[197]| FIERDE BOG

[199]| I.

Endelig oprandt da den store Dag, der var bleven imødeset med saa megen Uro og Spænding. »Mødet paa Sandinge Højskole« havde i den sidste Maaned været en staaende Overskrift i alle Vennesamfundets Blade, hvor de travle Ordførere for Menighedens forskellige Afskygninger paa Forhaand havde søgt at paatrykke Stævnet hver sin Karakter. Men ogsaa udenfor Menighedens egen Kreds afventede man med Interesse Resultatet af Forhandlingerne som et betydningsfuldt Tidens Tegn, der paa afgørende Maade vilde vise, hvad Retning Udviklingen i de senere Aar havde taget.

Allerede Dagen før Mødet skulde aabnes, strømmede de fremmede Gæster til. Efter hvert Jernbanetogs Ankomst indhylledes Landevejen fra Stationen i en lang Støvsky, hvorigennem et endeløst Vogntog rullede frem mod den flagsmykkede By. Der havde forud meldt sig over et halvt Tusinde udensogns Deltagere; og da Mødet skulde vare i to Dage, kunde der ikke være Tale 200| om, at de Alle kunde faa Plads paa selve Højskolen. Størsteparten maatte indkvarteres rundt om hos venligsindede Folk i Byen, og endda maatte her baade Lade og Lo, ja endog Stænget tages i Brug og indrettes til Sovested for de Unge.

Ved Aftentid, mens Solen gik brandrød ned under den blaanende Horisont, lignede Pladsen omkring Højskolen en nylig slaaet Lejr, en saadan Forvirring herskede der af tomme og belæssede Vogne, Halmknipper, Rejsetøj og raadvilde Mennesker, der havde travlt med at søge Oplysninger, skaffe Mad eller bringe deres Bylter af medførte Sengklæder under Tag.

Der saaes alle Slags Skikkelser og hørtes mange Slags Tungemaal. Der var store, tungt vandrende Vestjyder med havblaa Øjne og et Sprog, som Ingen forstod. Der var livlige Fynboer, der morede sig over Alting, og hvis Tale løb som Kæp i Hjul om Hesti og Præsti og Oplevelserne paa Rejsen. Der var et Par gamle Koner fra Ribeegnen med Knytteklæde og skinnende Krusekappe, og der var Fannikekvinder, der skød op af deres tommetykke Hvergarnsskørter som af en Tønde. Men frem for Alt var der Sællændere af alle Arter og alle Aldre, Kallundborgjyder og Kulsviere og kække Stevnsboere med lyse Smil, 201| Oldinge og unge Knøse, syge Folk, der maatte løftes ned af Vognene, og Krøblinge, der humpede om ved Krykke.

Men trods alle Forskelligheder var det let at spore, at der var noget Fælles, som havde ført dem sammen. Gennem Travlheden og Snakken og Raadvildheden mærkede man hos dem Alle det samme højtidelige Alvor, den samme højtstemte Forventning om, hvad de nærmest følgende Dage vilde aabenbare. Der var Noget i den hele Scene, der mindede om svundne Tiders Sct. Hansnats-Valfarter til de hellige Kilder, hvis Vande havde Ord for at lukke alle Saar og stille alle Savn. Paa mere end ét bekymret Ansigt kunde man tydeligt læse om en Sjæl, der var lammet af Tidens mange Tvivl, og som urolig tørstede efter Sandhedens Lægedom.

Der sad henne paa et Stendige en Mand og en Kone, et Par midaldrende Folk, der holdt hinanden trofast i Haanden. Deres alvorlige Ansigtsudtryk og stilfærdige, indadvendte Væsen fortalte en hel Historie:

De var kommen langvejs fra, havde rejst en Dag og en Nat og endnu en Dag og sad nu her, fortumlede af den lange Rejse, underligt fremmede for sig selv i de fremmede Omgivelser. Deres 202| Hjem stod et Sted ovre i Jylland, en ensom Egn ved Hedegrænsen, hvorfra de som oplyste Folk havde fulgt Tidens aandelige Rørelser. I de lange, mørke Vinteraftener, naar de vilde Vestenstorme væltede sig ind fra Heden, havde de siddet bænkede omkring Lampen i deres lille lune Stue og læst højt for hinanden af Vennesamfundets Blade og Bøger; og i de lyse Sommerdage var de ofte aget milevidt ad de tunge Sandveje til Folkemøder og kirkelige Forsamlinger ... lykkelige ved at kunne mætte den Kundskabstrang, som Højskolen i deres Ungdom havde fremelsket hos dem. Men i den senere Tid havde en Uro sneget sig ind i deres Hjærter. Først var det Vilh. Pram, der havde opskræmt dem med sit lidenskabelige og overtalende Sprog. Den Aften, da de havde læst hans første store Tale, hvori han ivrede mod Opfattelsen af Biblen som Guds aabenbarede Ord, havde de længe ikke kunnet falde i Søvn for urolige og forknytte Tanker. Men næsten endnu stærkere havde senere Pastor Magensen rystet Grundvolden for deres Tro ved sit Skrift om Helvede og Helvedstraffene. Tre Aftener i Træk havde de læst Skriftet igennem, før de vilde tro paa, at de havde forstaaet det rigtigt. De havde sagt til hinanden, at naar der ingen Djævel var længer, 203| og ingen evig Straf, og altsaa heller ingen evig Løn; naar endog Præsterne ikke mere turde udtale sig om Livet efter Døden; naar Troen ikke var en Forvisning om det, vi ikke kunde se – hvad var saa det Hele? Hvori bestod da Kristendom? Hvad var da Tro? ... Alt løb rundt for dem. De vidste ikke længer, hvad der var ret, og hvad der var vrangt, hvad der var Sandhed, og hvad der var Vildfarelse. Og det nyttede ikke mere, at de lukkede de farlige Bøger og holdt sig borte fra Møderne. Tankerne lod dem ikke Ro i deres Ensomhed, Tvivlene blev ved at forfølge dem og fordrede Afgørelse! ... Saa havde de tilsidst ikke længer kunnet bære Uvishedens Byrde. Trods trange Kaar var de brudt op fra deres Hjem, havde givet deres Børn og Ejendom i Fremmedes Varetægt og var rejst herover – alene betagne af Tanken om at faa Klarhed over sig selv, komme til Sandheds Erkendelse og genvinde Hjærtets tabte Fred og rolige Lykke.