[63]| ANDEN BOG

[65]| I.

Skibberup Kirke laa næsten en Fjerdingvej fra Skibberup By – ensomt, paa Toppen af en nøgen Banke, der rejste sig et Stykke ude i Fjorden. Blot en lav og smal Tange forbandt dette »Kirkenæs« med det øvrige Land, og mellem Næssets Grus og Sten voksede kun lidt blegt Græs, lidt Lyng og nogle jordkrybende Tjørn. Selve Kirken var en ældgammel, stærkt forfalden Kampestensbygning med et senere tilbygget Murstenstaarn. Hele Pladsen gjorde i sin øde Forladthed et ualmindelig uhyggeligt Indtryk. Rundt om mellem de vejrblæste Grave laa nedstyrtede Teglsten, Kalkbrokker og Rudeskaar; og traadte man ind i Kirkens halvmørke Indre, mødtes man her af en isnende Klamhed fra de fuldkomment nøgne Kalkmure, der selv midt om Sommeren var ganske grønne af 66| Fugtighed, og som om Vinteren gemte paa en saa bitterlig Kulde, at Vandet undertiden bundfrøs i Døbefonten, mens Præsten maatte staa paa Prækestolen i Sivsko og store Bælgvanter.

Om Hverdagene laa Kirken hen i uforstyrret Fred, kun besøgt af den lange, skindmagre Klokker – »Døden«, som man kaldte ham – der med sine lange Knokkelarme lagt dybsindigt over Kors bag paa Ryggen vandrede herud fra Byen hver Morgen og Aften for at røre de rustne Taarnklokker og lade nogle basdybe Toner runge ud over Rævene, som luskede omkring mellem Tjørnene, over Degnens Faar, der gik og græssede tungsindigt uden for Kirkegaardsmuren, og nu og da over en enlig Fiskermand, der laa med sin Baad inde under de stejle Skrænter og drog Agn.

Om Søndagen derimod – især paa de store Højtidsdage – var her Liv og Fest. Da mylrede det paa Vejen herud fra Skibberup af helligdagsklædte Fodgængere og blankt pudsede Køretøjer; og rundt om Næsset kom Fiskerfamilierne sejlende i Baade og lagde til ved Strandens store Sten, hvorfra Mændene bar Kvinderne i Land paa deres Arme. Kvinderne havde alle sorte Kirkehætter paa Hovedet, og mange bar Moskranse og Blomsterkors, som de lagde hen paa de 67| vejrblæste Grave, forinden de i Gaasegang gik ind i Kirken. Imidlertid stod »Døden« henne paa sin Udkigspost ved et Hjørne af Kirkegaardsmuren og stirrede ud over Vejlbyvejen, hvorfra Præstens Vogn skulde komme. Saa snart den buklede Kaleschehimmel skimtedes derude mellem Bakkerne, ilede han med lange Skridt tværs over Gravene og ind i sit Taarnrum; – og mens nu ogsaa Mændene, der havde samlet sig i samtalende Grupper uden for Kirkeporten, langsomt trak sig ind i Kirken og under andagtsfuld Hosten og Snøften tog Plads under de genlydende Hvælvinger, gav Klokkerne i Taarnet sig til at bamle, saa til sidst alle Kirkens Mure begyndte at ryste.

Dog – alt dette var i Grunden nu en halvforglemt Saga. Siden Provst Tønnesen var kommen her til Sognet, havde Kirken mangen Gang staaet øde ogsaa paa Helligdagene; de rustne Klokker havde bamlet over mennesketomme Veje, og inde i Stolestaderne hostede blot et Par fattige Tiende-Skyldnere, der ikke turde udsætte sig for Provstens Vrede. Og dog var det netop paa Tønnesens Foranstaltning, at der for nogle Aar siden var bleven anbragt en Kakkelovn i Kirkerummet og lagt tykke Sivmaatter paa Gulvet inde i Stolestaderne.

68| Men inde i Skibberup By var det, at Menighedens oprørske Hoveder fortrinsvis havde samlet sig, ligesom det var dér, at den berygtede Væver Hansen havde sit Standkvarter. Synet af disse tomme Stolerader hensatte da ogsaa hver Søndag Provst Tønnesen i et helligt Raseri. Han kunde under Prækenen tale sig op i en saa flammende Lidenskab og hugge sin Haand i Pulten med en saadan Kraft, at selv Sct. Peder, der sammen med de andre Apostle fandtes udskaaren i Træ paa Prækestolens Sider, en Gang bogstaveligt tabte baade Næse og Mund af Forskrækkelse.

