V.

Imidlertid havde de to Søskende vandret et Par Gange rundt i Haven og tilsidst taget Plads ved Siden af hinanden paa Bænken.

»Vil du ikke have noget at styrke dig paa?« spurgte Betty. »Du har jo næsten Intet nydt i Dag, og du ser saa træt ud.«

»Aa nej, det er ovre nu. Jeg har det godt.«

»Hvor har du egentlig været henne hele Eftermiddagen? Jeg har slet ikke set dig.«

»Jeg gik blot en Tur ud over Markerne. Jeg trængte til at være lidt alene. Jeg var bleven saa underlig urolig.«

»Urolig, Emanuel ... men hvorfor?«

»Aa ja, det var heller ikke ret. Men – tænk dig, Betty! – som jeg gik derude, kom der en lille Fugl flyvende ned fra Himlen og blev ved at hoppe foran mig paa Vejen, ganske nær ved mig. Den gav mig Trøst.«

I dette Øjeblik kom Tjenestepigen igen til Syne, ganske bleg og forvirret.

225| »Frue!« kaldte hun.

Betty rejste sig og gik ilsomt hen imod hende.

»Hvad er der dog? Har jeg ikke sagt, at vi ikke vil forstyrres i Dag? Hvad er der saa i Vejen?«

»Det er Børnene, Frue! Vi kan ikke finde dem –«

»Naa, saa led efter dem! Sig dem, at de straks skal komme ind og være rolige!«

»Jamen, Frue –«

»Gør blot, som jeg siger! Og lad os være i Fred!«

Dermed vendte hun sig om og gik tilbage til Emanuel.

»Hvad er Klokken, Betty?« spurgte han.

»Den er snart seks. Der er endnu over en Time, til Mødet begynder.«

Emanuel nikkede.

Hun satte sig igen ved Siden af ham, og en Stund sad hun nu og saa’ ned i sit Skød paa de febrilsk arbejdende Hænder.

»Emanuel«, sagde hun tilsidst. »Vil du ikke fortælle mig, hvad du vil tale til dem om i Aften?«

»Jeg véd det ikke, Betty.«

»Du véd det ikke? ... Men du har dog vel tænkt over det?«

226| »Nej«.

»Men Emanuel! ... Hvad vil du da sige?«

»Hvad Herrens Aand indgiver mig. Intet Andet!«

»Jeg forstaar dig vist ikke ...«

»Aa nej, Betty. Men se ... nu skal du vide det, fordi jeg véd, at du ofte ængstes for min Skyld ... jeg havde forleden Nat et Syn.«

»Et Syn?«

»Ja ... Gud sendte mig Bud. Det var hen imod Morgen. Der kom en fremmed Skikkelse ind ad min Dør ... hyllet ind i et hvidt Lin og med et stort, gyldent Kors paa Brystet. Den traadte stille hen til min Seng og sagde: Er du beredt?«

»Men ... Emanuel!«

Betty foldede Hænderne foran Brystet og stirrede paa ham med rædselsslagent Blik.

»Stille, Betty! Lad os være ydmyge! ... Og hvorfor foruroliges du? Har du aldrig selv i Ensomhed følt, at Aanderne er os nær og vaager over ethvert af vore Skridt? Og er det dog egentlig ikke netop en trøstefuld Tanke, at Himmeriges Rige ikke er os saa fjernt, som saa Mange mener. Er det dog ikke dejligt at vide, at vi daglig omgives af dets usynlige Herlighed og kun har et eneste lille Skridt at vandre, naar Døden endelig 227| aabner for vort Jord-Fængsel og kaster vor usle Fangedragt i Graven til Føde for Ormene?«

Betty sad et Øjeblik ubevægeligt stille.

»O ja, Emanuel!« udbrød hun med ét i Ekstase og greb hans Haand.