IX.

Opfyldt af dette Møde og styrket af sin Sjæls fornyede Sejr over Fristelsen fortsatte Emanuel med forstærkede Skridt sin Vandring op over Lyngen. Men lidt efter lidt sagtnede han igen sin Gang, og hans Blik blev atter tankefuldt og uroligt. Han kom til at tænke paa, hvad vel egentlig Grunden 76| kunde være til den Interesse, Pastor Petersen i den senere Tid saa tydeligt havde vist ham. Det saa’ næsten ud, som om det var Pastoren magtpaaliggende at faa ham fjernet og vel forsørget. Kunde der virkelig være Noget om et begyndende Forhold mellem ham og Frk. Ragnhild? Umuligt var det vel ikke, sagde han til sig selv og var dermed paany dybt inde i den labyrintiske Tankegang, hvoraf Paterens Tale havde kaldt ham ud.

Frk. Ragnhild – ja! Ogsaa paa hende havde han tænkt i Nat, da han laa vaagen og saa’ tilbage paa den bugtede Vej, ad hvilken Gud havde ledet ham op til sig. En Række halvglemte Minder fra deres allerførste, ungdommelige Venskabsforhold i Vejlby Præstegaard var igen bleven levende hos ham; Gensynet otte Aar senere hos Doktor Hassing og hendes paafølgende Besøg i hans Hjem, hvor Hansine for første Gang viste den mistænksomme Tilbageholdenhed overfor ham, som han længe ikke forstod Grunden til, ... Alt havde han paany gennemlevet med en Visions Klarhed. Dog, mest havde hans Tanke dvælet ved den første Tid efter Tilbagekomsten til København, hvilken han aldrig kunde mindes, uden at Skamrødmen steg ham op over Tindingerne, ... hine Forsmædelsens Dage, da han, raadvild over for sig 77| selv, mistvivlende om Alt, et sløvt og viljeløst Bytte for sine Omgivelsers Overtalelser, havde søgt Glemsel for sine fejlslagne Forhaabninger i Livets Tummel og været paa Nippet til at sælge sin Sjæl til Torvets Afguder. Endnu kunde han gennemisnes af Gru ved Erindringen om hin mørke Vinteraften, da han efter sin afdøde Svogers overdaadige Fødselsdagsselskab kom hjem til sin ensomme Stue, ophedet af Mad og Vin, forvirret af Festens Lys og Flitter, betaget af Frk. Ragnhilds hvide Skuldre over den mørke Silke. I Stuen var der mørkt. Han afstrøg en Svovlstik for at tænde Lampen, og i det samme faldt hans Blik paa det store, tornekronede Kristushoved, der hang paa Væggen over Bordet. Han fór sammen. I det flakkende Lysskær var det for ham, som om Billedet med ét blev levende. De tunge Øjenlaag løftede sig, de dybe Øjne saa’ paa ham med et til Døden bedrøvet Blik, der syntes at sige: »Hvi svigter du mig?« – Han tabte Tændstikken af Rædsel og sank ned paa en Stol. Skælvende over hele Legemet blev han siddende i Mørket, med Ansigtet trykket ned i sine Hænder, og turde ikke se op.

Hin Nat begyndte den fortærende Sjælekamp, den vilde Forfærdelse over sig selv, som siden ikke havde givet hans Tanker Ro hverken Dag 78| eller Nat. Ligesom Jakob i den bibelske Fortælling havde han kæmpet med Gud og raabt til ham: »Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig«. Og Herren havde velsignet ham! Evighedens Lys var oprunden i hans Indre, og han forstod med ét sit Liv ... forstod ogsaa, hvorfor han hidtil var faret vild paa Vejen til Fredens og Lykkens forjættede Land, som alle hans Længsler fra Barndommen havde stundet mod. Dèr havde han gaaet saa selvtillidsfuld, saa fuldkommen tryg i Bevidstheden om at vandre i Jesu Fodspor ... og havde ikke agtet paa, at han fulgte dem i den fejle Retning, udad mod Timeligheden med alle dens Begæringer, Bekymringer og aldrig stillede Krav, i Stedet for indad mod den lille, lave og trange Hjærtedør, som Kristus havde aabnet for Menneskene med det Ord: Mit Rige er ikke af denne Verden.

