186| IV.

Om Eftermiddagen sad Sigrid og den lille Dagny nede paa Stranden og legede. Luften var stille, og ogsaa Havet havde lagt sig til Ro efter de forudgaaende Dages Uvejr. Dagny havde samlet en Del Rullesten, som hun med stor Samvittighedsfuldhed stablede op og byggede Huse af. Sigrid derimod sad tankefuld for sig selv og lod Haandfuld efter Haandfuld af det hvide Sand rinde langsomt ned mellem hendes Fingre.

Ogsaa for disse To havde Dagen haft sine bevægede Timer, og det var Eftervirkningen af disse, der endnu gjorde Sigrid saa usædvanlig tavs og fraværende. Noget før Middag var de begge bleven kaldt ind til deres Fader, der havde taget dem op til sig og kysset dem saa længe og inderligt, som om det havde været deres Fødselsdag. Men endnu mere overraskede var de bleven, da han efter Middagsmaaltidet havde sagt til dem, at de skulde tage deres Tøj paa og følge ham ud at spadsere. Sligt var ikke hændet dem, saa langt de kunde huske tilbage. Endnu da de stod med Hattene paa, turde de ikke tro, at de virkelig havde for187|staaet rigtigt. Men Faderen havde taget dem i Haanden, og de var gaaet ud over Markerne og ind imod de store, grønne Enge, hvor lange Rækker af røde Køer stod og græssede. I Afstand havde de staaet og set paa, hvordan Høstfolkene mejede Kornet med deres store Knive. Allevegne var svinglende Kornlæs faret dem forbi med Piger oppe i Halmen. Og paa Hjemvejen havde de plukket Blomster langs med Vejkanterne.

Ikke des mindre havde Turen været dem en Skuffelse. Faderens tankefulde Tavshed, selve det usædvanlige, det var for dem at spadsere med ham og holde ham i Haanden, og saa dette, at han saa ofte standsede og strøg dem over Kinden eller endog paany løftede dem op til sig og kyssede dem ... det havde Altsammen stemt særlig Sigrid saa højtidelig, at hun bare ønskede sig hjemme igen. Hun havde tilsidst faaet den Idé, at Nogen maatte være død. Hun kom nemlig til at tænke paa, at ogsaa Tante Bettys Adfærd hele Dagen havde været saa besynderlig. Lige fra om Morgenen havde Tanten gaaet med røde Øjne, og ved Middagsbordet havde hun hele Tiden siddet og grædt.

Denne Tanke havde siden ikke villet forlade hende. Og hun sad nu der i Sandet og grundede 188| over, om det kunde være hendes Bedstemoder, der var død. Eller var det maaske hendes Moder?

Noget borte paa Stranden, lige i Havstokken, stod Emanuel. Han havde staaet der længe, aldeles ubevægelig, og set omkring paa Himmel og Hav. Med den ene Haand støttede han sig til sin Egestok; i den anden, der hvilede bag paa Ryggen, holdt han de Blomster, som Børnene havde plukket til ham, og som han havde takket dem for med sine Kys.

Der var opvældet i ham en Trang til endnu en Gang at aande ud i Livets Luft, før hans Time slog. Han havde sagt til sig selv, at den Frist, Gud havde undt ham, turde han vel anvende til at nyde Fredens Glæder sammen med sine Smaa, inden Trængslernes Dage kom. Og de vilde sikkert komme! Han var fuldt forberedt paa, at fra den Dag, Guds Røst havde lydt gennem hans Mund, vilde hans Liv blive en aldrig hvilende Kamp, Fredløshedens Nødkamp mod Verdens skaanselsløse Forfølgelse.

Han stod og betragtede opmærksomt sine gamle Venner, de sølvhvide Maager, der uroligt kredsede omkring et Punkt i Luften, som om de tav med en dyrebar Hemmelighed. Hans Blik fulgte Landets dybt indskaarne Kyst, og med vemodig 189| Glæde nød han Synet af den hvide Strand og de høje, solbelyste Skrænter til begge Sider. Det gik i disse Øjeblikke op for ham, at han egentlig ikke før havde haft noget Indtryk af Egnen, skønt han havde færdedes her i mere end en Maaned. Og han var saa overrasket af dens Skønhed, saa betaget navnlig af det fine Farveskær, hvori Alt var badet, at han aldeles fortabte sig i Beskuen.

Aldrig havde Synet af Naturen indgydt ham en saa livsalig Fred; aldrig havde dens Skønhed saa tydeligt aabenbaret sig for ham som en Afglans af den himmelske Herlighed. Og han forstod godt hvorfor. For første Gang betragtede han Verden som den, der har overvundet den. For første Gang saa’ han ret det Synlige gennemstraalet af det Usynlige, følte han de timelige Ting gennemtrængte af Evighedens ophøjede Ro. – O ja, om Menneskene dog blot vilde oplade Sjælens Sanser, da var Himmerig aaben for dem, hvor de end færdedes! Da sænkede Saligheden sig ned over os med Dagens Lys som med Nattens Mørke. Da hørte vi Guds kærligt kaldende Røst i Stormens vilde Brag som i Græsstraaets sagteste Hvisken. Da tonede Luften af Englenes Sang, og hver Lyd blev en Genklang af Evighedens dejlige Harmonier.

