60| VII.

Efter at Herrerne var gaaet, blev de to Veninder endnu i nogen Tid siddende sammen under Æbletræet. I lang Tid var der ingen af dem, som talte. Frk. Ragnhild, der var bleven varm af Iver, sad og viftede sig med sin sammenslaaede Parasol, mens Fru Betty havde bøjet sig dybt ned over sit Arbejde. Hendes Ansigt tydede paa, at hun var alvorlig forstemt.

»At I to dog altid skal skændes!« sagde hun endelig paa sin stilfærdige Maade uden at se op.

»Hvem? ... Naa, din Broder og jeg, mener du! Aa, det er bare saadan en Vane, vi har fra gammel Tid. Du lader dig dog vel ikke anfægte deraf, kære Betty? Det er nu en Gang bleven vor Maade at konversere paa. For Resten er vi vel ogsaa omtrent saa uenige, som et Par Mennesker ret godt kan være.«

»Ja, det er I vel.«

»Du lader næsten, som det forundrer dig, Betty. Da har du dog ofte selv beklaget dig over, hvor vanskeligt, ja ligefrem umuligt det var for dig og din Familie at komme til Rette med din Broders mærkelige Maade at tage Livet paa.«

61| »Det er en hel anden Sag, Ragnhild. Fa’er har overhovedet aldrig kunnet forstaa Emanuel, og jeg selv har ganske vist ogsaa mangen Gang ondt ved at forlige mig med hans Anskuelser og Levevis ... om min Broder Carl vil jeg nu slet ikke tale. Men selv om man ikke deler en Andens Livsopfattelse, kan man dog nok respektere den.«

»Jeg tror virkelig, du begynder at blive lidt paavirket af din Broder, kære Betty. Jeg har jo nok mærket det i den sidste Tid, at –«

»Aa Snak, Ragnhild! Hvor du dog taler!«

»Ja ja. Det trøster mig dog, at du endnu finder din Broders Maade at tage Livet paa temmelig aparte. Du maa vist ogsaa indrømme mig, at det ikke er unaturligt, naar den vækker Folks Forundring. Forøvrigt har din Broder vist altid haft en vis Lyst til at være anderledes end Andre. Det forekommer mig, du selv en Gang har ytret noget saadant.«

»Emanuel er min Moders Søn. Og Moder var jo heller ikke, som Folk er flest.«

Fru Betty sagde disse Ord med høj Rødme paa Kinderne, – det var nemlig første Gang, at hendes ulykkelige Moder blev nævnet dem imellem. Men hun følte Trang til en Gang for Alvor at 62| tage Emanuel i Forsvar over for Venindens idelige Spotterier.

»Hvad Fader angaar,« – vedblev hun – »saa har han nu aldrig ret kunnet forlige sig med, at Emanuel blev Teolog. Fader er jo desværre ikke saa religiøs, som det var ønskeligt. Han vilde i sin Tid absolut, at han skulde studere Jura. Men Emanuel havde lovet Moder at blive Præst, og herfra stammer oprindelig det vanskelige Forhold imellem dem ... det mente i alt Fald Torm. Du kender jo Faders umaadelige Principfasthed. Og Emanuel er jo heller ingenlunde eftergivende, saa snart det gælder hans Tro.«

»Aa nej, deri giver jeg dig ganske Ret. For Resten – siden du nu selv nævner det – Pastor Petersen og jeg talte netop om din Broder paa Vejen herned. Pastor Petersen mente, at din Broder vel maatte have en bestemt Hensigt med sit Ophold her.«

»En bestemt Hensigt? ... Hvorledes mener du?« spurgte Fru Betty og saa’ op.

