72| II.

Han blev modtagen hjemme i Præstegaarden af Provst Tønnesen, der netop var vendt tilbage fra Gudstjenesten i Vejlby Kirke. Forholdet mellem de to Præster var nemlig ordnet saaledes, at de bægge prækede hver Søndag, den ene i Vejlby, den anden i Skibberup. Dette var et Paafund af Provsten, som næppe uden Grund frygtede for, at de ildesindede Skibberuppere, der saa haardnakket udeblev fra hans egen Forkyndelse, yderligere skulde vise deres Fjendskab ved at strømme til Kirkerne, saa snart Kapellanen prækede. Derfor gav han ogsaa først i sidste Øjeblik til Kende, i hvilken Kirke han selv ønskede at forrette Tjenesten; og Følgen heraf havde været, at bægge Kirkerne i nogen Tid var bleven fyldt af Skarer, der hver for sig haabede at faa den nye Præst at høre.

Oplivet ved Synet af sine trofaste Vejlby-Tilhængere vendte Provsten nu tilbage i fornøjet Stemning og satte sig til Frokostbordet med en fortræffelig Appetit.

Hertil bidrog desuden en Festlighed, der om Aftenen skulde afholdes her i Præstegaarden, og hvortil man allerede i flere Dage havde haft travlt 73| med Forberedelser. I Almindelighed levede Provsten og Frøkenen nemlig meget stille, idet de aldrig deltog i Bøndernes og kun sjælden i Egnens faa og temmelig Ntarvelige Proprietærfamiliers Selskabelighed. To Gange om Aaret afholdt Provsten imidlertid regelmæssig en større, ligesom officiel, Bespisning, hvortil Repræsentanter for de forskellige Lag af Menigheden blev tilsagte omtrent som til en Fyrstes Taffel.

Provst Tønnesen forestod ved disse Lejligheder altid selv Ledelsen af Festforberedelserne. Det var hans Lidenskab overalt at styre, ordne og udstede Befalinger. Allerede for flere Dage siden havde han givet Ordrer for Indkøb af Vin, Kød og Delikatesser, og ikke saa saare havde han nu sat sig til Rette ved Frokostbordet og anbragt sin store Serviet under Hagen, før han begyndte at give sin Datter omhyggelige Anvisninger angaaende Vinens Temperering og Salaternes Tilberedelse.

Imidlertid sad Kapellan Hansted tavs og aandsfraværende og smuldrede efter Sædvane sit Brød paa Dugen næsten uden at nyde noget. Hans Udseende havde kendeligt forandret sig i Vinterens Løb. Han var bleven endnu mere hulkindet, og over hans før saa klare, frejdige Øjne laa ligesom 74| en Taage, der forraadte, at en Orm gnavede ved hans Hjærte.

Fra den anden Side af Bordet iagttog Frøken Ragnhild ham flere Gange med et opmærksomt Blik. Under Paaskud af Travlhed i Anledning af Festen havde hun imod Sædvane ikke fulgt sin Fader til Kirke og var endnu klædt i en lysblomstret Formiddagskjole af et blødt, varmt Stof, med langt og spidst nedløbende Liv, snævert sluttende Ærmer og store Skulderpuffer. Over hendes maaneskinsblege Ansigt med de store, blaagraa Øjne laa et Udtryk af skjult Bekymring, af søsterlig Deltagelse for Kapellanens Sorg, som hun syntes at kende og forstaa.

Til sidst blev ogsaa Provst Tønnesen opmærksom paa Hr. Hansteds usædvanlig dybe Aandsfraværenhed, og da han – ved pludseligt at henvende et Spørgsmaal til ham – fik et forvirret Svar, rynkede han misbilligende sine Bryn. Han fandt det ikke passende, at hans Kapellan var uopmærksom, naar han talte – selv om det kun var om Postejer og Salater.

I det hele var Provst Tønnesen slet ikke saa fornøjet med sin Kapellan, som han en Tid havde troet at skulle blive. Han følte sig besværet af dette for hver Dag mere sære og indesluttede 75| Menneske, der gik omkring i hans Hus som et Bytte for en eller anden fiks Idé. Han forstod ikke, hvad det var, der kunde nage ham, al den Stund han var sig bevidst, at baade han selv og hans Datter efter Evne bestræbte sig for at gøre ham Opholdet her saa hjemligt og hyggeligt som muligt. Særlig følte han sig ubehageligt berørt af Kapellanens Opførsel over for Ragnhild. Han havde ikke kunnet forblive blind for, at der var de to noget imellem, og han mente at have Grund til at tro, at Hr. Hansted ikke var hans Datter ganske ligegyldig. Men endnu havde Kapellanen tydeligt nok ikke foretaget noget afgørende Skridt. Provst Tønnesen vidste ikke, om det skyldtes Vankelmodighed eller overdreven Undseelse, men i bægge Tilfælde forekom det ham, at han med Grund kunde beklage sig.

