II.

I den samme regnfulde Middagstime var der stor Forsamling i »Sandingehus«, en malerisk, i norsk Stil opbygget Bjælkevilla, der laa inde under Bakkeskrænten ikke langt fra Højskolen. Her residerede for Tiden den bekendte, formuende Enkefru Lene Gylling, der gerne om Sommeren for9|lagde sit folkelige Hof hertil fra Hovedstaden for at være i Nærheden af den Virksomhed, som mere end nogen anden kunde glæde sig ved hendes Beskyttelse.

I den rummelige Havestue, hvorfra en Fløjdør stod aaben til det Fri, var der forsamlet henimod et halvt Hundrede Mennesker. Det var til Dels fremmede Tilrejsende af den Art, man til Stadighed saa’ her som Højskolens Gæster: højtalende Præster med deres folkeligt klædte Hustruer, alvorsfulde, langskæggede Landsbylærere og rundryggede Bondestudenter med blege Ansigter. Forøvrigt saaes ogsaa et Par af Højskolens egne Lærere og af Egnens velnærede Bønder med deres Koner. Der havde som sædvanlig været holdt et Formiddags-Foredrag paa Skolen, og det var nu en Gang en fast Skik – som Fru Gylling satte megen Pris paa – at man efter Foredraget samledes i »Sandingehus« for at tilbringe Middagstimen med fortrolig Vennepassiar ved en Pibe Tobak.

Denne »Vennepassiar« udartede imidlertid regelmæssigt til en varm Debat om Dagens forskellige sociale, politiske og religiøse Spørgsmaal. Det syntes efterhaanden at være bleven disse Mennesker en ligefrem Livsfornødenhed at diskutere, fremsætte Meninger, udvikle Livsanskuelser og profetisk for10|tabe sig i Fremtiden. Særlig var de religiøse Emner igen kommen paa Dagsordenen, efter at de i adskillige Aar havde været fortrængte af den altopslugende Politik. Overalt havde Folkesagens kristne Venner – skuffede i Haabet om det jordiske Freds- og Retfærdighedsriges nær forestaaende Komme – med forstærket Iver vendt Tanker og Hu mod det Hinsidige.

Den Forhandling, der i Dag satte Sindene i Bevægelse, drejede sig da ogsaa udelukkende om Tidens stærke religiøse Brydninger. Særlig beskæftigede man sig med Planen til et stort Møde, som man agtede at afholde her paa Højskolen umiddelbart efter Høst, og hvor den fri, folkelige Kirkes Tilhængere skulde samles fra hele Landet til gensidig Opbyggelse og Bestyrkelse i Troen. Trangen til en saadan Genoptagelse af Fortidens almindelige Vennemøder havde længe været levende i disse Kredse. Det lod sig nemlig ikke længer skjule, at det frisindet-religiøse Samfund i den senere Tid i en betænkelig Grad havde tabt sin forrige Indflydelse paa Befolkningen. Partiets store Høvdinge var alle døde; og ogsaa de mere betydende af de stedlige Førere var – som her i Sandinge – efterhaanden gaaet bort. Samtidigt havde et middelalderligt Spøgelse, den mørke Pie11|tisme, rejst sig i uanet Vælde. Egn efter Egn havde næsten uden Modstand givet sig Helvedprædikanterne i Vold. Det var, som om den Række politiske Ydmygelser, der i de sidste Aar var overgaaet Befolkningen, havde lammet Sindene og gjort dem til et let Bytte ogsaa for det aandelige Ild- og Sværdregimente.

Under disse Omstændigheder var der efterhaanden opstaaet nogen Utaalmodighed i »Vennesamfundets« Lejr. Man krævede med stigende Styrke, at der skulde gøres Noget, ... ja, der havde endog hævet sig Røster for den Anskuelse, at Samfundets hidtil forfægtede Kristendomsopfattelse led af visse Mangler, at den rent ud sagt ikke længer svarede til, hvad Nutiden fordrede. Partiets bestaltede Ord- og Penneførere havde derfor i den sidste Tid haft musetravlt med at underkaste Livssynet en kritisk Revision; og over hele Landet ventede den betrængte Menighed i voksende Bekymring paa det forløsende Ord, der endelig skulde bryde den kirkelige Reaktions Magt og gengive den frie, lyse og glade Kristendomsforkyndelse det tabte Herredømme over Sindene.

Det var just med disse Forhold for Øje, at man havde udstedt Indbydelse til det omtalte Vennemøde, hvor de forskellige Anskuelser kunde 12| komme til Orde og Afgørelse træffes angaaende en samlet Optræden overfor fælles Modstandere. Flere af de i Dag tilstedeværende Fremmede havde udtrykkelig indfundet sig for at faa Lejlighed til at indvirke paa Bestemmelserne om Forhandlingsemner, Foredragsholdere o. s. v.

Blandt disse Fremmede bemærkedes især en højvoksen, slank, skægløs Mand i Fyrretyveaarsalderen, omkring hvem Størsteparten af Selskabet efterhaanden havde samlet sig. Det var den i de sidste Aar meget omstridte Frimenighedspræst Vilhelm Pram, til hvem navnlig de Yngre var begyndt at se op som til en Fører og Fornyer, og hvis larmende Veltalenhed og hele fremtrædende Væsen røbede, at han næppe heller selv havde smaa Tanker om den Mission, han var sat til at udføre her i Verden.

