Tekstredegørelse 
Henrik Pontoppidan, Dommens Dag

1. Manuskripter

Der kendes intet manuskriptmateriale til værket hverken på Det Kgl. Bibliotek eller i privateje.

2. Værker forud for bogudgivelsen

Der findes følgende værker forud for bogudgivelsen, der i varierende grad er indarbejdet i Dommens Dag. Et Tidsbillede:

»Kirkeskuden«, i Henrik Pontoppidan: Stækkede Vinger, der udkom den 7. november 1881 på Andreas Schous Forlag.

Sandinge Menighed. En Fortælling, der udkom den 23. april 1883 på Andreas Schous Forlag.

»Dagbog. d. 19de Avgust«, i Kjøbenhavns Børs-Tidende, 20. august 1889, s. 1.

Om værkerne forud for bogudgivelsen, se nærmere i tekstredegørelserne for disse.

2. Bibliografiske data

Dommens Dag. Et Tidsbillede udkom den 20. november 1895 (dateret efter annonce i Politiken). Bogen blev udgivet på P.G. Philipsens Forlag, trykt i Thieles Bogtrykkeri. Den kostede i boghandlen 4,00 kroner (indbundet 5,25 kroner). Oplag: 3.150 eksemplarer. Skillebladenes vignetter er udført af den danske tegner og illustrator Hans Tegner (1853-1932).

Formatet er oktav, og bogen har et samlet omfang på 145 blade (290 sider). Bogblokken måler i forlagsindbinding 115 × 170 mm (bredde × højde), klummen måler 75 × 117 mm (26 linjer). Det er ikke lykkedes at finde et ubeskåret eksemplar.

Bogen indledes med 2 præliminærblade uden paginering (smudstitelblad og titelblad), herefter følger 143 blade fordelt på 17 3/4¹ ark med pagineringen 4-91, 96-159, 164-196, 200-247, 252-281, idet s. 1-3, 92-95, 160-163, 197-199, 248-251 og 282 er uden paginering. Bagsiderne af de fem bøgers deltitelblade (s. [2], [94], [162], [198], [250]) er blanke. Afslutningsvis er indsat et upagineret blankt blad. Ark 1-18 har prima- og sekundasignatur. Primasignaturen er angivet med arabertal og sekundasignaturen med arabertal fulgt af asterisk. Primasignaturen mangler dog på første ark, hvis rectoside udgør deltitelbladet til første bog, og på 11. ark, hvis rectoside udgør titelbladet til tredie bog. Titlen »Dommens Dag.« er anført til venstre under klummen på arkenes første side, dog ikke på det første ark (deltitelbladet til første bog) og 11. ark (deltitelbladet til tredie bog).

Udgivelsesteknisk kan ovenstående samles i en kollationsformel², hvor π^2^ angiver, at der er tale om 2 præliminærblade, 1-17 3/4^8^ at bogen består af 17 3/4 ark a 8 blade (16 sider) og χ^1^ at der afsluttes med et (upagineret) blad. Alle læg (ark) bærer signatur på de to første blade på nær første og 11. læg, hvor signaturen er udeladt på første blad ($2 signeret (-11 og 111)).

Kollationsformel: π^2^ 1-17 3/4^8^ χ^1^. $2 signeret (-11 og 111). 145 blade, pagineret [I]-[IV], [1]-[3], 4-91, [92]-[95], 96-159, [160]-[163], 164-196, [197]-[199], 200-247, [248]-[251], 252-281, [282]-[285].

Indholdsoversigt:

[I] smudstitelblad. [II] blank. [III] titelblad. [IV] blank. [1] Første Bog med vignet forestillende en kalechevogn i øsende regn. [2] blank. [3]-91 kapitel I.-X. [92] blank. [93] Anden Bog med vignet forestillende sømærket i Hammerbakkerne. [94] blank. [95]-159 kapitel I.-VII. [160] blank. [161] Tredie Bog med vignet forestillende Emanuel Hansted og fru Betty på en bænk under det vidtforgrenede æbletræ. [162] blank. [163]-196 kapitel I.-IV. [197] Fierde Bog med vignet forestillende Emanuel Hansted i de øde Hammerbakker efter mødet på Sandinge Højskole. [198] blank. [199]-247 kapitel I.-VIII. [248] blank. [249] Femte Bog med vignet forestillende et par bedende bønderskikkelser ved en grav på kirkegården ved Næsse-Kirken. [250] blank. [251]-281 kapitel I.-III. [282] Udkommen er af Henrik Pontoppidan: [6 titler]. [283]-[284] blanke.

