III.

Kapellan Hansted var gaaet op paa sit Værelse, et rummeligt Kvistkammer, der laa stille og ensomt, 79| omgivet af et stort, tomt Loftsrum, ligesom en lille Verden for sig selv. Trods den skraanende Tagvæg og det sparsomme Lys fra Stuens eneste Vindue saa’ her hyggeligt ud. Der var Skrivebord, Sofa, en gammeldags Mahogni Skrivepult, Reoler fulde af Bøger, en stor Lænestol, smaa Tæpper paa Gulvet og en Seng bag et Skærmbræt. Luften derinde var frisk og krydret. Kapellanen var nemlig et Særsyn mellem Teologer – han røg ikke Tobak. Derimod var han ivrig Blomsterdyrker; i Vinduet stod der fuldt af Potteplanter, og op ad Karmen snoede sig en Vedbendranke med lysegrønne Spirer.

Over Sofaen, mellem to store Billeder af Luther og Melanchton, hang en lille Samling Familieportræter. Her saa’ man Kapellanens Fader, en høj, mager, statelig udseende Herre, der diplomatisk tilknappet stod støttet til en Konsol med en Silkehat i Haanden og et bredt Ordensbaand i Knaphullet. Ved Siden af ham hang et lille Daguerreotypi-Billede af hans Moder, omgivet af en Krans gule Evighedsblomster. Billedet skrev sig øjensynligt fra Fru Hansteds Pigedage. Det var saa bleget af Solen, at man kun ligesom gennem en Taage kunde skimte et ungdommeligt Hoved med en mærkelig høj Frisure og to store, lyse, vidt aabne Øjne. 80| Desuden var der Billeder af Kapellanens Broder, Garderløjtnanten – et kønt ungt Menneske med et kækt og muntert Ansigt – samt af Søsteren, Generalkonsulinden, en lille fuglefin Skabning, endnu næsten et Barn, med nervøst missende Øjne og et sygeligt Smil.

Og derhenne ved Skrivebordet sad nu Emanuel, den ældste af Etatsraad Hansteds Børn. Han sad med Haanden under Kinden, iført en brun Klædes Slobrok, i Færd med at undersøge et Brev.

Brevet var fra Faderen. Han havde modtaget det allerede den foregaaende Dag men opsat at læse det, for ikke at forstyrres i Udarbejdelsen af sin Præken. Nu aabnede han det næsten med Uvilje og gennemlæste det i Begyndelsen flygtigt og adspredt. Det var de sædvanlige omstændelige Beretninger om intetsigende Familiebegivenheder, om Broderen, der havde været paa Hofbal, om Generalkonsulens Fødselsdagsmiddag, om Søsterens Baby, der havde faaet Tænder o. s. v., o. s. v. Efterhaanden fængsledes alligevel hans Opmærksomhed. Han læste langsommere, Ord for Ord, undertiden med et ufrivilligt Smil, til sidst med et Stænk af Vemod.

Brevets Slutning lød:

»Som du kan vide, min kære Søn, glæder det os alle meget at erfare, at du bestandig er 81| rask og føler dig tilfreds derude i din Ørken – som din Broder stadig spøgefuldt kalder dit fjerne Opholdssted. Det er jo et smukt og ophøjet Kald, du har valgt dig; og nægter jeg end bestandig ikke, at jeg hellere havde set dig gøre et Valg af Livsstilling, der var mere i Overensstemmelse med vore Familietraditioner, og som navnlig ikke havde ført dig saa langt bort fra os, er det af et oprigtigt Hjærte, at jeg og vi alle ønsker dig Held og Velsignelse til din ansvarsfulde Gærning. Det er naturligvis lidt vanskeligt for os, der altid har levet udelukkende i Omgang med Folk af vor egen Dannelsesklasse, til Bunds at fatte Muligheden af en nøjere, frugtbringende Forstaaelse mellem Mennesker af saa ulige Kaar og Opdragelse som f. Eks. dig og den Befolkning, mellem hvilken du har valgt at leve. Jeg nægter ikke, at et tilfredsstillende aandeligt Samkvem under saadanne Forhold – selvfølgeligt udenfor det strengt religiøse Gebet – altid har staaet for mig som en uopklaret Gaade. Men maaske ligger det i mit Ukendskab til de faktiske Forhold, og jeg kan kun gentage, at alle vore bedste Ønsker følger dig i din Gærning.«

Emanuel læste det sidste Stykke to Gange langsomt igennem – og under Læsningen drog en bestandig mørkere Skygge sig ned over hans Ansigt. 82| Saa sank Haanden med Brevet langsomt i hans Skød; og i denne Stilling blev han siddende ubevægelig, med Øjnene stift rettede mod Gulvet.

Pludselig rejste han sig og begyndte at vandre heftig frem og tilbage i Værelset. Han kunde ikke – han vilde ikke tro, at Faderen og de andre havde Ret; – at alt, hvad han saa lykkelig havde haabet og drømt, var lutter tomt Fantasteri! ..... Og dog! Og dog! .... Var det ikke den samme Tvivl, der nu nagede og pinte ham selv? Var ikke hans eget Hjærte begyndt at tabe Troen paa, at i hvert Fald han ejede Evne til at gøre Fyldest i dette Kald? .... Han vidste, at han med al sin Kraft og Vilje havde søgt at dygtiggøre sig til sin Gærning. De mange tæt beskrevne Ark i hans Skrivebordsskuffe kunde vidne om den utrættelige Flid, den samvittighedsfulde Omhu, hvormed han Uge efter Uge havde forberedt sig til sine Prækener – i Haabet om, at det dog til sidst skulde lykkes ham at tage sine Tilhørere fangen under sit Ords, sin Bekendelses Magt. Men forgæves! .... Aldrig saa snart traadte han om Søndagen frem paa Prækestolen og saa’ de mange fremmede Øjne rettede imod ham nede fra Kirkens Gulv, før det var, som om al Ordenes Varme og Overbevisning frøs bort paa hans Læbe. Med For83|tvivlelse hørte han sine Sætninger klinge hule og tomme hen under de genlydende Hvælvinger, mens han mærkede en bestandig tungere Døsighed sænke sig over hele Forsamlingen. Det var, som om der mellem ham og Menigheden aabnede sig et bestandig dybere og dybere Svælg, hvorover hans Stemme ikke kunde naa – en mørk og isnende Afgrund, hvori alle hans mod Himlen stræbende Ord ét for ét sank ned som ihjelfrosne Fugle.

