VIII.

Derude paa den solhede Landevej vandrede imidlertid Emanuel og Pastor Petersen. Langsomt steg de op ad den bugtede Vej, som førte op over en Samling nøgne Bakkeknuder, de saakaldte »Hammerbakker«, der dannede Landets Afslutning i Vest, ... et øde og tavst Lynglandskab, over hvis højeste og fjerneste Top et korsdannet Sømærke tegnede sig mørkt mod den sollyse Himmel.

Det var stadig Pastor Petersen, der førte Ordet. Emanuel gik halvt bortvendt og saa’ i urolig Aandsfraværenhed ud over den spejlblaa Havbugt. Hans Sind var endnu ikke kommen i Ligevægt efter Sammenstødet med Frk. Ragnhild. Hans Ansigt var meget blegt, og Blikket formørket.

Det var atter »Vennesamfundet« og dets re67|formatoriske Bestræbelser, som den stadig spøgefulde Pater havde bragt paa Bane.

»Jeg skal sige Dem« – sagde han – »jeg gør mig skam ogsaa bekendt med de mange opsigtsvækkende Flyveskrifter og Flyveblade og andre Flyveredskaber, hvormed ærede Samtidige render Storm mod Himlen. Man vil jo gerne følge med Tiden, ikke sandt ... skønt det sandelig ofte kan være vanskeligt nok for en aldrende Kavaler. Tiden vimser saa skrækkelig gesvindt af Sted. Dèr lægger man sig en Aftenstund trygt til Hvile i Tillid til sin paa de allernyeste Forskninger samvittighedsfuldt grundede Tro – og den næste Morgen læser man i sit Flyveblad under et Opraab til fornyet Abonnement, at man allerede er sakket langt agterud, at en eller anden Hr. Darwin eller Hr. Edison med sin sidste Opfindelse har afluret Vorherre nye Hemmeligheder, og at alle Gaaders Løsning nu vil følge i næste Kvartal. Synes De ikke ogsaa, Hr. Hansted, at D’hr. Vilh. Pram og Pastor Magensen med Suite kunde fare lidt mindre voldsomt frem? Det forekommer mig, at de gode Folk noget for meget fremkalder Indtrykket af en Flok udbrudte Slaver, hvem Frihedsfornemmelsen har gjort ganske kannibalske. Det er nu ikke nok med, at de har faaet al Guddommelighed 68| flaaet af selve Kristusskikkelsen, gjort Frelseren til en slet og ret obsternasig Tømmermandssøn, en Socialist med Hallucinationer og andre menneskelige Skrøbeligheder. Jeg saa’ forleden, at en af Hr. Prams oplyste Lolliker havde anrettet et sandt Massemyrderi paa overhovedet alle Kristendommens overnaturlige Forestillinger. Endog de uskyldige smaa Guds Engle blev skaanselsløst nedslagtede og under megen Hoveren kastet i Fantasifostrenes store Fællesgrav. – Ja, Alting er en Videnskab, sa’e Fanden, han pustede Alterlysene ud med Rumpen! Jeg forstaar bare ikke, hvad Fornøjelse disse lærde Herrer kan have af deres blodige Ofringer til det nye Kvartals Guder. At de aabenbare Fornægtere, de virkelige Fritænkere kan gotte sig ved saaledes at se Kristendommen reduceret til et tørt, historisk Skelet, et Slags religiøst Spøgelse, der mærkværdigvis endnu holder til i vor oplyste Tidsalder ... det kan jeg forstaa, ja det finder jeg ganske i sin Orden. Men naar man dog vil være Medspiller og gøre en Indsats i det store Himmel-Lotteri, begriber jeg sandelig ikke, hvor man kan være saa forhippet paa at faa konstateret saa mange Nitter som muligt. Jeg for mit Vedkommende tilstaar ærligt, at jeg foretrækker den Kollektion, der stiller mig den mest lokkende 69| Gevinst i Udsigt. Og som alle uforbederlige Spillere tvivler jeg ikke et Øjeblik om, at jeg har det lykkelige Lod i min Haand.«

Emanuel var efterhaanden bleven opmærksom. Paterens sidste Ord havde berørt netop de Spørgsmaal, der dybest og inderligst bevægede ham selv. Trods sin Beslutning om ikke at tale alvorligt med denne Mand kunde han derfor ikke lade være at ytre:

