fastholde Folks Opmærksomhed og ved ildfuld Gestikuleren og lignende dramatiske Virkemidler gøre sin Person til Midtpunktet i enhver Forsamling.

Det, der dog i Øjeblikket fortrinsvis beskæftigede Sindene, var en nylig indtruffen Meddelelse om, at selve Hs. Ekscellence Kultusministeren vilde beære Mødet med sin Nærværelse, mulig allerede indfinde sig til Aabningshøjtideligheden den næste Dag. Med Føje opfattedes denne store og sjældne Udmærkelse som en endelig Bekræftelse paa, at der var foregaaet et Omslag i de styrendes Stemning overfor Vennesamfundet og dets Mission, og der gjorde sig i den Anledning en paafaldende 521| Forsonlighed gældende i hele Forsamlingen. Selv Vilh. Pram viste sig ingenlunde helt ufølsom for den tiltænkte Opmærksomhed af en af Statskupets Mænd. I en Kres af sine Tilhængere lod han en Ytring falde om, at den Minister i hvert Fald syntes at vide, hvad han skyldte sin Stilling som Kirkens officielle Tilsynsmand; og fra alle Sider var man enig om, at det ikke mindst nu var magtpaaliggende at gennemføre en værdig og fuldkommen saglig Forhandling af de foreliggende Spørgsmaal og fremfor alt at undgaa al personlig Strid og unødig Ophidselse.

I denne Forbindelse beskæftigede man sig ogsaa med Spørgsmaalet om Emanuel Hansted. Man mente nemlig at vide, at han skulde have isinde at tage Ordet ved et af Diskussionsmøderne, hvad man helst saae forhindret for ikke at risikere Skandale. Det var nemlig nu fastslaaet som en Kendsgerning, at den stakkels Mand var uhelbredeligt sindssyg; man vidste, at hans Fader endelig havde sat sig i Bevægelse for at faa ham erklæret umyndig og indlagt paa et Sindssygehospital. Alligevel indsaae man det farlige ved rentud at forbyde hans Optræden. En saadan Fremgangsmaade vilde let kunne bidrage til yderligere at opbringe hans stakkels enfoldige Tilhængere her paa Egnen og forhøje Glansen af den Helgenglorie, som disse forvildede Mennesker havde lagt om hans syge Hoved. Det lod sig nemlig ikke nægte, at det Røre, han havde skabt, i den sidste Tid havde grebet stærkt om sig. Ikke alene hele „Lejets“ fattige Fiskerbefolkning men ogsaa adskillige af Sandinges egne Bønder havde ladet sig rive med af Bevægelsen og saae ligefrem i ham den forventede Messias. Man blev derfor enig om at lade som ingenting og give ham Lov til at udtale sig, dersom han forlangte det, og kun skride ind i Tilfælde af, at han ved Ord eller Adfærd ligefrem vakte Forargelse.

— — —

522| Mens alt dette foregik, sad den gamle Pastor Momme ensom i sin tomme Præstegaard. Man havde anmodet ham om at være en Slags Æresgæst ved Mødet og navnlig ønsket hans prydelige Nærværelse ved Aabningshøjtideligheden, — men han havde undslaaet sig. Han havde end ikke kunnet faa sig selv til at modtage nogen af de mange, der i Eftermiddagens Løb var kommen for at hilse paa ham. Han havde sagt til sig selv, at han forstod dog ikke den nye Slægt, omend den kaldte sig hans egen Tids Arvtager. Og han var for træt nu, trængte til Ro, ønskede blot Lov til i Ensomhed at søge Guds Tilgivelse for sit forfejlede Liv.

Han sad i en Lænestol ved et af Dagligstuens Vinduer, gennem hvis røde Gardin Aftenskæret faldt ind over hans lille indskrumpede Skikkelse. Gennem det aabentstaaende Vindue førtes Lyden af Landsbyens urolige Røre ind i Stuen, denne sammenblandede Lyd af Vogne og vrinskende Heste og travle Folkemasser, der i sin Tid havde lydt saa frydefuldt i hans Øre ... som Fuglekvidret, der bebudede den gryende Dag. Nu mindede den dumpe Mumlen ham om en Gravklokkes Klemten over et afsluttet Liv, et udslukket Haab. Det var for ham, som var det en Ligfærd, der beredtes; som var det hans egen Tid, hans eget Værk, hvis sidste, hensmuldrende Rester nu stedtes til Hvile.

