VI.

Det almindelige men flygtige Naturfænomen, der havde indgydt Frk. Ragnhild saa stor en Skræk, bebudede virkelig ikke noget Godt. Af alle Naturens Storm-Varsler er maaske intet saa frygtet af Sømanden som »de tre Sole«, naar de kort efter Solens Opgang eller henimod dens Nedgang viser sig paa den letskyede Himmel – oftest i Magsvejr og efter længere Tids rolig Sø. Det gælder da om at ryste Havbliks-Døsigheden af sig, før den første Vindhvirvel kommer. Den kommer gerne som et pludseligt, lynsnart Stød, der afpresser Mastetovene en kort Jammertone og efterlader et fuldkomment Vindstille, en død, uhyggelig Tavshed over det nervøst urolige Vand. Men snart begynder Søen at syde, Folkene maa til Vejrs for at beslaa de sidste Sejl, og Lemme og Luger skal 143| forsvarligt skalkes, før det næste Stormbud melder sig i Horisonten med sit Følge af hvide Skumtoppe.

Men ogsaa inde paa Stranden bliver der Travlhed, inde i de smaa, lave Tangtags-Hytter, hvorfra der ligeledes spejdes efter Tegn i Sol og Maane, naar Fiskerne er paa Havet. Naar Katten begynder at mjave, og Vinden at tude gennem Skorstenen, ses Konen hvert Øjeblik ude paa Dørflisen med Haanden over Panden. Gamle Mænd rokker ned til Havstokken ved deres Stave, kigger ud mod Kimmingen og mumler med sig selv. Det hele Hav er nu et flyvende Skum. Som Flokke af mægtige Ørne sejler de første, mørke Smaaskyer højt og roligt henunder Himlen. Men snart stiger sværere Skymasser op over Horisonten. I et Nu er hele Himlen en sortgraa Røg, og Stormen kaster sig ind over Landet med en Vælde, der faar Kirketaarnene til at ryste.

Først paa dette Tidspunkt begynder Bonden at spidse Øren. Han tænker med Bekymring paa sine Straatag og paa Sædstakkene bag ved Ladelængen, ... mindes en Uvejrsnat for mange Aar siden, da Stormen væltede den ene Skorstenspibe ned ad Rygningen og oprev hans store Havrebod, saa de splittede Neg dansede som en Hær af gule Spøgelser vidt ud over Landet.

144| Saa uhyggelig blev denne Aften og Nat vel ikke. Dog holdt Uvejret Søvnen borte fra mangt et Sømandshjem, og mere end én Bonde listede op af sin Seng og gjorde en Runde om sin Gaard for at se, hvordan den holdt sig.

Umiddelbart før Solnedgang havde Vinden vendt sig. Og allerede en Time efter dundrede Stormen paa Landsbyernes Porte.

Paa denne Tid sad Hansine hos sin Moder og vandt Garn ved Skæret fra et kummerligt Talglys, der i de endnu korte Aftner maatte erstatte den hengemte Vinterlampe. Den lille lavloftede Bondestue var stadig lige uberørt af de omskiftelige Tider. Tintallerknerne under Loftet, de to indrammede Navneduge med Aarstallet 1798, Armstolen ved Kakkelovnen og det øvrige, aarhundredgamle Udstyr var endnu bibeholdt i al sin Oprindelighed og bevaredes med en pietetsfuld Omhu, der efter Hansines Hjemkomst næsten havde faaet Karakteren af en Demonstration.

Kun ét Sted manglede der Noget. Bænkepladsen for Enden af Egebordet, hvor Anders Jørgen paa denne Tid af Døgnet plejede at sidde med et Par irrede Messingbriller paa sin Klumpnæse og stave sig gennem »Bladet«, stod nu tom. Den gamle Mand var forrige Vinter bleven angreben af 145| den saakaldte Kyndelmisse-Feber, der i Løbet af faa Dage havde gjort Ende paa hans Liv.

Men hverken dette Dødsfald eller Elses lange, haabløse Sygeleje havde gjort nogen Forandring i Husets nedarvede Skik og Orden. Hansine havde ogsaa i den Henseende ladet sig det være magtpaaliggende at bevare det ejendommeligt gammeldags Præg, der altid havde hvilet over hendes Hjem. Hun havde nu ganske overtaget Styrelsen af Huset, og hun raadede baade i Køkken og Stald med en Myndighed, der mindede om Moderen. Den Uselvstændighedsfølelse, der i de sidste Aar af hendes Ægteskab havde sløvet hendes Vilje, var her paa hjemlig Grund vegen for al hendes gamle Selvsikkerhed parret med en næsten rastløs Virketrang. Og der var nok at tage fat i! Gaarden var i den senere Tid paa Grund af Moderens Sygdom og Faderens Blindhed bleven stærkt forsømt; og de havde endda maattet sætte sig i Gæld, fordi Fæstet var udløbet med Faderens Død og atter skulde fornyes, hvad der havde medført store Bekostninger.

