II.

Imidlertid var der ogsaa bleven livligt henne i »Sandingehus«. Mens Folket forventningsfuldt lejrede sig om selve Skuepladsen for de kommende 204| Dages betydningsfulde Begivenheder, samledes de Agerende i Kulissen hos Fru Gylling.

Saa godt som alle Menighedens mere bekendte Personligheder havde indfundet sig. Der var Præster, Højskolefolk, Rigsdagsmænd, ja endog Nen bekendt Universitetsprofessor, der vel egentlig ikke hørte til Kredsen, men hvis Nærværelse man ikke desmindre satte særlig Pris paa som Vidnesbyrd om Videnskabens endelige Anerkendelse af Vennesamfundets aandelige Opdyrkningsarbejde.

Størst Opsigt vakte dog som sædvanlig Vilh. Pram, der – skønt forholdsvis ung som offentlig Personlighed – allerede havde opnaaet fuld Færdighed i den for en Fører uundværlige Kunst at kunne fastholde Folks Opmærksomhed og gøre sin Person til Midtpunktet i enhver Forsamling. Ved ildfuld Gestikuleren og lignende dramatiske Virkemidler forstod han at fremkalde Indtrykket af en Overbevisningens Kraft, en Tankernes Flugt, en Nidkærhedens Inderlighed og Varme, der uvilkaarligt henrev Tilhørerne og fik dem til at lytte med maabende Munde.

Hans Popularitet havde i Sommerens Løb været i stadig Stigen, maaske dog mest i enkelte Dele af Fritænkernes Lejr, hvor en vis Trang til religiøs Opbyggelse i den sidste Tid var kommen paa 205| Mode, og hvor man følte sig i høj Grad tiltalt af en Lære, der dog ikke gjorde for dybt et Indgreb i Tanke- og Følelseslivets tilvante Bekvemmelighed. Denne Anerkendelse fra selve Fjendens Side havde ogsaa styrket hans Stilling indenfor hans egen Kreds, og trods al Højskoleforstander Sejlings og Andres alvorlige, tildels forbitrede Modstand havde han virkelig faaet sat igennem, at Spørgsmaalet om, hvad et Nutidsmenneske kunde Nfordre af Religionen, var bleven fastsat som Forhandlingsemne her ved Mødet. Det var da ogsaa den almindelige Mening, at om dette Spørgsmaal vilde Hovedslaget komme til at staa.

Det, der dog i Øjeblikket fortrinsvis beskæftigede Sindene, var en nylig indtruffen Meddelelse om, at selve Hs. Ekscellence NKultusministeren vilde beære Mødet med sin Nærværelse, mulig allerede indfinde sig til Aabningshøjtideligheden den næste Dag. Med Føje opfattedes denne store og sjældne Udmærkelse som en Bekræftelse paa – hvad man vel nok havde anet – at der i den sidste Tid var foregaaet et NOmslag i de Styrendes Stemning overfor Vennesamfundet og dets Mission, og der gjorde sig med ét en paafaldende Forsonlighed gældende i hele Forsamlingen. Selv Vilh. Pram viste sig ingenlunde helt ufølsom for den tiltænkte Opmærk206|somhed. I en Kreds af sine Tilhængere lod han en Ytring falde om, at den Minister i hvert Fald syntes at vide, hvad han skyldte sin Stilling som Kirkens officielle Tilsynsmand. Fra alle Sider var man enig om, at det ikke mindst nu var magtpaaliggende at søge gennemført en værdig og fuldkommen saglig Forhandling af de foreliggende Spørgsmaal og frem for Alt undgaa al personlig Strid og unødig Ophidselse.

I denne Forbindelse beskæftigede man sig ogsaa et Øjeblik med Spørgsmaalet om Emanuel Hansted. Det var nemlig bleven fortalt, at han skulde have i Sinde at tage Ordet ved et af Diskussionsmøderne, hvad man gerne vilde have forhindret for ikke at risikere nogensomhelst Art af Skandale. Det var jo nemlig nu desværre en fastslaaet Kendsgerning, at den stakkels Mand var uhelbredeligt sindssyg. Efter Sigende havde hans Familje ogsaa endelig sat sig i Bevægelse for at faa ham erklæret umyndig og indlagt paa et Sindssygehospital. Alligevel indsaa’ man, at det ikke ret vel gik an – og rimeligvis ogsaa vilde være uklogt – rent ud at forbyde hans Optræden. En saadan Fremgangsmaade vilde let kunne Nopbringe hans stakkels enfoldige Tilhængere her paa Egnen og bidrage til at forhøje Glansen af den 207| Martyrglorie, som disse forvildede Mennesker havde lagt om hans syge Hoved. Man blev derfor enig om, at man gjorde bedst i ganske at lade som Ingenting, give ham Lov til at udtale sig, dersom han forlangte det, og kun skride ind i Tilfælde af, at han ved Ord eller Adfærd ligefrem vakte Forargelse.

