II.

En sludfuld Efteraarsdag et Par Maaneder senere snoede et Ligtog sig langsomt op ad den 269| bugtede Vej, der fra Skibberup Sande steg op til den gamle, ensomt liggende Næsse-Kirke, der knejsede ude over Fjorden. Det var Emanuel, der nu stedtes til Hvile.

Skønt hans Efterladte havde ønsket, at Begravelsen skulde foregaa i al mulig Stilhed, havde der baade fra Vejlby og Skibberup samlet sig et anseligt Følge. Vejen var sort af Vogne og Fodgængere, og inde over de to Landsbyer vajede Flagene paa halv Stang. Kun de haardeste af Egnens »Hellige« havde holdt sig borte, fordi det var bleven bekendt, at der efter Hansines Ønske ikke skulde holdes nogen Tale ved Graven.

Der saaes saa godt som alle de gamle Ansigter, der i sin Tid stadig havde omgivet Emanuel i Kirken, i Forsamlingshuset og i hans eget Hjem; og det var tydeligt at se paa alle disse Folk, at hans sidste Dages Ulykker havde faaet dem til at glemme al fordums Strid. Endog den forhenværende Sogneraadsformand med den store, kalkunblaa Næse havde indfundet sig, skønt han – trods sin Rigdom og sin forrige Magtstilling i Menigheden – langtfra var velset blandt Egnens Befolkning. Ogsaa »Vikingen«, Tømrer Nielsen, med det mægtige Skæg, der nu naaede helt ned under Bæltestedet – ogsaa han var til Stede, om 270| han end holdt sig allerbagest i Følget ligesom for dermed at antyde, at han ikke var der helt med sin gode Vilje. Paa hans alvorsfulde Ansigt stod der tydeligt at læse for Alle, at det ingenlunde havde været uden Betænkeligheder, han havde besluttet sig til at deltage i denne Ceremoni. Han hørte nu til Pastor Madsens svorne Mænd og nød megen Anseelse i Menigheden paa Grund af sin store Hellighed.

Paa Dril havde Væver Hansen slaaet Følge med ham, hvad der øjensynligt i høj Grad generede ham. Han havde gentagne Gange gjort Forsøg paa at blive ham kvit, havde forandret Plads i Toget, givet sig i Snak med Andre o. lgn.; men Væveren blev ved at hænge paa Siden af ham som en Burre og gottede sig aabenbart ved at mærke den Opsigt, deres mærkelige Kompagniskab vakte rundt omkring.

Ogsaa forhenværende Dyrlæge Aggerbølle saaes i Følget, skønt nærmest som en Skygge af sig selv, bleg og slunken, med kridhvidt Haar og Skæg, en ynkelig Frakke og luvslidt Cylinderhat, men stadig lige strunk af Holdning og med en Næseklemmer foran sine uhyggeligt store, stift fremadstirrende Glaskugler af et Par Øjne. Den af Skæbnen saa romantisk omtumlede Mand var 271| nu endelig endt som Fattiglem. Rigtignok vilde han paa ingen Maade selv indrømme det. Af Barmhjærtighed mod ham – og desuden af en vis Ærefrygt for, hvad han selv kaldte sin »Rang« – havde man nemlig ladet ham blive boende i sit gamle Hjem og lod ham i det Hele den offentlige Understøttelse tilflyde under saa hensynsfulde Former som muligt. Derfor paastod han haardnakket – og troede efterhaanden selv derpaa – at Fattigforstanderen blot godhedsfuldt »forvaltede hans Midler«, og indrømmede i det Højeste, at han stundom modtog frivillige Gaver, som hans Æresfølelse ganske vist krympede sig ved, men som han af Hensyn til sine elskede Børn dog ikke mente at have Ret til helt at afvise.

Blandt dem, der havde holdt sig borte fra Begravelsen, og hvis Fraværelse blev bemærket, var først og fremmest Købmand Villing og hans Kone. De havde ikke turdet udsætte sig for deres »hellige« Kunders Mishag og var derfor bleven hjemme, skønt det særligt for Hr. Villing ingenlunde havde været let at give Afkald paa en Lejlighed til at repræsentere, være højtidelig, tale bevægede Ord om Døden, Skæbnen, Livets forunderlige Omskiftelser o. s. v. Det vindskibelige Ægtepar havde forøvrigt atter faaet en travl og 272| gylden Periode. Villings standhaftige Tro paa Faguddannelsens Overlegenhed og endelige Sejr var ikke bleven gjort til Skamme. Under de sidste Aars stærke Optagethed af allehaande aandelige Spørgsmaal havde Menigheden hverken haft tilstrækkelig Sans eller Lejlighed til med nogen Energi at opretholde den »Forbrugsforening«, som Væver Hansen i sin Tid havde grundlagt til Styrkelse af Menigmands Selvstændighed, og Villings lille Butik var derfor atter bleven det sædvanlige Samlingssted, der fra Morgenstunden stod fuld af købslaaende Folk, og hvor de Vejlby Bønder mindst én Gang om Dagen søgte hen for at fordrive en ledig Time med Bysnak og Tobak.