»Jeg skal selvfølgelig ikke indlade mig paa at forsvare de omtalte Bestræbelser, saa meget mindre som jeg selv – Gud være lovet! – har faaet Blikket aabnet for den Vildfarelse, der ligger i at anlægge en jordisk Maalestok paa Ting, som kun har Virkelighed for Sjælens opladte Øje. Men ikke mindre forkastelig forekommer mig rigtignok en Teologi, der opfatter Forholdet til vor himmelske Fader som en Art tvivlsom Forretning, et voveligt Lykkespil, i Stedet for at forstaa, at Troen, Hengivelsen – »Indsatsen«, som De udtrykte Dem – bærer Belønningen i sig selv. Derfor kan heller aldrig Frygt for tilkommende Straffe i Evigheden saa lidt som Forventning om et hinsidigt Himmerigsliv blive afgørende for den sande Kristnes Forhold til vor himmelske Fader. Det er alene Bevidstheden om at gøre Guds Vilje, den levende 70| Følelse af at vandre for Herrens Aasyn, der er den Salighedens Glæde, som allerede her paa Jorden forundes Guds Børn, – og den formaar hverken nogen Bibelkritik eller Edisonsk Opfindelse at rokke ved endsige tage fra os.«

»Naa saaledes,« sagde Pateren, der havde lyttet med spidsede Øren, – og en paafaldende Alvor stivnede igen et Øjeblik hans bevægelige Træk.

»Men det er vist forøvrigt frugtesløst at fortsætte denne Samtale,« afsluttede Emanuel, der hurtig havde fortrudt sin Fortrolighed. »Vi har sikkert saa vidt forskellige Anskuelser, at en Forstaaelse næppe – –«

»Aa hvad, lad os bare snakke fra Leveren!« udbrød Pateren atter livfuldt. »Endnu spankulerer vi dog begge to omkring her paa Jorden og taler Menneskenes Sprog og er de samme menneskelige Vilkaar underkastede, ... hvilket iøvrigt minder mig om, at jeg har et Ærinde til Dem, Hr. Hansted ... eller en Forespørgsel, hvad De nu vil kalde det. Jeg traf for nogle Dage siden min Fætter, Stiftsprovsten, som jo ogsaa De kender personlig fra Deres Faders Hus. Vi kom blandt andet til at tale om Dem og Deres Beslutning om ikke at søge noget nyt Embede i Statskirken, – 71| hvad Stiftsprovsten højlig beklagede. For – ikke sandt? – det er jo vedblivende Deres Standpunkt?«

»Ja.«

»De kan slet ikke tænke Dem Muligheden af at lade Dem overtale til at forsøge med et andet – et nyt og godt – Præstekald?«

»Nej.«

»Og hvorfor egentlig ikke?«

»Fordi jeg ikke vilde kunne det uden at krænke Sandhedsforholdet enten til Gud eller til Menneskene.«

»Fordi De anser den bestaaende Kirkes Lære for en Vranglære?«

»Fordi jeg i den har fundet mere af Hedenskabets Udadvendthed end af Kristendommens Inderlighed ... ja.«

»Hør nu en Gang, Hr. Pastor Hansted!« tog Pateren til Orde efter nogle Øjeblikkes Betænkning, idet han standsede foran ham med begge Hænderne i Siden. »Jeg er tyve Aar ældre end De, saa jeg har vel Lov til at bruge lidt Frisprog over for Dem. Jeg vil da allerførst bemærke, at jeg ogsaa en Gang i mine unge Dage har siddet og gransket mig svedt og svimmel i Mester Eckardt, Johan Tauler, Søren Kierkegaard, og hvad nu alle de andre kanoniserede Salto mortale-Akrobater hedder, 72| som i gamle og nye Tider har gjort et nervøst Publikum hovedørt. Jeg taler derfor af Erfaring, naar jeg siger Dem: Se vel til, at De ikke selv knækker Halsen! Vil De lyde mit Raad, saa tag De Dem uden Skrupler et nyt Præstekald med solide Indtægter og en god Avling – det hjælper saa dejligt til igen at komme i et fornuftigt Forhold til Tilværelsen! Det sagde ogsaa Deres Fader, da jeg talte med ham forleden, inden han rejste til Carlsbad. Jeg kan heller ikke tro andet, end at De inderst inde selv maa føle Trang til igen at faa Fodfæste her i Livet, blive uafhængig og selvstændig ... ja, undskyld, at jeg siger det ... men De maa rimeligvis endnu tydeligere end Andre have følt, at Deres Fader ikke just med Tilfredshed har været Vidne til Deres senere Udvikling. De kunde nu gøre den gamle Mand en stor Glæde ved at følge mit venskabelige Raad. Herre Gud, Deres Fader har næppe lang Tid tilbage! De véd, hvor svag og nedbøjet han er, – det staar nu til Dem at gøre hans sidste Dage saa lyse og bekymringsfri som muligt!«