Naar han alligevel hidtil havde holdt sin Utaalmodighed i Tømme, var det alene af Hensyn til Ragnhild, hvis Ensomhed og ubetryggede Fremtid undertiden voldte ham Bekymringer. Ogsaa ved denne Lejlighed bed han – om end kun med stor Selvovervindelse – sin Fortørnelse i sig. Men ikke saa saare var Frokostbordet hævet og Kapellanen gaaet op paa sit Værelse, før han maatte give sit Hjærte Luft.

76| »Jeg forstaar mig ikke paa det Menneske!« udbrød han, idet han begyndte at vandre heftigt frem og tilbage over Spisestuens Gulv. »Jeg begriber ikke, hvad det er, han gaar og spekulerer paa. Han sidder hver Dag her nede saa tavs og udeltagende, som om der var overgaaet ham en stor Ulykke! ... Kan du forstaa, hvad Grunden kan være, Ragnhild?«

»Aa,« svarede Datteren roligt; hun var bleven siddende ved Bordet, tilbagelænet mod Stoleryggen, og saa’ med tankefuldt sammenknebne Øjne ud gennem Vinduerne. »Det er vel ikke saa underligt, om han i Begyndelsen kan føle sig lidt tynget af sin Gærning. Han er jo endnu saa ung .... og desuden har han maaske mærket, at hans Prækener ikke har vundet udelt Bifald hos Befolkningen.«

»Aa, for den Sags Skyld behøvede han dog virkelig ikke at gøre sig Bebrejdelser,« svarede Provsten med Selvfølelse. »Og det er saamænd heller slet ikke den Slags Ting, der er i Vejen .... i saa Fald var han sikkert kommen til mig med sine Bekymringer. Nej, jeg er bange for, at han gaar omkring og véd ikke rigtig Besked med sig selv. Der er noget ubeslutsomt over ham. Maaske har han sat sig fast i en eller anden fiks Idé om sig 77| selv .... Sligt ligger jo til Familien, hører jeg. Hans Moder var nok en temmelig overspændt Dame, der endogsaa paa en ulykkelig Maade endte sit Liv i et Anfald af Sindssyge.«

Frøken Ragnhild vendte Ansigtet mod sin Fader og saa’ paa ham med et forfærdet Blik.

»Hvad er det, du siger? ... Hans Moder!«

Provsten standsede, blev rød og rømmede sig. Han var i sin Ivrighed kommen til at forsnakke sig i en Sag, som han af Skaansomhed mod Kapellanen og af Hensyn til Menigheden havde fundet det rigtigst at fortie.

»Nu – jeg mener naturligvis ikke saadan bogstaveligt!« sagde han, idet han med et udglattende Smil og en Haandbevægelse fortsatte sin Gang. »Folk siger jo desuden saa meget .... Jeg mener blot, at vor kære Hr. Hansted maaske har en noget for stor Tilbøjelighed til at fordybe sig i sig selv, en Brist paa Evne til at assimilere sig ... Jeg synes dog, jeg har gjort, hvad der stod i min Magt, for at han kunde føle sig vel tilpas imellem os. Og det har du da ogsaa, véd jeg. Jeg har jo oftere set jer spadsere sammen i Haven. I har jo – saa vidt jeg har forstaaet – nogenlunde fælles Interesser; din Musik sætter han stor Pris paa, – det har han selv for78|talt mig. Jeg kan derfor ikke begribe, hvad der gør ham saa tilbageholdende .... For det kan vel ikke tænkes, at du, Ragnhild – – at du ved en eller anden Ting kan have – – at du paa en eller anden Maade kan være kommen til at støde ham –?«

Provst Tønnesen standsede atter – denne Gang i en mørk Krog af Stuen – og betragtede herfra sin Datter med et forsigtigt forskende Blik.

Hun lod, som om hun overhørte hans Ord. Hun sad med Armene korslagte over Brystet og saa’ frem for sig med det utilgængelige Udtryk, hvormed hun over for Faderen regelmæssigt afviste enhver Sammenstilling af sit og Kapellanens Navn.

Provst Tønnesen rynkede sine buskede Bryn. Han forstod sig ikke længer paa sit Barn! ... Med mørk og bitter Mine fortsatte han tavs sin Vandring over Gulvet og forlod kort efter Stuen.