Forlagsbindet er et komponeret shirtingsbind i forskellige farver (kendes i mørkeblå og rødbrun) med guldtryk på forside, ryg og bagside. Omslaget er illustreret af Hans Tegner. Forsidens motiv, omgivet af en kantramme, er kornneg og mælkebøtter under en skyet himmel.

Ved tekstetableringen er anvendt tre eksemplarer, og der er ikke konstateret nogen afvigelser. De tre eksemplarer er:

1. Det Kgl. Biblioteks eksemplar, katalogsignatur 57, -237, 8°
2. Syddansk Universitetsbiblioteks eksemplar, katalogsignatur 77-1836
3. Eksemplar i privateje, tilhørende Jesper Gehlert Nielsen

Det Kgl. Biblioteks eksemplar er valgt som tekstgrundlag og danner tillige grundlag for faksimileringen.

3. Tilblivelse

Efter alt at dømme var fortællingen om Emanuel Hansted tænkt afsluttet med udgivelsen af Det forjættede Land i december 1892. Samtidig med udgivelsen af Det forjættede Land udkom også et gennemrettet 2. oplag af Muld, og den 28. december 1892 kunne Pontoppidan i et brev til Philipsen antyde, at drøftelser af et 2. oplag af Det forjættede Land tillige var indledt. Forfatteren indvilligede i at gennemse og tilrette et eksemplar af romanen, men han frabad sig det møjsommelige korrekturarbejde, bl.a. for at få sine tanker »helt bort fra et Emne, som de længe nok har beskæftiget sig med«³. Det sidste punktum i arbejdet med den »store Bog« var sat.

Hvornår ideen om et tredje bind i fortællingen om Emanuel Hansted er opstået, kan ikke med sikkerhed afgøres. Einar Christiansen havde i sin anmeldelse af Det forjættede Land i Illustreret Tidende udtrykt det udbredte læsersynspunkt, at Emanuel Hansteds resignation og tilbagevenden til byen var utilfredsstillende som afslutning og efterlod (for) mange ubesvarede spørgsmål: »Vil han [dvs. Emanuel Hansted] nu i disse mere dannede Forhold kunne finde sig selv – byggende paa de bitre Erfaringer, han har gjort – vil han her i ærlig Sandhedssøgen kunne kæmpe sig frem til Fred? Derom vil en tredje Del af Bogen vel komme til at handle. Man længes efter en saadan«⁴. Det kan vel ikke udelukkes, at Pontoppidan eller hans forlægger har lyttet lidt til efterspørgslen på bogmarkedet. Sandsynligt er det også, at Pontoppidans påbegyndte læsning af Søren Kierkegaards (1813-55) værker kan have givet inspiration, stof, kolorit – og en uventet drejning – til det sidste kapitel om Emanuel Hansted⁵.

Den tidligst kendte omtale af det tredje og sidste bind findes i et brev til Gustav Philipsen fra den 11. december 1893, hvor Pontoppidan opregner nogle af det kommende års planlagte udgivelser: »Forøvrigt har jeg jo den tredie og sidste Del af »Muld« – »Det forjættede Land« at byde på i 1894, enten det nu bliver som Forårs- eller Julebog«⁶. Pontoppidans ukuelige optimisme, især i forbindelse med forhandlinger om (forskud på) honorarer, måtte Gustav Philipsen have været fortrolig med. I hvert fald kom han til at vente noget længere, end forfatteren havde stillet i udsigt. I mellemtiden dukkede romanprojektet op i et brev til Edvard Brandes (1847-1931) den 28. marts 1895, hvor Pontoppidan især fremhæver nye takter i romanens sprog: »Når jeg gennemser det Manuskript, jeg har på Beddingen, ryster jeg selv på Hovedet af den forskrækkelige Kæft, jeg er begyndt at føre. Men sligt følger vel med Alderen«⁷. Var det mon læsningen Kierkegaards flyveblad Øieblikket, 1855, der havde sat sine spor? Først den 26. juni 1895 dukkede romanen igen op i korrespondancen mellem Pontoppidan og Philipsen. I kølvandet på korrekturen af 2. oplag af Den gamle Adam, 1894, oplyste Pontoppidan, at