– – –

Mens alt dette foregik, sad den gamle Pastor Momme ensom i sin tomme Præstegaard. Man havde anmodet ham om at være en Slags Æresgæst ved Mødet og navnlig ønsket hans prydelige Nærværelse ved Aabningshøjtideligheden, – men han havde undslaaet sig. Han havde end ikke kunnet faa sig selv til at modtage Nogen af de Mange, der i Eftermiddagens Løb var kommen for at hilse paa ham. Han havde sagt til sig selv, at han forstod dog ikke den nye Slægt, om end den kaldte sig hans egen Tids Arvtager. Og han var for træt nu, trængte til Ro, ønskede blot Lov til i Ensomhed at søge Guds Tilgivelse for sit Liv.

Han sad i sin Lænestol ved et af Dagligstuens Vinduer, gennem hvis røde Gardin Skumringsskæret faldt ind over hans lille indskrumpede Skikkelse som et mystisk Lys. Gennem et andet, 208| aabentstaaende Vindue førtes Lyden af Landsbyens urolige Røre ind i Stuen, denne sammenblandede Lyd af Vogne og vrinskende Heste og travle Folkemasser, der i sin Tid havde lydt saa frydefuldt i hans Øre ... som Fuglekvidret, der bebudede den gryende Dag. Nu mindede den dumpe Mumlen ham om Gravklokkens Klemten over et afsluttet Liv, et udslukket Haab. Det kom ham for, som var det en Ligfærd, der her beredtes; som var det hans egen Tid, hans eget Værk, hvis sidste, hensmuldrende Rester nu stedtes til Hvile.

Henne i Stuens andet Vindueshjørne sad Frk. Katinka Gude med sine rastløse Strikkepinde.

Heller ikke hun kunde lade være med at give Agt paa Røret omkring i Byen, der dog i hendes sangbundsløse Øren ikke lød anderledes end et almindeligt Markeds-Spektakkel. Den gamle Dames Opfattelse af det store Stævne var i det Hele yderst nøgtern. Hun havde aldrig følt sig yderligere imponeret af sine Medmennesker, fordi de forsamlede sig i Flokke; og hvad Præster og overhovedet Ordførere angik – og ganske særligt Vennesamfundets – havde de aldrig formaaet at indgyde hende synderlig Højagtelse. Naar undtoges hendes egen Svoger og den gamle, nys afdøde Højskoleforstander her, for hvem selv hun efterhaanden havde 209| faaet Respekt, betragtede hun Retningens andre Forkæmpere, lige fra selve den store Grundtvig til Nde sidste Dages Nsmaa Profeter, som en Slags NGeschæftsmænd, der »gjorde« i Gud, ... NAfladskræmmere, der tingede og tuskede med de himmelske Ting og stadig søgte at underbyde hinanden med Hensyn til den Pris, for hvilken de falbød Salighedens Glæder fra deres Forretning.

I det Hele var den gamle Særling ikke gaaet gennem Livet uden at lide Skibbrud ogsaa paa sin Tro. Gennem sine halvfjerdsindstyve Aars Erfaringer var hun kommen til det Resultat, at af Alt i Verden var Intet saa omskifteligt som netop Ndet »ene Fornødne«, Intet saa forgængeligt som netop de »evige Sandheder«. Mens almindelig jordiske og derfor ret foragtede Sandheder, som at to og to var fire, og at Jern var tungere end Træ, stadig levede i bedste Velgaaende, hændte det Gang efter Gang deres himmelske Kolleger, at de døde en forsmædelig Død og stod op til et andet Liv som en beklagelig Misforstaaelse, en Oversætterfejl eller en slet og ret Løgn.

»Katinka!« kaldte den Gamle henne fra det andet Stuehjørne.

»Ja! her sidder jeg!«

210| »Kan du ikke læse lidt for mig? Jeg er saa urolig.«

»Det er ogsaa ... saa lummert i Aften. Skal jeg ikke ... lukke flere Vinduer op?«

»Aa nej, gør ikke det!«

»Hvad skal jeg saa ... læse for dig? Skal jeg læse et Stykke af Biblen?«

»Aa, Biblen! Det er jo bare en Samling gamle Krøniker, siger de nu.«

»Skal jeg da læse lidt ... i NGrundtvigs Sangværk?«

»Aa, jeg véd ikke, Katinka! Jeg tror, jeg er for Nklejnmodig til det nu. Er det ikke underligt, jeg er i de senere Aar kommen til at holde mere af NBrorson. Tidt kan jeg sidde og nynne for mig selv en af hans Salmer. Som nu denne –«

Han gav sig til at synge. Med sin lille tynde Stemme sang han ganske højt:

Da han sluttede, sagde Frk. Katinka, idet hun skiftede en Pind:

»Tror du ikke, det var bedst ... du gik i Seng, Momme?«

211| Han var bleven anstrengt af Sangen og sad et Øjeblik og snappede efter Vejret.

»Aa jo, du har vist Ret. Søvnen er dog tilsidst vor bedste Trøster.«

»Kom, lad mig hjælpe dig!«