Ole Kristian forestod Jordens Drift. Han var nu en fuldvoksen Karl paa fire og tyve Aar, lidt lille ligesom Hansine, men sund og kraftig. Han var under sin Opvækst ikke forbleven upaavirket af Søsterens underlige Giftermaal, og der var vel 146| næsten Ingen, hvem hendes Vanskæbne var gaaet dybere til Hjærtet. Han havde udviklet sig til et mere og mere tavst, indadvendt Menneske, lidt af en Særling, der bestandig holdt sig til Hjemmet og saa vidt muligt undgik Omgang med Byens Folk.

Heller ikke Hansine skøttede om Samkvem med Fremmede; og da hun tillige haardnakket søgte at værge sig mod Folks Medfølelse ved overalt at optræde med en stolt Utilgængelighed, der vakte Manges Forargelse; da desuden den gamle Else endnu paa sit Sygeleje, trods alle bitre Erfaringer, nægtede at forlige sig med Sognets nye Magthavere, saa at hun endog engang, da Pastor Madsen kom for at gøre hende et Besøg, halvvejs havde vist ham Døren, – var der nu tavst og stille i det forhen saa livlige Boelssted. Af alle Byens »Hellige« betragtedes det som en uren Plet, og de kom aldrig der forbi, naar de to og to vandrede til eller fra deres Bønnemøder, uden at tale højt om Hoffærdighed og anføre Sirachs Ord om Hovmod som Roden til al Synd.

Ogsaa denne Aften sad Hansine alene. Ole Kristian var nylig gaaet over i sit Staldkammer for at lægge sig. Paa Bordet ved Siden af Lyset laa endnu den Bog, hvoraf han havde læst højt for hende efter Mørkning. Henne fra Alkoven, 147| hvor det blaastribede Forhæng var trukket for, lød den korte, stødvise Stønnen, der udgør gamle og syge Folks Søvn. Ellers hørtes kun Stormen, der buldrede paa Ladeporten og susede tungt over Taget.

Det kunde jo ofte hænde hende, naar hun saaledes sad alene efter en virksom Dag, at Tankerne sneg sig paa Afveje ... søgte tilbage til den Fortid, der skulde være død for hende, kredsede om Børnene og Emanuel, hvis Navn aldrig blev nævnet i disse Stuer, i hvert Fald ikke naar hendes Moder kunde høre det. Navnlig i denne Tid forglemte hun ofte det Løfte, hun havde givet sig selv. Børnenes Nærhed og Emanuels Breve havde paa ny kastet Uro og Tvivl i hendes Sind. Gamle Drømme steg atter lokkende op for hendes Indre, gamle, forfængelige Haab omspændte hende atter med deres Gøglebilleder. Hun havde i disse Dage al sin Selvbeherskelse behov, for at ikke Moderen eller Ole skulde mærke den Raadvildhed, hvori hun var bestedt.

Særligt i Aften var hendes Tanker sky og urolige. Denne Buldren paa Porten, dette Sus over Taget genvakte hos hende Mindet om en anden stormfuld Aften ... hin Aften for mere end to Aar siden, da »Gutten« blev bragt til Sengs 148| for ikke at rejse sig mere. Ogsaa dengang sad hun ene med sig selv og sine skjulte Sorger. Hun huskede det tydeligt. Emanuel og alle Husets Folk var gaaet til politisk Møde i Forsamlingshuset. Det var den samme Aften, da hendes Fader havde holdt sin Tale. Hun sad i den store Stue og havde Døren aaben ind til Sovekammeret for at høre efter Gutten, der ofte skreg i Søvne. Først ved Elleve-Tiden kom Emanuel hjem. Munter, høj og smuk traadte han ind ad Døren i sin store Kavaj, der dryppede af Regn, med Stok i Haanden og en Lygte, som Blæsten havde slukket. Hun huskede ham tydeligt! ... Hun havde siden ofte tænkt paa, at den Aften egentlig var den sidste i deres Samliv, paa hvilken de havde følt lidt Fred og Lykke med hinanden. Fra den Dag begyndte Opløsningen. Med Guttens Død mistede Emanuel det frejdige Haab, den ubetingede Forvisning om at følges af Guds Velsignelse, den mærkelige Tro paa, at Forsynet havde en særegen Bestemmelse med deres Ægteskab, der indtil da havde baaret ham frelst gennem alle Skuffelser. – –

Hun standsede med ét Garnvinden og løftede Hovedet.

Hvad var det? ... Hun havde hørt Gaardlaagen blive aabnet. ... Eller var det maaske blot 149| Stormen, der havde løsnet en Luge? ... Nej ... Nu lød der varsomme Støvletrin derude over Stenbroen.