190| »God Dag!« lød en Stemme bag ved ham.

Han vendte sig om.

Deroppe paa Stranden stod Frk. Ragnhild i sin lysblomstrede Kjole, med en valmuerød Parasol over Hovedet og en sort Vifte hængende ned fra Bæltet. Hun kom oppe fra Landevejen, hvor hun et Øjeblik havde staaet og ligesom betænkt sig paa, om hun skulde nærme sig.

»God Dag!« gentog hun, skønt Emanuel ikke hilste. »De ser saa himmelfalden ud. Det er vist ogsaa forfærdelig dristigt af mig at forstyrre Dem, men De kommer virkelig til at fortælle mig, hvad der er paa Færde med Deres Søster. Jeg kommer netop deroppe fra, og Pigen meddelte mig, at Betty havde lagt sig og ikke kunde modtage Nogen. Hun er da ikke syg? Hun har set daarlig ud de sidste Dage. Jeg er rigtig urolig.«

Emanuel hørte ikke hendes Spørgsmaal. Han var virkelig bleven overrasket ved Synet af hendes Skikkelse, hvilken han – til sin egen Forundring – i hele dette lange bevægede Døgn ikke en eneste Gang havde tænkt paa. Dog jo! Han huskede nu, at der et Øjeblik om Eftermiddagen, da han endnu sad hensunken i den første Bedøvelse efter Modtagelsen af Hansines Brev, var tumlet ham en Række 191| forvildede Tanker gennem Hovedet, ... Tanker, der ogsaa havde kredset om Frk. Ragnhild. Det havde været, som om en Djævel hviskede ham i Øret: »Tøv nu ikke længer. Forstaar du ikke, at Gud selv har overklippet dine Baand og gjort dig fri? Verden ligger dig aaben, og Livets Lykke venter.« – Han mindedes det nu kun som en fjern, ond Drøm. Det havde været Kødets sidste, afmægtige Opblussen i Overgivelsens Stund, Dødsskriget af en Følelse, som nu var udslukt i hans Bryst ... dog nej, ikke udslukt, men forvandlet, forherliget, taget op i den store, bekymrede Næstekærlighed, som nu helt fyldte hans Sjæl.

»Men hvorfor svarer De dog ikke!« udbrød Frk. Ragnhild i en utaalmodig Tone, der dog ikke lød ganske ukunstlet. »Er Betty syg, siden hun ikke vil se mig, eller hvorledes forholder det sig? Pigen sagde, at hun nylig havde lagt sig. Er det maaske blot hendes sædvanlige Hovedpine? – Men saa svar mig dog!«

Emanuel nærmede sig nu med langsomme Skridt. Hans Ansigt var bleven dybt alvorligt. Kun i Øjnene laa endnu som et Genskin af den himmelske Fred.

»Vær kun uden Frygt! For min Søster skal De ikke have Bekymring. Jeg tror, at hun netop 192| nu er paa Veje til at blive helt rask. – Men hvorledes har De det selv, Frk. Tønnesen?«

»Jeg? Aa Tak ... som man kan have det,« svarede hun, – og da han nu var kommen hende saa nær, at hun kunde mærke hans Aande, begyndte hun at bruge sin Vifte. – »Jeg spiser godt, sover godt, trives godt. ... Hvad kan man saa forlange mere?«

Emanuel tav.

»Nu ja ... vil De saa være saa god at hilse Betty fra mig,« vedblev hun og nikkede over sit Parasolskaft. »Jeg maa skynde mig hjem. Farvel, Hr. Pastor.«

»Frøken Tønnesen,« sagde Emanuel efter en kort Betænkning. »Vil De unde mig et Øjebliks Samtale?«

»En Samtale!« gentog Frk. Ragnhild og vendte sig overrasket om – hun var allerede kommen et Stykke bort. »Hvor højtideligt! ... Det lyder næsten som et Frieri.«

»Det kan De paa en Maade ogsaa kalde det. Gaar De hjem nu?«

»Ja«.

»Vil De tillade mig at gøre Dem Følgeskab?«

»Saa gærne! ... Men kun til Havelaagen! Jeg holder strengt paa Formen, véd De.«

193| Hun understregede de sidste Ord ved at opløfte sin sammenfoldede Vifte. Men hendes Livlighed gjorde stadig et noget anstrengt Indtryk. Navnlig var der noget vist ubehersket i den Maade, hvorpaa hun smilte.