Min nye Adam [dvs. Dommens Dag] skrider jævnt fremad i sin Vækst, synes at blive ganske velvoksen, har måske fået et uforholdsmæssigt stort (men også ganske godt) Hoved og skal også nok få en fyldig Ende. Midt i næste Måned skal de første 10 Ark blive Dem tilsendte, og Trykningen kan De for min Skyld gærne begynde. Hvad Tegningerne angår, da vil Motiver (Landskabs-, Interiør-Motiver) til alle de 5 Bøger kunne tages fra disse ti Ark, så der i den Henseende kan tages fat i Tide. – Jeg håber nu, De vil få samme Fornøjelse af Bogen som af dens to Forgængere, »Muld« og »D. f. L«.⁸

Den 3. juli 1895 kan Pontoppidan meddele, at den »nye Bog bliver vel på c 25 Ark«, og at manuskriptet ventes færdigt den 1. oktober. »Dens Titel har jeg endnu ikke fastslået. »Emanuel« bliver det næppe. Snarere: »Dommens Dag««⁹. Den 1. august følger endelig manuskriptet til romanens 1. bog, som Philipsen straks kaster sig over trods Pontoppidans anbefaling om »at vente med at læse den, indtil den foreligger i Korrektur«: »For at spare mine Øjne har jeg nemlig ladet min Kladde afskrive og så foretaget Rettelserne i Afskriften, hvorved denne bliver lidt vanskelig at læse«¹⁰. Den 6. august fulgte forlæggerens dom over den første del af manuskriptet, som han tilsyneladende ikke havde haft problemer med at dechifrere:

Jeg har læst med megen Omhu og finder det at være en værdig Introduktion til Slutningsledet i Trilogien. Personlig synes jeg bedst om Regnvejret lige i Begyndelsen og saa om Markvandringen lige i Slutningen; Besøget hos den ækle gamle Kælling er mærkelig virkningsfuldt; mindst vil man maaske more sig over den store teologiske Disput; [...].¹¹

»Det glæder mig, at De har læst første Bog med nogen Fornøjelse«, kvitterede Pontoppidan den 15. august fra Rørvig og tilføjede: »jeg troer anden Bog er »forholdsvis temmelig god««¹². Manuskriptet til den anden bog kunne forlæggeren vente »om 2-3 Dage«. Pontoppidan tilføjede, at »Bogen, som sagt, ikke hedder Dommedag«, som det fejlagtigt var angivet i korrekturen, »og egentlig foreløbig ingen Titel har, da jeg ingen sådan har opgivet«. Anden bog fulgte den 23. august sammen med løftet om, at »3^die^ Bog skal snart følge efter«¹³. Det kom til at holde stik; der var øjensynligt skred i skriveriet. Den 4. september 1895 meddelte Pontoppidan som argument for et forskud på kvartalshonoraret, at parret i begyndelsen af den kommende uge ville forlade Rørvig for at tage »ned til Skovridergården Lillinge ved Køge, hvor vi forbliver, indtil min Bog bliver færdig fra min og Trykkeriets Hånd«¹⁴. Manuskriptet til tredje bog ville blive afsendt ved afrejsen. Af brevet forstår man, at Philipsen havde ytret betænkelighed ved »Bogens megen Teologi«, men forfatteren kunne berolige ham:

Men den har været nødvendig som Underbund – og nu kommer der heller ikke mere af den. 3^die^ Bog er ganske personlig, og heller ikke i det egentlige Dommedagskapitel (4^d^ Bog) bliver der teologisk Diskussion. Det er netop for at undgå en sådan på dette Sted, at jeg skød den hen til Bogens Begyndelse. At Deres Tilfredshed med 1^st^ og 2^d^ Bog har glædet mig meget, har jeg allerede skrevet. For Bogens sidste Halvdel frygter jeg ikke. Men særlig for første Bog har jeg haft store Ængstelser!