Hun blegnede.

Emanuel! – fo’r det igennem hende.

Hun rejste sig op og støttede sig til Stoleryggen. .... Kom han virkelig herind? Vilde han bryde sit Løfte. ... Ja, nu steg han op ad Trappen ... Han bankede paa Døren.

Nej, nej, han maatte ikke komme ind! Om det skulde gælde hendes Liv ... hun vilde ikke se ham! Han havde ingen Ret dertil! Han skulde gaa!

Hun samlede al sin Kraft for at løbe hen og slaa Slaaen for. I det samme løftedes Klinken sagte, og Væver Hansens lange Overkrop strakte sig frem bag den halvaabne Dør.

»God Aften, Hansine,« sagde han i hviskende Tone og uden at træde ind i Stuen. »Jeg kom justement forbi og saa’, at her var Lys. Og saa tænkte jeg, jeg skulde dog stikke Hovedet indenfor og høre, hvordan det stod til hos Jer. Hvordan gaar det med din Mo’er? ... Kanske staar der Noget paa?«

Hansine havde hurtigt genvundet sin Fatning. Hun svarede roligt:

150| »Det er ved det gamle. Hun ligger mest og døser. Og det er vel det Bedste. – Værsgo’, du kan godt komme ind, om du vil!«

»Ja, er det blot ikke bleven noget silde,« sagde Væveren og saa’ sig ligesom tvivlraadig omkring.

»Ja, det maa du selv om,« svarede Hansine kort, klippede Lysets Tande – hendes Haand skælvede endnu lidt – og satte sig atter ved sin Garnvinde.

Væveren lukkede omsider Døren bag sig, snød Næsen henne ved Kakkelovnen og tog Plads paa Bænken bag den øvre Bordende. Henne i Alkoven blev der i det samme stille. En famlende Haand søgte at skille Forhænget ad. Men Forsøget lykkedes ikke. Og straks efter lød igen den korte, stødvise Stønnen ud i Stuens Stilhed.

»Jeg kan hilse dig ovre fra Sandinge,« sagde derpaa Væveren; han sad foroverbøjet, med Armene paa Knæene, og tørrede sine Fingre i et rødtærnet Lommetørklæde. »Jeg var en lille Vending derovre i Dag for at se, hvordan det stod til. Man hører jo immer saa meget.«

»Aa ja.«

Der blev straks et Øjeblik Tavshed.

»Det er dog ellers svært, som han ... jeg 151| mener din ... han, Emanuel, ... det er svært, siger jeg, som han er paa Tapetet derovre for Tiden. Nu har han jo igen gjort et helt Mirakkel paa en gammel Drukkendidrik nere i Lejet.«

»Ja saa.«

»Ja han har vel for Resten skrevet til dig om’et, kan jeg tænke. Du faar jo dog stændig Breve fra ham, har jeg hørt sige.«

»Han har Ingenting skrevet om det.«

»Aa nej, han har vel tænkt, han havde det ikke nødig, saa meget som man snakker om ham. For det var ligefrem helt mærkeligt at være Vidne til, hvor Folk var opsatte. Og det er da egentlig heller ikke saa underligt, mener jeg.«

Der blev igen en lang Pavse.

Endelig spurgte Hansine, skønt ikke uden Overvindelse:

»Var du maaske derovre for at gøre Emanuel et Besøg?«

Væveren betragtede hende en Stund med ét Øje. Det var, som om han betænkte sig paa, hvad han skulde svare.

»Jeg saa’ ham slet ikke, Hansine,« sagde han derpaa. »Nej, jeg gjorde saamænd ikke. Men-n ... dine to smaa Tøser saa’ jeg da for Resten.«

Det gav et Sæt i Hansine.

152| »Hende – Sigrid hedder hun jo – hun sad paa en Sten nere ved Vandet; og oppe ved Haven stod den bitte Dagny og tuded; ja saamænd gjorde hun saa. – – Det er nu ikke for det, jeg kunde saamænd godt have haft Plasér af at sige Emanuel et Goddag igen. For det bliver vi vist alligevel nødt til at vedgaa, Hansine, at vi Skibberupsfolk nu ikke bar os ad imod ham, saadan som vi skulde, den sidste Tid, han var hos os. Jeg har overtænkt meget paa den Ting, – Tiden har li’egodt vist, at han havde Ret i mange Dele. Naar jeg saadan i Erindringen tænker paa, hvad han mangen Gang ret inderligt har udtalt for mig og Andre, naar vi saadan sad og snakked sammen, saa angrer jeg mig paa, at jeg først nu forstaar den gode Mening, han havde med det Altsammen. Og er det nu ikke forunderligt, Hansine? Den allersidste Gang, vi talte sammen, før han rejste fra os, da forudsagde han lige præcis, hvad der bag etter er fremkommen her i Sognet ved Pastor Madsen og Andre, der bare vil alt Frisinds Ødelæggelse. Men det har jeg mærket mere end én Gang, at Emanuel havde saadan en hel profetisk Gave til at se ind i Fremtiden. Er det ikke mærkeligt?«

Hansine forholdt sig stadig tavs.

