[1]| FØRSTE BOG

[3]| I.

I en øsende Regn kom en gammel Kaleschevogn agende oppe paa Sandinge nye Stationsvej. Det var en Dag i Begyndelsen af Juli, men Himlen var sort og lav som ved Novembertid. Vandet styrtede ned; det var et fuldkomment Skybrud. Oven paa Kaleschens buklede Læderhimmel havde der samlet sig en hel Sø, som skvulpedes frem og tilbage under Vognens ujævne Bevægelser. Overalt paa den bedagede Karosse, lige fra to Kufferter, der var surret fast bagpaa, indtil en stor Paraply, hvorunder et Fruentimmer sad og krøb sammen oppe paa Bukken ved Siden af Kusken, randt Vandet i stride Strømme. Det var et ynkeligt Syn.

Havde der endda været lidt Fart i Køretøjet! Men som det dèr sneglede sig frem med et Par sølle smaa, skindmagre Heste og samvittighedsfuldt malede sine høje Hjul rundt i Vejens tommetykke, vællingagtige Pludder, gjorde det et Indtryk, som 4| om det havde faaet til Opgave ret at anskueliggøre for enhver Vejfarende, hvor afskyeligt Vejret var, hvor trøstesløs den hele Egn strakte sig mod Horisonten med sine ensformige Markskel og nøgne Banker. Man maatte uvilkaarlig faa den Forestilling, at der inde under den sorte Kaleschehimmel sad en eller anden levergusten Hypokondrist med indsunkne Øjne, der stirrede sløvt ud paa Regnen, uden Energi til at skynde paa Kusken, men ogsaa uden nogen som helst Utaalmodighed i Retning af at naa sit Bestemmelsessted, hvor ingen Glæde ventede.

Da tittede pludselig et rødkindet, smilende Barneansigt op over Kaleschens Forlæder .... og lidt efter kom ét til ... og samtidig en lille, buttet Haand, der med udspilede Fingre søgte at opfange de nedfaldende Regndraaber. Det var en Aabenbarelse saa overraskende som at se Englehoveder dukke op af en Ligkiste. De lyseblaa Øjne straalede af lyksalig Forventning; og for hvert Hus, de kørte forbi, hvert Par Faar, der stod og græssede ved Vejkanten, brød begge de Smaa ud i høje Henrykkelsesraab.

Pludselig vendte den største af dem sig om og raabte ivrigt:

»Fa’er! Tante! ... Se dog!«

5| Vejen havde foretaget en stor Svingning og samtidig sænket sig, hvorved Udsigten var bleven aabnet til et vidtstrakt Engdrag, der – fladt som et Vand – bredte sig mellem høje, golde Bakkeskraaninger. Derude midt paa den grønne Flade saaes gennem Regnsløret Sandinge By med store, gulkalkede Bøndergaarde og en gammel Havstens Kirke. Ikke langt derfra løftede Stedets berømte Højskole sine røde Mure, ... et vidtløftigt Kompleks af store og smaa Bygninger, der ledte Tanken hen paa noget som en større Stats- eller Regeringsanstalt, hvad Skolen paa en Maade ogsaa nu var bleven.

Det var lige i Middagsstunden. Fra alle Byens Skorstenspiber sænkede en brunlig Tørverøg sig tungt over Straatagene, og rundtomfra hørtes Hanerne at kalde Hønsene til Køkkendørene. Da Kaleschevognen skumplede gennem Gaden, var der ikke et Menneske at se; hele Byen var som uddød. Kun henne fra et lille gult Hus, hvor den folkelige Friskole holdtes, hørtes Skolebørnene at synge i vilden Sky under Anførsel af Lærerens vellystigt tremulerende Bas.

Idet Vognen kørte der forbi, traadte Friskolelærer Povelsen i højstegen Person ud i Forstuedøren, som næsten udfyldtes af hans omfangsrige 6| Skikkelse. Med den aabne Salmebog i Haanden og uden at afbryde Ledelsen af Sangen blev han ved at stirre efter Køretøjet, indtil det forsvandt for ham i Regntykningen.

»Hvem var det, Jørgen Hansen?« spurgte han da en lille, førladen Bondemand, som imidlertid var kommen frem i en Lo-Dør ovre paa den anden Side af Gaden.

Jørgen Hansen gav sig god Tid til omhyggeligt at rense sit Pibehoved, før han svarede. Saa sagde han meget betænksomt og med en Inderlighed, som om Talen galdt et betroet Hjærteanliggende:

»Ja se, det véd jeg saamænd itte, Pøvelsen, ... jeg véd det saamænd itte. Men ellers var det jo Ole Olens Bæster dernøre i Lejet.«

»Ja, jeg syntes det jo nok. Og det var Kromandens nye Vogn. Men hvem var det, som sad indeni?«

»Ja se, det kan jeg sandelig itte sige, Pøvelsen, ... nej, jeg kan mente itte. Kanskesens det var no’en af disse hersens Bademennesker, der er ventendes dernøre.«

»Det er rimeligt nok, ja. Der kom jo Nogen forgangen ogsaa. Naa! ... Jesus, dine dybe 7| Vunder!« Læreren istemte atter Børnenes Sang og vendte tilbage til Skolestuen.

Imidlertid skumplede den gamle Karosse videre nordpaa ad den ganske flade Landevej, der i en bugtet Linie fulgte Bredden af en lille Aa, som gennemstrømmede Eng-Landskabet. Overalt stod lange, lige Rækker af rødbrogede Køer, der i fuldkommen Ubevægelighed, med ludende Hoveder og halvlukkede Øjne, taalmodigt skød Ryg mod den nedstyrtende Regn. Men efterhaanden naaede Vognen magrere Jorder, hvor stridhaaret Ungkvæg gik og græssede mellem altfor mange og altfor brogede Blomster. Skrigende Maager kredsede i Luften og forraadte Havets Nærhed. Snart dukkede ogsaa den hvide Strandbred op forude. Og nu skimtedes en Række smaa Fiskerhytter, et Par Bøndergaarde og en teglhængt Kro – »Sandinge Leje«.

Dette Sted havde i de senere Aar vundet en vis Navnkundighed ... i hvert Fald i Aviserne. Efterat nemlig en ny Jærnbane havde aabnet den hidtil temmelig afsides liggende Egn en forholdsvis nem Forbindelse med det øvrige Land og navnlig med Hovedstaden, var Stedets Krovært bleven greben af den Ærgerrighed at ville skaffe Lejet Berømmelse som Badested. Hvert Foraar havde iøjnefaldende Bekendtgørelser i Bladene henledt det højtærede 8| Badepublikums Opmærksomhed paa dette »første Rangs Kursted« og dets »vildt romantiske Naturomgivelser«; og virkelig var det i de sidste Sommere lykkedes at hidlokke en halv Snes sværmeriske Københavnere, der drev omkring langs den flade Strand og regelmæssig hver Aften stillede sig op nede ved Havstokken for i drømmende Henrykkelse at betragte Solens Nedgang i Havet.

Det var dog ikke mod Kroen – »Hotel Kattegat«, som den nu var døbt, – at den gamle Kalesche styrede sin Kaas. Ved Indkørslen til Lejet drejede den ad Vester, hen imod en stor og smukt vedligeholdt Bondegaard, der laa lidt udenfor den egentlige By. Et netop hejset Flag tilkendegav ogsaa, at det var her, Gæsterne ventedes.