Af Emanuels Familje var kun Fru Betty og hans Broder Garderofficeren til Stede, den sidste civil. Den gamle Etatsraad havde ikke vovet at udsætte sig for Rejsens Besværligheder. Han var meget svag og nedbøjet, og man ventede ikke, at han levede Vinteren over.

Det var Emanuels eget Ønske, som man opfyldte ved at stede ham til Hvile paa Skibberup Kirkegaard omkring den ensomme Næsse-Kirke. Han havde saa ofte talt om sin Forkærlighed for dette øde, forladte Sted med den frie Udsigt over Fjorden, – talt om, hvor dejligt det maatte 273| være engang at sove der ved »Guttens« Side, omgivet af den dybe, højtidsfulde Stilhed, som kun Bølgebruset og Maageskrigene gennembrød. Endnu under sin Sygdom fantaserede han bestandig om den gamle Kirke, hvortil saa mange af hans Livs lykkeligste Minder knyttede sig. I sine lyse Øjeblikke havde han ofte fortalt Sygeplejersken om sin Bryllupsdag, om det lange, pyntede Brudetog, om Bispen, der modtog det ved Indgangen i fuldt Ornat, og om den natlige Hjemfart, da Præstebjerget pludseligt løftede sig op paa luende Søjler. Ogsaa om Vejlby Præstegaard havde han altid gerne villet fortælle, men Sygeplejersken havde i Almindelighed maattet standse ham, fordi Minderne angreb ham for stærkt. Han kunde ofte falde i krampagtig Hulken eller synke hen i en dyb, stum Fortvivlelse over sin forspildte Lykke, og han havde tilsidst næsten ingen anden Tanke, intet andet Ønske, ingen anden Begæring end at faa sin Hustru og sine Børn at se. Da man ved Dødens Nærmelse omsider indvilligede i hans Bøn og sendte Bud efter dem, var det forsilde. Om Natten døde han. Med sine sidste, svigtende Kræfter bad han da sine Omgivelser sige til Hansine, hvad han selv vilde have sagt hende, at han takkede og velsignede hende. Med Sygeplejerskens Haand 274| i sin, og mens den gyldne Dag sejrrigt brød frem derude bag det nedrullede Hospitals-Gardin, udaandede han i et langt og smertefuldt Suk.

... Over det langsomt dragende Ligtog rungede Kirkeklokkens basdybe Tone, denne vedholdende Lyd, der trods sin Ensformighed har Udtryk for alle Menneskehjærtets dybe Følelser fra den højeste Fryd til den tungeste Smerte. Kirkegaardsporten aabnedes, og mens en Flok opskræmte Maager gav sig til at skrige ude over Stranden, som vilde ogsaa de være med at bringe deres ulykkelige Ven den sidste Hilsen, skred Toget ind mellem de vejrblæste Grave.

Da Følget var samlet omkring den gamle Anders Jørgens Begravelsesplads, og medens den blomstersmykkede Kiste langsomt sænkedes i Jorden, søgte Blikkene uvilkaarligt Hansine. Hun stod i sin Enkedragt ved Siden af Graven og holdt den lille Sigrid i Haanden.

Mens Barnet hulkende gemte sit Ansigt i Moderens Kjole, syntes Hansine selv fuldkommen rolig og fattet. Men sporløst var de sidste Tider dog ikke gaaet hen over hende. Hun var tydeligt nok begyndt at ældes, og hun var saa mærkeligt lille at se til i sin sorte Dragt.

275| Efter at en Salme var sunget, traadte Pastor Madsen med mørk Mine frem ved Graven.

Den lille bredbyggede Mand med det sorte, tæt studsede Fuldskæg, de tykke, blodrøde Læber og de fanatisk mistænksomme Øjne forrettede Jordspaakastelsen med ilter Haand og myndig Stemme. Og som en Erstatning for den Dommedagstale, han ikke havde faaet Lov til at holde, gjorde han den »stille Bøn« saa lang, at Enkelte tilsidst blev utaalmodige og satte deres Hatte paa.

Saa var Højtideligheden til Ende, og Følget spredtes langsomt.