Henne i Stuens andet Vindueshjørne sad Frøken Katinka Gude med sine rastløse Strikkepinde.

Heller ikke hun kunde gøre sig døv for Røret omkring i Byen; men i hendes sangbundsløse Øren lød det ikke anderledes end et almindeligt Markeds-Spektakel. Den gamle Dames Opfattelse af det store Stævne var i det hele yderst nøgtern. Hun havde aldrig følt sig yderligere imponeret af sine Medmennesker, fordi de forsamlede sig i Flokke; og hvad Præster og overhovedet Ordførere angik — og ganske særligt Vennesamfundets — saa havde de aldrig formaaet at indgyde 523| hende synderlig Højagtelse. Naar undtoges hendes egen Svoger og den gamle Højskoleforstander, for hvem selv hun efterhaanden havde faaet Respekt, betragtede hun Retningens andre Forkæmpere, ligefra selve den store Grundtvig til de sidste Dages Profeter, som en Slags Geschæftsmænd, der „gjorde“ i Gud, ... protestantiske Afladskræmmere, der tingede og tuskede med de himmelske Ting og stadig søgte at underbyde hinanden med Hensyn til den Pris, for hvilken de falbød Salighedens Glæder fra deres Forretning.

Den gamle Særling var i det hele ikke gaaet gennem Livet uden at lide Skibbrud ogsaa paa sin Tro. Med sine halvfjerdsindstyve Aars Erfaringer var hun kommen til det Resultat, at intet i Verden var saa omskifteligt som netop det „ene fornødne“, intet saa forgængeligt som netop de „evige Sandheder“. Hun havde set, at mens almindelig jordiske og derfor ret foragtede Sandheder, som at to og to var fire, og at Jern var tungere end Træ, stadig levede i bedste Velgaaende, var det Gang efter Gang hændt deres himmelske Kolleger, at de døde en forsmædelig Død og stod op til et andet Liv som en beklagelig Misforstaaelse, en Oversætterfejl eller en slet og ret Løgn.

„Katinka!“ kaldte den gamle henne fra det andet Stuehjørne.A

„Ja, her sidder jeg!“

„Fortæl mig lidt om Emanuel Hansted. Har du hørt noget nyt om ham i de sidste Dage?“

„Nej ... ikke saadan videre. Jo, det er dog sandt ... der snakkes nok om en ung Pige paa sytten Aar, som er begyndt at præke om ham etsteds her i Egnen ... og kalde ham for Messias ... Det skal nok være en Søsterdatter af Doktorens Kone derovre i Kyndby paa den anden Side.“

„Ak ja, hvem der turde tro derpaa! ... Tænk dig, Katinka, om Gud vilde unde mig at være Vidne 524| til hans Genkomst blandt Menneskene, før mine Øjne lukkes.“

Svigerinden svarede ikke. Og de sad igen i lang Tid tavse.

„Katinka,“ kaldte han igen.

„Ja.“

„Kan du ikke læse lidt for mig? Jeg er saa urolig.“

„Det er ogsaa ... saa lummert iaften. Skal jeg ikke ... lukke flere Vinduer op?“

„Aa nej, gør ikke det!“

„Hvad skal jeg saa ...A læse for dig? Skal jeg læse et Stykke af Biblen?“

„Aa, Biblen! Det er jo bare en Samling gamle Krøniker, siger de nu.“

„Skal jeg da læse lidt ... i Grundtvigs Sangværk?“

„Jeg veed ikke, Katinka! Jeg troer, jeg er for klejnmodig til det nu. Er det ikke underligt, jeg er i de senere Aar kommen til at holde mere af Brorson. Tidt kan jeg sidde og nynne for mig selv en af hans Salmer. Som nu denne —“

Han gav sig til at synge. Med sin lille Oldingerøst sang han højt:

Da han sluttede, sagde Frk. Katinka, idet hun skiftede en Pind:

„Troer du ikke, det var bedst ... du gik iseng, Momme?“

Han var bleven anstrengt af Sangen og sad et Øjeblik og snappede efter Vejret.

„Aa jo, du har vist Ret. Søvnen er dog tilsidst vor bedste Trøster.“

„Kom, lad mig hjælpe dig!“