168| II.

Hun fo’r sammen. Uden at hun havde hørt Skridt ude paa Vejen, aabnedes Havelaagen langsomt. Fortabt i sig selv kom Emanuel gaaende ind over Gangen.

Da han fik Øje paa hende, standsede han.

»Sidder du dèr?« sagde han med dæmpet Stemme. »Hvor er Børnene?«

»De leger ude bag Ladelængen. Vil du, at jeg skal hente dem?«

»Aa nej, lad dem kun lege! ... Jeg er ogsaa lidt træt nu.«

Han kom hen imod hende og satte sig ved Siden af hende paa Bænken.

Fru Betty var saa beklemt, at hun længe ikke kunde faa et Ord frem.

»Her har været en Mand for at tale med dig,« fandt hun endelig paa at sige.

Emanuel vendte Ansigtet imod hende.

»En Mand, siger du? ... Her hos mig!«

»Ja, det var nok den samme Mand, som var her forleden Dag, da du heller ikke var hjemme.«

»Det var dog besynderligt! ... Hvad var det for en Mand?«

169| »Jeg véd ikke. Det maa vist være en Fremmed. Angelica kendte ham i hvert Fald ikke.«

Emanuel saa’ paa hende, som om han ikke vilde tro, at han havde hørt rigtigt.

»Hun kendte ham ikke, siger du! ... Det var dog besynderligt!«

»Aa, hvorfor egentlig det, Emanuel? Her har jo oftere været fremmede Folk, der vilde tale med dig.«

»Ja, det er sandt – naturligvis.«

De sad atter en Stund tavse ved Siden af hinanden.

Fru Bettys Strikkepinde bevægede sig med feberagtig Hast. Hun søgte at læse sig Vished til i Broderens Ansigt. Men dettes Udtryk bestyrkede hende egentlig ikke i hendes Formodning. Emanuel var nok meget bleg og øjensynlig stærkt bevæget; men han syntes hende mere højtidelig betaget end egentlig nedbøjet.

Med et Glimt af Haab tænkte hun paa, om hun alligevel skulde have taget fejl.

»Du var nok tidligt oppe i Morges, Emanuel. Pigen fortalte, at du gik ud allerede ved Solopgang. – Har du maaske ikke sovet godt i Nat?«

Emanuel nikkede mekanisk. Han havde ikke hørt, hvad hun sagde. Han sad foroverbøjet, med 170| den ene Haand under Kinden, den anden støttet til Haandtaget af sin Stok.

»Sig mig, Betty,« sagde han lidt efter i samme dæmpede Tone som før. »Kan du huske Mørkningstimerne derhjemme, da vi var Børn? Kan du huske ... Moder sad i Lænestolen i den grønne Stue, hvor Lyset fra Gadelygten faldt ind, ... og vi sad omkring hende paa Skamler eller oppe paa hendes Skød. Hun fortalte os Æventyr om Kæmper og Kongesønner, der drog ud i Verden for at plante Kristi Banner mellem Hedningefolket.«

»Jeg var jo saa lille dengang, Emanuel. Jeg husker kun lidt fra den Tid, da Moder var helt rask.«

»Aa ja, det er sandt. Men jeg var jo nogle Aar ældre. Og jeg var selv begyndt at læse i Sagnhistorien og Krønikebøgerne dengang. Jeg vilde være Soldat og Kriger og forstod slet ikke, hvorfor Moder bestandig sagde, at jeg skulde være Præst. Saa en Aften, da jeg spurgte hende derom, strøg hun mig over Haaret og sagde: »Fordi jeg tror, at det er Guds Bestemmelse med dig, min Dreng!« Jeg husker endnu tydeligt det underlige Indtryk, de Ord gjorde paa mig. Den Aften læste jeg for første Gang af mig selv i Biblen.«