»Frøken Tønnesen,« begyndte Emanuel, efter at de en Stund havde vandret tavse langs med Stranden. »Synes De egentlig ikke, at vi To har et Slags Mellemværende at afgøre med hinanden?«

»Et Mellemværende? ... Jeg kan ikke tænke mig, hvad det skulde være.«

»Kan De huske en stjerneklar Vinternat for halvandet Aar siden? Vi fulgtes hjem fra et Selskab ... et overdaadigt Gæstebud, hvor det var, som om ... ja som om alle menneskelige Laster, alle Syndens Rangspersoner havde sat hinanden Stævne. Kvinderne var i Klædninger, hvis Luksus og Letfærdighed – det tror jeg sikkert – har faaet Englene i Himlen til at græde; og Mændene – –«

»Men du gode Gud! Hvad var dog det for et Sodoma?«

»Kan De virkelig ikke gætte det?«

»De mener da ikke Deres afdøde Svogers Fødselsdagsselskab? Jeg husker nu, at De den Gang absolut vilde ledsage mig hjem, skønt jeg bad Dem om endelig ingen Ulejlighed at gøre Dem.«

194| »Jo, netop. Den Aften mener jeg.«

Frk. Ragnhild gav sig Luft i en lille nervøs Latter.

»Ja, De bliver dog Dem selv lig, Hr. Hansted! Hvor kan De nu finde paa at udmale det uskyldige lille Selskab med saa forskrækkelige Farver. Det var jo ganske tarveligt og bestod næsten udelukkende af Familjen. Der var jo den Gang endnu Sorg hos Generalkonsulens for lille Kaj. Jeg husker i hvert Fald, at næsten alle Damerne var i Sort. Jeg ogsaa!«

»Ja – De ogsaa!«

»Men ... det er virkelig komisk ... hvor kommer De dog til at tænke paa den Slags ligegyldige gamle Ting?«

»Jo, jeg skal sige Dem, Frøken Tønnesen, – jeg gør i Dag mit Regnskab op.«

»Ja saa,« sagde hun kort. »Men mig skylder De ikke Noget. Ikke en Gang en Forklaring.«

»Jo, det er just det, jeg gør. Jeg skylder Dem meget mere, end De vistnok aner ... meget mere, end jeg nogen Sinde formaar at betale Dem tilbage. Nu kan jeg godt sige det, – ja nu er det min Pligt at sige det, – den Aften, vi her taler om, afgjorde Gud min Skæbne. Og De – Frøken Tønnesen – var Redskabet i hans Haand!«

195| Han saa’ fra Siden hen paa hende med et varmt Blik, der lyste af hellig Iver.

»Vil De sige mig« – tilføjede han – »følte De det den Gang selv paa samme Maade?«

»Jeg forstaar slet ikke, hvad De mener,« sagde hun i stigende Uro og paaskyndede sin Gang.

»Aa jo, De forstaar mig nok, tror jeg. Og nu vil jeg tale aabent til Dem, Frk. Ragnhild. For se ... jeg har nu tænkt mig, at Tiden var kommen, da jeg kunde gøre Dem lidt Gengæld. Nu er De jo ogsaa bleven ene. Den, der hidtil var Deres Ledsager her, er jo nu rejst. Maaske kan der da blive lidt Gehør for mig ogsaa. – – Ja, nu sér De saa utaalmodig ud. Jeg véd jo nok, at De foragter mig, at De har Medynk med mig ... jeg véd det godt. Men det gør ikke Noget. Blot jeg kan faa Deres Sjæl i Tale. Og det faar jeg nok tilsidst. Om ikke nu, om ikke i Dag eller i Morgen eller i Overmorgen, saa naar min Tid kommer!«

»Jeg tror ikke, det nytter, vi taler om den Slags Emner, Hr. Hansted. De véd, vi tænker saa forskelligt, at ...«

»Aa jo, det nytter nok ... det nytter nok!«

»Ja – undskyld – men her er vi i hvert 196| Fald ved Havelaagen. Altsaa: Farvel, Hr. Hansted! Og Tak for Følgeskabet.«

Hun skyndte sig at komme indenfor Laagen.

»Frk. Tønnesen! Endnu blot et Ord! ... Er De vred paa mig?«

»Hvor falder De nu paa det?«

»Hvorfor giver De mig da ikke Haanden, naar De gaar? ... Finder De mig maaske ikke værdig?«

»Herregud! Hvad er nu det for Taabeligheder!«

»Vil De ikke give mig Haanden? ... Vil De ikke?« blev han ved at bede.

Frk. Ragnhild blev lidt rød.

»De er et Barn!« sagde hun og rakte ham Haanden. »Saa – er det nu godt?«

Emanuel beholdt hendes Haand mellem begge sine og sagde med lidenskabeligt bevæget Stemme:

»Frk. Ragnhild! Nu er De min! Nu slipper jeg Dem ikke, før De har hørt mig og er bleven et Guds Barn. ... Nej, det nytter ikke, De ser saa vredt paa mig. Jeg vil bede for Dem, Ragnhild ... Dag og Nat vil jeg bede for Dem, at vi en Gang kan samles i Glæde ved Guds Trone!«

Frk. Ragnhild vristede heftig sin Haand løs, og med et bydende: »De skal gaa«, gik hun hurtigt ind i Haven.