Ja, Gud havde været ham god! ... Undertiden havde han endog troet, at Kampen allerede var udstridt, Verdens Aag afkastet! – Saaledes netop denne Nat. Mens han laa søvnløs og lyttede til Regnens ustandselige Fald, til Bølgeskvulpets Hulken og Blæstens stille Klage, havde han haft en Fornemmelse, som om han fra det Fjerne hørte den hele Jord stønne i Forkrænkelighedens Lænker. 79| Selv var han som løftet op over al Jordelivets Ve og Vaande til salig Forening med Gud. Hans Hjærte slog saa stille og fredeligt; ingen jordisk Attraa foruroligede hans Tanker, ingen Bekymring, ingen timelig Længsel formørkede hans Sind. Han fornam sin Sjæl som en vidtstrakt, spejlblank Indsø, badet i det himmelske Lys. Nu og da fløj en Tanke i Skikkelse af en hvid Due lydløst hen over den, rørte den blanke Flade med sin Vinge og forsvandt.

Nu havde han atter følt Livsbegærets

">NTorn i Kødet. Mødet med Frk. Ragnhild havde smertelig belært ham om, at han endnu ikke var fri. Hans Hjærte var kommen til at banke heftigt, da han saa’ hende dukke op ved den fremmede Mands Side ... i Naturomgivelser, der mindede ham om dem, hvori hun første Gang havde gjort Indtryk paa hans Sanser. – Endnu ikke fri! Trods al sin Kamp og ydmyge Anger ... endnu ikke! Han vilde ikke klage, ikke fortvivle, frem for Alt ikke formastelig kræve Gud til Regnskab. Han forstod saa godt, at han, hvis Fald havde været saa dybt, først sent og gennem haarde Prøvelser kunde vente Oprejsning. Dog havde han ofte grundet over den Modsigelse, der syntes ham at ligge i, at det netop var for en letfærdig Kvindes Skyld, han endnu holdtes fangen i Dødens 80| Snarer ... han, som aldrig før havde haft en ukysk Tanke, aldrig havde syndet mod det sjette Bud.

Eller var han igen her i en Vildfarelse, et Selvbedrag? Kunde Synden overhovedet være saa enkel? Var den ikke altid mangfoldig ... forræderisk som den uanselige Urt, der gemmer dybe og vidtforgrenede Rødder i det Skjulte? Var hans Sansers Forvildelse maaske blot et tilfældigt aabenbaret Skud af mange forborgne Laster ... af alle de andre Hjærtets Dæmoner, som han havde kæmpet mod og troede overvundne?

Som han gik i disse Tanker, blev han opmærksom paa en lille Lynghytte, der dukkede op foran ham umiddelbart ved Vejen. En pjaltet Kone stod udenfor og pindede Kvas, og ved den solbeskinnede Gavl sad en graahaaret Krøbling paa en Halmvisk og lallede som et Barn.

Emanuel standsede af Overraskelse. Det var nu saa længe, siden han havde staaet Ansigt til Ansigt med den usminkede menneskelige Elendighed, at han uvilkaarlig kom til at gyse ved Synet af dette sammensunkne Tag, denne indfaldne Gavl, disse sønderbrudte Ruder, der stirrede ud paa ham som onde Øjne. Han mindedes Mosekærshusene derovre i hans forrige Hjemstavn, – hin Samling 81| ynkelige Lerrønner ude ved Sognets sumpede Vestgrænse, hvis Nød og Savn han i sin Tid ved egne og Andres Opofrelser forgæves havde søgt at afhjælpe. Og han faldt i Tanker.

Da Konen omsider fik Øje paa ham, nærmede han sig og bød Guds Fred.

Men i Stedet for at svare mumlede Konen en Ed og huggede til med Øksen, saa Pindestumpen fo’r langt bort.

»Hvorfor bander du min Hilsen?« spurgte Emanuel sagtmodigt. »Jeg kommer ikke med Ondt, og jeg vil ikke gaa med noget Godt – som Ordet lyder. Jeg er din Ven. Og jeg byder dig derfor igen: Guds Fred!«

Konen saa’ endelig op – men med et Blik, der fik Emanuel til at studse, ja næsten gjorde ham forskrækket, saa ondt og hadefuldt var det. Nu saa’ han i det Hele først rigtig paa hende. Hun var uhyggelig at se til i sine snavsede Pjalter, mandshøj og førladen, oppustet af Usundhed og med hele Hovedbunden fuld af sorte Skæl.