171| »Ja, Moder har jo haft stor Indflydelse paa dig, véd jeg.«

»Saa var det ogsaa en anden Gang. Moder havde Besøg af den gamle Pastor Hagensen, der var hendes gode Ven. De har vel siddet og talt sammen om at bestemme Livskald for Børn eller Sligt ... det véd jeg nu ikke. Men tilsidst pegede Moder paa mig og sagde: »Hvad ser saa min Søn ud til at skulle blive?« Jeg maatte gaa helt hen til den gamle Mand; han tog mig under Hagen, og da han havde set lidt paa mig – jeg husker det saa tydeligt, som var det sket i Gaar – lagde han Haanden paa mit Hoved og sagde: »Du bliver nok en Kirkens Mand, tror jeg vist.« Jeg var dengang ikke mere end tretten Aar.«

»Men hvordan er du kommen til at tænke paa disse Ting netop nu, Emanuel?«

»Hvad siger du?«

Han løftede Hovedet og saa’ overrasket op.

»Hvordan er du kommen til at tænke paa de Ting netop i Dag?« gentog Betty.

»Aa jo,« sagde han og lagde atter Hovedet stille ned i sin Haand. »Jeg skal sige dig, Betty ... saa mange Aar er det altsaa, siden jeg fik Indvielsen. Fra Barndommen har min Livsvej været ligesom skæbnebestemt. Og dog har jeg indtil 172| denne Morgen følt Tvivl, om jeg nu ogsaa havde Kaldelsen.«

Betty sænkede sit Strikketøj i Skødet.

»Kaldelsen?« sagde hun. »Hvad mener du, Emanuel?«

»Den rette Kaldelse, mener jeg. Guds Kaldelse.«

Betty rystede paa Hovedet.

»Jeg forstaar dig ikke.«

»Aa jo, du forstaar mig nok. Du véd dog, at jeg aldrig har hørt til dem, der har troet, at Kjole og Krave gør en Mand til Præst, eller at en Eksamen tør gælde for Guds Bemyndigelse til at tale i hans Navn. Og dog har jeg først sent ret forstaaet, at Gud selv udvælger sine Tjenere ... optugter dem gennem haarde Prøvelser til lydige Fuldbyrdere af hans Vilje. Kan du huske, Betty, at jeg for nogen Tid siden fortalte dig et Sagn, jeg dengang netop havde læst? Det var om en from Mand i Jødeland, der hele sit Liv ydmygt havde søgt Gud og fulgt hans Veje, – Verdens Børn til Forargelse. Og dog slog Herren ham Saar efter Saar, lagde hans Vinmarker øde, sendte Pest og Død over hans Hus og Slægt, indtil han var hjemløs her i Livet som Fuglene paa Havet. Og der stod, at først da fattede han Guds Vilje med 173| ham. Og Herren kaldte ham afsides, ind i Templet, og bød ham her i et Syn at forkynde Straffens Dom over det ulydige Folk. – – Den Fortælling har jeg siden ofte tænkt paa. Jeg synes, den er som et Spejl for mit eget Liv. Jeg føler det nu ... ogsaa mig har Gud længe forgæves kaldt paa. Ogsaa mig har han med sin tugtende Haand maattet fravriste Alt, ... Alt, indtil nu min sidste Tilflugt, før jeg fik Mod til fuldt at forstaa ham.«

»Hvad siger du?«

»Ja, Betty, nu er ogsaa jeg hjemløs her i Verden som en Maage paa Havet. Det var det, jeg vilde fortælle dig. Jeg har ingen Hustru mere, intet Hjem. Jeg er ene nu med mine Smaa.«

Strikketøjet var gledet ned fra Bettys Skød. Hun holdt Hænderne foldede foran Brystet og saa paa Broderen med et skrækslagent Blik.

»Og det er ... Kaldelsen, siger du?«

Emanuel nikkede.