»Men saadan har det nu alle Tider været, at 153| de store Mennesker, dem skønner vi først rigtig paa, naar de er væk fra os. Vi skal immer hænge os saa maleciøst i deres Fejler, som saadanne Folk begribeligvis har ligesom alle Andre. Og Emanuel var dem jo heller ikke helt foruden ... det kan vi jo nok ha’e Lov at sige. Men saa har han jo da ogsaa bødet haardt for dem, Hansine. Det snakked de netop saa meget om derovre, at han nu var lige saa haard mod sig selv, som han altid har været mild og gudsfrom imod Andre. Han skal nok ogsaa være falden svært af saadan rent i det Ydre, sagde de.«

Han vedblev at fortælle. I overtalende Tone udviklede han for hende, hvorledes det nu var enhver frisindet Mands og Kvindes Pligt at glemme alt gammelt Nag og støtte Emanuels Bestræbelser, dersom han virkelig – som Rygtet sagde – tænkte paa at vende tilbage hertil og optage sin gamle Gerning i et frit Forhold til Menigheden. Men da Hansine stadig Intet svarede og endog syntes at høre temmelig ligegyldig paa hans indtrængende Ord, holdt han tilsidst inde og gav sig til at tale om andre Ting.

Kort efter rejste han sig og bød Godnat.

Han smilte over hele sit blege Ansigt, da han gik; – men i Virkeligheden var han langtfra 154| tilfreds med Resultatet af sit Besøg. Hansines Holdning varslede ikke godt for den Plan, han for Tiden gik og syslede med, og som han – trods alle sine sørgelige Erfaringer – havde udarbejdet efter sin sædvanlige Forskrift: med Ondt skal Ondt fordrives. I Modsætning til de fleste andre Folk i Egnen havde han længe anet, at det fortrinsvis var Hansines egen Modstand, der var Skyld i, at en Forsoning mellem hende og Emanuel endnu ikke var kommen i Stand. Men han havde bestandig ment, at hun – om det gjordes fornødent – nok vilde kunne bringes paa andre Tanker, navnlig dersom hendes Moder døde, hvorfor han oprigtig havde ønsket, at dette snart maatte ske.

Med dette Haab søgte han da ogsaa nu at trøste sig, mens han kæmpede sig frem mod Stormen til sin fattige Ungkarlebolig i en af Landsbyens Udkanter.

Men da han laa hjemme i sin Halmseng, kunde han alligevel ikke falde i Søvn for urolige Tanker. Her i Ensomheden overfaldtes han af det tunge Mismod, der i den senere Tid oftere og oftere havde hjemsøgt ham og faaet ham til at opgive ethvert Haab om Sejr for den Sag, der for ham var selve Livet. Naar han saa’ tilbage paa, hvad han nu i snart tyve Aar havde faaet udrettet 155| her i Sognet for sin Stands Selvstændighed og Oprejsning, maatte han spørge sig selv, om det virkelig nyttede at fortsætte. Overalt saa’ han nu igen krumrygget Lydighed og støvslikkende Underkastelse. Og – tænkte han – kunde man overhovedet vente andet af et Folk, der i alle Forhold syntes at have taget til Valgsprog: Jo galere des bedre!

Men som han laa dér vaagen i Mørket, mens Nattens Timer skred, samlede han al sin Tanke om det mørke Barndomsminde, der gennem hele hans Liv havde været Sporen i hans Side, det bitre Kildevæld, hvortil han var tyet, hver Gang Svaghed og Forsagthed fik ham til at vakle paa Vejen. Det var Mindet om hin mørke Efteraarsdag, da han som Hyrdedreng paa Tryggerløse i Vesterbysognet blev Vidne til, at Herremanden gennempryglede hans Fader med sin Stok. For tusende Gang saa’ han den hele Scene for sig: de store, lergraa Marker, den krumbøjede Fader ved Ploven, de dampende Heste, den unge Junkers brune Handsker og gule Spadserestok, Faderens ynkelige Mine, hans løftede Arm og bedende Hundeblik ... Erindringen stod indbrændt i hans Sjæl som et Slavemærke, der fik ham til at rødme. Aldrig kunde han tænke derpaa uden gennem hele 156| Legemet at føle den samme kolde Rislen af Skam og Hævntørst, som dengang fik ham til at bide Tænderne sammen og knytte Haanden med en Ed, som han aldrig siden havde glemt.