Inde fra Huset lød der slæbende Trin. En gammel, aldeles sammenbøjet Kone med et uformelig stort Hoved krøb frem i Døren, hvor hun blev staaende med den ene, runkne Haand støttet paa en Stav, den anden paa Dørkarmen. I sløv 82| Stirren betragtede hun den fremmede Mand, mens hun med mimrende Mund blev ved at mumle:

»Jeg er syvoghalvfirs til Poske. Jeg er syvoghalvfirs til Poske.«

For Emanuel gik der pludselig et Lys op. Han huskede, at han i sin Tid paa Sandinge Højskole havde hørt Tale om en Kone her fra Egnen, »sorte Trine« kaldet, der var Befolkningens Skræk, og hvis hadske og trodsige Sind hverken venlige Tilnærmelser eller gode Gaver havde formaaet at formilde. Han erindrede nu ogsaa dunkelt at have hørt Noget om, at hendes Mand en Gang var bleven slaaet til Krøbling ved et Jordskred under Arbejdet paa den nye Jærnbane, – og han tvivlede derfor ikke om, at det var denne Kone, overfor hvem et mærkeligt Tilfælde her havde stillet ham.

Efter nogle Øjeblikkes Tavshed sagde han, atter mildt og fredeligt:

»Hvorfor ser du ikke glad ud? ... Jeg stod just og tænkte paa, hvor lykkelig og taknemmelig du dog maatte være ... du, som jo hører til de Udvalgtes Flok, hvem Gud har benaadet med Daabstegnet paa sin Kærlighed. For – jeg ser det – du er haabløst fattig. Du har vel akkurat det Straa, hvortil du kan hælde dit Hoved. Du er 83| fornægtet af Verden ... en Fremmed og Fredløs her paa Jorden. Hvorfor er du da ikke glad?«

Konen sænkede Øksen og saa’ forbavset paa ham. Det var ikke i den Tone, man plejede at tale til hende om hendes Elendighed.

»Forstaar du mig ikke?« vedblev Emanuel. »Er det da ikke sandt, at I Fattige forud har faaet som Gave af Gud, hvad vi Andre saa inderligt maa sukke efter ... vi, som træller under Verdens kummerfulde Aag ... vi, som endnu i Dødsangstens Time klamrer os til Støvet som et Rovdyr til sit Bytte. I er lykkelige, ... I, som ikke kender andet Begær end netop at opholde Livet; som kun er lænkede til denne usle Verden ved Selvopholdelsesdriftens tynde Traad, den Døden overklipper for Jer uden Smerte. Og endda er du ikke glad, Trine!«

Konen stirrede paa ham med opspærrede Øjne og maabende Mund. Det var dog mindre hans Tale, som hun ikke fattede synderligt af, end den Omstændighed at høre sig nævnet ved Navn af denne vildfremmede Mand, der gjorde et saa overvældende Indtryk paa hende. Han kendte hende altsaa!

Hun strøg sig med Armen over sin svedige Pande og mumlede:

84| »Hvem er I, med Forlov?«

»Et Menneske, der misunder dig, ... en af Verdens Slaver, der forgæves kæmper for at slide Trællelænken af sig. En stakkels Vildfarende er jeg, der her for dig gør Bod, fordi han en Gang lyttede til Menneskenes daarlige Tale og troede at gøre godt mod dine Lige ved at ville berøve dem deres eneste Eje, Fattigdommen, Sjælens Frigjorthed, Evighedens Afglans her paa Jorden, som der staar skrevet. – Og saa byder jeg dig da for tredje Gang: Guds Fred! Gaa ind i dit Hus og lov Herren! Men glem saa heller ikke at bede for dem, der ikke er saa lykkelige at have faaet Plads ved Himmeriges Porttærskel! ... Bed for mig, Trine!«

Han rakte hende Haanden.

Et hæsligt Smil spillede et Øjeblik om hendes tykke Læber.

Han er gal, tænkte hun.

Dog var der Noget i hans Væsen, i hans milde Blik, i denne bedende fremstrakte Haand, som hun i Længden ikke modstod.

Tøvende og halvt uvilligt gav hun ham tilsidst sin grove Næve.