VIII.

Samme Nat sad fire Mennesker inde i Sogneraadsformand Jensens himmelblaa Stadsestue og spillede Kort.

Der var – foruden Værten – Egnens Dyrlæge Aggerbølle, den gamle Skolelærer Mortensen og Købmand Villing. Alle fra Vejlby.

Siden Klokken ti om Formiddagen havde de siddet her ved det samme Bord – uden andre Afbrydelser end dem, som Maaltiderne krævede. Nu var Klokken bleven tre. To Gange var Lysene brændt ned i Stagerne, og fire Gange i Aftenens Løb var der bragt nyt, varmt Toddyvand ind fra Køkkenet. Endnu syntes dog ingen at tænke paa Opbrud, skønt den spritholdige Kognak, Osen fra den rødglødende Kakkelovn og de tætte, blaa Tobaksdampe, der halvt usynliggjorde dem for hinanden, kendelig havde slappet Fjedren i deres Lidenskab.

Der mæltes ikke et overflødigt Ord. Halvt mekanisk spillede man Kortene ud og tog Stikkene 47| hjem. Selv den lille Købmand Villings stilkede Øjne, der ellers altid var saa travlt paa Færde overalt for om muligt at udspionere de medspillendes Kort, hang ham stive og blodunderløbne ud af det fede Hoved som paa en død Flynder, og i det hele fortsattes Spillet kun, fordi man endog manglede den fornødne Kraft til at bestemme sig for en endelig Afslutning.

Den eneste, der endnu holdt sig tapper, var den gamle Skolelærer Mortensen.

Men denne Mand var nu ogsaa som født til et L’hombrebord. Fra det Øjeblik, han omstændeligt udspilede sine rummelige Frakkeskøder for at indtage sin Plads, og indtil man rent ud betydede ham, at Spillet var forbi, sad han lige strunk med sit ærværdige, sølvhvide Hoved og skjulte den Feber, hvori Synet af Kort og Penge altid satte ham, under en ubevægelig Alvorsmaske, mens blot en ubetvingelig Skælven af Mundvigene og en uafladelig Knirken af hans gamle, stive Støvler forraadte den Sindsbevægelse, i hvilken han befandt sig. Nu og da strøg han sig med et rødt Silkelommetørklæde over sin høje Pande, der i kritiske Øjeblikke perlede af Sved; og vovede han sig efter omhyggelige Overvejelser endelig til et »Spurgt«, lukkede han 48| gærne samtidig Øjnene, som om han i sit stille Sind tilføjede et: »I Jesu Navn«.

Ved hans venstre Side sad Værten, Sogneraadsformand Jensen, og stred fortvivlet med Søvnen. Han var en stor, tyk Bonde, med et højtblussende Ansigt, hvorfra en blød, blaarød Næse hang ned imod Munden som en Kalkunsnabel. Han var Egnens »rige Mand«, og hele hans Holdning og Klædedragt røbede ogsaa, at han regnede sig for noget mere end en almindelig Bondemand. Af sine medspillende tituleredes han ogsaa sædvanligvis »Proprietær Jensen« eller Hr. Jensen – uden Fornavn. Til Gengæld gav han dem Lov til at plukke ham efter Evne og opslog endog regelmæssig en Slags hoverende Latter, hver Gang han maatte tage et nyt Kronestykke op af sin Bukselomme. Selve Spillet interesserede ham ikke synderligt; men han følte sig smigret ved de andres griske Bejlen til hans Pengestykker og slængte Kronestykkerne hen til dem med en Mine, som om han fodrede en Flok Grise.

Lige over for ham sad Dyrlæge Aggerbølle – en kraftig, bredskuldret Mand, med et stort, rødbrunt Haar og Skæg, der hist og her var isprængt med smaa Totter af graat. Han sad med Haanden under Hovedet, hensunken i en mørk, sløv Grublen. 49| Nu og da fór han sig skudrende med Haanden gennem sin buskede Manke og bankede sig paa Panden, mens han for sig selv fremmumlede bitre Forbandelser. Toddyerne var stegne ham til Hovedet, og han havde ikke været heldig denne Aften. Af Sogneraadsformandens Sølvskillinger havde kun en forsvindende Del fundet Vej til hans Vestelomme, – og for Dyrlæge Aggerbølle var Kortspil ikke som for de andre et letsindigt Tidsfordriv men en Kamp paa Liv og Død, af hvis Udfald hele hans Families Eksistens afhang.

Pludseligt begyndte Skolelærer Mortensens gamle Støvler en lidenskabelig Knirkekoncert inde under Bordet. Bag de lange, sølvgraa Bryn skelede hans Blik ængsteligt hen til en Underkop med 25-Ørestykker, der stod midt paa Bordet – den saakaldte »Solokop«.

Til sidst strøg han sig med Lommetørklædet ned over sit blege Ansigt, lukkede et Øjeblik Øjnene, som naar han om Søndagen læste i Kordøren, og sagde stille:

»Solo paa Koppen!«

Det gav et Sæt i de søvndrukne Kroppe. Dyrlægen løftede sit tunge Hoved og saa’ paa ham med grædefærdig Forbitrelse.

»Hvad hedder hun?« brummede han.

50| »Kløver,« svarede Skolelæreren.

Der blev købt i Tavshed. Dyrlægen rettede sig kampberedt i Vejret, drak ud af sit Glas og strøg sig neden fra op over Skægget med sin pudeformede Haand. Hans Øjne var røde som en Tyrs. Han vilde dog endnu engang forsøge en Dyst med Lykken. Blev nemlig denne Solo vunden, var Spillet af sig selv til Ende, og alt Haab dermed ude for denne Nat.