»Ja, jeg føler det. Gud har krævet mig nu. Og jeg giver mit Liv i hans Haand.«

De sad et Øjeblik tavse. Betty bøjede Hovedet og sænkede Hænderne i sit Skød; – nu, da hun havde faaet Visheden, faldt hun kraftesløs sammen. Men heller ikke Emanuel formaaede 174| længer at beherske sin dybe Grebethed. Hans Tale lød som en med Møje undertrykt Graad, og hans store, ubevægeligt fremadstirrende Øjne stod fulde af Taarer, idet han vedblev:

»Det er saa underligt for mig. For ... ja, nu kan jeg sige det ... jeg har jo altid følt, at Gud havde en Hensigt med mig og mit Liv. Det var ikke Hovmod. Jeg har aldrig troet mig hverken større eller bedre end Andre. Langtfra! Men Kristus har jo selv sagt: »Min Kraft er mægtig i de Svage«. Og dog! Nu, da det er sket, forstaar jeg ikke, at Gud har fundet mig værdig. I Morges ... i Morges, da han kaldte mig i Enrum med sig, og jeg gik derude paa de store Højder og for første Gang ret følte mig Ansigt til Ansigt med Verdens Herre, overskygget af hans Aand, gennemtrængt af hans Magts Vælde ... det var, som knugedes jeg til Jorden, og jeg havde ikke Mod til at opløfte mit Blik imod ham! Jeg havde nu ogsaa i den sidste Tid helt levet mig ind i den Tanke, at jeg dog ikke var kaldet til at være Guds Tolk, at mine Dage skulde glide hen i stille Afsideshed hos mine Kære. Og jeg føler det nu ... og jeg tør vel ogsaa sige det ... jeg vilde vel nok have været mere glad, om jeg havde kunnet faa Lov til at leve mit Liv 175| paa saadan Vis. Men ske ikke min, men Herrens Vilje! – –«

Han holdt inde. Sindsbevægelsen var ved at overmande ham. Det var, som om Erindringen om en nys udstaaet Dødens Angst fik hans brudte Stemme til at bæve, og Taarerne gjorde hans Kinder vaade.

De sad atter tavse en Stund.

»Hvad tænker du da nu at gøre, Emanuel?« spurgte omsider Betty.

»Fuldkomme den Gerning, Gud giver mig at udføre. Andet véd jeg ikke. Min Vilje er i hans Haand!«

»Hvad vil du da? Tænker du paa at blive Præst igen? Eller hvad vil du?«

»Jeg véd det ikke.«

»Vil du maaske rejse? Vandre om som Lægprædikant? ... Og Børnene?«

»Jeg véd det ikke. Men jeg har bedet Gud om et Tegn, at jeg kan være beredt.«

»Et Tegn? ... Og det venter du!«

»Hver Dag og Time fra denne Morgen. Og jeg tror, det kommer snart. Jeg føler, at Gud haster.«

Betty kunde ikke længer beherske sig. I et Udbrud af vild Forfærdelse kastede hun sig pludselig om hans Hals og raabte:

176| »Emanuel! Emanuel! Kom dog til dig selv! Hør mig dog! Du véd ikke, hvad du siger! – – Nej, nej, du faar ikke Lov at tale. Du maa høre mig. Jeg er dog din Søster! Det er forfærdeligt! Emanuel ... Du maa komme til Fornuft – hører du? – Du maa tænke paa Fremtiden, paa Børnene, paa os Alle. Se dog! Du véd ikke, hvad Dag du staar paa Gaden uden Tag over Hovedet, uden en Bid Brød til dine Børn. Fa’er vil ikke hjælpe dig mere ... og kan det heller ikke. Jeg har ondt nok ved at hjælpe mig selv. Du véd, hvor lidt Torm efterlod. Hvad vil du da gøre? Styrt os dog ikke i Ulykke, Emanuel! ... Nej, du maa ikke tale. Nu skal du en Gang høre Sandheden! Har du ikke gjort os Sorg nok? Er det ikke din Skyld, at Fa’er er syg og fortvivlet? Vi er Allesammen fortvivlede for din Skyld, Emanuel! Véd du, at jeg har set Fa’er græde over dig? Det skulde du tænke paa! I mere end ti Aar har vi levet i Angst for dig. Er det ikke nok! Skal vi da aldrig kunne tænke paa dig uden med Skam? ... Aa, Emanuel, om du blot vidste, hvor stor Glæde du kunde – –«

Hun formaaede ikke at tale mere. I et Anfald af hysterisk Hulken sank hun sammen ved Broderens Bryst.