Emanuel stod og saa’ mod Jorden og svarede Intet. Han havde hurtigt forstaaet, at det igen var hans Familie, der stod bag dette fornyede Forsøg paa at bortvende hans Tanker fra Gud – og hans 73| Hjærte blev tungt af Sorg. Navnlig gjorde Hentydningen til Faderens snarlige Endeligt ham dybt bevæget. Hans Sjæl vaandede sig ved den Tanke, at han med sit Afslag maaske vilde lægge sin gamle Fader i Graven.

Opildnet af hans Tavshed fortsatte Pateren ivrig sin Overtalelse. Med en bred Haandbevægelse pegede han ud over det sommerfrodige Eng-Landskab, som de fra deres høje Stade kunde overskue helt ind til den anden Side af Sandinge By, og sagde:

»Se Dem dog om, bedste Hr. Hansted! Lad Dem ikke længer forblinde af Jordelivets mange Bagtalere! Se paa Køerne dernede, hvor velbehageligt de staar og dasker sig med Halen! Hør Fuglene dernede i Buskadserne, hvor de er glade for deres Æg og Unger! Eller se den tykke, fortumlede Bi dèr, som putter hele sit lodne Hoved ned i Blaaklokken ligesom en tørstig Tysker i et Ølkrus. Og saa skulde vi Mennesker mangle Evne til at indrette os det hyggeligt her i Verden! ... Slaa dog alle Griller af Hovedet, kære Ven! De vil en Gang komme til at fortryde det, hvis De ikke nu tager imod Livets elskværdige Indbydelse! Jeg vil fortælle Dem, at min Fætter, Stiftsprovsten, udtrykkelig talte til mig om et ledigt Embede, som 74| vilde passe udmærket for Dem. En dejlig Egn med Skov og Sø, en udmærket Præstegaard i gammeldags, idyllisk Stil – Mage til den dernede i Sandinge – med en prægtig Have for Deres Børn at lege i, ikke mere end en god Fjerdingvej til Annekset og en højst fredelig Befolkning. Ikke sandt! Det er sandelig ikke til at kimse af! ... Hvad siger De? Kan det virkelig ikke friste Dem?«

Emanuel stod vedblivende tavs og saa’ mod Jorden. Paterens Ord og Haandbevægelse, det øde, ørkenagtige Sted, hvorpaa de stod, den store Stilhed omkring dem, og dette vide Syn ud over den frugtbare Slette ... Alt drog ham underfuldt til Minde hint Øjeblik i hans Herre og Mesters jordiske Liv, da Fristeren kom til ham og sagde: »Fald ned for min Fod, og jeg vil give dig al denne Verdens Herlighed!« – Alt blev ham i det samme aabenbart. Han forstod, at Gud ved denne Fremmede endnu en Gang vilde prøve hans Troskabs Styrke, forsøge hans Mod til at følge ham paa Troens svimlende Sti ... »Verdens Børn til Forargelse«.

Han løftede Hovedet. Tvivlens Skygger var forsvundne fra hans Ansigt. Et roligt Forklarelsens Lys hvilede over hans Træk, idet han sagde:

»De mener mig det vistnok godt, Hr. Pastor. 75| Men ... jeg nævnede det før ... vi forstaar næppe hinanden. Vore Veje er ikke de samme, og for hver Dag, der gaar, vil de skilles mere. Dette beder jeg Dem sige til dem, der har sendt Dem til mig. Sig dem, at jeg er inderlig bedrøvet over at maatte volde dem Sorg. Men jeg kan ikke andet. – Guds Fred, Hr. Pastor!«

Han hilste og gik videre.

Pateren blev staaende og saa’ længe efter ham; ... og atter forstenedes hans Ansigt ... stivnede til en Alvorsmaske med dybtpløjede Furer mellem de svære, sorte Bryn.

Saa gik han langsomt tilbage ad den Vej, de var kommen.