Mortensen havde »tre Matadorer, smaat fjerde« i Trumf; desuden Kongen, Damen, tredje i Hjærter og to smaa Spadere. Dertil havde han Forhaanden. Som en forsigtig General holdt han sin Hjærter Konge tilbage og sendte først Damen i Ilden.

Dyrlægen, der var renonce, lod sig imidlertid ikke føre bag Lyset.

»Det er vist en Farisæer!« brummede han og stak med Trumf.

Paa Skolelærer Mortensens Pande begyndte allerede de første klare Svedperler at piple frem.

Dyrlægen spillede en lille Spader; Købmanden stak med Kongen; Mortensen maatte bekende.

Men nu kom der Hjærter igen fra Villing; Mortensen bekendte med sin Konge, Dyrlægen stak med Trumf og spillede Spader Dame ud.

51| Nu forstod Mortensen, at han var fortabt. Hans Støvler holdt pludselig op at knirke, og hans Ansigt blev blegt som et Ligs.

Da lod han ubemærket den lille Spader, han skulde bekende med, falde ned i Skødet og derfra glide mellem Knæene ned paa Gulvet, hvor han behændigt satte Foden over den. Samtidigt stak han Damen med en lille Trumf. Derpaa kastede han sine tre Matadorer paa Bordet saa hurtigt efter hinanden, at han kunde faa Lejlighed til usét at erstatte det manglende Kort med et andet fra sit indvundne Stik, og i den almindelige Omtaagethed lagde ingen Mærke til, at Trumf-Seks fra hans første Stik gik igen i det sidste.

Skolelærer Mortensen vandt sin Solo, og Spillet blev endelig afsluttet.

I det samme slog ogsaa det lueforgyldte Ur oppe paa Chiffonièren fire smaa mindelige Slag. Med et fromt Smil samlede Mortensen sine mange, i lige store Tutter opstablede Pengestykker i en gammeldags Skindpung og forvarede denne paa Bunden af sin dybe Bukselomme, idet han omhyggeligt knappede over den.

I Døren ind til Sideværelset viste sig i det samme Værtens lille forvoksede Kone, der havde 52| siddet inde ved Kakkelovnen og sovet i et stort Uldshawl. Med en næppe hørlig Stemme, der skulde lade fornem, og en kejtet Bevægelse af sin Haand bød hun Herrerne ind til »en lille Forfriskning«. Samtidig rejste ogsaa Sogneraadsformanden sig og gentog paa sin larmende Maade Indbydelsen:

»Ja værsgo’, D’herrrrer! En lille Forfriskning, mine Herrrrer! ... Det kan gøre godt at faa noget i Livet efter al denne hersens Strabadseren!«

Den lille Forfriskning, der var anrettet inde i Sideværelset, viste sig at bestaa af et fuldt opdækket Bord med Flæskesylte, Skinkesteg, Medisterpølse, Spejlæg, Leverpostej, forskellige røgede Varer foruden – som Forret – en varm Bøf med Løg; dertil Brændevin og bajersk Øl i Overflod. Skønt Gæsterne i Løbet af Dagen og Natten havde indtaget fire solide Maaltider ved det samme Bord, satte de sig med god Vilje omkring Anretningen og tømte efterhaanden baade Brændevinskaraflen og de fleste af de velfyldte Fade. Bag efter blev der serveret Kaffe med Kognak.

Midt under Maaltidet brød Dyrlæge Aggerbølle ud i en halsbrækkende Ed og huggede sit Brændevinsglas mod Bordet, saa Foden knækkede. Han var pludseligt kommen til at tænke paa en syg Ko, 53| som han havde lovet at se til i en af Nabobyerne. Det var netop paa Vejen hen til den, at han om Formiddagen var falden herind hos Sogneraadsformanden, der da straks havde foreslaaet at sende Bud efter Skolelæreren og Købmanden for at faa et Slag Kort; og da Aggerbølle netop var i stærk Forlegenhed for nogle Kroner til at betale en Bagerregning med, havde han hurtigt ladet sig overtale til at blive, idet han haabede i et Par Timers Tid at kunne vinde, hvad han trængte til. I Spillets Løb var da den syge Ko som alt andet i Verden ganske gaaet ham af Minde.

Sligt hændte i øvrigt ingenlunde sjælden Dyrlæge Aggerbølle. Hver Formiddag drog han ud fra sit Hjem i en lille bitte, af Vejsmuds overstænket Gig, højtidelig opfyldt af det Løfte til sig selv og sin Kone, at han vilde gøre en Rundrejse til alle sine Patienter. Men sjælden kom han længere end til den første Gaard, hvor der var Udsigt til at faa et Slag Kort og tjene Kontanter. Hans Liv var en uafbrudt vild Jagt efter en eller to Tikronesedler, som han nødvendig skulde betale inden fire og tyve Timer til Slagter, Bager eller Skomager; og da Sygebesøgene ikke gav ham Penge i Haanden, modstod han aldrig Fristelsen 54| til at forsøge paa ved et raskt Greb i Lykkens Pose at bringe sig ud af sin Forlegenhed.

... Han sank nu hen i en fuldstændig Sløvhedstilstand. Uden selv at vide det, tømte han Glas efter Glas og faldt til sidst med aaben Mund tilbage paa Stolen, hvor han først vaagnede, da den lille Købmand Villing lagde Haanden paa hans Skulder og sagde:

»Kom nu, Aggerbølle ... Klokken er fem!«