Manuskriptet til romanens tredje bog blev som aftalt afsendt den 9. september. Følgebrevet indeholdt en lang række dessiner til illustratoren om vignetterne til de enkelte bøger. »Men jeg véd, at Billederne tit kan forsinke en Bogs Udgivelse, og jeg tør ikke love Dem Fortsættelsen af Manuskriptet før om et Par Uger og Slutningen omkring Midten af Oktober«¹⁵. Den kunst at forsinke mestrede Pontoppidan også. Omkring den 25. september 1895¹⁶ måtte han meddele Philipsen, at »Flytning, Sygdom, Indkvartering og endnu nogle andre Kvaler har forsinket Fuldendelsen af »Dommens Dag««¹⁷. Men han var fortrøstningsfuld og fandt det realistisk med en udgivelse »i de midterste Dage af November, hvad vel må kaldes en passende Tid«. Om bogens omfang kunne Pontoppidan meddele, at den »bliver noget mindre end påregnet, nemlig c 20 Ark, idet jeg har fundet det rigtigst at afkorte Beskrivelsen af Mødet på Højskolen«. Måske var han på dette tidspunkt ved at være mættet af romanens univers:

Men forøvrigt er jeg nu også tilfreds med at kunne forlade den Verden, hvori Bogens Personer bevæger sig. På en Måde har det været et højst utaknemligt Arbejde at skildre vor Højskolebevægelse, der fór op med Løvemod og faldt sammen med fåreagtig Forknyttelse. Nå, det er da heller ikke denne Del men det perspektiviske i Fortællingen, der har interesseret mig. Men Stoffet har været for tungt og er derfor ofte blevet uigennemsigtigt. –

Tilsyneladende er afslutningen af manuskriptet forløbet uden store problemer. I hvert fald er korrespondancen mellem forfatter og forlægger både sparsom og kortfattet. Den 28. september lader Pontoppidan Philipsen vide, at han den følgende mandag (30. september 1895) vil afsende »4^d^ Bog og måske 5^te^ med ... dog, det sidste tør jeg ikke love«¹⁸. Sammen med brevet fulgte nogle ark med rettelser til allerede ombrudte dele af bogen. Herefter følger en lakune i korrespondancen på knap en måned. Nogle breve må være gået tabt, for i Pontoppidans brev til Philipsen den 26. oktober 1895 fremgår det, at forfatteren har haft bryderier med særligt den afsluttende skildring i romanen: »Nej, det lykkedes mig ikke at få Oprullet det Billede af Livet i Vejlby og Skibberup, som jeg havde villet. Nu må Bogen gå, som den er«¹⁹. Dommens Dag udkom den 20. november 1895 i 3.150 eksemplarer. I opgørelsen fra P.G. Philipsens Forlag af 31. december 1895 beregnedes forfatterens honorar til kr. 2.700: »18 Ark i Oplag 3150 Expl à 150. –«²⁰.

Årsopgørelsen fra P.G. Philipsens Forlag udgjorde tillige en afslutning på det samarbejde, der blev indledt i oktober 1887 om udgivelsen af »en dansk Bonderoman«²¹, Muld. De tre romaner, der med tredje (gennemsete) udgave fra 1898 fik den samlede titel Det forjættede Land, er frugten af samarbejdet. Ludvig Philipsen, Gustav Philipsens far, var død i august 1895, og sønnen havde besluttet sig for at minimere sit engagement i forlagsvirksomheden. Han var i 1893 blevet valgt ind i Københavns borgerrepræsentation og ville forfølge en karriere som politiker. Han dannede derfor i november 1895 sammen med Ernst Bojesen (1849-1925) Det Nordiske Forlag med ham selv som bestyrelsesformand og Bojsen som direktør²². I sit afskedsbrev til Gustav Philipsen fra 31. december 1895 skrev Pontoppidan om deres samarbejde:

Jeg vilde da ellers sige, at jeg betragter det som det store Held på min literære Løbebane, at jeg i sin Tid kom i Forbindelse med Dem og Deres Broder. Mit Mod var den Gang nær ved Nulpunktet, jeg havde oftest mest Lyst til at opgive det Hele, og min daværende Forlægger var just ikke af dem, der opfordrede mig til at fortsætte. Aldrig var han gladere ved mig, end når jeg Intet skrev, og han havde udtrykkelig betinget sig, at mine Bøgers Størrelse ikke overgik 15 Ark. [...] Det var Deres Tro på mine Evner, der fik Betydning for mig, både ved at opildne mig selv og ved at smitte Publikum. [...] Det er for denne Tillid til mig, jeg først og fremmest er Dem taknemlig, og for den Tålmodighed, hvormed De i mine vanskelige År biede på mig. Den Tryghedsfølelse, hvorunder jeg i disse År har arbejdet, får jeg næppe nogensinde igen.²³