Han havde standset sin urolige Gang og stillet sig hen i den brede Vindusfordybning, hvor han længe blev staaende ubevægelig og stirrede ud. Solen faldt gylden ind over hans slanke, blonde Skikkelse; og som han stod dér i sin løst bundne Slobrok, med Skuldren støttet til Murkanten, ligesom indrammet af Vinduskarmens grønne Vedbendranke, mindede han om en ung Munk, der fra sin ensomme Klostercelle stirrer drømmende ud over den Verden, som ejer alle hans Længsler.

Han kunde fra sit Vindu overse næsten hele Sognet. Lige neden under sig havde han et Hjørne af Præstegaardshaven, og over denne saa’ han ud over et Par af Vejlbys store, cementpudsede Gaarde og det stensatte Gadekær. Herfra kunde han paa en Strækning af over en halv Mil følge den brede Sognevej, der bugtede sig frem over de højt liggende 84| Marker, indtil den langt i Syd dukkede ned mellem de tre store, nøgne Muldbølger, bag hvilke Skibberup skjulte sig saa omhyggeligt, at ikke en Skorstenspibe var at øjne over Bakkekammene. Fjernere skimtedes Taarnet af den ensomt liggende Kirke, og langs hele den østlige Horisont saas Fjordens blaanende Flade og de grønne og hvide Brinker ovre bag den modsatte Bred.

Hver Dag havde Emanuel staaet her og stirret ud, og han kendte allerede hvert Hus, hvert Træ, hver Høj i det hele Landskab. Hans Blik havde drømmende fulgt – snart Bøndernes Plovspand, der én Dag i Slud, én Dag i Sol bevægede sig tungt over de vaade Agre, snart Fjordfiskernes Baade, der med hvide eller brune Sejl krydsede frem imellem Kysterne; snart Skibberuppernes hurtige Køretøjer, naar de rullede hjem fra Staden ad den bugtede Sognevej, hvor de for hver Svingning blev mindre og mindre for hans Øjne, indtil de til sidst som smaa Mus smuttede ned imellem de tre Muldvarpeskud i det fjerne. Om Aftenen, naar den sidste Solfakkel var slukket i Sydvest, havde han set Lysene tændes ét for ét rundt om i Hytterne, ligesom Stjerner paa en Himmel. I sin Ensomhed havde han da digtet sig ind i de fattige Beboeres nøjsomme og trælsomme Liv; og han havde tænkt 85| paa den Gang, da han i sin Afsky for det Samfund, han selv ved Fødselen tilhørte, havde troet sig beslægtet med disse Jordens frie Børn og drømt om at kunne leve i frit Samkvem med dem som Ven og Broder.

Han vidste nu, at han havde taget fejl. Hans Øjne var bleven aabnede for det dybe, uoverstigelige Svælg, der skilte ham og alle hans fra disse Jordens Hyttebeboere, som levede her i deres halvt underjordiske Boliger og gravede og puslede i den mørke Muld – et Slags Troldfolk, hvis Væsen var alle en Gaade, hvis Sprog man næppe nok forstod, hvis Tanker, Drømme, Sorger og Forhaabninger ingen kendte. Og vilde det vel nogensinde blive anderledes? Var det ikke, som om Menneskeheden ganske havde forglemt det Trylleord, der kunde faa Højene til at løfte sig paa Ildsøjler og bringe Muldfolket frem i Dagens Lys og Luft?

... Han blev med ét revet ud af sine Betragtninger ved at høre et muntert Fløjtekvidder over sit Hoved.

Han saa’ op. En Stær!

Det var da forunderligt, tænkte han .... Han havde hele Dagen været saa optaget af sine Tanker, at han slet ikke havde lagt Mærke til, hvorledes 86| Solen endelig var brudt frem igennem de kolde Taager, der nu i ugevis havde indhyllet Landet. Han saa’ sig omkring .... og atter fløjtede en Stær i hans Nærhed, og endnu en, og én til .... hele Haven var fuld af Vaar!

Han smilte vemodigt. Han kom til at tænke paa de mange Gange, han i Vinterens Løb havde længtes efter Foraarets Komme – fordi han havde haft en besynderlig Tro paa, at dermed vilde nok endelig alting blive godt; at med Vaarbrydningen i den vinterbundne Mark og Fjord vilde der ogsaa blive løst op for det Kærlighedens Kildespring, han følte opstemmet i sit eget Hjærte.

Han vendte sig om mod Stuen, gik hen til Skrivebordet, hvor han omhyggelig gemte Faderens Brev i en af Skufferne, strøg sig derpaa med bægge Hænder fra Panden op gennem Haaret ligesom for at bortjage alle tyngende Tanker, skiftede Klæder, tog sin Hat og en Silkeparaply, der stod ved Døren, og forlod Værelset.