Efter at Kapellan Hansted var kommen til Sognet, var der imidlertid igen indtraadt en Forandring i disse Forhold, og en Søndag i Slutningen af Marts – paa Aarets første Foraarsdag – lød Salmesangen fra Kirken atter mangestemmigt ud over Fjorden og blandede sig her med Skriget af Maagerne, der kredsede uden for Kysten.

Ude paa Vejen foran Kirkegaardsmuren holdt en lang Række Køretøjer med spejlblanke Heste og ventede paa, at Gudstjenesten skulde være forbi. Nogle af Kuskene sad oppe i Agestolene og halvsov med Hovedet i Hænderne. Andre laa nede i Vejgrøften og fordrev Tiden med at røge Tobak og passiare. Forrest i Vognrækken, 69| lige foran Kirkegaardsporten, holdt Provstens Kalesche med en højt svævende Buk og en gammel, fruentimmeragtig Kusk i en stor, blaa Slagkavaj.

Blandt de ventende Bønderkarle var det Skik at drive Løjer med Provstens Kusk – »Maren«, som han gærne kaldtes efter sin afdøde Kone, hvem man til Gengæld (og ikke uden Grund) havde tildelt hans eget Døbenavn Rasmus. Ogsaa i Dag stod en fire-fem muntre Fyre omkring ham med Hænderne i Lommerne og lo.

»Hør Maren!« sagde en af dem og kneb polisk det ene Øje til. »Hvad bliver det egentlig til med jeres Frøken og ham Kap’lanen? Nu synes jeg, de maa ha’e kigget længe nok paa hinanden, saa de snart kunde skrive Redelighed.«

»Aa, jeg skal sige dig noget,« sagde en anden, der stod skødesløst lænet op til Portstolpen. »Det maa ikke gaa for hastigt til mellem fine Folk. Det er med disse hersens Frøkner ligesom med Hønsene – de skal altid vrikke lidt med Gumpen, før de gi’er sig over. Er det ikke sandt, hvad jeg siger, Maren?«

Den tiltalte sad ubevægelig paa sin høje Buk og stirrede stift ud over Hestenes Øren uden at svare. Han fandt det ganske uforeneligt med sin halvt gejstlige Stilling at indlade sig i 70| Passiar med disse Gudsbespottere, der forhaanede Provstens Kusk og tog Frøken Ragnhilds Navn forfængeligt.

I det samme sluttede Salmesangen inde i Kirken, Døren til Vaabenhuset aabnedes, og Folk begyndte at strømme ud.

Blandt de Mænd, der efterhaanden samlede sig foran Indgangen for her at oppebie Kirkestævnet, var der en, som fra alle Sider var Genstand for usædvanlig Opmærksomhed. Det var en midaldrende, bondeklædt Mand, høj, mager, noget ludende, med lange, fremover hængende Arme og et paafaldende lille Hoved. I dette lille, noget fladtrykte Hoved sad et ejendommeligt Katteansigt – klogt og aarvaagent, med to smaa rødrandede Øjne og et tyndt, rødligt Fuldskæg. De fleste af Mændene gik hen og rakte ham Haanden og saa’ samtidigt op paa ham med et ligesom spørgende Blik, hvilket han regelmæssigt besvarede ved at trække Munden op til et skævt Smil og sænke det ene Øjelaag.

Pludseligt delte Menneskemassen sig foran Kirkedøren, og i denne viste sig Kapellan Hansteds præsteklædte Skikkelse.

Skønt han allerede havde præket adskillige Gange, baade her og i Vejlby, saa’ han bleg og 71| anstrengt ud og hilste med tydelig Forlegenhed paa den forsamlede Mængde, der da ogsaa temmelig trevent blottede Hovederne, idet han gik forbi. Manden med Katteansigtet rørte endog slet ikke Hatten men blev staaende med sin skævt optrukne Mund, mens et spottende Blik fra hans halvt tillukkede Øjne fulgte den ungdommelige Præsteskikkelse lige til Vogndøren, hvor »Døden« stod med Hatten i Haanden og krummede sig i Støvet som en Orm.

Saa snart den gamle Kusk havde sat Hestene i Bevægelse, sank Kapellanen tilbage i Vognhjørnet og lagde med et lidende Udtryk den ene Haand op paa Issen. Sin bløde, bredskyggede Plyshat havde han straks kastet fra sig paa Bagsædet, som om den brændte ham om Panden; – og mens Kaleschen knirkende og knagende skumplede hen ad den ujævne Vej, blev han siddende saaledes i flere Minutter, med tillukkede Øjne og fast sammenpresset Mund, som om han havde ondt ved at lade være med at græde.