Hans Berømmelse skrev sig fra, at han for et Par Aar siden ved et stort Kirkemøde, hvor der havde været baade Bisper og Provster til Stede, var fremtraadt med den aabne Bekendelse, at man efter Fremkomsten af den nyeste, uomstødelige Bibelkritik ikke længer med Sandhed kunde tale om en direkte guddommelig Aabenbaring men udelukkende var henvist til at søge Kundskab om Kristus og Kristendommen i den levende Menig13|heds Vidnesbyrd; at man saaledes end ikke havde Lov til at lade sin Tanke og Fornuft trællebinde af den hellige Skrifts Avtoritet men skulde betragte Biblen som enhver anden Opbyggelsesbog, hvis Forestillinger man kunde forkaste eller tilegne sig, alt eftersom de tilfredsstillede Ens personlige Behov. Disse Udtalelser havde i første Øjeblik virket skræmmende selv paa dem, der allerivrigst havde raabt paa en tidssvarende Udvikling af Vennesamfundets kirkelige Anskuelse. Men Sagen fik snart en anden Vending, idet Kirkemyndighederne tog Anledning af Talen til at afskedige Vilh. Pram fra hans Embede i Statskirken. Herved opnaaede han det Martyrium, som hurtigt gjorde ham og hans Lære populær. En Kreds af oplyste Bønder i en smørfed, lollandsk Egn kaarede ham til sin private Sjælesørger, og selv vedblev han i ildfuld Tale og Skrift at slaa til Lyd for sin Anskuelse og hævde den som det nye Lys-Ord, der endelig og afgørende skulde bryde den døde Bogstav-Troes Jernaag og samtidig stanse de oplyste Klassers voksende Frafald fra Kristendommens evige Sandhed.

Denne Begivenhed og navnlig det heldige Udfald, den fik, havde været medvirkende Aarsag til, at ogsaa andre af Partiets fremadstræbende Aander fik Mod til at sige sig løs fra den trykkende Dogme-14|Tro. Man havde efter den Tid formelig kappedes om at fremsætte nye, livsvækkende Sandheder. Saaledes havde en vis Pastor Magensen, der ogsaa var til Stede her i Dag, fornylig udgivet et opsigtsvækkende Flyveskrift »Bort med Helvedstraffene!« hvori han baade med Lærdom og med Hjærtelighed havde paavist, at Troen paa en personlig Djævel og en evig Fordømmelse stred saavel mod vor Forestilling om Guds Algodhed som mod Bibeloversætternes nyeste sproglige Resultater. Den lille blaaøjede Mand med de lyse Englelokker var saa dybt grebet af denne ny Lære, saa bekymret over sine Medmenneskers Vildfarelser angaaende dette Punkt, at han efter sin Kones Sigende endog om Natten i sine Drømme laa og vaandede sig ved Tanken om de umenneskelige Forestillinger om Helvedes Ildsluer og evige Pinsler. Som Pietisternes ikke uvittige Ypperstepræst skulde have ytret om ham: Fanden havde taget ham med Hud og Haar.

Det var alle disse brændende Spørgsmaal, der nu var bragt paa Bane her i Fru Gyllings Havestue, mens Regnen blev ved at strømme ned fra Himlen som dennes trøstesløse Graad. Rundt om paa Stuens mørke Bjælkevægge hang der store, malede Portræter af Folkefrihedens gamle Forkæmpere, der ligesom lyttende skuede ned over 15| den bevægede Forsamling af deres aandelige Sønner og Arvtagere. Dèr sad Grundtvigs forklarede Gudfader-Skikkelse med Hænderne foran paa Maven, Monrad med en Haand dybsindigt under Kinden, Orla Lehmann med en Haand diplomatisk skjult mellem to Brystknapper, samt en stor norsk Digter og Kraft-Agitator med en knyttet Haand i Siden og et profetisk Lyn bag Brillerne.

Ordskiftet var efterhaanden bleven meget livligt, og navnlig gjorde Vilhelm Pram et dybt Indtryk paa Forsamlingen, hvoraf i øvrig Størsteparten allerede forud hørte til hans svorne Tilhængere. Endog Værtinden, Fru Gylling, havde nylig – om end først efter adskillig Vaklen – sluttet sig til det reformivrige Parti, hvad der i høj Grad havde styrket dettes Stilling inden for Vennesamfundets Organisation. Den endnu smukke Dame med de smaa, fine Haarkrøller nedover Panden sad dybt nedsunken i en Kurvestol og saa’ ud over Forsamlingen med dette interessante, drømmende Blik, der havde givet hende Ord for at være Danmarks aandfuldeste Kvinde. Som sædvanlig deltog hun ikke direkte i Diskussionen men tilkendegav til Gengæld flittigt sit Bifald ved smaa moderlige Nik og Smil til de forskellige Talere.

I det Hele herskede der den frejdigste Stem16|ning. Det udtaltes aabent, at hvad der nu skulde fuldbyrdes for Nordens Vedkommende, var den sidste, afsluttende Del af den Kirkerensning, som var begyndt med Luther og fortsat af Grundtvig. Efter nitten Aarhundreders Forløb skulde Kristendommen endelig frigøres for al middelalderlig Vildfarelse ... genoprejses i den uforvanskede Lys-Skikkelse, i hvilken den alene ejede Magt til at erobre Verden og alle Folk, saaledes som det var den forjættet.