»Aa, jeg mener blot, at din Broder vel agter at søge fornyet Tilnærmelse til sine forrige Venner her ... og ovre paa den anden Side af Fjorden maaske. Han har vel i det Hele næppe i København fundet den Modtagelse, han havde paaregnet.«

63| »Hvilken Modtagelse mener du?«

»Kære, tag det ikke saa højtideligt! Jeg kender det af egen Erfaring, hvor nemt man i Begyndelsen bliver skuffet i sine Forhaabninger, naar man kommer ude fra Landet, hvor man jo overalt har været en selvskreven Nummer En. Man føler sig saa let overset og tilsidesat ... især dersom man i Forvejen er behæftet med en noget for ømfindtlig Selvfølelse.«

Fru Bettys Stemme dirrede let, da hun svarede:

»Naar min Broder i disse halvandet Aar har opholdt sig i København, er det alene, fordi han har fundet det nødvendigt for sin Udvikling og sine Studeringer. Man kan derom mene, hvad man vil; men man har ikke Lov til at tillægge det nogen egennyttig Hensigt.«

»Kære Betty, det gør jeg sandelig heller ikke. Du misforstaar mig ganske. Jeg tænkte alene paa din Broders Forhold til hans nærmeste Paarørende, navnlig til hans Hustru og Børn. Ja, undskyld ... jeg vil nødig være indiskret. Men du lægger mig selv det Spørgsmaal paa Tungen, hvad egentlig hans Kone har sagt til denne lange Adskillelse.«

»Selvfølgelig har hun ganske billiget den ... ja hun har udtrykkelig ønsket den for Emanuels Skyld.«

64| Fru Betty var atter bleven rød. Det var nemlig ogsaa første Gang, at Broderens Hustru var bleven nævnet mellem dem. Desuden havde Venindens Spørgsmaal rippet op i et gammelt Saar, som Frk. Ragnhild havde tilføjet hendes Søsterstolthed. Som saa mange Andre havde ogsaa Fru Betty i sin Tid haabet paa, ja været fuldt overtydet om en fremtidig Forbindelse mellem Veninden og Emanuel. Straks efter hans Tilbagevenden til København havde det næsten set ud, som om der allerede eksisterede en Forstaaelse imellem dem. Men pludselig havde Forholdet forandret sig, og Fru Betty følte sig overbevist om, at det var Ragnhild, der alligevel i det afgørende Øjeblik havde faaet Betænkeligheder. Hun mente endog at vide, ved hvilken bestemt Lejlighed Bruddet maatte være sket. Ved hendes afdøde Mands sidste Fødselsdagsmiddag, hvor de begge havde været til Stede, havde nemlig Ragnhilds Tone overfor Emanuel været paafaldende kølig, næsten afvisende. Og det var netop efter denne Dag, at Forandringen med ham var foregaaet.

»Saa alt dette har altsaa du og Pastor Petersen gaaet og snakket sammen om,« sagde hun efter nogle Øjeblikkes Tavshed. »Det overraskede mig 65| for Resten ikke saa lidt at træffe Hr. Pastoren her. Det maa da være bleven pludselig bestemt.«

»Det blev det vist ogsaa.«

»Hvad kan egentlig have ført ham herud? Han gaar da ikke og er forelsket i dig, Ragnhild?«

»Jeg véd saamænd ikke. Jeg har ikke spurgt ham.«

»Men du er dog glad ved hans Selskab. Han er jo underholdende.«

»Ja, han morer mig. Han er saadan en fornøjelig Hanswurst-Figur. Herre Gud, du! Vi kan jo ikke Alle gaa omkring og være bekymrede Verdensforbedrere.«

»Du skulde dog vist passe lidt paa, Ragnhild. Pastor Petersen er – trods sin Alder – vel næppe helt ufarlig. Han har jo ogsaa Ord for at være en meget kvindekær Mand.«

Ragnhild slog en lille Latter op.

»Hør, véd du hvad, Betty! Det kan man vistnok sige om de fleste Mandfolk. Hvad har din egen Erfaring lært dig?«

Fru Betty svarede ikke. Hun blev atter stødt af Venindens Tone og frie Udtryksmaade. Hun var i det Hele begyndt igen at føle lidt af den Generthed i hendes Selskab, som Ragnhild i deres Bekendtskabs allerførste Tid undertiden havde vakt 66| hos hende ved sin Smag for dristige og opsigtsvækkende Toiletter. Og i sit stille Sind tænkte hun paa, om det maaske alligevel ikke var godt, at Forbindelsen mellem hende og Emanuel ikke var bleven til Virkelighed.