177| Emanuel lod sagtmodigt sin Haand glide ned over hendes Haar.

»Stille! Stille, Søster! Du er ikke god mod dig selv! ... Og hvorfor vil du forarges paa mig? Har da ikke Kristus vist os Vejen, vi skal vandre ... han, som var Guds egen Søn og dog ikke ejede det, hvortil han kunde hælde sit Hoved?«

»Aa – hvor du taler!« afbrød Betty i opblussende Heftighed og rettede sig paany i Vejret. »Det er formasteligt! Har Gud maaske givet dig Hus og Hjem og Slægt, for at du skal lægge det Altsammen øde? Har han givet dig Hustru og Børn, for at – –«

Hun fik ikke udtalt. Emanuel lagde Haanden paa hendes Arm og saa’ strengt paa hende.

»Du véd ikke længer, hvad du siger, Betty. Derfor skal nu du tie! Var det dig mon ikke tjenligere, om du gik i Rette med dig selv, før du anklagede Andre? Ogsaa dig har jo Herren hjemsøgt, Betty! Tror du ikke, han har haft et Ærinde hos dig, da han bankede paa din Dør med Dødens kolde Haand? Tror du ikke, han kom for at spørge, om du nu var hjemme for ham ... for ham alene? Luk dit Hjærte op en Gang! Først tog Gud dit Barn og din Mand, saa fratog han dig Rigdom, Ære, Anseelse og Verdens Beundring, ... 178| har du husket at takke ham derfor? Har du skønnet paa, at han saaledes har taget Byrde paa Byrde fra dig og kærligt beredt dig Vejen til hans Hjærte? Hvis ikke, saa er det Tid, at du ræddes for dig selv! Det haster, Betty! Mærker du det ikke? Dommens Dag er nær! Ser du ikke, hvordan Alting vakler, at Verden er i Opløsning? Gud har taget sin Velsignelse fra Menneskenes Samfund, og Dæmonerne regerer i det som Orme i et Aadsel. Gaar ikke Lasten og Egennytten nøgen paa Gaderne? Har ikke Skamløsheden en Plakat paa hvert Gadehjørne? Ser du ikke, hvordan Hovmod og Hævngerrighed har spyet sin Gift over Alles Sind? Stand rejser sig mod Stand, Folk mod Folk ... Hadet har tændt Landene i Flammer, og Blodtørsten brøler af Kanonernes Munde. Ja, selv fra Herrens eget Hus, fra Kristi egen, dyrekøbte Menighed er hans Aand flygtet bort. Ser vi ikke Selvretfærdighed og Selvklogskab føre Strid om Kirkens Højsæde? Staar ikke mangt et Sted den aabenbare Vantro paa Prækestolene –?«

Han standsede. Henne i Havestuedøren var Tjenestepigen kommen til Syne. Hun havde allerede staaet der nogen Tid, men Emanuel havde i sin lidenskabelige Henrevenhed ikke set hende.

»Hvad er der, Angelica?« spurgte Fru Betty.

179| »Det er den Mand, som er her igen.«

»En Mand?«

»Ja, den Mand, som var her før. Jeg har vist ham ind i Herrens Værelse.«

»Sig ham, jeg skal komme,« sagde Emanuel.

Han rejste sig. Men inden han gik, vendte han sig endnu en Gang mod Betty og sagde mildt og forsonende:

»Søster! Giv mig din Haand! Om vore Veje herefter skal skilles, saa tænk dog ikke paa mig med ondt Sind. Nu vil du ikke høre mig, – men vi mødes nok igen. Jeg tror det sikkert, at ogsaa din Tid vil komme. Ogsaa du vil engang med Forfærdelse forstaa Ordet, at den, som elsker sit Liv, skal miste det. Jeg kender din Sjæl, Betty. Du følger mig nok efter! ... Giv mig din Haand paa det!«

Hun gjorde, som han bad. Men da han var gaaet, søgte hun ind i Nøddegangen, hvor Ingen kunde se hende, og vred fortvivlet sine Hænder.